Читать книгу Verdensbilleder - Jan Faye - Страница 4
Forord
ОглавлениеDenne bog handler om menneskets forestillinger om verden globalt set, om hvordan vort syn på rum og tid, og mangfoldigheden imellem, har forvandlet sig igennem tiderne. Forståelsen af rum og tid er grundlæggende for det fysiske verdensbillede, og et par gange siden oldtiden har vor opfattelse ændret sig markant. Selv finder jeg denne udvikling utrolig spændende og udfordrende. Den står som en af de største filosofiske og videnskabelige præstationer i menneskehedens historie. Derfor mener jeg også, at det hører med til vor forståelse af os selv, at vi ved noget om, hvordan den verden, vi lever i, er fremkommet, og hvordan vor forståelse har ændret sig i samspillet med teknikkens udvikling. Uden kikkerten og radioteleskopet, uden spektrometret og computeren, og uden satellitter og … ville vort verdensbillede siden antikken ikke have ændret sig mere end en tøddel.
Jeg har bestræbt mig på at skrive formidlende og ikke alt for teknisk uden at miste blikket for detaljerne. Flere har gennemlæst og kommenteret dele af manuskriptet. Især vil jeg takke fysikeren Ulrik Uggerhøj for kyndige kommentarer. Han udgav for et par år siden bogen Tid – Den relative virkelighed, der kan læses som supplement til denne bog. Samme varme tak skal lyde til cand.phil. Ulla Spilok, der med lup har gennemlæst og kommenteret manuskriptet, og til filosoffen Steen Brock, der fik sat mig i gang med bogen. Docent, dr.phil. Carl Henrik Koch har uden smålighed delt sin viden om Gassendi og Newton, hvilket jeg er ham taknemmelig for. Hans nylig udkomne bog om Newton, Natur, Videnskab og Metafysik, giver en filosofihistorisk indføring i Newtons verden og kan på det varmeste anbefales. Endelig skal der også rettes en særlig tak til Cecilie Eriksen for fine redaktionelle kommentarer, samt til Aarhus Universitetsforlag for at lade bogen udkomme.
Kgs. Lyngby, 24. marts 2008