Читать книгу Drengen der skrev - Klaus Kjøller - Страница 9

— Tillykke, sagde Tommy Guilderman og lagde en tryksag på bordet foran Adrian Brian.

Alle elever havde forladt klasselokalet efter timen.

— Har jeg ikke mødt dig før ét eller andet sted? spurgte Brian.

— Jeg går i parallelklassen, oplyste Tommy. — Tommy Guil-derman. Jeg er redaktør af skolebladet.

— Underligt at jeg slet ikke har jeres klasse i noget fag.

Adrian Brian stablede sine 3 bøger i en handy stak og så på Tommy med rynkede bryn.

— Tillykke? spurgte Brian.

— Ja, med titlen som ”Årets lærer”.

Adrian Brian sank:

— Du godeste.

Tommy greb skolebladet på bordet og holdt det op foran Brian.

På papiret så Adrian Brian et meget mørkt amatørfoto af sig selv i omgivelser han efterhånden genkendte som et klasse-værelse. Han huskede nu at det var et foto som var taget sidste år i forbindelse med 3. g’ernes afslutningshalløj. Det var for-klaringen på at der sad en klat hvid barberskum på hans skulder.

“Årets lærer” stod der ganske rigtigt hen over papiret med store bogstaver i lyserødt.

Han tog den illustrerede tryksag ud af hænderne på Tommy og undersøgte den.

Det han stirrede på, var midteropslaget af et skrift i A5-format som var hæftet sammen i ryggen så det dannede en kulørt pjece. På forsiden stod der ”SOS Fuck” med stor, rød skrift, og nedenunder var der et billede af et kranium i rødt og sort.

Adrian Brian rakte det sammenhæftede blad tilbage til Tommy:

— Tak skal du have, sagde han tøvende og greb sin lille bogstak og vendte sig mod udgangen. — Men hvad er det dog for noget?

Tommy så slukøret ned i bordet:

— Det er vores skoleblad, sagde han med en stemmeføring som stod i stærk kontrast til den begejstrede tone han havde ønsket tillykke med.

— Jeg anede ikke at det havde fået ny redaktør, sagde Adrian Brian.

Tommy så skeptisk på ham:

— Du anede ikke at bladet er udkommet!

— Du må undskylde, men nej, jeg vidste faktisk ikke at det var vakt til live igen. Det uddøde jo sidste år, så vidt jeg husker, eller var det forrige år?

— Vi har relanceret det. Det er faktisk andet nummer siden relanceringen.

— Javel, det må ligge i mit dueslag på lærerværelset.

— Det er delt ud til alle lærere i sidste uge.

Adrian Brian blinkede skeptisk. Han var muligvis kommet til at smide det ud. Der var heller ikke nogen lærerkolleger der havde ønsket ham tillykke med værdigheden ”Årets lærer”. Ikke engang ironisk.

— Du har vel ikke et ekstra eksemplar jeg kan få?

Tommy rakte ham det eksemplar han allerede havde haft i hænderne.

— Det må du altså undskylde, sagde Adrian Brian da de gik hen ad gangen. Han holdt bladet i hånden.

— Hvorfor læser du det ikke?

— Hør nu: Jeg vidste jo ikke engang at det var begyndt at udkomme igen!

— Netop! Du har sikkert bare smidt det ud uden at se hvad det var.

— Måske har jeg ikke fået det i mit dueslag.

— Jeg lagde det personligt til dig. Du er jo årets lærer.

— Hm. Med hvor mange stemmer.

— 12 af 17 afgivne, gyldige stemmer, sukkede Tommy.

— Godt, nikkede Adrian Brian. — Ud af 500 stemme-berettigede elever på skolen.

— Ja, sådan er det. Jeg lagde for en sikkerheds skyld en lille håndskrevet gul seddel i dit dueslag, hvor jeg gjorde opmærksom på udnævnelsen. Placeret så den stak ud fra bladet lige netop det sted, hvor dit billede er. For en sikkerheds skyld.

Adrian Brian så på Tommy som gik og så arrigt ned i linoleummet. Han var rød i hovedet.

— Jeg gider ikke mere, sagde han sammenbidt. — De fleste synes, det er i orden med et skoleblad, men at tro at det skal være mere og andet end lidt pjat og noget om arrangementer og rapporter fra lejrture, er at gå for vidt. Men den køber jeg bare ikke. Og heldigvis er der fuld opbakning fra rektor til et blad der vil noget mere.

Adrian Brian så nikkende på ham med nedadvendte mundvige.

Han prøvede at huske hvorfor han havde smidt bladet ud, men han kunne ikke huske at han nogensinde havde set det med den ny forside.

Han stoppede sin gang og holdt bladet op i stiv arm og studerede det. Hvorfor ville han have smidt det ud uden at læse i det hvis han havde fundet det i sit dueslag?

— Navnet SOS Fuck er underligt, sagde Adrian Brian og satte i gang igen. Det ligner slet ikke et skoleblad. Og så det dér dødningehoved.

— Vi holdt en konkurrence i forbindelse med relanceringen og det var det bedste navneforslag syntes vi i redaktionen, sagde Tommy og så på ham. — Rektor var først imod, men så satte vi hårdt mod hårdt og vandt!

— Mmh, måske er denne skole så kedelig at det er umuligt at lave et skoleblad som folk gider læse – også selv om det hedder Fuck SOS, sagde Adrian Brian alvorligt.

— Det hedder ikke Fuck SOS, men SOS Fuck, sagde Tommy.

— Nåh ja, sagde Adrian Brian. — Undskyld.

— Du hedder jo heller ikke Brian Adrian, sagde Tommy.

I virkeligheden var dette en overskridelse af hvad en elev kunne tillade sig at sige til en lærer, men Adrian Brian lod være med at bemærke det fordi han godt forstod at Tommy var gal.

— “I enhver organisation foregår der en masse som ikke tåler dagens lys”. Er det ikke det man siger? sagde Tommy udglattende og så på Adrian Brian som straks så demonstrativt anerkendende på ham:

— Bravo, sagde Brian. — Du lyder som om du var en af mine kvikkeste elever.

— Det var en af de sætninger der kom frem da jeg googlede dit navn. Noget du engang har sagt engang i et fødsels-dagsinterview i Klipø Tidende.

— Det skal nok passe. Men hvis der faktisk foregår en hel masse interessant her på skolen, hvorfor er bladet så så lidt læst?

— Fordi det, der er interessant, ikke bliver skrevet i bladet, sagde Tommy opgivende. — Det tåler ikke dagens lys.

— Nemlig. Og hvorfor bliver det ikke det?

Tommy rystede igen på hovedet:

— Fordi ingen gider.

Adrian så skuffet på ham:

— Er det virkelig det bedste svar du kan give? Så må jeg vist drøfte din karakter i samfundsfag med din underviser.

De var kommet ind på den brede stille gang hvor rektor-kontoret og lærerværelset lå. Adrian Brian lagde sine bøger på et lille rundt bord med nogle foldere som reklamerede for skolen og for videregående studier ved Københavns Univer-sitet.

— Hvis du vidste hvordan jeg må kæmpe for bare at få folk til at skrive et eller andet i bladet! sagde Tommy. — Det gælder både lærere og elever. Ingen har tid. Samtidig fremhæver alle hvor vigtigt de synes et skoleblad er for skolen. Det er et under at vi ikke udkommer med tomme sider hver gang. Og vi er allerede to numre bagud på grund af stofmangel. Det er også derfor jeg ikke gider mere. Mine karakterer i alle andre fag end samfundsfag og dansk er raslet ned siden jeg blev redaktør.

— Helt efter bogen, udbrød Brian nikkende. — Og du ved jo godt at alle dem der siger de ikke har tid, fx udmærket kan få tid til at sidde 2 timer og 45 minutter og glo på alt muligt lige-gyldigt i tv hver dag. Det gælder selvfølgelig især elever, men også lærere.

Tommy tænkte sig om. Så sagde han:

— De har ikke tid, fordi ingen er interesseret i at det, der er interessant, kommer offentligt frem.

Adrian nikkede anerkendende:

— Godt. Du har forstået det. Lektien er sivet godt ind. Jeg kunne næsten ønske du gik hos mig. Men det kan faktisk siges endnu stærkere: Alle er interesseret i at de interessante, uofficielle sandheder om skolen ikke kommer frem.

— Hvorfor ikke?

— Det giver alt for meget besvær. Det ved du da godt fra fagets undervisning. Forhåbentlig.

Adrian Brian tav og smilede og nikkede til et par kolleger som passerede på vej ind i lærerværelset. Da de var forsvundet fortsatte han dæmpet:

— Alle har indrettet sig behageligt med et værn af løgne som ingen ønsker at afsløre. Det gælder både lærere og elever. Løgnene bekræftes og forstærkes som en fælles overenskomst hver gang bladet udkommer helt uden noget af alt det interessante alle ved foregår på skolen. Derfor er det også så vigtigt med et skoleblad, så alle på skolen hele tiden kan få bevist at alle stadig holder tæt og alting derfor kan fortsætte som det plejer. Derfor havde næsten alle skoler et skoleblad til for få år siden; det ene mere kedeligt end det andet. Det er en grundregel for skoleblade. Og alle hylder det og sørger, hver gang det må nedlægges på grund af manglende interesse. Det har slet ikke noget med dig at gøre, Tommy. Smil, du er uskyldig! Og det er endnu værre med landets officielle medier.

Tommy var fyr og flamme:

— Det er jo alle tiders ide til et indlæg i næste nummer! Orson har lovet ekstra penge til layout og større format og bedre papir. Men det nummer kommer nok først hvis vi laver noget, så alle på skolen virkelig opdager bladet. Overskrift-forslag: ”Officielle fortielser.”

Adrian stirrede rædselsslagen på ham:

— Pas på! Det er umuligt at lave om på. Det må du aldrig skrive om i lederen. Tværtimod. Det er som at lege med dynamit. Glem aldrig et skoleblads vigtigste opgave, som jeg lige beskrev den. Det må du som ansvarshavende redaktør respektere.

Adrian samlede sin bogstak sammen og skulle til at gå ind på lærerværelset for at hente sine bøger til næste time. Han kunne se at der kun var to minutter til at det ville ringe ind.

— Synes du det er nok bare at forstå det? sagde Tommy.

Adrian så på ham:

— Hvad mener du?

— Det bør da laves om! Du kan da ikke bare gå rundt og vide alt det og undervise dine elever i det, og så bare lade alle løgnene fortsætte!

Adrian Brian smilede usikkert:

— Joh, det kan der være noget om. Men pas på! Det er overhovedet ikke så let som det lyder at lave om på.

— Pas på hvad?

— Det hele kan let blive værre. Kaos. Oprør. Vi har det i virkeligheden godt her på skolen. Prøv at betragte dig selv lidt mere som redaktør for et østtysk partiblad i gamle dage. Det er ikke New York Times du redigerer.

Torsten stirrede oprørt på ham. Brian sagde roligt:

— Ikke engang Politiken som de fleste lærere her på skolen læser. Du er her jo først og fremmest for at få en eksamen. Og du kan ikke ligge alt for godt i forvejen, når du har opgivet alle fag, bortset fra to. Redaktørposten er ellers en fin platform for en god eksamen. Bare man ikke dummer sig. Nåh, jeg må ile til næste time.

Exit Adrian Brian med et undskyldende smil. Klokken ringede.

Tommy stirrede vantro på Brian da han et øjeblik senere spøgende i overdrevet galop bevægede sig i udadgående retning forbi ham med et læs friske bøger mod næste undervisningstime.

— Pas på du ikke kommer for sent, formanede han.

— Nar! havde Tommy lyst til at råbe, men han gjorde det selvfølgelig ikke.

Tommy Guilderman havde allerede været i praktik på TV-Avisen to gange fordi hans moster var ansat i sminken.

Han syntes at TV-Avisen var alt for slatten og ønskede ikke at hans medium, SOS FUCK, skulle få samme skæbne. Han havde også overvejet flere gange at forlade skolen fordi han fandt den sløv og adspredt. En museumssilo.

Men han havde så overtaget redaktørposten og kastet sig begejstret ind i arbejdet. Det var alle tiders mulighed for at hente erfaringer til det fremtidige job i pressen som han ikke var i tvivl om at han skulle have. Fremtiden mente han tilhørte tv og internettet, og han var indstillet på at bruge skolebladet til at få journalistiske erfaringer med.

Klarere end tidligere indså Tommy efter samtalen med Adrian Brian at det blad var det projekt som kunne give hans resterende tid på skolen mening. Karaktererne var det mindre vigtigt med. Bare han kunne vise konkrete resultater når han efter skolen skulle ind i de rigtige medier. Skolebladet skulle gøre skolen berømt. Og i hvert fald levere overbevisende bilag til hans ansøgninger.

Det skulle en lærer som Adrian Brian ikke lave om på. Uhyggeligt at en mand med så få visioner om noget bedre var udnævnt til ”Årets lærer” på skolen. Men der havde kun været indstillet en enkelt anden kandidat, “Gaberen”, som var blevet diskvalificeret fordi det var forbudt at indstille med øgenavne.

Og desuden handlede det ikke om fornuft. Tommy var oprørt over at alting på skolen henlå i mørke. Det var forkert, simpelt hen. Skrupforkert. Og alle kunne jo se det, hvis de tænkte sig lidt om.

Hvordan Adrian Brian bare kunne lade som ingenting når han fik chancen for faktisk at gøre noget ved det, forstod Tommy ikke. Tingene råbte jo på at nogen med forstand på tingene faktisk skrev om det, så det blev bedre. Når ingen gad gøre noget, fortsatte alting bare.

Han besluttede at skrive en leder om det i næste nummer. Hvis det udkom.