Читать книгу Verdensbilleder - Jan Faye - Страница 8

Aristoteles stiller også spørgsmålet, om tiden eksisterer, og spørgsmålet om dens natur. De samme spørgsmål havde han oppe at vende, da han behandlede rummet, og måske viser det os, at han ønskede at give rum og tid samme ontologiske status. Ud fra en umiddelbar betragtning, siger han, ville vi forvente, at tiden ikke eksisterede, eller i det mindste knap nok og på en besynderlig måde.⁶ For en del af tiden har været og eksisterer derfor ikke, mens en anden del vil være og eksisterer således ikke endnu. Uanset om tiden er uendelig eller endelig, består den af disse to dele, som ikke eksisterer. Og hvad der består af noget, som ikke eksisterer, kan ikke selv være en del af virkeligheden. En lignende betragtning går på, at hvis en delelig ting kan siges at eksistere, så er det nødvendigt, når den er til, at dens dele eller nogle af dem er til. Helheden kan kun eksistere, hvis delene eksisterer. Men tiden består af dele, som ikke eksisterer, skønt den er delelig.

En naturlig reaktion på Aristoteles’ ræsonnement er at indvende: “Hør her, du glemmer vist, at nuet eksisterer, og det er nutiden, som adskiller det, der har været, fra det, som vil være.” Men denne indvending afviser han. For, som han siger, nuet er ikke nogen del. En del er altid en andel af helheden, som må være opbygget af delene. Tiden er derimod ikke opbygget af nutider. Om tiden så helt og holden begrænser sig til nuet, og det kun er nuet, der eksisterer, får vi endnu ikke et klart svar på.

I stedet går Aristoteles videre med sit ærinde for at undersøge, om nuet, der adskiller fortiden og fremtiden, altid vedbliver med at være et og det samme, eller om det altid er nyt. Aristoteles går ud fra, at den almindelige opfattelse er, at tidens natur er karakteriseret ved egenskaberne fortid, nutid og fremtid. Lad os antage, at nuet hvert øjeblik er forskelligt fra nuet det foregående øjeblik, og at intet øjeblik, som en del af tiden, er samtidigt med et andet øjeblik. Heraf følger det, at det foregående nu er ophørt med at eksistere på det tidspunkt, hvor det efterfølgende nu bliver til. Men betoner Aristoteles, det forudgående nu kan ikke være ophørt med at eksistere på det tidspunkt, hvor det eksisterede. Endvidere kan dette nu heller ikke være ophørt med at eksistere i det efterfølgende nu. I så fald ville de to nutider være samtidige. Hvis vi desuden sammenligner tiden med en linje, må vi antage, at intet nu er direkte nabo til det næste nu på samme måde, som et punkt ikke har et bestemt næste punkt som nabo. For mellem to punkter på en linje, uanset hvor tæt de ligger på hinanden, vil der altid være uendeligt mange punkter imellem. Så antager vi derfor, at det forudgående nu ikke ophører med at være til i det efterfølgende nu, men i et af de tidspunkter, som ligger imellem, så vil det eksistere samtidigt med utallige nutider mellem de to.

Den anden mulighed er, at nuet altid er et og det samme. Hertil siger Aristoteles: Ingen bestemt delelig ting har et enkelt ophør eller en begrænset afslutning, uanset om det er udstrakt i en eller flere dimensioner. Dermed mener han, at ikke alle dele ophører med at være til på en gang. En pære går ikke fra at være moden til at være rådden fra det ene sekund til det næste. Det tager tid, idet en del rådner før en anden. Men nuet er en afslutning, som muliggør ophør af tiden til et bestemt tidspunkt. Aristoteles synes dermed at mene, at nuet, betragtet som et og det samme nu, er i modstrid med ideen om, at tiden er en bestemt delelig størrelse, fordi tiden som delelig ikke kan have et begrænset ophør. Endvidere er det sådan, at hvis sammenfald i tiden betyder at være i et og samme nu, så vil det, der er før eller efter, være i det samme nu. Konsekvensen bliver, at en ting, der eksisterede for ti tusinde år siden, vil være samtidig med en ting, der indtræffer i dag, og intet vil længere kunne siges at være før eller efter noget andet. Og det er det samme som at sige, at tiden ikke eksisterer.

Aristoteles mener, at disse betragtninger efterlader det indtryk, at den traditionelle redegørelse for tid ikke formår at give et svar på tidens eksistens og dens natur. Han kan dog konstatere, at tid ofte antages at være det samme som bevægelse eller en slags forandring. Det giver en mulighed for at angribe problemerne ad en anden vej. Han afviser dog hurtigt, at tid er ensbetydende med bevægelse eller forandring. For hver tings bevægelse eller forandring er enten i tingen selv eller i forhold til det sted, hvor den bevægelige eller foranderlige ting tilfældigvis måtte være. Modsat er tiden allestedsnærværende og sammen med alle ting. Desuden er bevægelse og forandring altid hurtig eller langsom, mens tid ikke er nogen af delene. Tiden definerer derimod, hvad der er hurtigt og langsomt, alt efter om det bevæger sig meget på kort tid, eller meget lidt på lang tid. Tid er ikke defineret ved hjælp tiden.

Tid er altså ikke identisk med forandring. Men alligevel er tid og bevægelse ikke uafhængige af hinanden, tid er afhængig af bevægelse og forandring. Tiden kan kun eksistere, når der er forandring. Aristoteles siger altså, at bevægelsens forandring er nødvendig for tidens eksistens. Uden bevægelse, ingen tid. Han begrunder det med, at det kun er, når vi ikke opfatter nogen forandring i vores omgivelser eller i os selv, at vi kan være opmærksomme på tidens fravær. Det er kun ved at se noget, der forandrer sig, at vi erkender tiden. Denne begrundelse er værd at hæfte sig ved, fordi Aristoteles synes at sige, at tiden er ontologisk afhængig af forandring, fordi vi kun ville kunne erkende tidens manglende eksistens, hvis der ikke var nogen forandring at iagttage. Åbenbart giver Aristoteles et epistemologisk svar på et ontologisk spørgsmål.

Der findes imidlertid en anden måde at forstå ham på. Han ønsker at finde ud af, hvad det er, der gør tiden erkendelig, således at kun når vi opfatter det, så giver det mening at sige, at tiden er der. Hvornår giver det mening at sige, at tiden er (nær)værende, og hvornår giver det mening at sige, at tiden er fraværende? Det er ikke nok at sige, at tiden er der, når vi kan iagttage forandring, og ikke er der, når vi ikke kan iagttage nogen forandring. En genuin forståelse af tiden skal også kunne fortælle os, hvad forskellen er på at sige, at tiden findes, og at den ikke findes, og hvorledes vi kan erkende denne forskel. Bevægelse findes og kan iagttages, derfor vil bevægelsens fravær også, hvis den findes, kunne iagttages. Aristoteles afviser, at bevægelsen blot skulle være tegn på tiden, som kunne eksistere, selv om bevægelsen ikke eksisterede. Aristoteles’ svar passer godt med udtrykket “tiden står stille”, som netop henviser til, at vi hensunket i os selv ikke bemærker, at tingene forandrer sig. Bevægelsen gøres her til en forudsætning for tidens eksistens uden selv at være tiden.

Men hvis tiden hverken er bevægelse eller er uafhængig af bevægelse, hvad er tiden så? Tiden er noget ved bevægelsen. Her peger Aristoteles på størrelsen af bevægelsen.⁷ En ting, som bevæger sig fra et sted til et andet, gør det portionsvis. Men da disse udstrakte størrelser er sammenhængende, er bevægelsen det også og dermed tiden. Så den forløbne tid er altid fastlagt i forhold til bevægelsens størrelse, dvs. i forhold til det antal portioner, bevægelsen inddeles i. For at forstå tankegangen kan vi forestille os et eksempel. Tænk på en cyklist, der skal køre fra København til Roskilde. For at nå til Roskilde fra København må cyklisten gennemkøre hele strækningen i sin helhed, men før han når Roskilde, må han først tilbagelægge en vejstrækning fra Rådhuspladsen til Valby Bakke, herfra til Damhussøen, og videre til Glostrup, og så fremdeles. Ruten består således af etaper på eksempelvis 1 km i alt 30 gange. Hele strækningen er kontinuert, dvs. hele strækningen består af udstrakte vejstykker på hver 1 km, og hver del af kilometerstykkerne er i sig selv sammenhængende, og hvert kilometerstykke er indbyrdes sammenhængende med de øvrige stykker. Til hver vejstrækning, som cyklisten gennemkører, svarer en bevægelsesstrækning. Og antager vi, at cyklisten kører med jævn ensartet hastighed, vil det tage lige lang tid for cyklisten at gennemkøre hver vejstrækning på 1 km. Der er således hos Aristoteles en nøje sammenhæng mellem vejstrækning, bevægelse og tid. Det udstrakte kontinuum svarer til den kontinuerte bevægelse, som igen svarer til en kontinuert tid. På den måde bliver tidskontinuet hos Aristoteles funderet i bevægelseskontinuet, som igen er funderet i det udstrakte kontinuums størrelse.

Det giver os mulighed for at ordne tiden. For ifølge Aristoteles er ‘før’ og ‘efter’ primært knyttet til stedet. En ting i bevægelse kan nemlig befinde sig foran eller bag ved et tilfældigt sted på sin rute, alt efter hvor stor en portion af ruten den har tilbagelagt til et givent tidspunkt. Da bevægelsen er funderet i udstrækningen, vil portioner af bevægelsen på samme måde være før eller efter andre portioner. Og da tid og bevægelse ledsager hinanden, fordi tiden er funderet i bevægelsen, gælder det samme for tiden. Vi kan tale om før og efter i tiden, fordi vi kan gøre det i forbindelse med bevægelsen, og om den kan vi sige dette samme, fordi vi kan gøre det i forbindelse med opdelingen af det udstrakte kontinuum.

Aristoteles’ fremstilling kan umiddelbart virke som en bagvendt måde at gengive sagen på. Ud fra en moderne tankegang er bevægelsens ‘før’ og ‘efter’ først og fremmest knyttet til tiden. Det skyldes, som vi skal se i næste kapitel, den klassiske fysik, som opstod i slutningen af renæssancen. Vi er blevet vænnet til at mene, at tid er en begrebslig forudsætning for bevægelse og forandring, mens det hos Aristoteles forholder sig lige omvendt. Aristoteles er da også blevet beskyldt for at give en cirkeldefinition. Kritikerne har ret i deres anklage, hvis al tale om før og efter i forbindelse med rummet forudsætter en tidslig inddeling i før og efter. Det kunne man godt tro, fordi henvisningen til det rumlige før og efter ikke betyder det samme som henvisningen til det tidslige før og efter. Når vi siger, at A er bag ved B, eller at A er foran B, så mener vi ikke, at A går forud for B i tid, eller at A følger efter B i tid. Men vi må huske på, at tiden hos Aristoteles netop ikke er bevægelse, ej heller noget som muliggør bevægelsen, men noget ved bevægelsen. Tiden kan derfor ikke reduceres til bevægelse, men er afledt af bevægelsen. Tiden er noget ved bevægelsen, og tidslige udtryk kan derfor udsiges om bevægelsen.

Vi kan kun opfatte tiden, siger Aristoteles, når vi ved hjælp af ‘før’ og ‘efter’ markerer bevægelsen, fordi det på denne måde giver mening at sige, at tiden er forløbet. Dermed mener han, at vi kan afgrænse bevægelsen i et før og et efter, når vi opdeler den i mindre stykker og erfarer noget imellem dem, som er forskelligt fra dem. Igen ser vi kontinuitetstanken bragt i anvendelse. Tiden er derfor mængden af bevægelse i forhold til ‘før’ og ‘efter’, eller som Aristoteles definerer det: Tiden er blot “bevægelsens tal i henseende til før og efter”.⁸ Aristoteles sammenfatter derefter sin analyse ved at sige, at tid ikke er bevægelse, men det, der gør bevægelsen tællelig. Tid er en slags tal, ikke det tal hvormed der tælles (talordene), men det, der tælles.

Hvordan skal vi nærmere forstå Aristoteles’ karakteristik? Det er nærliggende at mene, at han ønsker at sige, at begrebet udstrækning og bevægelse går forud for begrebet tid. Vi forstår tiden ud fra rumlig udstrækning og bevægelser, fordi både udstrækning og bevægelser er sanselige fænomener, mens tidens varighed ikke direkte kan iagttages. Det er som sagt en uvant tankegang at forstå tiden ud fra bevægelsen. Siden Galilei og Newton har vi lært til at skrive, at v = s/t, hvor hastigheden (v) er lig med den rumlige udstrækning (s) delt med tidslig varighed (t). Men der er naturligvis intet, der hindrer os i at ombytte de matematiske symboler efter reglerne og angive tidslig varighed som t = s/v. Denne skrivemåde kan fortælle os, hvad det var, Aristoteles ville sige med, at tiden blot er et mål for bevægelse. Tiden er begrebsligt konstrueret ud fra rumlig udstrækning og bevægelse. En ‘lang’ tid er, når en langsomt bevægende genstand bevæger sig en bestemt standarddistance, mens en ‘kort’ tid er, når samme standardstrækning tilbagelægges af et hurtigt bevægende objekt. En sådan begrebslig forbindelse mellem tid og bevægelse skaber også grundlaget for vor sædvanlige tidsmåling, fordi tiden måles ved, at en ting konstant bevæger sig en bestemt distance. Jorden laver en omdrejning om Solen, eller den store viser bevæger sig en omgang om uret. Så hvad definitionen “tid er bevægelsens tal i henseende til ‘før’ og ‘efter’” aldrig klart får udtrykt, er, at tiden er den rumlige distance mellem før og efter udmålt i forhold til bevægelsen, dvs. tiden er målet for den strækning, som bevægelsen har tilbagelagt. Uklarheden beror på, at det er dunkelt, hvordan vi skal forstå bevægelsens tal, som også angiver et før og efter.