Читать книгу Mobning - Helle Rabol Hansen - Страница 8

At følge, bearbejde og analysere materiale, der indeholder sorg, vrede og smerte for mange af de involverede mennesker, betyder, at andres lidelser bliver mine forskningsdata. Det kalder på nogle etiske overvejelser. Der er en høj grad af etik i, hvordan jeg behandler andre menneskers historier, og der er en etik i, at vi som mobbeforskere ikke kan efterlade de mennesker, vi møder i vores arbejde, i samme uforandrede forhold. At være mobbeforsker kalder derfor ofte på handlelyst, og endnu en etisk fordring dukker op. Hvordan kan man som jeg både være en undersøgende grundforsker og samtidig lade sit arbejde indgå i skolepolitiske indsatser, der taler ofrenes sag?

Emnets fortættede indhold af lidelser har gennem tiden gjort meget antimobbearbejde følelsesladet og moraliserende, og det har været med til at forstærke vores blindhed over for mere subtile og kollektive aspekter af fænomenet. Det har også tilladt dæmoniseringer af børn, der deltager i mobning, og det har været med til at bagatellisere handlinger fra børn, voksne holder af, fordi det kan opleves utænkeligt, at netop de børn deltager i undertrykkelse af andre børn. Forforståelser, moral, jagt på skyld og stærke følelser har således blandet sig aktivt i vidensarbejdet om mobning, og fokus har primært været rettet mod individers egenskaber og synlige handlinger.

I de første mange årtier var mobbeforskningen derfor blind for, hvordan menneskers sociale afhængighed af hinanden indgår som betingelse og vilkår for, hvordan mennesker udvikler fællesskaber og herunder også mobbende fællesskaber.

Det er let at blive forarget eller at dømme, når man sidder med børn og unge, der grædende, lidende eller vredt fortæller om, hvordan de har ønsket at dø og forsvinde fra forfølgelse og ensomhed. Børn og unge, der for en stund eller for længere tid ser ud til at miste noget af det dyrebareste, mennesket har: livskraften. Deres lidelse forpligter mig til ikke at være neutral, men til at tale ofrenes sag og samtidig holde fokus på de sociale dynamikker.

Det er opgavens dobbelthed. I mødet med mobning må vi indhente viden, samtidig med at vi skal undgå at forsvare mobningen, selvom vi forsøger at forklare den. Det gælder både for forskere og for lærere, og det er den midterposition, jeg taler ud fra. Med blikket stift rettet på børnenes perspektiv. Eller perspektiver. Perspektiv i flertalsform giver nemlig mulighed for at se på mobbefænomenet fra forskellige positioner i de grupper, der udvikler mobbende fællesskaber.

Jeg vil noget med mit vidensarbejde. Min normativitet handler om at ville det værdige og anstændige skoleliv for børn i skolen. Det får mig ikke til at tilsidesætte den videnskabelige verdens fælles kutymer for forskningskvalitet eller til at operere med ’good and bad guys’ i mine analyser. Tværtimod. Mange års arbejde mod mobning først som embedsmand i regeringens Børneråd, siden som sekretariatsmedarbejder i en børne-NGO og nu som videnskabsmand har givet mig mulighed for at observere og forstå fænomenet fra flere sider.

Jeg har forståelse for, at den fælles psyke, som mennesker i flok skaber, ikke kun udvikler sig demokratisk, anerkendende og tolerant, men at den også under pres, i kedsomhed eller meningsløshed kan udvikle sig til at være brutal, udemokratisk og udstødende over for sine egne. Og det er den forståelse af skoleklassens sociale liv, jeg gerne vil dele med læseren.

Men forståelse skal ikke forveksles med accept, og forklaring ikke med forsvar. For det er måske netop denne forveksling af forklaring med forsvar, der har gjort mobbeforskning til en særlig udfordring.