Читать книгу Verdensbilleder - Jan Faye - Страница 7

Enhver bevægelse sker i rum og tid. I oldtiden blev forskellige argumenter fremført for bevægelsens umulighed. Mest berømt er Zenons paradoks med Akilleus og skildpadden. I alt præsenterede Zenon verden for sådanne fire paradokser, som Aristoteles søgte at tilbagevise ét for ét i sin bog Physica. Hans argumenter fortæller os noget interessant om, hvordan han så på forholdet mellem udstrækning, kontinuitet og bevægelse. Men her skal vi først og fremmest se på, hvordan han tacklede rum og tid.

I Physica rejser Aristoteles spørgsmålet, om rummet eksisterer.³ Det besvarer han bekræftende, fordi enhver ting må befinde sig et sted, og samme sted kan successivt give plads for forskellige ting. Det lægger op til, at rummet er adskilt fra legemerne, og at alle sanselige ting befinder sig et sted. Dernæst ønsker Aristoteles at få at vide, hvad rummets natur er. Stedet er hverken stof eller form, fastslår han. For, som han argumenterer, stedet kan adskilles fra dets indhold, derfor kan det ikke være form, og da rummet er i stand til at indeholde stoffet, kan det ikke være stof.⁴

Ifølge Aristoteles kan vi lære, hvad rummet er, ved at studere dets egenskaber: 1) Rummet indeholder den ting, hvis sted det er. 2) Det er ikke en del af de ting, som det indeholder. 3) En tings primære plads er ikke større eller mindre end stedet. 4) Rummet er i stand til at blive efterladt af den ting, som det indeholder. 5) Alle steder tillader at skelne mellem op og ned. 6) Ethvert legeme bevæger sig imod dets naturlige sted for at hvile der. Rummet synes at kunne være et med det, som det indeholder, samtidig med at indholdet kan udskiftes. Rummet virker som en beholder. Men rummet er alligevel ikke en beholder med en permanent størrelse, fordi der inden for et rumligt interval vil være uendeligt mange steder (vi kan vedblive med at opdele en linje i nye linjestykker). Aristoteles’ konklusion er, at rummet hverken er form, stof eller et permanent interval mellem indersiderne af en beholder. Så “hvis stedet ikke er nogen af disse tre ting, så må det være grænsen af det indeholdte legeme.”⁵ Rummet er således ikke identisk med indersiden af en beholder, men med ydersiden af det, der er i beholderen.

Så Aristoteles karakteriserer rummet som grænserne, inden for hvilke et legeme befinder sig. Man kan sige det sådan, at rummet udgør et legemes overflade mod de til enhver tid omgrænsende legemer. Et legeme i bevægelse vil derfor også altid være på et sted, selv om det flytter sig i forhold til omgivelserne. Af samme grund mente Aristoteles, at der ikke fandtes tomrum eller noget sted uden for universet. Et tomrum ville kræve, at der var et permanent, uafhængigt interval mellem det, der omgav tomrummet, og tomrummet selv. Desuden befinder universet sig ikke noget sted, da intet legeme omgiver det. Det må bero på, at universet ingen yderside har, som sætter grænserne for det, der ligger udenfor. Vi kan derfor slutte med Aristoteles, såfremt vi medgiver ham præmisserne, at et legeme, som ikke selv er omgivet af andre legemer, ikke er på et sted.

Aristoteles forstiller sig altså ikke rummet som en slags selvstændig beholder, der indeholder tingene. En tings sted er dens nærmeste ubevægelige grænse mod omgivelserne. Samtidig kan legemer godt bevæge sig i rummet, hvis de er på vej mod deres naturlige sted, hvor de vil være i kraft af sig selv, eller hvis de tvinges til at bevæge sig. Rummet bliver derfor en slags kvalitativt mål for en tings udstrækning i forhold til andre legemer. Eller som Aristoteles siger: Stedet er sammenfaldende med tingene, for det, som begrænser noget, er sammenfaldende med det, som begrænses. Påstanden ville være forkert, hvis Aristoteles her havde tænkt på rummet som en beholder, fordi en vandbeholders fysiske inderside begrænser vandets rumfang uden selv at være sammenfaldende med vandet. Men forstås den, som at stedet er begrænset af tingenes yderside, synes tankegangen at være holdbar.

Ifølge Aristoteles’ analyse har rummet om ikke en absolut natur så en absolut struktur. Universets midte og den yderste del af himmelkuglen er henholdsvis absolut op og ned, fordi den første altid er i ro, og den sidste forbliver, hvor den er. Rummet får dermed en iboende retning, som fremkommer ved tings naturlige bevægelse. De naturlige steder er absolutte, de er det, de er, fordi hver enkelt ting hører til, hvor den hører til, i kraft af sig selv.

Siden Aristoteles har vi skiftet verdensbillede et par gange, og med NASAs billeder ude fra rummet, hvor vi ser jordkloden hænge oppe over rumfærgen Discovery, får vi en klar demonstration af, at der ikke findes et absolut op og ned i rummet. Derfor kan Aristoteles’ forståelse af rummets retninger virke lidt fremmedartet. Det er også uklart, hvad han egentlig forestillede sig, at rummet er, fordi han ikke havde udviklet et begrebsapparat, der satte ham i stand til at stille spørgsmål, som vi filosoffer naturligt ville stille i dag. Hvad er rummets natur? Anså han eksempelvis rummet for at være substantielt eller relationelt, eller noget ganske tredje? Det første mente han nok ikke, men hvad mente han så? Et bedre indblik i hans forståelse får vi måske fra diskussionen af tiden.