Читать книгу Kriminalitet og illegale rusmidler - Группа авторов - Страница 9

I takt med at funktionalismen mistede styrke og indflydelse inden for afvigelsessociologien voksede der i 1960’erne en anden og ganske anderledes retning frem kaldet symbolsk interaktionisme. I stedet for deduktive analyser af generel karakter med altfavnende teoretiske modeller er denne retning kendetegnet ved at være en analytisk tilgang med fokus på konkrete menneskers betydningsskabelse i lyset af samfundsskabte kategorier, eller med andre ord folks interaktion med symboler; som Herbert Blumer, der må betegnes som en af teoretikerne inden for den symbolsk interaktionistiske tilgang, skrev: De eneste ting, der kan handle, er individer og grupper, hverken strukturer eller systemer kan agere eller tilskrive betydning (Blumer 1969). Symbolsk interaktionisme har endvidere primært fokuseret, ikke på samfundets generelle sammenhængskraft og sociale orden, men på små sub-verdener eller subkulturer, ofte studeret vha. af kvalitative forskningsmetodikker som fx deltagerobservation. Ligesom funktionalismen har denne retning været særdeles indflydelsesrig, og mange analytiske perspektiver fra datiden er stadig gængse i dag. En toneangivende retning indenfor symbolsk interaktionisme er Howard Beckers stemplingsteori (1963), der stadig inspirerer forskere i studiet af stofmisbrug og kriminalitet (Asmussen 2007). Det er dog vanskeligt at redegøre for symbolsk interaktionisme ved at bruge én forfatter – fx Becker – som gennemgangsfigur, da retningen netop er kendetegnet ved ikke at være en teori, men summen af en lang række empiriske analyser af forskellige situationer, hvori afvigelse bliver fortolket, skabt, genforhandlet, internaliseret og modstået.

Inden for symbolsk interaktionisme anses afvigelse som et resultat af de forestillinger og kategorier, folk har om hinanden og omsætter i konkrete situationer, og som ikke mindst skabes, forhandles og forandres herigennem (Blumer 1969). En stor del af den symbolske interaktionisme har netop fokuseret på sådanne kategoriseringsprocesser, som det fx udtrykkes i den mest citerede læresætning inden for retningen:

Social groups create deviance by making the rules whose infraction constitutes deviance, and by applying these rules to particular people and labelling them as outsiders… The deviant is one to whom that label has been successfully applied: deviant behavior is behavior that people so label. (Becker 1963:9)

Pointen er, at afvigelse ikke er et resultat af psykologiske træk ved den enkelte person, men bunder i samfundsmæssige klassifikationsprocesser. Denne tankegang vil jeg se nærmere på i det følgende.