Читать книгу Drengen der skrev - Klaus Kjøller - Страница 7

Arnes forældre blev meget oprevne da han samme aften fortalte dem at han havde købt billet til to dage senere.

Han viste dem billetten, et to-siders dokument, udskrevet fra hans mail. Men han lod dem ikke holde billetten af frygt for at de ville rive den i stykker og således ødelægge hans flugt-mulighed.

— Hvad har vi gjort galt, spurgte Else Ossian ulykkeligt og så på sin mand.

Han foldede avisen sammen og sad og så på Arne.

— Vil du absolut ødelægge din fremtid, sagde Ole Ossian og gned sig meget hårdt over panden så huden samlede sig skiftevis i store folder over venstre og højre øje.

— Hvad vil folk ikke tænke? Det falder tilbage på os som forældre, sagde Else Ossian. — Det vil slå oldefar ihjel. Du må selv fortælle ham det; jeg kan ikke. Og hvis du først stopper på skolen, så kan du altså ikke bare begynde i samme klasse igen efter flere uger eller måneder, når du fortryder. Du må begynde forfra i en anden 2. g næste år.

Dagen efter var Arnes mor sygemeldt. Hun havde ikke sovet hele natten og så forfærdelig ud. Arne hørte hende græde på toilettet.

— Og vores eneste barn, hørte han hende snøfte inden hun trak.

Så indvilligede han i at udsætte sin afrejse fjorten dage. Han ringede til rejsebureauet. Det ville koste noget at få udsat billetten til senere. Det fortalte Arne sine forældre mens de sad i stuen og hørte ham tale med bureauet.

— Det betaler vi, selvfølgelig, sagde Else, mens hun stirrede på sin mand. — Vi betaler alle omkostninger ved at du bliver her hos os.

Ole Ossian så opmærksomt på hende. Så så han på Arne:

— Hvad koster da hele billetten?

— 10.700 kr., sagde Arne. — Det er kun en enkelt. Men jeg betaler selv.

— Er du rigtig klog, råbte Ole Ossian, men Else så vredt på sin mand, og han nikkede resigneret. Og greb igen avisen. De var nødt til at forstå Arne.

Det var penge Arne havde tjent i kiosken på hurtigfærgen om sommeren. Og derfor havde han også selv ret til at disponere over dem.