Читать книгу Kriminalitet og illegale rusmidler - Группа авторов - Страница 11

Den sidste tilgang inden for afvigelsessociologien, som jeg vil fokusere på, kendetegnes ved sit eksplicitte fokus på magtforhold i samfundet. Disse magtforhold antager to former. På den ene side en synlig magt, hvor konkrete magtfulde personer, institutioner eller interesser i større grad end andre definerer samfundets spilleregler, herunder love og regler. På den anden side en usynlig magt, der ikke er knyttet til konkrete individer eller interesser, men som giver sig udslag i en stadig øget kategorisering af personer og grupper og skabelse af viden herom. Denne retning er da også blevet kaldt en vidensmagt, netop fordi magten ligger i det, at der produceres stadig mere viden, ikke hvordan denne viden bruges af nogle med objektive interesser. Denne usynlige magt fungerer undertiden ved, at den, ofte i en øjensynlig god sags tjeneste, får folk til ikke-bevidst at udøve magt på sig selv; eller med andre ord magten består i en styring af folks styring af sig selv.

Sådanne analyser af magtforhold i samfundet står ikke i modsætning til symbolsk interaktionisme og specielt ikke stemplingsperspektivet. Der er dog forskel på at beskæftige sig med konkrete menneskers konkrete interaktioner, hvorigennem symboler og sociale identiteter internaliseres og omformes, til magtstudiernes fokus på, hvordan sociale kategorier, identiteter og definitioner af sociale problemer er blevet skabt historisk, af hvem, med hvilke interesser og til hvilke formål. Magtstudierne har således forladt mikroperspektivet på subgruppers betydningsskabelse og er vendt tilbage til et makroperspektiv, bl.a. ved at analysere, hvordan kriminalitet, afvigelse og det kapitalistiske og disciplinerende samfund hænger sammen i sin totalitet. Samtidig er der tråde tilbage til funktionalismen, i og med at skabelsen af problemkategorier menes at være funktionelle i opretholdelse af eksisterende magtforhold.