Читать книгу Verdensbilleder - Jan Faye - Страница 5

Hvordan laver man et verdensbillede? Jo, man tegner et portræt af universet, et der viser rum og tid, og materien og stoffet heri. Og så finder man menneskets plads iblandt. Verdensbilleder har det som stil og mode, de kommer og går, om end de er betydeligt mere sejlivede end den pynt, vi normalt hænger på os selv eller omgiver os med. Engang indtog mennesket den helt dominerende plads i dets egen verdensforestilling, i dag optræder det som en uanseelig accent i et lille hjørne af et hjørne af et ubeskriveligt stort kosmos. Dengang var der rigeligt med plads til guddommelige væsner, men jo mere omfattende og detaljerede billederne blev, desto mindre plads var der tilbage til Guds funktioner, og han er efterhånden gledet mere eller mindre ud. De mest gangbare verdensbilleder knytter sig til tre navne i tænkningens historie: Aristoteles, Newton og Einstein. Mere end andre står de henholdsvis for: 1) det antikke verdensbillede; 2) det klassiske verdensbillede; og 3) det moderne verdensbillede. Ingen af dem stod alene, de lod sig, som vi skal se, inspirere af dem, der gik forud, og efter dem har andre arbejdet videre med de manglende partier.

Et verdensbillede er ikke en verdensanskuelse. Et verdensbillede skildrer livet, jorden og himmelrummet omkring os, mens en verdensanskuelse står for en samlet opfattelse af menneskelivet ud fra religiøse, moralske, politiske og sociale værdier. Et verdensbillede er noget, vi deler med andre, i den udstrækning både de og vi er oplyste, en verdensanskuelse kan vi derimod stå ret alene med.

Tiden er ikke til at komme udenom. Vi er styret af tiden, uden at vi altid tænker over, at minutterne og sekunderne stædigt afløser hinanden. Vi bliver først rigtigt opmærksomme på fænomenet, når vi praktisk talt snubler over det enkelte øjeblik, når en oplevelse afgrænser sig fra en anden, og dens fylde mærkes i os. Forsvinder jeg rundt om et gadehjørne fra skyggen ind i sollyset, føler jeg kroppens rytme og oplever lysets reflekser og dets pludselige forvandling. Jeg fornemmer øjeblikkeligheden i det relevante øjeblik. Mennesker bliver på den måde mindet om, at de ikke blot lever med tiden, men at de lever i den. Vi fastholder henført øjeblikket for at måtte slippe det igen. Vi sammenligner det nye med det, der gik forud, og det, der følger efter. Bladenes rislende bevægelse i vinden, bølgernes tilløb på stranden, og skyernes flugt under himlen giver os indtryk af øjeblikkets rastløse gang, der aldrig lader sig standse. Tiden viser sig også i solens skiftende placering på himlen, i den stadige vekslen mellem dag og nat, og i årstidernes kommen og gåen; helt almindelige oplevelser, som vore forfædre erfarede, længe før de kunne sætte ord på. Tiden er med os overalt.

Ligesom det i børnesangen lyder “Blæsten kan man ikke få at se, men når støv og visne blade fyger rundt på vej og gade, så er det let at gætte, at det blæser”, gælder det også, at vi ikke kan få tiden at se. Vi kan se ting, der forandrer sig. Vi bruger ure til at holde os ajour med tingenes gang, men selve tiden er ganske usynlig. Det rejser naturligt spørgsmålet, om tiden er en forudsætning for forandring – eller om tiden blot er identisk med tingenes forandring. At blæsten og tiden ikke kan ses, udelukker ikke deres eksistens. Vi kan heller ikke se atomer, men det får os ikke til at afskrive dem. Så når vi ikke kan se tiden, hvordan kan vi så afgøre, at den eksisterer, og hvordan finder vi ud af dens natur?

Det er ikke underligt, at tiden virker uhåndgribelig og vanskelig at tale om konkret. Kirkefaderen Augustin (354-430) kendte problemet, da han til spørgsmålet om, hvad tid er, bemærkede, at dersom ingen spørger ham, så kender han svaret, men når nogen spørger ham, så ved han det ikke. Siden er filosofferne og fysikerne – også når man spurgte dem – blevet i stand til at sige lidt mere om, hvad tiden kan være. Alligevel må man give den engelske filosof Jonathan Lowe ret i, at “tidens natur måske er det mest besynderlige og åbenbare paradoksale træk ved verden.”¹

Det er først og fremmest tingenes fysiske forandringer, der får os til at tale om tidens gang. Forandringerne kommer og går, og en måde at tale om det på er at omtale dem som fortidige, nutidige eller fremtidige. Fortiden består af det forgangne, det, der var, har været eller er sket tidligere. Nutiden er det aktuelle, det, der er eller sker lige i dette øjeblik. Og fremtiden udgøres af det forestående, alt det, der vil være eller vil ske senere. Nutiden adskiller fortiden fra fremtiden. Overgangen mellem fremtiden og fortiden er det kortlivede tidsrum, hvor alt opstår, virkeliggøres og ændres for hurtigt at tilintetgøres igen. Før noget indtræffer eller begynder, tilhører dets mulighed det tilstundende, men efter at det er indtruffet eller ophørt med at eksistere, bliver det en del af det forgangne. Fremtidens begivenheder er dem, der endnu ikke pågår, fortidens er dem, der udspillede sig engang, mens nutidens er dem, der er på.

På denne måde fik mennesker for længe siden sat begreb på egne tidsfornemmelser. Det var også praktisk at kunne ordne indtrykkene, så der kunne holdes status over en rækkefølge. Til det formål var deres egne erindringer for upålidelige. Især ønskede fortidens mennesker at kunne holde regnskab med årstiderne af hensyn til jagt, fiskeri og dyrkning af markerne. Mange dyr, fugle og fisk bevæger sig med de skiftende årstider, og nedbør og temperatur veksler med Solens placering på himlen. Man tog bestik af Solens og stjernernes årlige vandring og opstillede de første simple kalendere. Man fik efterhånden brug for ikke blot at kunne tælle dage, men også at kunne opdele dagen i tidsrum mindre end morgen, formiddag, middag, eftermiddag og aften. Solens skiftende højde over horisonten, og dens faste opgang i øst og nedgang i vest, gav mulighed for at inddele dagen i timer og minutter. Man skabte solure til at vise, hvilken tid på dagen Solen angav, at det var.

I længden var de første kalendere og solure for upræcise. For Solens bevægelse er nok regelmæssig, men Solens og Himlens omdrejning over Jorden passer ikke helt sammen med året, så at forårsjævndøgn falder på samme dag år efter år. Teknologien udvikledes, kalenderne justeredes og forbedredes, og man fik lidt efter lidt skabt nye redskaber til at måle tiden med; redskaber der ikke var afhængige af, om man altid kunne se Solen, eller som var følsomme over for Solens konstant svingende bevægelse. Man opdagede pendulet og konstruerede de første mekaniske ure. Med nye måleredskaber blev tidens perioder inddelt i timer, minutter og sekunder og brøkdele deraf.

Kalendere og ure er måleredskaber, som giver os mulighed for at sætte dato og klokkeslæt på begivenheder og dermed arrangere dem i rækkefølge. Ligesom andre måleredskaber angiver de en værdi for en egenskab ved den ting, de måler på. Det, der måles på, er forskelligt fra det, der måler. Herom er de fleste enige. Så tid er forskellig fra ure og kalendere. Men hvis måleredskaberne er forskellige fra tiden selv, hvad er da den egentlige tid? Den almindelige mening forbinder tiden med vore mest almenmenneskelige oplevelser af tingenes forandring.

Men sansningen er ikke alene om at bidrage til vor tidserfaring. Oplevelsen af tidens gang beror i mindst samme grad på vore handlinger. Kalenderne og urene bringer et helt nyt aspekt til tidserfaringen, som beror på vore handlinger. Vi er ikke blot interesseret i at vide dag og tid; vi ønsker at vide, at det i dag er den 23. maj, og nu er klokken 12. Uden disse oplysninger vil vi hverken kunne reagere eller undlade at reagere på datoen eller klokken. Det er ikke nok at vide, at den 23. maj er det min kones fødselsdag, dersom jeg ikke ved, om det er i dag. Ej heller er det tilstrækkeligt for mig at vide, at jeg skal hente min datter senest kl. 17, hvis jeg ikke ved, om klokken nu er 16, eller om den blot er 11.30. Kendskabet til, om et bestemt år, dag og klokkeslæt hører til nuet, eller om tidspunktet er forbi eller først indfinder sig senere, synes at være en betingelse for, at vi kan handle med forventelig succes. Det er ikke alene sanseerfaringer, der bidrager til at give os en forståelse af tidens karakter. Også vore handlinger spæder til. Handlingens udførelse synes at forudsætte, hvis dens ønskede virkning skal indtræffe, at der er noget, som er nu, noget andet, som var i går, og noget tredje, som vil ske i morgen.

Handlinger retter sig i øvrigt mod nutiden og fremtiden, aldrig mod fortiden. Handlinger kan ikke orienteres mod fortiden, da eventuelle konsekvenser allerede ville være forbi, og fordi man ikke kan omgøre det uoprettelige. Man skal, som det hedder, ikke græde over spildt mælk. Derimod har vi frihed til at bestemme, hvad vi vil gøre, og det er så i nuet, at vi handler for at skabe det, vi gerne vil have skal ske. Lad os se fremad, som det siges af den, der har begået et fejltrin og nu prøver at undgå kritik. Handlinger rettes med rette mod fremtiden. Af samme grund knyttes ris og ros til fortidens dåd, mens opmuntring og tilskyndelse er tilkendegivelser, der kun giver mening over for handlinger, der endnu blot er under overvejelse. Derudover er vore psykologiske evner og tilbøjeligheder i høj grad sammenkoblede med mulighederne for handling.

Forskellige psykologiske tilstande orienterer sig forskelligt mod fortiden og fremtiden. Bekymringer, forventninger, frygt, håb og ønsker sigter mod fremtiden. Vi nærer normalt ikke håb til fortiden – det giver ingen mening at håbe på, at Danmark skal slå Sverige i fodbold, hvis det er dagen efter, at Danmark har tabt kampen. På samme måde kan vi ikke frygte, hvad fortiden vil bringe. Jeg kan frygte mit besøg hos tandlægen i morgen, og først når jeg går derfra dagen efter, giver det mening at sige: Gudskelov og tak det er overstået. Også forventninger er fremtidsrettede: Vi kan ikke have viden om ting, som endnu ikke er indtruffet. Vi kan derimod forvente noget, som vi ved ikke er sket endnu, men som vi regner for sandsynligt. Denne retningsbestemthed af frygt og forhåbning falder sammen med, at handlinger uden undtagelse orienterer sig mod fremtiden. Fremtiden kan falde anderledes ud, end vi forventer, ønsker og håber på. Men vi gør os håb om, at vore handlinger kan få indflydelse på, hvordan udviklingen vil forme sig.

Omvendt findes der også psykologiske tilstande, der orienterer sig mod fortiden: Glæde, skadefryd, ærgrelse og sorg er følelser, vi nærer over for hændelser i fortiden. Erindringer er om fortiden; vi husker den film, vi så i går, men kan umuligt huske den, vi skal se i morgen – hvis vi da ikke allerede har set den en gang. Og vi begræder eller glædes over ting, der er sket, aldrig over ting, der endnu ikke er indtruffet. Her hænger erindringen, glæden og sorgen sammen med fortidens uforanderlighed. Fortiden er, som den var, og ingen handling kan lave om på det. Vi kan umuligt erindre begivenheder, som vore handlinger bagefter kan lave om på. I så fald erindrer vi ikke fortiden, som den oprindeligt udspandt sig. Det giver ligeledes kun mening at sørge eller glædes over fortidens hændelser, såfremt disse ikke senere står til at omgøre. Kunne de ændres, var der ingen grund til sorg eller glæde. Konsekvenserne vil altid være der, og de kan kun afbødes ved at handle på ny.

Det er utvivlsomt, at vor grundlæggende forståelse af tiden og de muligheder, tiden giver os, er dybt rodfæstet i sådanne erfaringer. Mand og mand imellem ser vi på tidens gang som en uoprettelig forandring af os selv og verden omkring os, som kun erindringen, spor og materielle optegnelser kan hjælpe os til at fastholde. Vi har blot livet til låns. Det er den almene tidserfaring, hvert nyt menneske gør sig. I nyere filosofi har Edmund Husserl (1859-1938) udarbejdet en fænomenologisk tidsopfattelse, der på mange måder netop giver en filosofisk udlægning af disse hverdagsoplevelsers grundvilkår.

Men der findes en helt anden historie at fortælle. Filosofien og videnskaben har i dag skabt en forståelse af verden, som ikke svarer til den, der udspringer af vor umiddelbare sanseanskuelse, og som gradvist er blevet til ved, at man mere og mere har fjernet sig fra hverdagslivets fænomenologiske udgangspunkt. Det er denne udvikling, som vil blive fortalt i denne bog. Første skridt i historien blev taget, da man skelnede mellem tiden selv og det, der er i tiden. Tid er ikke det samme som tings forandring. På den ene side består tiden af tidspunkter; på den anden side findes ting og begivenheder i tiden, hvor de optager et eller flere tidspunkter. Hvad der kan siges om tiden, er derfor ikke nødvendigvis det samme som det, der kan siges om ting og begivenheder i tiden. Det kommer ganske an på, hvordan man ser forbindelsen mellem dem.

For at forstå tiden og det, den afstedkommer, må vi også se på landvindingerne i kendskabet til rummet. I moderne fysik hænger rum og tid sammen, og man vil ikke kunne begribe tiden uden rummet. Hos Newton eksisterer tid og rum endnu adskilte, men i relativitetsteorierne er de forenede. Om rummet gælder også, at vi ikke kan se det. Vi kan se ting i rummet, men rummet selv er gennemsigtigt og helt usynligt. Det, vi erfarer, er rumlige afstande mellem tingene. Dermed ikke sagt, at rummet ikke ville være der, hvis tingene i rummet forsvandt. Newton introducerer en sammenligning mellem rum og almindelige materielle genstande. Rummet er en genstand, skønt en meget speciel genstand – en slags immateriel beholder, der kan rumme materielle ting. Beholderen eksisterer forud for og helt uafhængigt af tingene i beholderen. Stedet bliver på den måde adskilt fra den tilfældige ting, som optager det. Rummet kan karakteriseres som en mængde tætpakkede steder eller punkter. Om stedet så kan eksistere uafhængigt af den ting, det indeholder, er et spørgsmål, som fysikere og filosoffer har givet skiftende svar på.

Tanken har begrebsligt adskilt stedet fra genstanden, på samme måde som den har adskilt tidspunktet fra begivenheden. Adskillelsen er ikke nødvendigvis reel; det kan være, at der i virkeligheden ikke findes noget selvstændigt rum og nogen selvstændig tid. Holder man alligevel fast i deres uafhængighed, gør man det måske, fordi man forveksler en geometrisk model af rum og tid med den fysiske virkelighed. Man kan nemlig ikke uden videre overføre en matematisk model på den fysiske virkelighed. Enhver fysisk fortolkning af matematiske strukturer vil altid skulle begrænses af teoretiske overvejelser og eksperimentelle muligheder. Det kan måske bedst sammenlignes med vores brug af landkort. Et kort over en by, en egn eller et land er også en model af virkeligheden, der giver os en symbolsk gengivelse af gader, veje, huse, skove, søer osv. Og selv med en signaturforklaring ved hånden ved vi jo godt, at virkeligheden tager sig anderledes ud end på kortet.

Den matematiske beskrivelse, vi finder i Newtons fysik, sætter ingen grænser for rummets og tidens udstrækning. Den oldgræske matematiker Euklid (ca. 325 - ca. 265 f.v.t.) havde netop i sin bog Elementer givet en samlet matematisk beskrivelse af linjer, flader og volumener, der uden videre kunne bruges som grundlag for Newtons teori om rum og tid. Den euklidiske geometri giver en matematisk model af rummet, og modellen gør ikke ende på rummets udstrækning. Rummet hos Newton er uendeligt i sit omfang, besidder en tredimensionel euklidisk struktur og vedvarer i tiden på samme måde som almindelige ting, men som kontrast til dem eksisterer det totalt uforandret igennem tiden. Og lader man tiden repræsenteres af en linje, vil tiden være uendelig lang ligesom linjen og talrækken. Newton vidste imidlertid godt, at tyngdekraften før eller siden ville få alle stjernerne til at søge sammen i en stor klump. Dog kan vi se, at det ikke er sket. Så da det ikke er sket, må universet enten være uendeligt stort, hvorved tyngdepåvirkningen udlignes, idet der trækkes fra alle kanter lige meget i Solen, eller skabelsen kan ikke være særlig gammel. Nok troede Newton på en skabende og opretholdende Gud, men han var alligevel så meget fysiker, at han valgte den uendelige løsning.

I dag ved vi, at universet ikke har en uendelig alder. Moderne astronomi fortæller os, at universet blev dannet for omkring 13-14 milliarder år siden ved en ufattelig energiudladning, der kaldes for Big Bang, og som fik energi og stof til at spredes for alle vinde.² Et tegn herpå ser astronomerne i, at galakserne fortsat fjerner sig fra hinanden. I Newtons optik fandtes galakser ikke, og Solen stod bomstille. Hans synspunkt var et opgør med en endnu ældre og mere jordnær betragtning, der sagde, at det var Jorden, der befandt sig i verdensrummets midte. Nat og dag fremkom ved, at Solen og planeterne drejede rundt om Jorden. Om dagen stod Solen op i øst og gik ned i vest, og om natten fulgte stjerner og planeter beslutsomt efter. Ingen kunne være i tvivl om, at Jorden havde en ganske særlig plads i kosmos.

Aristoteles’ fysik var bygget op omkring denne såkaldte geocentriske grundantagelse, og den græske astronom Ptolemaios formulerede nogle århundreder senere en matematisk model til at beskrive planeternes bevægelser omkring Jorden. Der skulle gå mere end tusinde år, før Kopernikus tog en dyb indånding og gjorde op med Ptolemaios’ tankegang om Jorden i midten. Han placerede i stedet Solen i verdens centrum. Jorden roterede om sig selv en gang i døgnet, og det tog et år for den at cirkle rundt om Solen. Det var det heliocentriske system, der gjorde det nødvendigt at formulere en helt ny fysik, og det lykkedes for Newton at løse den opgave.

Men med opdagelsen af det ekspanderende univers, hvori galakserne hastigt bevæger sig bort fra hinanden, kan Solen heller ikke betragtes som verdensrummets midtpunkt. Der er intet sted i rummet, som er mere privilegeret end noget andet, og netop Einsteins relativitetsteorier giver os mulighed for at forstå, hvorfor intet legeme kan udnævnes til at være i rummets centrum. Der findes intet absolut her og intet absolut dér, fordi alle ting er i bevægelse i forhold til hinanden, og steder synes kun at kunne bestemmes i forhold til ting, der optager dem.

Det øgede kendskab til verden har gradvist ændret vor tro på, at der findes et privilegeret sted i universet. Men vi oplever desto stærkere, at et tidspunkt udmærker sig fra alle andre tidspunkter ved at være nuet. Relativitetsteorierne stiller på den anden side spørgsmål ved, om der findes et sådant privilegeret tidspunkt, et absolut nu, der adskiller fortiden fra fremtiden. For Newton var alle hændelse, der var samtidige, en del af dette nu. Rum og tid forenes som sagt i relativitetsteorierne, og det sker på bekostning af det absolutte nu. Det har fået mange filosoffer til helt at opgive tanken om, at nuet udgør et enestående træk ved virkeligheden. Ordet ‘nu’ angiver ikke et særligt objektivt tidspunkt, mere end ordet ‘her’ angiver et særligt objektivt sted.

Den relativistiske forening af rum og tid udsletter ikke helt forskellene mellem dem. Vi kan nemlig rejse frem og tilbage i rummet, mens rejser frem og tilbage i tiden blot synes at udspringe af science fiction-forfatternes fantasi. Alle rumlige retninger er lige farbare, ingen retninger er mere privilegerede end andre, hvorimod én retning i tiden synes at have monopol. Hvordan forklarer man denne forskel, hvis den ikke har at gøre med fortidens jagt på fremtiden? Der foreligger forskellige forslag, som knytter sig til måden, de fysiske processer udvikler sig på.

Der er lang vej fra dagligliv til Big Bang. Turen spænder over en udvikling i menneskets erkendelse, som byder på en mængde skiftende forståelser af verden. Vi skal følge de mest indflydelsesrige tanker, som mennesker igennem tiden har gjort sig om rum og tid og universet. Siden er nogle af disse ideer blevet stående som skelsættende, og senere generationer har igen og igen søgt tilbage til dem. Fordi de har markeret sig ved en fornyelse og originalitet og stor anvendelighed og forklaringskraft, er de gået hen og er blevet til verdensbilleder.