Читать книгу Drengen der skrev - Klaus Kjøller - Страница 5

— Og der har vi helt faste regler, sagde klassens dansklærer, Preben Maribo, og viste på overheaden hvilke regler der gjaldt for skoleklassers lejrskoleture. Ved hans side sad Ellen Shalk, klassens fransklærer, som også skulle med på turen.

Der stod:

· Lommepenge, aftalt eller ubegrænset?

· Gave til værtsfamilien

· Altid gå mindst 3 sammen

· Alkohol, kun hvis nødvendigt og altid med måde

· Overhold skikkene på stedet, undgå at provokere med tøj og adfærd

· Overhold klassens fælles aftaler og regler

· Brud på reglerne medfører hjemsendelse for egen regning

Medbring medikamenter og andet til personlig hygiejne, eventuelt kondom/p-piller.

Det nederste var ikke noget egentligt punkt, hvilket fremgik af at der ikke var en prik foran. Men der var straks nogle forældre der foreslog at pille det med kondomer og p-piller af. De mente den slags indgik diskret i den personlige hygiejne, og ikke burde stå direkte på listen. Det kunne virke som opfordring til sexuelle aktiviteter.

Arne sad med sin mor næsten lige foran overheaden. De var kommet ret sent og alle pladser i yderområderne i lærer-værelset var optaget.

Arne følte sig komplet latterlig over at sidde her, når han nu havde endegyldigt besluttet at holde op på skolen og derfor selvfølgelig heller ikke skulle med på turen. Det var rent tidsspilde.

Han så på sin mor som så på ham og smilede behersket. Hun tog ham i armen og kneb ham opmuntrende.

Arne indså i dette øjeblik, hvorfor alle de nyreligiøse bevægelser har som en betingelse for optagelse at man afbryder forbindelserne med familien. Han måtte være hård for at hans skolestop kunne gennemføres. Men det var nødvendigt, for det var netop alle disse hensyn til alt og alle som ødelagde alting på denne ø og andre steder i verden. Det er heraf alt hykleriet og falskheden kommer.

Og ved at sidde her og lade alle tro at han stadig var i klassen og ville tage med på den lejrskoletur til Sicilien, så var han en del af hykleriet og falskheden. Det var for meget. Han ville ikke udsætte kampen for sandhed og ærlighed længere. Han havde besluttet sig.

Arne Ossian rejste sig.

Preben Maribo stoppede midt i sin gennemgang af reglerne. Alle forældre og klassekammerater så på Arne.

— Sæt dig, hviskede hans mor og forsøgte at hive ham nedad i hans højre hånd som hang ned ved siden af hendes skulder.

Han vristede sig løs af hendes greb.

— Jeg holder op i klassen, sagde han. — Derfor skal jeg heller ikke med på turen til Italien. Jeg syntes lige jeg ville sige det.

Han satte sig ned og undgik at se på sin mor.

— Nåh, det må jeg nok sige, sagde Preben Maribo og lo nervøst, mens han stirrede undersøgende på Arne.

— Kan vi ikke fortsætte, var der én der sagde vredt. — Vi lever i et frit land og der er fodbold kl. 20.30. Og nu har det med kondomer og p-piller allerede taget en del tid og forsinket os.

— Ja ja, sagde Preben Maribo. — Men hvis der er andre der heller ikke skal med, så sig det lige.

En del lo, og gennemgangen fortsatte.

Under punktet med gaver rømmede Kresten Koefoed sig og sagde:

— Jeg ville foreslå at eleverne får en gave med til dem de skal bo hos på Sicilien.

Preben Maribo så usikkert på ham:

— Det plejer vi jo også at have.

— Jeg har et helt konkret forslag til gave, noget som vil gøre indtryk, nemlig en figur af vores kendte kirke, rundkirken i Vester Klavs. Og det bliver ikke nogen ekstra udgift. Jeg vil tilbyde at betale hvad det koster, men jeg synes bare at når vi skal bo hos nogen, så bør vi også give en gave. Samtidig er det jo en god måde at vise flaget for vores egen dejlige ø på.

— Det plejer ellers at være et individuelt anliggende, sagde Preben Maribo tøvende. — Og vores normale grænse er ca. 50 kroner.

— Ja, men enhver kan sagtens alligevel tage en individuel gave med, smilede Kresten Koefoed og så sig velvilligt nikkende rundt.

Der stod stor respekt om Kresten Koefoed fordi han ejede øens største virksomhed, Koefoeds Fiskeeksport. Ganske vist var der ikke mere så mange fisk at eksportere på grund af EU-begrænsninger i fiskeriet i Østersøen. I stedet havde han så påtaget sig at importere fisk til øen, bl.a. de mange sild som øen var berømt for at røge og som turisterne krævede at få. De kom så i store biler fra Hundested Fiskeeksport.

Arne så sig om efter borgmester Matty Ovesen, men hun var der ikke. Sammen med Kresten Koefoed udgjorde borg-mesteren bestyrelsen i KIC, Klipø Initiativ Center. Og det med figurer af øens rundkirker var ét af de ny turistinitiativer. Men Arne forstod godt at borgmesteren ikke var der, efter hendes søn Helge for nyligt havde forladt klassen og nu gik i privat-skole på Sjælland.

— Hvis de endelig skal have noget med her fra øen, så kan vi jo også tage en bog om Klipø med, sagde Ellen Shalk. — Turistcentret har den på flere sprog, herunder italiensk.

Det kunne Jane Jefferson, Kits mor, bekræfte. Hun havde ganske vist aldrig lejet noget sommerhus ud til nogen italiensk familie, men hun havde faktisk for få uger siden modtaget bogen “Klipø – Europas solkrog” på alle EU-landenes sprog, herunder italiensk. Det var et særligt initiativ som skulle fremme erhvervsaktiviteterne i Europas yderområder.

— Jeg synes nu alligevel at ideen med Vester Klavs’ rundkirke er bedre, sagde Kresten Koefoed. — Lige i denne sammenhæng. For sådan en rundkirke har de garanteret ikke på Sicilien!

Han så sig beslutsomt rundt på de andre. Alle vidste at han var vant til at få sin vilje.

Han tøvede og fortsatte:

— Noget andet er at det vi giver dem, jo helst skal matche det de giver os, nogenlunde. Og sicilianere giver altid store gaver. Det er en æressag! Jeg har hørt en fugl synge om at de vil give hver elev herfra en kopi af deres lokale madonna med barnet. Den er ret flot, skulle jeg hilse og sige.

Kresten Koefoed havde gode italienske forbindelser fordi hans kølebiler ofte kørte derned.

— Jeg gider altså ikke slæbe på en tung porcelænskirke ned gennem Europa, sukkede Kit og så flirtende på Kresten Koe-foed. Hendes tunge, tænder og læber kærtegnede hvert ord.

Arne vendte sig og så hvordan Kresten Koefoed bed kæber-ne sammen.

— Så jeg tror ærlig talt også at jeg melder mig ud – ligesom Arne, tilføjede hun og så på Arne da hun opdagede at han havde vendt sig og stirrede på hende.

Preben Maribo stod stivnet med pegepinden ved overhead-en og smilede usikkert:

— Nu skal vi jo altså ikke gå hele vejen derned.

—Altså: Kan det ikke være ligemeget, sagde Knuds far og så på uret. — Hvis Kresten Koefoed gerne vil betale, så synes jeg vi skal sige ja tak. Herregud, en bog på italiensk, det har de nok i forvejen.

Knuds far så sig om. Knud sad ved siden af ham. De lignede hinanden. Havde begge karsehår og meget kødfulde ansigter, men Knud havde ikke sin fars hage og nakkedelle. Knuds far kørte taxa.

Han nikkede til Kresten Koefoed, som nikkede og smilede energisk tilbage mens han sagde:

— Jeg kan forsikre jer om at rundkirken ikke bliver tung. Den bliver lavet af noget ganske let, meget modstandsdygtigt materiale. Og er helt brudsikker, men bør naturligvis ikke udsættes for direkte vold. Faktisk har jeg taget en prototype med.

Kresten Koefoed fremtog en model på størrelse med to knyttede næver fra en lille papkasse på bordet foran ham. Han rejste sig og viste den frem til alle sider. Folk missede mod overheadens skrappe lys og nikkede.

— Jeg tror jeg vil lade den gå rundt.

Arne så på Klara, Kresten Koefoeds datter, som sad ved siden af sin far. Men Arne så straks væk, da han opdagede at hun sad og så på ham. Næste gang han lod sit blik strejfe hende, så hun ikke på ham, så det var nok bare en tilfældighed.

Hvorfor var hun overhovedet med? Hun gik jo i parallel-klassen. Forældremøder var rædselsfulde, hvorfor kom hun frivilligt? Nåh, måske havde hendes far bedt hende gå med fordi hendes klasse havde været dernede i efteråret. Klara var svær at blive klog på, syntes han. Det var umuligt at se på hende hvad hun syntes om sin fars optræden.

Jo mere betydningsfulde forældre man havde, jo mindre sagde de normalt til arrangementer i klassen hvor forældre var med. Formentlig havde Klara aldrig før oplevet at Kresten Koefoed havde sagt noget til et forældremøde i hendes klasse, før klassen i efteråret var på Sicilien og havde en kulørt lerfigur af en røget sild med som gave. Arne havde i hvert fald aldrig oplevet indlæg på forældremøder fra borgmesteren, mens Helge stadig gik i klassen. Betydningsfulde forældre sad normalt bare og lyttede. Engang imellem kunne de smile lidt.

Og Arnes forældre sagde heller aldrig noget. Hans far havde den opfattelse at han som nr. 2 tolder på øen måtte holde sig mest muligt neutral over for alting. Ellers kunne folk få den opfattelse at han misbrugte sit embede hvis han en dag udtog én han havde været uenig med på et forældremøde, til kontrol når færgen ankom. Det havde han engang forklaret Arne.

Og Arnes mor sagde heller ikke ret meget. Som ansat på borgmesterkontoret var hun ikke meget for at risikere at dumme sig. Især ikke dengang borgmesteren stadig deltog i forældremøder i klassen. Arnes mor var derfor lettet over at borgmesterens søn Helge nu gik i et gymnasium på Sjælland, selv om det var synd for drengen at det havde været nød-vendigt.

— Den er meget stor, sagde Kit og lo, da hun lod hænderne løbe hen over modellen af kirken af Vester Klavs. — Men ikke særlig tung.

Så smuttede kirken fra hende og faldt på gulvet. Nogle skreg, andre råbte. Mange stirrede forfærdet på Kits mor, Jane, som straks bøjede sig ned og samlede den op.

Alle forventede at se en håndfuld skår, men hun holdt rundkirken i Vester Klavs op, helt intakt, og drejede den rundt og rakte den så til Kresten Koefoed, som først var sprunget vredt op, men nu stod og smilede:

— Se selv! Ikke den mindste splint er slået af, sagde han stolt og holdt rundkirken frem mod dem.

— Undskyld, sagde Kit.

— Fy fy, slemme pige, sagde han og holdt spøgefuldt truen-de en pegefinger hen mod Kit som undseligt så ned i bordet og tegnede med en finger.

Så så hun pludseligt på ham med sit mest strålende smil. De så længe på hinanden.

— Det må du undskylde, Kresten, sagde Kits mor, Jane. — Jeg ved ikke hvad der gik af hende. Men nu fik vi den da testet overbevisende. Den er også flot malet.

— Den er lavet af noget helt nyt materiale som oprindeligt er udviklet af det amerikanske militær, forklarede Kresten Koefoed. — Men nu har et privat firma i Hong Kong fået licens til også at bruge det. Der er en hel container med figurer undervejs.

Kresten Koefoed satte sig nikkende og smilende.

Klassen vedtog derefter uden protester at det skulle være deres gave til værtsfamilierne.

Kresten Koefoed stod og talte med Preben Maribo og Ellen Shalk, mens lokalet tømtes. Preben Maribo vinkede og pegede på Arne da han passerede på vej ud med sin mor:

— Lad os tale sammen, i morgen, sagde han og så med sammenknebne, bestemte, men også venlige øjne på Arne.

Arne nikkede tøvende.

— Det er en aftale, sagde Preben Maribo og vendte sig og lyttede igen til Kresten Koefoed som var ved at fortælle Ellen Shalk om sin lokale sicilianske forbindelse.