Читать книгу Verdensbilleder - Jan Faye - Страница 6

Med så meget andet var Aristoteles (384-322 f.v.t.) den første, der søgte at give en præcis redegørelse for, hvordan verden er indrettet, og hvori rum og tid består. Han var den første, der gav en samlet forklaring på fænomenerne bevægelse og forandring, sådan som vi møder dem i naturen. Han var også den første, der gav en systematisk redegørelse for logikken og retorikken, og hans etik er den første samlede filosofiske angivelse af, hvordan mennesker skal handle og behandle hinanden. Desuden formulerede han nogle af de mest fundamentale begreber, som ligger til grund for vor forståelse af naturen, mennesket og verden. Der var simpelthen ikke det område af tilværelsen, han ikke havde en argumenteret mening om og på afgørende vis satte sit præg på. Det er kendetegnende for al Aristoteles’ filosofi, at han søger at tænke konkret om de mest komplicerede ting ved at tage udgangspunkt i vores sansning. Det gælder også hans fremstilling af rum og tid, hvor han, som vi skal se, bestemmer tiden som et forhold mellem rumlig udstrækning og bevægelse.

Hos Aristoteles befinder Jorden sig i midten af verden. Himlen er over os, og Jorden under os. Himlen er guddommelig, fordi den flytter sig i ring i en evig bevægelse. For runde legemer er bevægelse i en cirkel den naturlige bevægelse. Jorden er rund ligesom Himlen, men fordi midten i den cirkelformede bevægelse står stille, befinder Jorden sig i midten af den kosmiske omdrejning, mens Solen, Månen, planeterne, kometerne og stjernerne bevæger sig rundt om Jorden én gang i døgnet. Allerede her ser vi, at Aristoteles forholder sig strikt til erfaringen. Men Aristoteles fandt også andre argumenter for en stillestående Jord.

I sit skrift Om Himlen påpegede han, at der skulle være en vinkelforskel til stjernerne, hvis Jorden bevægede sig rundt om Solen. Men en sådan kunne ikke observeres. Det udgjorde siden hen den stærkeste grund for den danske astronom Tycho Brahe til at afvise det heliocentriske verdensbillede. Man kunne heller ikke observere Jordens rotation, som man forventede måtte vise sig ved voldsomme storme fra øst mod vest, ligesom man måtte forudse, at skyerne i så fald aldrig bevægede sig mod øst. En sten, som blev kastet lige op i luften, landede også på det sted, hvor den blev kastet op fra. Også dette fandt man uforklarligt, dersom Jorden ikke stod stille. Alt dette anførte Ptolemaios nogle hundrede år senere i sit forsvar for det geocentriske system. Mest afgørende var det dog, at man med Aristoteles fik en bevægelseslære, som hvilede på det geocentriske verdensbillede, og at man med Ptolemaios’ epicykler, særlige cykliske kurver fremkommet af på hinanden rullende cirkler, fik en matematisk model for Solens og planeternes bevægelser, som kunne bruges til at forudsige deres positioner på himlen.

Aristoteles opdelte al bevægelse i to former: den naturlige bevægelse og den forcerede bevægelse. Ting, der stræber efter deres naturlige sted, indgår i den naturlige bevægelse. En sten, der falder til jorden, bevæger sig mod sit naturlige sted, fordi den af naturen er tung og derfor søger mod jorden, mens ild stiger op mod himmelen, fordi ildens natur er varm og let, så dens naturlige plads er i Himlen. Naturlig bevægelse behøver ingen forklaring. Verden er indrettet, så der findes et absolut op og et absolut ned. Fordi Jorden altid er placeret lige midt i verdensrummet, kan man sige, at den er i absolut hvile i forhold til rummet, og at ting, der er i den naturlige bevægelse, befinder sig i en absolut bevægelse i forhold til rummet. Og fordi op og ned, og det der følger deraf, aldrig kan være andet end bestemt i forhold til Jordens absolutte placering i rummet, fremstår disse retninger som absolutte.

Den bevægelse, som kræver en forklaring, er den forcerede bevægelse, det er den bevægelse, der forekommer relativt til tingenes naturlige sted og dermed til det absolutte rum. En sådan bevægelse kan kun foregå, hvis der er ydre kræfter, som trækker eller skubber den pågældende ting. En hestevogn flytter sig kun, fordi der er heste, som trækker den, og en pil forlader kun buen, fordi buestrengen skubber pilen fremad (og siden er det luften, der fortsætter med at skubbe). Så for Aristoteles skal enhver relativ bevægelse forklares som en funktion af den kraft, der virker på et legeme.