Читать книгу Drengen der skrev - Klaus Kjøller - Страница 11

Monica Pans’ entre var umulig at overse for Hans Krone som sad på sin plads ved siden af Lene Mots’ plads.

— Må man sidde her, spurgte Monica Hans Krone og smilede.

Hans Krone tøvede. Lene kunne være tilbage om et øjeblik. På den anden side: Hun kunne også blive væk meget længe. Og hun havde ikke sat noget ved sin plads, så en ny lærer kunne ikke ane uråd.

— Ja ja, sæt dig bare her, sagde han og smilede tilbage og trak stolen ud.

— Tak, sagde Monica og satte sig. — Jeg har fået at vide at der ingen faste pladser er.

— Det er også helt rigtigt, sagde Hans. — Officielt i hvert fald. Vi prøver at holde alt i bevægelse.

— Det lyder hyggeligt, sagde Monica som straks følte sig meget tryg ved Hans Krone.

Han var mere velklædt end de andre og kom derved også til at virke yngre fordi det blandt unge cand.mag.’er var blevet in at være velklædt. Men de fleste af lærerne så meget indivi-duelle ud. En del af dem så meget mærkelige ud, syntes Monica. Så mærkelige at det formentlig ikke udelukkende kunne forklares ud fra deres erhverv.

Hans Krone fandt Monica føjelig på en meget kvindelig måde.

Han var vant til en særlig holdning hos kvinder der kendte ham. De var på overfladen forbeholdne fordi han blev anset for at være en Don Juan som så et trofæ i enhver kvindekrop. Men lige under den forbeholdne overflade var de ivrige efter at mærke at han også var ude efter dem. Naturligvis var de ikke til sinds at lade sig forføre af hans tricks, men det kunne ikke skade at mærke at han ikke ville have noget imod at prøve.

Men således ikke Monica. Monica mødte ham helt uden fordomme, fornemmede han. Derfor fortalte Hans Krone Monica mange ting som hun slugte med stor interesse. Selv om hun ikke var fast ansat skulle hun alligevel være der i hvert fald nogle måneder.

Pludselig så Hans Krone usikkert op. Lene Mots stod bag Monica og smilede stift.

— Lene, udbrød Hans overrasket. — Har du truffet Monica?