Читать книгу Kriminalitet og illegale rusmidler - Группа авторов - Страница 7

Grundlæggende bygger den funktionalistiske tanke på ideen om, at sociale forhold skal gives sociale forklaringer, hvor samfund analyseres som systemer, hvis dele skal studeres i lyset af den funktion, de spiller for samfundet som helhed. Dette gælder fx uddannelsesinstitutioner, familieinstitutioner og strafferetslige institutioner. Funktionalistiske forklaringer var styrende for den afvigelsessociologiske tænkning fra 1920’erne og frem til 1950’erne, og selvom de har været udsat for stærk kritik, er der stadig tydelige reminiscenser af det funktionalistiske tankegods i nutidig teoridannelse (Alexander 1985; Garland 1991:47-83). I dette afsnit vil jeg primært se på Émile Durkheims teori om kriminalitet og afvigelse samt de teorier om anomi, der er fulgt i kølvandet herpå.

Durkheims overordnede projekt var at forklare samfunds sammenhængskraft, specielt moderne samfund med deres stigende individualisme: Hvordan kan samfund hænge sammen, når fælles religiøse forestillinger og traditionelle autoritetsformer smuldrer, og samfundet fragmenterer? Svaret søgte Durkheim bl.a. i sine studier af forbrydelse og straf. Han argumenterede for, at selvom moderne samfunds straffeformer umiddelbart virker mere humane og civiliserede end traditionel afstraffelse og selvom man fra statsadministrationen lægger vægt på straffens rehabiliterende og præventive karakter, så tjener straffen samme formål – dvs. har samme funktion – i traditionelle som i moderne samfund. Et samfunds straffesystem er således ikke en rationel størrelse, men handler grundlæggende om moral og følelser (Garland 1991:35-41; Durkheim 2000). Det, der gør en handling til en forbrydelse, er derfor ikke handlingen i sig selv, men den reaktion og den straf den er i stand til at fremkalde. Kriminelle eller afvigende handlinger er derfor dem, der er i stand til at fremkalde stærke reaktioner fra samfundet generelt, dvs. dem som medlemmerne i samfundet alment tager afstand fra. Kriminelle handlinger krænker derfor ikke samfundets fælles bevidsthed, fordi de er kriminelle, som Durkheim skriver: “Vi misbilliger den [handlingen] ikke, fordi det er en forbrydelse, men det er en forbrydelse, fordi vi misbilliger den” (citeret i Østerberg 2002:134). Det er således et samfunds fællesskabsfølelse og moralske bånd, der er udgangspunktet for, at handlinger fordømmes og sanktioneres med en straf, og denne strafs funktionelle værdi består omvendt i netop at bekræfte og styrke denne kollektive bevidsthed. Straf er således både et udslag af og en styrkelse af den kollektive fællesfølelse. Kriminalitet bliver hermed en mulighed for, at samfundet kan udtrykke og fremvise sin fælles moral – kriminelle handlinger bliver en mulighed for samfundet til at dyrke sig selv.

Kriminalitet og afvigelse er derfor, hævder Durkheim, normalt og funktionelt, og et samfund uden kriminalitet og afvigere ville være utænkeligt. Som Durkheim skrev i en ofte citeret passus:

Lad os forestille os et samfund bestående af hellige mennesker, et eksemplarisk og fuldkomment kloster. Forbrydelser i egentlig forstand vil være ukendte dér; men de menneskelige fejl, der i almindelighed er tilgivelige, vil dér vække samme skandale, som den almindelige forbrydelse vækker i den almindelige bevidsthed.

Og han fortsætter:

Forbrydelse er altså nødvendig; den er knyttet til de fundamentale betingelser for alt samfundsliv, men alene derfor er den nyttig; thi de betingelser, som den er forbundet med, er i sig selv uundværlige for den normale udvikling af moral og ret. (Durkheim 2000:103, 104)

Når medierne derfor svælger i kriminalstof er der, ifølge en durkheimsk betragtning, i virkeligheden subtile samfundsmæssige mekanismer i spil, nemlig afvigelsens samfundsintegrerende funktion. Og selv om skafottet og den offentlige hængning er byttet ud med fjernsynsreportager om kriminalitet og afvigelse tjener de samme funktion: stigmatisering og udstilling af lovovertræderen for herigennem at styrke samfundets moral (Erikson 1973). Ifølge flere nutidige samfundsforskere har denne grundlæggende funktion ved straffen dog svære kår i dagens lukkede retssale, hvor professionelle har overtaget eller ‘stjålet’ folks konflikter, hvorfor vi i vores straffesystem må komme tilbage til det, der anses som rettens grundlæggende funktion: en offentlig og kontinuerlig diskussion af samfundets værdier og normer af de involverede parter (Christie 1977; Braithwaite 1993).

Ifølge Durkheim er kriminalitet derfor ikke alene normalt i alle samfund, faktisk mente han, at en ret mængde kriminalitet er sundt for et samfund; for lidt eller for meget er patologisk. For lidt kriminalitet tyder på for stor grad af social kontrol, der fører til samfundsmæssig stagnation. For meget kriminalitet indikerer, at samfundets kollektive fællesfølelse er for svag, da der ikke reageres tilstrækkeligt på normbrud. Hermed er vi fremme ved en dobbelthed i Durkheims teori om kriminalitet og afvigelse (Ben-Yehuda 1985:1-23). På den ene side anser Durkheim kriminalitet som handlinger, hvis funktion det er at bekræfte og opretholde eksisterende sociale normer og fællesskabsfølelser. På den anden side skriver han, at kriminalitet er sundt, da det udfordrer normer og regler, og bevæger samfundet fremad, hvor afvigere bliver en slags moralske entreprenører. En for lille mængde kriminalitet gør et samfund statisk og ikke i stand til at omstille sig til en skiftende verden.

Denne dobbelthed i Durkheims teori kan ses i lyset af ideen om det normale, der spirede frem på Durkheims tid, som han selv bidrog til, og som har været med os siden. I lyset af datidens omsiggribende statistiske videnskab opstod ideen om det normale som værende lig gennemsnittet, og det afvigende eller patologiske som det, der lå i en vis afstand fra dette gennemsnit (jf. normalfordelingskurven). Samtidig blev det gennemsnitlige tillagt normativ værdi: Det blev set som efterstræbelsesværdigt. Dilemmaet var dog, at det gennemsnitlige eller det normale i visse tilfælde blot var at ligne med det middelmådige, som fx i forhold til IQ test. Her er høj IQ det normbrydende, der stræbes efter. Vi ser altså samme dobbelthed: Det normale og samfundets normer og idealer repræsenterer på en og samme tid en styrke og en middelmådighed (Hacking 1990; Davis 1995). For at forandring skal komme, må der ske norm(alitets)brud.

Denne todelte måde at anskue afvigelse og kriminalitet på er siden afspejlet i afvigelsessociologien. På den ene side i den kriminologisk inspirerede tænkning, hvor kriminalitet og afvigelse ses som eksisterende i verden, noget man kvantitativt kan redegøre for og følge udviklingen af, og hvor kriminalitet ses som en trussel mod den sociale orden. På den anden side er der det perspektiv, der fx er blevet kaldt stemplingsperspektivet (se nedenfor), hvor fokus i høj grad er på ‘blød’ afvigelse (prostitution, homoseksualitet og ikke mindst stofbrug), hvor afvigelse eller kriminalitet til en vis grad normaliseres, hvor forskerne til en vis grad beskriver og identificerer sig med den afvigende, hvor afvigelse og kriminalitet anses som et definitionsspørgsmål, og hvor en vis mængde afvigelse ses som dynamisk og sundt for et samfund (Ben-Yehuda 1985). Dilemmaet lader sig næppe løse, tværtimod ser vi i nutidens teorier om kriminalitet og afvigelse disse to retninger repræsenteret: ideen om samfundet og normer som statisk kontra samfundet og normer anskuet som dynamiske størrelser.