Читать книгу Kriminalitet og illegale rusmidler - Группа авторов - Страница 8

Anomi

Оглавление

Tæt knyttet til Durkheims funktionalistiske teori om kriminalitet og afvigelse står hans tanker om anomi (Durkheim 1997). Anomiteori er ganske umoderne og har ligesom funktionalismen været genstand for massiv kritik, ikke desto mindre bør anomiteori anerkendes for sit ambitiøse forsøg på at forklare afvigelse samt samfundsmæssige sammenbrud af normer. Anomiteori finder dog også sine fortalere indenfor nutidig sociologisk teoretisering (Bernburg 2002) og i forhold til forklaring af samfund med hastigt voksende stofmisbrugsproblemer (Pedersen 2005:188-239).

Det centrale i Durkheims anomiteori er, at mennesket er styret af normer. Anomi opstår, når samfundets normer ikke i tilstrækkelig grad er i stand til at regulere menneskers mål og midler.

På den ene side kan anomi opstå, når der er et fravær af normer, folk bliver desorienterede, og handlinger mister deres mål og mening – kun når samfundet stiller grænser for individets ønsker og behov, kan det være tilfreds. Durkheim levede i en tid med store omvæltninger ikke mindst kendetegnet ved den kapitalistiske markedsøkonomis fremvækst og en svækkelse af traditionelle samfundsstrukturer. En svækkelse, der forstærkedes af, at de økonomiske institutioner, ifølge Durkheim, i stigende grad var blevet koblet fra andre samfundsmæssige institutioner (familien, religionen, slægten) og endda til en vis grad havde overtaget styringen af disse institutioner. Durkheims fokus var i tråd hermed på det moderne samfunds manglende evne til normativt at påvirke folks gøren og laden og specielt manglende evne til at regulere økonomiens stigende indflydelse (Downes & Rock 2003:106-114).

På den anden side opstår anomi, når samfundsmæssige mål er uopnåelige. Dette blev i det industrielle samfund forstærket af, mente Durkheim, et kronisk produceret misforhold mellem mål og midler, idet markedsøkonomien er kendetegnet ved at generere uopnåelige mål, nemlig målet om hele tiden at nå mere. Man bytter og handler ikke for en større samfundsmæssig sag (religiøse værdier, rituelle overgange, opretholdelse af sociale relationer), men for at få mere at handle og bytte med. Det er således det økonomiske systems adskillelse fra andre normative institutioner, der får os til at lovprise det individuelle profitsøgende individ som repræsentant for menneskets naturlige tilstand, og denne normalisering af ideen om uendelige mål ser Durkheim som kilden til anomi (Durkheim 1997:130-138).

Det, at økonomien kommer til at dominere i forhold til andre institutioners muligheder for at udøve social kontrol, har betydning for graden af afvigelse i et samfund. Disse andre institutioner, der tjener den funktion at socialisere samfundets medlemmer til fælles værdier og mål og acceptere samfundets grundlæggende normative mønster, bliver svækket. Markedsøkonomiens invasion obstruerer disse institutioners virke, hvorved det bliver sværere at regulere samfundsmedlemmerne effektivt vha. normer og roller (Durkheim 1997:130-138).

En anden kendt teori om anomi findes hos den amerikanske samfundsforsker Robert Merton. Men hvor anomi for Durkheim handler om en ubalance i de normer, der kontrollerer individers mål, henviser anomi hos Merton til manglende regulering af midlerne til målopfyldelse (Merton 2003), altså hhv. midlernes normløshed og målenes normløshed. En forskel, der kan ses i lyset af de to teoretikeres samtid: Durkheim levede i en tid og et land med store opbrud, Merton levede i en tid og et land med ideen om uanede muligheder (Downes & Rock 2003:104-141). For Merton var det derfor centralt, at man fra samfundets side styrede udviklingen, ikke ved at sætte spørgsmålstegn ved mål og normer, men ved at regulere midlerne. En stor grad af kriminalitet, mente Merton, var derfor ikke nødvendigvis et resultat af eller et tegn på et samfund i forfald, hvor normerne ikke var i stand til at regulere folks adfærd. I stedet var det et udtryk for, at folk brugte illegitime midler (kriminalitet) til at nå de samfundsanerkendte mål. Så for stor afstand mellem tilgængelige legitime midler og anerkendte mål (den amerikanske drøm) skaber anomiske tilstande.

Durkheims funktionalistiske teorier om anomi, kriminalitet og afvigelse går igen i nutidig forskning på stofmisbrugsområdet. Specielt ser vi dem gennemspillet i det analytiske begreb ‘moralsk panik’ (Cohen 1972), der er en slags moderne heksejagtsteori, som analyserer samfundets (medierne, statsapparatet, socialarbejdere o.a.) konstruktioner af fjendebilleder som et forsøg på at styrke smuldrende normer og værdier, samt eventuelt aflede opmærksomheden fra andre problemer i samfundet (se senere i artiklen for konkrete eksempler). Et af de fjendebilleder, der ifølge visse forskere har været særdeles effektivt i forhold til at mobilisere en fællesfølelse i samfundet, er narkotika. I et samfund præget af fravær af fælles normer og traditioner samt samfundsmæssige vejledninger, der kan guide den enkelte igennem livet (anomi), oplever vi, at narkotikaspørgsmålet bliver udnævnt til en af samfundets hovedfjender. En fjende, der forholdsvis nemt lader sig betegne som farlig og djævelsk, defineret tilpas svagt til, at det er svært at kontrollere, om den bliver stærkere eller svagere, og som har en stærk symbolværdi som et modstykke til det gode og rigtige (Christie & Bruun 1985). Tilsammen – i ægte durkheimsk ånd – egenskaber, der kan bruges til at styrke samfundets normer og sammenhængskraft.

Ligeledes har Mertons forholdsvis enkle teori om kriminalitet som værende illegitime midler til at nå legitime mål indirekte inspireret forfattere til at analysere stofmisbrugsproblematikker. I sin etnografi om crackbrugere og crackdealere i East Harlem, USA, viser Bourgois (2003) fx, hvordan det at sælge narkotika ofte er den eneste mulige måde (middel), hvormed marginaliserede puertoricanere kan opnå respekt, udleve idealer om maskulinitet, samt tjene penge til at finansiere et identitetsunderstøttende forbrug. Alt sammen mål, der er legitime i det amerikanske samfund og i overensstemmelse med den ældre generations mål, der til forskel havde mulighed for at arbejde som ufaglærte arbejdere. I dag eksisterer disse arbejdspladser næsten ikke mere, og nutidens uuddannede unge puertoricanere i East Harlem er ofte tvunget ud i at benytte ulovlige midler (salg af narkotika) for at nå samme legitime mål.

De Durkheim-inspirerede teorier om kriminalitetens samfundsmæssige funktion har nogle svagheder og begrænsninger, man skal være opmærksom på. Anomiske teorier tager for det første ikke højde for, at moderne samfund er pluralistiske, med ikke kun et, men flere normsæt. Afvigelse kan derfor skyldes, at visse subkulturer opererer med alternative mål, og ikke kun at de mangler midlerne. For det andet er funktionalistiske forklaringer nærmest umulige at falsificere: Hvordan viser man fx, at en vis mængde kriminalitet er enten integrerende eller anomisk. Og i forlængelse heraf: hvordan kan anomi producere kriminalitet og normløshed, samtidig med at man først kan registrere anomi ved en stigende kriminalitet og normløshed? For det tredje medproducerer teoriens stærke fokus på de uintenderede konsekvenser (funktioner) af folks handlinger en blindhed over for folks egne subjektive motiver og strategier. Mennesker anses blot som værende brikker i samfundsmaskinen, og netop dette manglende fokus på folks egne strategier, motiver og subjektive erfaringer er udgangspunktet for den symbolske interaktionisme.

Kriminalitet og illegale rusmidler

Подняться наверх