Читать книгу Drengen der skrev - Klaus Kjøller - Страница 10

Der var altid mange diskussioner på lærerværelset. Men man havde sine faste pladser, selv om alle nyansatte altid fik at vide at der ikke var nogen faste pladser og derfor altid i begyndelsen kom til at fornærme visse lærere fordi de satte sig på deres faste plads i spisefrikvarteret. Og den fornærmede lærer kunne ikke tillade sig at klage, fordi alle officielt var enige om at alle kunne sætte sig hvor som helst.

Det gav en fortættet stemning i nogle dage, at alle, undtagen den nye, vidste hvorfor nogle var sure. Ikke gennemsure, men venligt sure, fordi den ny jo var uskyldig. De var heller ikke sure længe, fordi de kunne godt selv se at det var noget pjat med faste pladser. Det var jo også derfor den officielle politik var at de ikke fandtes. Men de fleste blev alligevel spontant sure i det øjeblik de første gang så at deres vante plads var optaget af én som ovenikøbet så ud til at more sig strålende. Og de var lidt tavse resten af dagen.

Den nye lærers position var afhængig af hvor mange dage der gik før han eller hun forstod at jo før han eller hun fandt en fast plads ved et bord hvor der var en ledig fast plads, jo før ville alting falde på plads.

Monica Pans fandt ud af det i løbet af 3 dage.

Meget var man uenige om – måske også af og til mere uenige end man var i virkeligheden for at friske dagen op med en rask diskussion – men én ting var man ret enige om: at eksamen var en uting.

Men samtidig vidste alle jo godt at eksamen var nødvendig. Den var umulig at afskaffe. Derfor kunne man tordne mod den uden fare for at den skulle forsvinde.

Alligevel var der normalt ingen der tog emnet op om at eksamen var en uting. Det var alt for fortærsket.

Det var ligesom med Folkekirken. Hvem gad i dag diskutere om der eksisterede en gud og om der var et liv efter døden? Det forekom på én eller anden måde ligegyldigt og fortærsket.

Selv en demonstrativ fritænker som Adrian Brian gad ikke buldre mod kirken ved højtiderne mere. Nu nøjedes han med at rejse hovedet en sjælden gang hvor kirkeklokkerne i den nærliggende kirke ringede i skoletiden, og sige højt:

— Nu bimler de okkulte igen med klokkeværket!

Der var stadig enkelte der smilede lidt hver gang han sagde det.