Читать книгу Kriminalitet og illegale rusmidler - Группа авторов - Страница 4

Denne antologi vil fra forskellige vinkler belyse forholdet mellem illegale rusmidler og kriminalitet, som det udspiller sig i Danmark. Rusmidler har spillet en rolle i menneskelige samfund siden tidernes morgen, men med hvilke formål og under hvilke restriktioner rusmidlerne er blevet anvendt, har varieret over tid og sted (Coomber & South 2004; Klein 2008). Det samme gælder, hvad der er blevet betragtet som kriminelt, samt hvordan lov- og normbrydende opførsel er blevet reguleret gennem tiderne i forskellige kulturelle og nationale sammenhænge (Clifford 1978; Hammersley 2008).

Den nuværende og i store træk globale konsensus om opdelingen af rusmidler i accepterede og forbudte er af relativ ny dato. Grunden til det internationale narkotikakontrolsystem, som sidenhen blev udviklet i regi af FN, blev lagt på en konference i Shanghai i 1909 og udmøntede sig i den internationale Opiumskonvention i Haag i 1912. De vigtigste – og i dag gældende – blandt de efterfølgende konventioner er Enkeltkonventionen fra 1961, Konventionen om psykotrope stoffer fra 1971 og Konventionen mod illegal og organiseret handel med narkotika og psykotrope stoffer fra 1988 (Hartnoll 1998). Konventionerne opererer med lister af stoffer, hvor hver liste involverer forskellige former for regulering og kontrol fra totalforbudte stoffer, som bl.a. heroin og cannabis, til regulering af fx afhængighedsskabende receptpligtig medicin eller farmakologiske produkter, som indeholder ganske små mængder af psykoaktive stoffer.¹ Den kontrol- og forbudspolitik, som langt de fleste lande i verden har forpligtet sig på at overholde ved at underskrive FN’s traktater, rettede sig i udgangspunktet mod at reducere og kontrollere produktion, handel med og ikke-medicinsk brug af fortrinsvis opium og opiumsderivater samt kokain og cannabis, men andre euforiserende stoffer er løbende blev inkluderet. I dag figurerer omkring 250 psykoaktive substanser på de internationale konventioners liste over kontrollerede stoffer (INCB 2008). Listen opdateres med jævne mellemrum, og de omfattede stoffer klassificeres med bistand fra lægelig ekspertise tilknyttet WHO på baggrund af en vurdering ud fra kriterierne: medicinsk anvendelighed samt risiko for misbrug, afhængighed og ulovligt videresalg (ibid.).

I denne introduktion vil vi først give et bud på, hvordan begreberne illegale rusmidler, forbrug, misbrug og afhængighed defineres og bruges i denne antologi. Både med henblik på at diskutere relationen mellem illegale rusmidler og kriminalitet og samfundets regulering heraf, samt som afsæt for de otte artikler, som antologien består af. Sidst i introduktionen findes en kort gennemgang af hver af de otte artikler.

Rusmidler: de legale og de illegale

Den danske betegnelse ‘rusmidler’ er hverken entydig eller velafgrænset, men dækker over et bredt udbud af substanser med psykoaktiv virkning rækkende fra, hvad vi i dag henregner som lovlige nydelsesmidler i form af stimulanser som kaffe, te, chokolade, sukker, tobak og alkohol, til de grupper af sinds- og stemningsændrende midler, som falder uden for kategorierne nydelsesmidler og medicin, og som kendes under benævnelserne narkotika eller stoffer. Begge de sidstnævnte begreber signalerer implicit, at der er tale om illegale rusmidler. Til denne kategori hører både naturlige plantebaserede og -afledte samt syntetisk fremstillede stoffer, hvoraf de mest velkendte er opium, heroin, kokain, amfetamin, LSD, ecstacy (MDMA) og cannabis. Desuden omfattes en række potentielt afhængighedsskabende lægemidler, herunder især smertestillende opioider og stimulerende medikamenter samt nerve-sovemedicin – i det øjeblik de forhandles og anvendes uden medicinsk autorisation og for ruseffektens skyld – af betegnelsen illegale rusmidler.

Det er ikke bare på dansk, at termen rusmidler er bredt defineret. Det engelske ord ‘drugs’ besidder samme flertydighed. ‘Drugs’ menes at stamme fra det hollandske ‘droog’ i betydningen tørgods og dermed betegnelsen for koloni(al)produkter, heriblandt varer som kaffe, kakao, te og tobak importeret til Europa fra Asien, Afrika og det amerikanske kontinent (Klein 2008). Ifølge Hammersley (2008) er ‘drugs’ en fællesbetegnelse, som bruges i to dagligdags betydninger. Den ene, som svarer ganske godt til den måde, ‘stoffer’ indgår i det danske sprog på, refererer først og fremmest til substanser, som bruges for deres psykologiske ruseffekt, men som det ifølge lovgivningen er forbudt at bruge på denne måde med henvisning til fysiske og psykiske helbredsrisici, herunder risikoen for afhængighed. I den anden og mere neutrale betydning af ordet refereres der i højere grad til, hvad vi på dansk forstår som medicin eller lægemidler, herunder receptpligtig og håndkøbsmedicin, uanset det faktum at indtagelse af begge typer kan være forbundet med påvirkning af sindsstemning, og at forkert brug eller overdosering kan have fatale helbredsmæssige konsekvenser.

Der findes flere forskellige måder at klassificere rusmidler på, hvoraf nogle er mere detaljerede end andre. Et af de mest overskuelige klassifikationssystemer opererer med en inddeling af psykoaktive stoffer i tre hovedkategorier: depressanter, stimulanter og andre (jf. Pedersen 2005). Depressanterne omfatter blandt andet alkohol og den gruppe af medicinske præparater, der almindeligvis kendes som nerve- og sovemedicin. Kendetegnende for depressanterne er dels deres afslappende og beroligende effekter, dels at de virker hæmmende over for det, der hæmmer, hvilket fx betyder, at mennesker med angstproblemer eller lav selvtillid føler sig mindre hæmmede. I modsætning hertil er Stimulanter, som er stærkt opkvikkende, hvoraf de mest velkendte er stoffer fra amfetamin- og kokaingruppen. Derudover hører khat og betelnød samt nikotin og koffein, som optræder i kaffe, te, kakao, blandt de svagere stimulanser. Lægemidlet efedrin, som bruges mod stoppede slimveje og feststoffet MDMA (ecstacy) har ligeledes amfetaminlignende virkninger. Kategorien Andre psykoaktive stoffer dækker over tre centrale stofgrupper. Det drejer sig for det første om opioiderne, hvorunder hører opium, morfin, heroin, ketogan og metadon. Opioidernes væsentligste positive egenskaber er deres smertelindrende og beroligende effekt samt eufori og velvære; den negative side er den fysiologiske afhængighed, som kan opstå ved regelmæssig brug. En anden gruppe er hallucinogenerne, hvoraf de mest velkendte herhjemme er LSD, psilocybinsvampe og mescalin. Rusen efter indtagelse af disse stoffer forbindes med hallucinatoriske symptomer, men beskrives også i litteraturen som bevidsthedsudvidende. Den tredje og sidste gruppe er cannabis, der i sin naturlige form blandt andet går under betegnelserne pot, marihuana, hamp og skunk. Hash er betegnelsen for et forarbejdet produkt fra cannabisplanten. Det aktive stof i cannabis er THC. Rusen af cannabis afhænger blandt andet af THC-styrken og kan være hallucinatorisk, men resulterer almindeligvis i en følelse af afslappet velvære samt svage til stærkere ændringer i virkelighedsopfattelse, som aftager, når rusen klinger af.

Uden at gå yderligere ind i diskussionen om de enkelte stofgrupper og enkeltstoffernes effekter, skal det nævnes, at rusoplevelsen ikke er et entydigt fænomen forårsaget af den kemiske, psykoaktive påvirkning og dermed ens for alle. Det er således velbeskrevet, at såvel omgivelserne, herunder det sted stofferne indtages, under hvilke former og sammen med hvem, som den individuelle stofbrugers psykiske konstitution og aktuelle sindsstemning spiller en afgørende rolle for selve rusoplevelsen (Becher 1953; Zinberg 1984).

I det følgende, herunder i antologiens separate artikler, benyttes termerne rusmidler og stoffer synonymt, og medmindre andet fremgår, er det i betydningen kontrollerede og illegale stoffer.

Forbrug, misbrug og afhængighed

Rusmidler, både de legale og illegale, forbindes med forskellige begreber som brug, forbrug, misbrug og afhængighed. Netop risikoen for misbrug og vurderingen af stoffers afhængighedspotentiale er som nævnt grundlag for, hvorvidt disse kriminaliseres eller ej. I det følgende er det primært de sinds- og stemningsskabende rusmidler (alkohol og illegale stoffer) i relation til misbrug og afhængighed, der er i fokus.

Begreberne misbrug og afhængighed bruges af læger, psykiatere og psykologer til vurdering og diagnosticering af problemniveau og lidelser samt af biokemikere og neuroforskere, der undersøger psykoaktive stoffers påvirkning på dyr og mennesker. Der findes flere forskellige redskaber til identificering af problematisk brug. Blandt disse er de internationalt anerkendte diagnosesystemer ICD-10 og DSM-IV, der via en række kriterier indikerer, hvorvidt brugen af legale eller illegale rusmidler kan betragtes som misbrug eller afhængighed (se Pedersen 2005:36ff). Misbrugsdiagnosen i ICD-10 afdækker primært individuelle fysiske eller psykiske skader, hvorimod DCM-IV primært fokuserer på sociale skader, herunder manglende præstation på arbejde, i skolen etc. Misbrug kan ud fra disse vurderinger således både kategoriseres som en individuel og en social diagnose. I definitionen af afhængighed er DCM-IV og ICD-10 stort set ens. Diagnosen afhængighed stilles således, når tre eller flere af følgende kriterier opfyldes: trang; svækket evne til at styre indtagelse; nedsætte eller stoppe forbruget; abstinenssymptomer eller indtagelse for at ophæve eller undgå disse; toleransudvikling; tidsforbrug og prioritering domineres af rusmidlet; vedblivende brug trods erkendt skadevirkning (Pedersen 2005:43-44). I diagnosesystemet defineres afhængighed således ud fra en klinisk vurdering. Begrebet afhængighed anvendes imidlertid også i mere snæver forstand på grundlag af identificering og beskrivelse af sammensætning af kemiske og psykoaktive enkeltstoffer i de enkelte rusmidler og disses indvirkning på kroppens og hjernens biokemiske system. Fx er koffein i kaffe og nikotin i tobak kategoriseret som afhængighedsskabende, ligesom alkohol, heroin og kokain. Af-hængighedspotentialet eksisterer ikke i hallucinogener og betragtes som moderat for cannabisprodukter. Dette er dog ikke ensbetydende med, at brug af disse stoffer ikke kan forårsage individuelle psykiske og/eller sociale skader og dermed betragtes som resultat af misbrug. Derfor skal begreberne misbrug og afhængighed også, ifølge Pedersen (2005), både ses i lyset af det enkelte rusmiddels virkning og dets afhængighedsskabende potentiale, men også ses i de sammenhænge, rusmidlet forbruges i. Rusmidler kan således defineres som stærkt afhængighedsskabende, uden at dette nødvendigvis sker hos alle, der bruger rusmidlet. Misbrug af rusmidler med lavt afhængighedspotentiale kan også for nogen være skadeligt.

For brugere er rusmidler imidlertid ikke blot et spørgsmål om eventuelle skadelige og negative bivirkninger. Det er nydelsesmidler, som uanset om de er legale (alkohol, tobak) eller illegale (heroin, kokain, cannabis etc.) forbindes med positive sinds- og stemningsændringer og til tider eufori. Med hensyn til alkohol skelnes der almindeligvis mellem forbrug og misbrug, hvor sidstnævnte kan udvikle sig til afhængighed. Som det vil være de fleste bekendt, kan et overdrevet brug af alkohol være skadeligt, og Sundhedsstyrelsen har i sine anbefalinger tilrådet, at man ikke drikker over et bestemt antal genstande pr. uge, endog med angivelse af forskellige genstandsgrænser for mænd og kvinder. En sådan skelnen mellem forbrug eller misbrug, endsige gode råd i form af sikkerhedsforanstaltninger eller begrænsning af risici ved brug af illegale euforiserende stoffer, findes imidlertid hverken formelt eller officielt i det danske samfund (Asmussen & Jöhncke 2004). Dette sker, på trods af at officielle statistikker og undersøgelser viser, at mange unge har et forbrug af fx ecstacy eller cannabis i en kortere eller længere periode, hvorefter det for de flestes vedkommende stopper helt (Sundhedsstyrelsen 2009). I lovens og myndighedernes øjne eksisterer termen forbrug imidlertid ikke, når det gælder illegale og dermed kriminaliserede rusmidler, idet brug af illegale rusmidler altid defineres som et misbrug. I det følgende skal dette uddybes i en diskussion om rusmidlers farlighed.

Politisk farmakologi

For en umiddelbar betragtning giver kriminaliseringen af bestemte rusmidler og bestræbelserne på at forhindre og beskytte klodens befolkninger mod de skader og risici, som forkert eller overdreven brug af de pågældende rusmidler kan medføre, god mening. Hvad der imidlertid altid har været kontroversielt og stærkt omdebatteret, er for det første, at den internationale narkotikakontrol i så høj grad har baseret sig på forbud og kriminalisering og dermed givet grundlag for udviklingen af en voksende kontrolindustri, dvs. af politi, told-, rets- og fængselsvæsen (Reinarman & Levine 1997; Christie 2001). For det andet var det med en vis vilkårlighed, at nogle stoffer i sin tid blev omfattet af forbud og kriminalisering og andre ikke (Cohen 1990; Gossop 2000; Klein 2008). Og for det tredje har det skabt diskussion, at en stor del af verdens befolkning er blevet gjort kriminel gennem dens brug af rusmidler, idet forbudspolitikken ikke accepterer nogen former for brug, hvormed begreber som rekreativt og (selv)medicinerende brug også er officielt ugyldige (ibid.). Eftersom argumentet for at forbyde bestemte stoffer begrundes med, at de repræsenterer helbredsmæssigt skadelige og afhængighedsskabende risici, peger kritikere ofte på det (paradoksale) forhold, at alkohol og tobak – på trods af disse rusmidlers potentielle og evidente helbredsskadelige virkninger – er legalt tilgængelige i lande, der opretholder forbuddet mod eksempelvis cannabis, hvis skadevirkninger ikke har kunnet dokumenteres i samme omfang. Som det blandt andet er blevet anført af den amerikanske sociolog Craig Reinarman (2007), er den førte prohibitionistiske narkotikapolitik blevet retfærdiggjort med henvisning til folkesundheden; men som hans egen og andres forskning har vist, lader den proces, som førte frem til, at visse rusmidler blev anset som en så farlig trussel, at de måtte bekæmpes med forbudsregulering, sig bedst beskrive som et komplekst samspil mellem politiske, økonomiske, sociale og kulturelle særinteresser (Musto 1973; Reinarman & Levine 1997; Coomber 1998). Kriminaliseringen af bestemte rusmidler er således blevet betegnet som udtryk for politisk farmakologi, i og med at det er den politiske dagsorden snarere end videnskabelig evidens, der danner grundlag for at forbyde og tillade, hvilke rusmidler der må anvendes (Asmussen & Jöhncke 2004).

Selvom det i dag kan forekomme indlysende, at visse rusmidler er gjort ulovlige og dermed automatisk relateret til illegal og kriminel adfærd, er det således ikke, som det ellers kunne forventes, ensbetydende med, at disse antagelser hviler på et fundament af rationalitet og videnskabelig evidens. Dermed være ikke sagt, at brug af illegale rusmidler ikke kan forvolde skade og være forbundet med store menneskelige omkostninger. Derfor omhandler det danske samfunds regulering af illegale stoffer også mere end forbud og kontrol, heriblandt forebyggelsesinitiativer af forskellig art samt varierede tilbud om behandling af stofmisbrug og -afhængighed.

Regulering af illegale rusmidler

Modsat den internationale lovgivning med grundlag i FN’s narkotikakonventioner fokuserer den danske narkotikalovgivning ikke udelukkende på forbud og kontrol med illegale stoffer, men også på behandling og rehabilitering af stofbrugere.

I Danmark fortolkes narkotikapolitikken således både som en kontrolproblematik og en velfærdsproblematik og består dermed af flere tilgange, hvoraf de centrale er kontrol, behandling, forebyggelse og skadesreduktion (Houborg, Bjerge & Frank 2008). Lovgivningen fastsætter, hvad der er strafbare handlinger i forbindelse med illegale rusmidler. I Danmark er det henholdsvis lov om euforiserende stoffer og straffelovens § 191, der omhandler narkotikakriminelle forhold. Førstnævnte angår mindre alvorlige tilfælde af narkotikakriminalitet, såsom besiddelse og videresalg af mindre kvanta, mens den sidstnævnte anvendes i mere alvorlige tilfælde. Det er således først og fremmest mængden af narkotika, der besiddes, importeres eller produceres samt graden af organisering, der afgør, om det er den ene eller den anden lov, der rejses sigtelse ud fra. Det skal understreges, at brugen af illegale rusmidler ikke er kriminaliseret i dansk lovgivning. Det er udelukkende besiddelse, produktion, import/eksport, køb og salg af illegale rusmidler, der er kriminaliseret. Lovgivningen fastsætter ligeledes straframmerne. Lov om euforiserende stoffer har en straframme på op til to år, hvorimod s § 191 har en straframme på op til 16 år (for detaljer se Houborg heri kap. 4). Lovgivningsmæssigt skelnes der overordnet mellem narkotikakriminalitet og narkotikarelateret kriminalitet. Narkotikakriminalitet er defineret som brud på lovene om besiddelse, indsmugling og handel med illegale stoffer og straffes efter disse love. Narkotikarelateret kriminalitet dækker primært over kriminalitet begået i stofpåvirket tilstand eller kriminalitet begået for at skaffe penge til stoffer. Denne form for kriminalitet straffes efter andre lovgivninger end narkotikalovgivningen (se også Heltberg heri kap. 7). Graden af kontrol, og hvor hårde straffe der gives for narkotikaforseelser, er blevet brugt som målestok for, om nationale narkotikapolitikker er blevet betegnet som enten repressive eller liberale. Disse begreber diskuteres mere indgående af Møller heri i kapitel 5.

Velfærdsindsatsen over for stofbrugere i form af behandling, forebyggelse og skadesreduktion fremgår især af serviceloven. Væsentlig for denne sammenhæng er den behandlingsgaranti for stofbrugere, der blev implementeret i 2004, og som giver stofbrugere, der henvender sig i den offentlige behandlingssektor, ret til et behandlingstilbud senest 14 dage efter anmodning (Pedersen & Nielsen 2007). En tilsvarende behandlingsgaranti blev inkluderet i straffuldbyrdelsesloven i 2007 for fængselsindsatte med et stofbrug (se Frank et al. heri kap. 8). Al lovgivning er dog i sidste ende afhængig af politiske beslutninger om, hvordan vi som samfund vil regulere illegale rusmidler. Og lovgivningerne på området – både i forhold til kontrol, behandling, forebyggelse og skadesreduktion – har da også undergået betydelige ændringer over tid, som både Møller og Houborg viser i deres artikler i denne antologi.

Illegale rusmidler er, som beskrevet, tæt knyttet til det politiske system. Nationalt via den danske narkotikalovgivning og -politik og internationalt via FN’s narkotikakontrolsystem. De selvsamme systemer kan således også siges at skabe grundlag for netop den forbindelse mellem illegale rusmidler og kriminalitet, som forsøges bekæmpet og holdt nede, idet brugen af narkotika som minimum forudsætter anskaffelse heraf og dermed kontakt med kriminelle personer og kriminelle miljøer. Ligeledes giver efterspørgslen efter illegale stoffer grobund for sorte markeder og organiseringen af handel. Men selvom relationen mellem stoffer og kriminalitet er blevet fasttømret både i den offentlige debat og i den politiske diskurs, herunder at utallige undersøgelser af stofbrugende populationer fra hele verden samstemmende har vist, at stoffer og kriminalitet relaterer sig til hinanden, så er det en temmelig kompleks relation, hvis man kigger den efter i sømmene. Dette vil vi gøre i det følgende.

Kriminalitet og illegale rusmidler: Hvordan kan vi forstå relationen mellem disse?

At der findes en stærk sammenhæng mellem kriminalitet og brug af illegale rusmidler, efterlader de seneste 20-30 års forskning solid dokumentation for. En nylig meta-analyse omfattende 30 sammenlignelige studier fra USA, Canada, Australien, UK, Belgien, Grækenland, Spanien og Finland med fokus på forbindelsen mellem illegale stoffer og kriminalitet viser, at sandsynligheden for at begå kriminalitet er tre til fire gange større blandt stofbrugere end blandt ikke-brugere (Bennett et al. 2008). Sammenhængen ses især ved afhængigt brug af heroin, kokain og crack (ibid., Johnson et al. 1994; Farabee et al. 2001). Ligeledes har kvalitative studier baseret på livshistorier (Brecher 1972; Courtwright et al. 1989; Dahl & Pedersen 2008) i lighed med kvantitative undersøgelser baseret på longituditionelle data, opfølgnings- og effektundersøgelser (Marsch 1998; Ward et al. 1999; Pedersen 2000; Fischer et al. 2007), dokumenteret dalende eller totalt fravær af kriminel aktivitet i afholdende perioder eller ved substitutionsbehandling med metadon. På trods af disse overensstemmende tendenser er karakteren af relationen mellem stofbrug og kriminalitet dog stadig uafklaret og blandt forskere fortsat omdebatteret. Der er således divergerende bud på, hvordan denne indbyrdes sammenhæng skal forstås, hvilket blandt andet er kommet til udtryk i diskussioner om, ‘hvad der kommer først’, og ‘hvad der forårsager hvad’: brug af rusmidler eller kriminel adfærd. Ser man brug af rusmidler og kriminalitet som årsagsforbundne, gives der overordnet to forskellige forklaringer herpå. Den ene er, at brug af stoffer nærmest uundgåeligt fører til kriminel adfærd. Her henvises både til kriminalitet som økonomisk nødvendighed begrundet i behovet for at finansiere forbruget af stoffer og til farmakologisk betinget kriminalitet, dvs. at stofindtagelse er i stand til at udløse ukontrolleret, normoverskridende og/eller voldelig adfærd, herunder medregnet kørsel i stofpåvirket tilstand. Det er således rusmiddelbruget, der fører til kriminalitet. Den anden forklaring er, at kriminalitet går forud for stofbrug. Denne hæfter sig på den ene side ved undersøgelser, der har vist, at en betydelig andel stofbrugere har begået kriminelle handlinger, før de begyndte at tage stoffer – og på den anden side ved det faktum, at anskaffelse af stoffer forudsætter kontakt med kriminelle personer og kriminelle miljøer. Brug af forskellige rusmidler ved planlægning, men ikke mindst under og/eller efter udførelse af kriminalitet antages endvidere at være udbredt. I den forbindelse henvises der til, at stofferne indtages for at samle mod eller give energi til at gennemføre forehavendet, for ‘at falde ned’ efter eller for at fejre et veloverstået “job” (Bennett & Holloway 2005). Der er desuden blevet peget på, at flowet af penge anskaffet via kriminalitet lægger grund for en livsstil, hvor rusmidler i det hele taget, men også illegale stoffer indgår, med risiko for at et rekreativt forbrug øges og glider over i afhængighed (Newcombe 1995; Seddon 2000).

Den noget entydige søgen efter årsagssammenhængen mellem illegale rusmidler og kriminalitet er dog inden for de seneste to årtier blevet kritiseret for at være mekaniske og overforsimplende. På baggrund af en række empirisk baserede studier samt oversigtsartikler baseret på systematisk gennemgang af eksisterende stof-/kriminalitetslitteratur er sammenhængen således blevet fundet betydeligt mere kompleks og kontekstafhængig, end de kausalt betingede forklaringer lægger op til. (Bennett & Holloway 2005; Stevens et al. 2005; Hammersley 2008; se også Pedersen kap. 2 og Dahl kap. 3 heri). Dermed er der blandt andet blevet argumenteret for, at stoffer og kriminel aktivitet ikke automatisk bør ses som direkte årsagsforbundne, men snarere som resultater af tredjefaktorer, som fx subkulturelle faktorer og socioøkonomiske forhold, herunder social ulighed, marginalisering, arbejdsmarkedets indretning og uddannelsessystemets adgangsbetingelser m.m. (ibid., Belknap & Holsinger 2006; Buchanan & Young 2000; Golub et al. 2005; Seddon 2006).

Endvidere er det blevet konstateret, at litteraturen om stofkriminalitet generelt lider under et fravær af teori og et analytisk begrebssæt (Mcbride & McCoy 1993). Fx er ‘relationen mellem stoffer og kriminalitet’ snarere noget, vi tager for givet, og som betegner et særligt forskningsområde, end noget, der udsættes for kritisk undersøgelse. Og det til trods for at begrebet ‘stoffer’, som allerede beskrevet, dækker over vidt forskellige psykoaktive substanser, som alene har det tilfælles, at de er kategoriseret som illegale. Ligesom begrebet ‘kriminalitet’ omfatter meget forskellige former for og typer af lovovertrædelser. Hertil kommer, at sammenstillingen af de to begreber ikke kaster lys over årsagssammenhængen i denne relation. ‘Relationen mellem stoffer og kriminalitet’ synes således noget mere kompleks end først antaget. McBride & McCoys budskab er derfor, at indsigten i relationen mellem stofbrug og kriminalitet altid må forudsætte en præcisering, både af hvilke stoffer der er tale om i forhold til hvilke typer af kriminalitet (fx berigelse, vold, overtrædelse af narkotikaparagraffer), og i hvilke befolkningsgrupper, samt hvilke policy- og lovgivningsmæssige rammer der gør sig gældende for relationen (fx hvorvidt narkotikapolitikken er baseret på forbud, afkriminalisering, medikalisering eller skadesreduktion). I den forstand giver det således god mening, når White & Gorman (2000) konkluderer, at en enkelt model ikke kan redegøre for forholdet mellem stofbrug og kriminalitet, idet grupper af stofbrugere og kriminelle ikke bare er heterogene, men også at der er mangfoldige veje, der kan føre til såvel stofbrug som lovovertrædelser. I denne antologi giver Pedersen i kap. 2 og Dahl i kap. 3 deres bud på, hvordan forholdet mellem kriminalitet og illegale rusmidler kan forstås, med særligt fokus på forskellige typer af rusmidler.

Forskning i kriminalitet og illegale rusmidler

Man kan anlægge forskellige vinkler, når der forskes i kriminalitet og illegale rusmidler. Vi vil her nævne tre overordnede vinkler, der også er at finde i Hauges (1990) mere generelle model for kriminologisk forskning. For det første kan man beskrive og prøve at finde forklaringer på adfærd, både i forhold til rusmiddelbrug og kriminalitet og relationen mellem disse. Og dette kan være både i forhold til udbud og efterspørgsel, fx med fokus enten på de illegale narkotikamarkeder eller på de enkelte forbrugere af stoffer. En væsentlig effekt af kriminaliseringen af rusmidler er ikke blot, at forbrugere af disse kriminaliseres, men også at illegale markeder og organiseret kriminalitet opstår og spredes på nationalt og internationalt plan. For det andet kan man fokusere på, hvordan lovgivninger bliver til, og hvordan kriminaliseringsprocesser udvikler sig i et land. Denne type forskning indeholder implicit en undersøgelse af et samfunds normer og grænser for, hvad der opfattes som ret og rimeligt, rigtigt og forkert. Kriminaliseringsprocesser afspejler således også de magtforhold, der er i samfundet og hvem, der definerer, hvad vi som samfund accepterer som hhv. legalt og illegalt, kriminelt og lovligt. Sidst skal nævnes, at man kan undersøge, hvordan retshåndhævelsen er, dvs. hvordan lovgivningen udføres i praksis. Dette gælder både de traditionelle samfundsinstitutioner, der tager sig af kontrol og straf, såsom retsvæsen, politi og fængselsvæsen; men også andre velfærdsinstitutioner, som primært beskæftiger sig med rehabilitering, såsom behandlingsinstitutioner og sociale services som fx herberg eller væresteder.

Studiet af kriminalitet er grundlæggende for faget kriminologi. Relationen mellem kriminalitet og illegale rusmidler indebærer dog mange forskellige vinkler og perspektiver. Så selvom studier af kriminalitet er blevet kriminologiens område, så er der flere andre discipliner, der beskæftiger eller har beskæftiget sig med relationen mellem kriminalitet og illegale rusmidler, som fx antropologi, jura, psykologi, sociologi og økonomi. Denne antologi afspejler netop dette. Her har forfatterne forskellige faglige baggrunde og kommer fra hhv. antropologi, kriminologi, psykologi og sociologi.

Antologiens indhold

Bogen består af tre dele. Den første fokuserer på, hvordan vi overhovedet kan forstå narkotikakriminalitet. Den anden diskuterer narkotikakriminalitet i et historisk og politisk perspektiv. Og den sidste del fokuserer på fængsler og på hvordan henholdsvis narkotikapolitik og stofbehandling håndteres bag murene.

Tre forfattere giver et bud på, hvordan vi kan forstå narkotikakriminalitet. Torsten Kolind diskuterer i sin artikel tre vigtige retninger inden for den klassiske afvigelsessociologi og disses betydning for forståelsen af forholdet mellem kriminalitet og illegale rusmidler. Afvigelsessociologien er optaget af, hvordan samfund kategoriserer og definerer sine borgere, og helt overordnet hvordan det afvigende – her illegalt rusmiddelbrug – er med til at opretholde og skabe ideen om det normale. De forskellige retninger giver dog forskellige bud på, hvad årsagen hertil er, og hvilke samfundsmæssige processer der opretholder denne gensidige definition af det afvigende og det normale. Kolinds pointe er, at i meget af den nutidige samfundsvidenskabelige rusmiddelforskning, kan man se inspirationen fra disse tre retninger. Mads Uffe Pedersen diskuterer i sin artikel forholdet mellem forbrug af illegale rusmidler og kriminalitet. Han gennemgår fire forklaringsmodeller: den økonomiske, den psykofarmakologiske, den psykobiologiske og den sociale model. Disse forklaringsmodellers validitet forholder han til både international forskning og til resultater fra danske databaser over stofbrugere i behandling. Pedersens pointe er, at disse forklaringsmodeller, når de testes empirisk, snarere kan sige noget om forskellige typer stofbrug end noget generelt om forholdet mellem kriminalitet og illegale rusmidler. Forklaringsmodellerne bliver dermed kontekstuelle og brugbare forklaringer i bestemte sammenhænge og udelukker således ikke nødvendigvis hinanden. Den sidste artikel i denne del er skrevet af Helle Vibeke Dahl og omhandler et kønsperspektiv på forholdet mellem kriminalitet og illegale rusmidler. Dahl viser, hvordan statistikkerne ser meget forskellige ud for mænd og kvinder både i forhold til illegalt rusmiddelbrug og til kriminalitet, og at forståelsen heraf således nødvendigvis må have et kønsperspektiv. Hun viser, hvordan forskningen i kriminalitet og illegale rusmidler uden et kønsperspektiv ikke giver fyldestgørende analyser af dette forhold. Med brug af empirisk materiale fra et stofbehandlingstilbud til kvinder i et dansk fængsel viser hun, hvordan et kønsperspektiv åbner for mere detaljerede analyser af kriminalitet og illegalt rusmiddelbrug. Hun påpeger også de forskelle, der viser sig kvinder imellem.

I den anden del af denne antologi præsenteres i tre artikler historiske og politiske perspektiver på forholdet mellem illegale rusmidler og kriminalitet. Esben Houborg analyserer i sin artikel, hvordan kriminaliseringsprocesser i forhold til illegale rusmidler har udspillet sig i Danmark siden 1950’erne med nedslag i 1955, 1969 og 2004. I disse år enten indføres eller revideres narkotikalovgivningen i Danmark. Houborg viser, hvordan de politiske og samfundsmæssige diskussioner, der fører til både lovgivninger og lovgivningsændringer afspejler forskellige forståelser af hhv. kriminalitet og illegale rusmidler som samfundsmæssige problemer. Anden og tredje artikel er begge skrevet af Kim Møller. I den første diskuterer Møller forskellige modeller for narkotikakontrolpolitik, der rækker fra det totale forbud til en absolut legalisering af euforiserende stoffer. Hans pointe er, at man ikke kun skal se på politikken, men også på hvordan den håndhæves, før man kan sige, hvorvidt en politik er enten repressiv eller liberal. Til diskussion af, hvordan politikker håndhæves, bruger han begrebet kontrolregime og empiriske eksempler på, hvordan den danske cannabispolitik er blevet håndhævet siden 2000. I sin anden artikel diskuterer Møller, hvordan man kan beregne narkotikakriminalitet. Narkotikakriminalitet er en af de kriminalitetsformer, der har det højeste mørketal, dvs. den højeste andel af skjult kriminalitet i forhold til opklaret kriminalitet, omend antallet af narkotikakriminelle handlinger ofte er baseret på kvalificerede gæt. Møller viser, hvordan man med en beregning af både udbud og efterspørgsel på narkotika – her med cannabis som det empiriske eksempel – kan give et bud på mørketallet for narkotikakriminalitet.

Den tredje og sidste del af antologien præsenterer i to artikler, hvordan illegale rusmidler håndteres i de danske fængsler. Dette har fået særskilt fokus, eftersom fænglser er blevet en af de største udbydere af stofbrugsbehandling i Danmark, samtidig med at narkotikakontrollen i fængslerne blev ændret efter 2004. Den første artikel er skrevet af Therese Heltberg og fokuserer på indførelse af stofbrugsbehandling i de danske fængsler. Hun beskriver både historien og de forskellige typer stofbehandlingsindsatser, der er at finde i danske fængsler. Heltbergs fokus på stofbrugsbehandling er institutionel og organisatorisk, og det er således konteksten for og betydningen af stofbehandlingsindsatsen som helhed, der er omdrejningspunktet for kapitlet. En væsentlig pointe er, at stofbrugsbehandling både kan ses som en foreløbig kulmination på en særlig udvikling inden for fængselsvæsenet siden anden verdenskrig, hvor rehabilitering går hånd i hånd med ideen om straf. Men også som udvikling af indsatser i den offentlige sektor, der fokuserer på individet og forandringer af denne, herunder stofbehandlings betydning for identitetsdannelse blandt de indsatte. Den anden og sidste artikel er skrevet at Vibeke Asmussen Frank, Helle Vibeke Dahl og Torsten Kolind og omhandler indsattes erfaringer med hashbehandling i fire danske fængsler. Omdrejningspunktet i denne artikel er ændringerne i narkotikapolitikken i fængslerne med implementering af tilbud om forskellige former for stofbehandling til indsatte med stofproblemer og en skærpet kontrol med illegale rusmidler i fængsler. Artiklen fokuserer på indsattes erfaringer med de vilkår for afsoning i relation til illegale stoffer, som gør sig gældende i danske fængsler, og inddrager både indsattes erfaring med behandling og kontrol i fængslerne.

Litteratur

Asmussen, V. & Jöhncke, S. (2004). Indledning: perspektiver på brugere. I: Asmussen, V. & Jöhncke, S. (red.). Brugerperspektiver. Fra stofmisbrug til socialpolitik. Århus: Aarhus Universitetsforlag, 9-38.

Becker, H.S. (1953). Becoming a Marihuana User. The American Journal of Sociology, 59 (3), 235-242.

Belknap, J. & Holsinger, K. (2006). The Gendered Nature of Risk Factors for Delinquency. Feminist Criminology, 1 (19), 48-71.

Bennett, T. & Holloway, K. (2005). Understanding drugs, alcohol and crime. London: McCRaw-Hill/Open University Press.

Bennett, T.H., Holloway, K. & Farrington, D.P. (2008). The statistical association between drug misuse and crime: A meta-analysis. Aggression and Violent Behaviour, 13, 107-118.

Brecher, E.M. (1972). Licit and illicit drugs. Boston: Little, Brown.

Buchanan, J. & Young, L. (2000). The War on Drugs – a war on drug users? Drugs: Education, Prevention and Policy, 7, 409-422.

Christie, N. (2001). Kriminalitetskontrol som industri. København: Hans Reitzels forlag.

Clifford, W. (1978). Crime and culture – in global perspective. International Journal of Criminology and Penology, 6 (1), 61-80.

Cohen, P. (1990). Drugs as a social construct. Amsterdam: Universiteit van Amsterdam.

Coomber, R. (red.) (1998). The Control of Drugs and Drug Users. Reason or Reaction? United Kingdom: Harwood Academic Publishers, xi-xviii.

Coomber, R. & South, N. (red.) (2004). Drug Use and Cultural Contexts ‘Beyond the West’: Tradition, Change and Post Colonialism. London: Free Association Books.

Courtwright, D., Joseph, H., & Des Jarlais, D.C. (1989). Addicts who survived: an oral history of Narcotic Use in America 1923-1965. Knoxville: University of Tennessee Press.

Dahl, H.V. & Pedersen, M.U. (2008). Kvinder og køn. Stofbrug og behandling. Århus: Aarhus Universitet, Center for Rusmiddelforskning.

Farabee, D., Joshi, V., & Anglin, M.D.(2001). Addiction careers and criminal specialization. Crime and Delinquency, 47(2), 196-220.

Fazey, C.S.J. (2003). The commission on narcotic drugs and the United Nations International drug control programme: Politics, policies and prospects for change. The International Journal of Drug Policy, 14, 155-169.

Fischer, B., Cruz, M., Patra, J., Rehm, J. et al. (2007). Predictors of methadone maintenance treatment utilization in a multisite cohort of illicit opioid users. Journal of Substance Abuse Treatment, 34 (3), 340-346.

Golub, A., Johnson, B.D. & Dunlap, E. (2005). Subcultural evolution and illicit drug use. Addiction Research & Theory, 13 (3), 217-229.

Gossop, M. (2000). Living with Drugs. Aldershot: Ashgate.

Hammersley, R. (2008). Drugs and Crime: Theories and practices. Cambridge: Polity Press.

Hartnoll, R. (1998). International Trends in Drug Policy. I: Comber, R. (red.). The Control of Drugs and Drug Users. Reason or Reaction? United Kingdom: Harwood Academic Publishers, 233-252.

Hauge, R. (1990). Kriminalitetens årsaker. Oslo: Universitetsforlaget.

Houborg, E., Bjerge, B. & Frank, V.A. (2008). Introduction: Danish drug policy – history, theory and the international framework. I: Frank, V.A., Bjerge, B. & Houborg, E. (red.). Drug Policy – History, Theory and Consequences, Århus: Aarhus University Press, 9-32.

INCB (2008). The International Narcotics Control Board. Mandate and activities. http://www.mamacoca.org/docs_de_ base/Legislacion_tematica/INCB_ Mandata_Activities_2008_en.pdf

Johnson, B.D. Natarajan, M., Dunlap, E. & Elmoghazy, E. (1994) Crack abusers and non-crack abusers: Profiles of drug use, drug sales, and non-drug criminality, Journal of Drug Issues 24 (1-2),117-141.

Klein, A. (2008). Drugs and the World. London: Reaktion Books.

Marsch, L.A. (1998). The efficacy of methadone maintenance interventions in reducing illicit opiate use, HIV risk behaviour and criminality: a meta-analysis. Addiction, 93, 515-532.

McBride, D.C. & McCoy, C.B. (1993). The Drugs-Crime Relationship: An Analytical Framework. The Prison Journal, 73, 257-278.

Musto, D.F. (1973). The American Disease. Origins of Narcotic Control. London: Yale University Press.

Newcombe, R. (1995). The theory & practice of drug-related crime. http://www. drugtext.org/library/articles/102a.html

Pedersen, M.U. (2000). Stofmisbrugere før, under, efter døgnbehandling. Århus: Aarhus Universitet Center for Rusmiddelforskning.

Pedersen, M.U. (2005). Udvikling af misbrug og afhængighed af rusmidler. Århus: Aarhus Universitetsforlag.

Pedersen, M.U. & Nielsen, M.K. (2007). Behandlingsgaranti og ydelser i dansk stofmisbrugsbehandling. Århus: Aarhus Universitet, Center for Rusmiddelforskning.

Reinarman, C. (2007). Policing Pleasure. Food, Drugs, and the Politics of Ingestion. Gastronomica: The Journal of Food and Culture, 7 (2), 53-61.

Reinarman, C. & Levine, H.G. (red.) (1997). Crack in America: Demon drugs and social justice. Los Angeles: University of California Press.

Seddon, T. (2000). Explaining the Drug-Crime Link: Theoretical, Policy and Research Issues. Journal of Social Policy, 29, 95-107.

Seddon, T. (2006). Drugs, Crime and Social Exclusion: Social Context and Social Theory in British Drugs-Crime Research. British Journal of Criminology, 46, 680-703.

Stevens, A., Trace, M. & Bewley-Taylor, D. (2005). Reducing Drug Related Crime: an overview of the global evidence. The Beckerley Foundation Drug Policy Programme.

Sundhedsstyrelsen (2009). Narkotikasituationen i Danmark. København: Sundhedsstyrelsen.

Ward, J., Hall, W. & Mattick, R. (1999). Role of methadone maintenance in opioid dependence. Lancet, 353, 221-226.

White, H.R., & Gorman, D.M. (2000). Dynamics of the drug-crime relationship. I: LaFree, G. (red). Criminal justice 2000 The nature of crime: Continuity and change. Washington, DC: U.S. Department of Justice, 151-218.

Zinberg, N.E. (1984). Drug, Set, and Setting. The Basis for Controlled Intoxicant Use. New Haven: Yale University Press.

Noter

1 For yderligere information om FN’s lister over illegale rusmidler se fx Fazey (2003) og

Houborg, Bjerge & Frank (2008).