Читать книгу Verdensbilleder - Jan Faye - Страница 9

Tilbage står så, hvordan nuet passer ind i det regnestykke. Vi husker nok, at rummet hos Aristoteles havde en absolut orientering i op og ned. Det betyder, at op og ned ikke kan ombyttes. Hvordan forholder det sig med tiden? Findes der træk ved tiden, der kan få os til at udpege en absolut retning? I første omgang siger Aristoteles blot, at vi kun kan opfatte tiden, når vi erkender et før og et efter i bevægelsen. Der er tale om forskellige tidspunkter, om to forskellige nuer, et før og et efter, og vi kan tale om tiden som det, nuet begrænser. På en gang taler vi om det samme nu og forskellige nuer. For nuet er ‘før’ og ‘efter’ i bevægelsen. I den udstrækning, at nuet er i rækkefølgen, er de forskellige, men i den udstrækning, det udgør tingenes underliggende substratum, er de ens. Det gør os i første omgang ikke meget klogere. Det, vi ønsker at vide, er, om vi kan bytte om på før og efter, eller om de er uombyttelige.

Svaret finder vi i værket De Interpretatione. Heri rejser Aristoteles blandt andet spørgsmålet, om fremtidens søslag eksisterer. Om fortiden og nutiden siger han: “Med hensyn til hvad der er, og hvad der har været, er det nødvendigt, at bekræftelsen eller benægtelsen er sand eller falsk, men med hensyn til enkeltting, der først skal indtræffe, er det anderledes.”⁹ Aristoteles gør altså opmærksom på, at fortiden og nutiden har en anden ontologisk status end fremtiden, fordi sætninger om fortiden eller nutiden nødvendigvis er sande eller falske, mens det samme kan ikke siges om sætninger om fremtiden.

Lad os prøve at forstå, hvad det er, Aristoteles sigter til. Når jeg udtaler en bekræftende sætning: “Min kone er i byen”, så er sætningen enten sand eller falsk. Den er sand, hvis hun er i byen, og falsk, hvis hun sidder hjemme i stuen. Hvis jeg omvendt ytrer den benægtende sætning: “Min kone er ikke i byen”, så er sætningen sand, hvis hun sidder hjemme, men falsk hvis hun er ude i byen. Uanset om jeg fremsætter den ene eller anden sætning, så er den sand eller falsk, fordi der eksisterer en kendsgerning, der gør den sand eller falsk. Det samme forhold, siger Aristoteles, gælder for sætninger om fortiden. En sætning som “Min kone var (ikke) i byen” er også sand eller falsk, fordi der eksisterer en kendsgerning om fortiden, der gør den sand eller falsk. Men det er ikke alt. For Aristoteles bemærker også, at både nutidssætninger og fortidssætninger nødvendigvis er sande eller falske. Hvad ligger der i denne formulering? Tilsyneladende mener Aristoteles, at fortidens begivenheder, som gør fortidssætninger sande eller falske, er nødvendige i den forstand, at de er uigenkaldelige, da de er upåvirkelige af, hvad der sker nu eller senere. Der er altså tale om en temporal nødvendighed, som forvandler tilfældige, kontingente begivenheder til uforanderlige, nødvendige begivenheder, i det øjeblik de indtræffer i nutiden.

Retter vi blikket mod fremtidssætninger, bestyrkes denne tolkning af det, Aristoteles faktisk siger om morgendagens begivenheder. Han spørger sig selv, om det nu er sandt eller falsk, at der finder et søslag sted i morgen. For hvis det er sandt nu, at der finder et søslag sted, så synes søslaget uundgåeligt, og finder det ikke sted, så kan admiralen lige så godt lade være med at planlægge det. Aristoteles’ eget svar lyder:

Det er nødvendigt, at der i morgen finder eller ikke finder et søslag sted, men det er ikke nødvendigt, at der finder et søslag sted, ligesom det ikke er nødvendigt, at der ikke finder et søslag sted.¹⁰

Her nævner Aristoteles, at modsigelsesprincippet gælder i fremtiden, men det får ikke fremtiden til at være temporalt nødvendig, dvs. fremtiden er ikke upåvirkelig af, hvad der sker nu. Aristoteles nævner ikke eksplicit sand/falsk på dette sted (han fortæller os blot, at ‘nødvendighed’ ikke distribueres over disjunktionen),¹¹ men en rimelig udlægning af den citerede passage læser ham i overensstemmelse med den forudgående behandling af fortiden.¹² I så fald siger Aristoteles:

Det er nødvendigvis sandt eller falsk, at der i morgen finder eller ikke finder et søslag sted, men det er ikke nødvendigvis sandt, at der finder et søslag sted, og det er heller ikke nødvendigvis sandt, at der ikke finder et søslag sted.

Omsat til mere almindeligt dansk, siger Aristoteles: Forholdet mellem en fremtidssætning og dens benægtelse er sådan, at den ene må være sand og den anden falsk. Men hvilken der er hvad, er ikke afgjort, før søslaget rent faktisk finder sted (eller ikke finder sted). Vi kan hverken hævde nu, at det er sandt, at der i morgen finder et søslag sted, eller hævde nu, at det er sandt, at der i morgen ikke finder et søslag sted. Det er først, når dagen i morgen oprinder, at det bliver fastlagt, om der bliver et søslag, eller om der ikke bliver et.

På denne måde fik Aristoteles analyseret sig frem til, at tiden også har en absolut orientering. Fremtiden eksisterer ikke i samme forstand som nutiden og fortiden. ‘Før’ og ‘efter’ kan derfor ikke bare ombyttes, fordi de hver især betegner en grundlæggende forskel i måden at være til på. Legemer bevæger sig naturligt i rummet i forhold til et absolut op eller ned, og de bevæger sig naturligt i tiden i forhold til et absolut før og efter. Det var nogle af disse betragtninger, der stod for fald med Newtons fysik og det heliocentriske verdensbillede.