Читать книгу Mobning - Helle Rabol Hansen - Страница 9

Lad mig slutte kapitlet her med mit bud på, hvordan mobning i en kort version kan defineres som en ”uformel fællesskabsform, der bygger på systematiske udstødelsesmønstre af deltagere i formelle sociale sammenhænge”.

Oprindeligt var den definition afsæt for de mange forelæsninger, jeg gennem årene har holdt på Pædagogisk Psykologi på DPU, men siden er den hoppet ud af forelæsningerne og ind i såvel børneorganisationers forståelse som i mit samarbejde med de fagprofessionelle på skolerne.

Definitionen adresserer mobning som en fællesskabsform, altså en måde at ’gøre’ fællesskab på. En central pointe i definitionen er at få øje på kampe og balancer mellem de formelle og de uformelle hierarkier og fællesskaber i skoleklassen.

Det formelle er klassen, sådan som den er organiseret af de voksne. En struktur sammensat ud fra lister af skoletilmeldte. En social enhed, hvor hver enkelt elev er skrevet ind i lighed med andre. Bemærk ordet lighed. Det er nemlig den lighed, der bliver krænket, når et mere uformelt fællesskab som mobning tager magten. Når det ikke længere er selvfølgeligt, hvem der hører til, og hvem der føler sig udenfor. Det er mobbemagtens kernefelt. Louise kan gå i 7. a uden at være en del af det fælles levede liv i klassen. Hun er blot tilskuer til de andres fællesskab.

Det formelle og det uformelle kan også beskrives som struktur over for kultur. Klassen er en organiseret social enhed, som nogle voksne har skabt. Det er en formel struktur. Det fællesskab eller de fællesskaber, der udvikles inden for strukturen, udtrykker forhold, normer, moral og magt, som mennesker i flok skaber. Altså kultur. I stedet for at tale om, at fællesskaber udvikler sig naturligt i en klasse, kan vi derfor sige, at de udvikler sig ’kulturligt’.

Min definition af mobning skal derfor ikke forstås som en støbeform, vi kan bruge, når vi vil afgøre, om det, der sker mellem eleverne i en klasse, er mobning eller for eksempel ’bare’ udfordringer i pigegruppen. Vi kan ikke bare se, om børnenes handlinger nu passer på definitionen, og så konkludere, at der er tale om mobning. Nej. Min definition er analytisk. Den kan bruges til at skærpe vores opmærksomhed på de sociale faktorer, der driver mobningen frem.

Med min definition i baghovedet bliver opgaven at kigge mere på handlingernes motor og formål end på deres indhold og mulige gentagelser. Vi må flytte blikket fra personlige egenskaber til mønstre i et fællesskab.

Men hvordan er vi – mobbeforskere i Danmark – nået til konklusionen om, at mobning handler mere om, hvad personer bliver tilsammen, end om hvad enkeltpersoner allerede indeholder uafhængigt af skolen? For at svare på det spørgsmål skal vi først se nærmere på mobbeforskningens ’urtekster’.