Читать книгу Drengen der skrev - Klaus Kjøller - Страница 6

Næste morgen stod Arne ikke ud af sengen. Det tjente ikke noget formål. Han skulle holde op. Derfor var der ikke noget at gå i skole efter.

På et tidspunkt kom hans mor ind og stod og så på ham og sagde også forsigtigt hans navn, men han lod som om han sov.

Arne vidste at hans forældres holdning var at han selv var ansvarlig for sit skolearbejde. Så hvis han blev liggende og ikke gik i skole, så var det altså fordi han havde truffet en ansvarlig beslutning eller var syg.

Og han behøvede ikke mere føle sig skyldig over at det så var hans mor der skulle morgenlufte deres cockerspaniel Bimbo, for den var netop død.

Et øjeblik frygtede Arne at hans far ville være så knust over at han ikke fik stillingen at han også ville blive hjemme. Men heldigvis hørte han ham gå, lidt efter sin kone. Arne var glad for at hans far var en pligtopfyldende embedsmand.

Han var taknemmelig over for sine forældre. Selv om de var nogle rodehoveder og deres liv langtfra var perfekt. Han håbede ikke han blev som dem. Men han vidste det ærligt talt ikke, for han vidste ikke hvor flugten langt væk til hytten ved havet ville ende til sidst. Men forældrene kunne jo godt se at det var vigtigt, det, han var i gang med.

Arne nød at være alene. Han tog billetten frem. Det ville nok komme som et chok for dem at han allerede skulle afsted i overmorgen. Men de forstod åbenbart godt at han havde brug for det.

Da de var gået på arbejde og huset var roligt, lå han længe og nød det. Den eneste lyd var den rytmiske tikken som fortalte at husets omfattende sikkerhedssystemer var slået til.

Det gav en god fornemmelse at vide at han havde taget beslutningen og at der ikke var nogen vej tilbage. Han havde taget tilløb i smug længe. Nu var det officielt.

Det var hans oldefar på plejehjemmet der havde givet ham styrke til at gøre det.

— Jeg orker ikke at skjule mere hvordan det er at være her, sagde oldefar da Arne havde besøgt ham i forgårs efter skoletid. Oldefar Bent skulle være den første der hørte Arnes beslutning.

— De fleste beboere her er demente og fatter intet af hvad man siger. Hvis de overhovedet siger noget forståeligt, er det absurd i sammenhængen. Store dele af personalet taler gebrokkent dansk grænsende til et løbsk lydlaboratorium.

— Det er da godt du er i live, sagde Arne leende. — 95 år! Fantastisk! Og stadig klar i hovedet.

— Godt forsøgt, Arne. Gid jeg havde noget opbyggeligt at fortælle dig. Det fortjener du. Når jeg vågner ved 4-tiden om morgenen ligger jeg og tænker på hvordan jeg skal få tiden til at gå inden jeg igen bliver lagt i seng. Mine øjne er desværre hverken til TV eller til at læse andet end de allerstørste overskrifter. Mine tanker kværner hele tiden uden jeg kan gøre noget. Snart er det forbi. Og jeg forlader alt dette – han pegede rundt på en måde som omfattede hele universet – uden at have fattet en pind af hvad der egentlig foregår. Skrækkeligt at tænke på.

— Du kan da altid trille en tur i kørestolen.

— Mine arme er ikke hvad de var da jeg var departe-mentschef i undervisningsministeriet. Jeg kunne både klappe, knipse og stable sager. Minderne har jeg stadig nogle af, selv om de ebber ud. Men du har ret: Jeg kan faktisk godt stadig trille lidt rundt hvis jeg gør mig umage.

Han så på mig.

— Men du skal ikke ødelægge din dag ved at høre på mine beklagelser. Dine besøg er noget af det bedste jeg ved. Du har stadig livet foran dig.

— Jeg holder op i skolen.

— Holder op? Er du ikke lige begyndt?

— Jeg begyndte i gymnasiet for halvandet år siden.

— Men du kan spæne frit rundt og derfor sagtens forlade et gymnasium og alt andet. Og vende tilbage. Jeg kan ikke forlade dette sted. Aldrig. Jeg skal bæres ud. Men først når det hele engang er forbi. Og vender så aldrig tilbage.

— Du har vel også prøvet at holde op mange gange i dit liv. Hvordan gjorde du?

— Nej, jeg holdt ikke op mange gange, så vidt jeg husker. Samme kvinde i 69 år, indtil hun døde, desværre. Men når jeg fik et nyt og bedre lønnet job, så måtte jeg selvfølgelig forlade det gamle.

— Du havde en fantastisk karriere. Ingen i familien har noget der ligner.

— Din far søger da forfremmelse, har han fortalt.

— Bare det ikke bliver afslag som de andre gange.

— Det vil han nok orientere mig om på sit næste besøg om nogle måneder, hvis jeg stadig lever.

— Sikkert. Men kedede du dig aldrig i ministeriet og fik lyst til noget helt andet?

— Der var lange møder ind imellem. Det må der have været. Men jeg husker det ikke som kedeligt. Jeg havde jo magten. Men alt jeg husker fra dengang blegner i forhold til den massive kedsomhed jeg oplever hver dag på dette sted. Flygt, mens du har bentøj til at spæne væk og kan se, høre – og fordøje al slags mad fra fremmede køkkener uden forstoppelser og tyndskid. Eller få dig noget magt. Så enkelt kan det siges.

Arne lå også og tænkte på hvad de forskellige i skolen ville tænke. Ville de overhovedet bemærke at han forsvandt?

Ville fx Klara bemærke det? Hun så sød ud og hun gen-gældte også hans blik, men mere var det ikke blevet til. Ja og så havde han givet hende bolsjer et par gange. Det var en vits de nu havde sammen.

Engang hun passerede ham på gangen, havde han været i gang med at tage et bolsje fra en lille metalæske han bar i hånden uden låg,

Så havde hun sagt i sjov:

— Giver du et?

Og uden at vente på at han svarede, havde hun simpelt hen hugget ét fra æsken og puttet det i munden. Frækt! Han stod lammet af overraskelsen.

Han blev først gal. Hvad fanden var meningen? De havde aldrig så meget som talt med hinanden før.

Men hun så så sprælsk og charmerende på ham at han ikke kunne skælde ud. Hun havde halvlangt rødligt, krøllet hår og en masse fregner på og omkring næsen.

Inden han kunne sige så meget som ”bæh”, sagde hun med bolsjet i munden:

— Tak.

Hun forsvandt leende ind i naboklassen.

Selvfølgelig havde han godt vidst at hun eksisterede inden denne episode, men han vidste også at hun tilhørte en kategori af piger som han kun kunne drømme om: datter af øens store erhvervsmand, fiskeeksportør Kresten Koefoed, og helvedes køn. Hun tilhørte samme klasse af piger som Lisbeth fra hans egen klasse. Piger som normalt behandler typer som Arne som kammerater, men ikke som kønsvæsener, dvs. nogen de kom-mer sammen med.

Men nogle dage efter var Klara alligevel kommet hen til ham igen og havde spurgt om han havde været sur over at hun tog et bolsje uden at få lov. Han var blevet så befippet at han ikke havde vidst hvad han skulle sige.

— Æv, du er vist meget sur, sagde hun så og så alvorligt på ham.

— Overhovedet ikke, havde han sagt. — Jeg havde faktisk helt glemt det.

Det var en løgn, men også lidt af en hævn.

— Nåh, men så giver du måske ét til?

Hun var ikke så lidt fræk. Arne tøvede og stirrede på hende, men fandt så æsken i lommen og bød hende, tøvende.

Hun udvalgte omhyggeligt et bolsje – et af de bedste – og så igen smilende på ham:

— Nu skylder jeg dig for to, Arne Barne.

Han syntes det lød lidt som en hån, men det kunne vist ikke passe.

Da hun nogle dage efter var der igen, havde han ingen bolsjer. Bolsjeæsken i lommen var forbi af grunde som han ikke ville fortælle.

— Arne, den mystiske mand, sagde hun skuffet og studerede ham mens hun trak sig tilbage.

Men selvfølgelig var Arnes skolestop da noget som pigerne lagde mærke til. Og ikke kun pigerne. Det var ikke hver dag at en fyr holdt op og drog til en ø i Stillehavet. Og så én som ham, der jo stort set var anonym i klassen og på skolen. Selvfølgelig havde det da vakt en vis opsigt – også blandt pigerne.

Men det var ikke derfor han gjorde det. Det var ikke noget med ulykkelig kærlighed. Bare tanken fyldte ham med foragt. Det ville være en grov fordrejning af den egentlige grund.

Men der var sikkert mange der ville tro at det på én eller anden måde hang sammen med Liselottes død.

Men det gjorde det altså ikke. Og han gad ikke forklare det nærmere. Sandheden var enkel. Han trængte til at gøre noget han kunne stå 100% inde for. Og det var at tage afsted så hurtigt som muligt.

Men selvfølgelig var der nogle der ville misforstå og bare tro at han var ude på at gøre sig interessant.

Hvad så bagefter, når han sad ude på øen?

Han havde faktisk været på biblioteket og studeret forhol-dene. Han havde også læst i Klipø Tidendes weekendtillæg om en pige fra Klipø som havde slået sig ned på en ø som hed Quilola, og var gift med en lokal skiltemaler og havde fået 2 børn. Hun havde truffet skiltemaleren på en Jordomrejse med en veninde efter skolen. Hun var hjemme på Klipø engang imellem, bl.a. til tandlæge og da hun skulle føde sit andet barn.

Arne havde i smug skrevet til hende og bedt hende om at hjælpe sig med at skaffe et sted at bo. Og det havde hun gjort.

Han fandt hendes sms frem. Hun ville gerne hjælpe og havde allerede talt med et par ejere som lejede huse, eller rettere: hytter eller skure, ud. Af hensyn til turisterne kaldte man i brochurerne skurene for bungalows. Men klimaet var sådan at et skur var nok, bare taget var i orden så regnen ikke væltede ind i de måneder hvor det var regntid.

Det lød godt, syntes Arne. Jo enklere, jo bedre. Man kunne også købe en hytte; det kostede næsten ingenting, men det var bedst at han ventede med det til han selv var der. Og så bad hun om at han tog et stort af Klipøs lokale rugbrød med. — Og husk solcreme, havde hun sluttet sin seneste sms.

Så langt, så godt. Hvad der videre skulle ske, måtte tiden vise når først han var derude.

Telefonen ringede i hans bukser som lå på en stol uden for hans rækkevidde. Arne overvejede om han skulle stå op og tage den. Han havde mest lyst til at slukke den og få fred. Så han blev liggende og håbede det gik over.

Han skulle også til at vænne sig fra at bruge telefon. Han havde besluttet sig for det enkle liv.

Men den blev ved. Og efter at have ringet færdig, begyndte den igen efter en lille pause.

Så stod han ud af sengen og tog den.

— Det er Preben Maribo.

— Goddag, sagde Arne reserveret.

— Vi må tale sammen! Kan du ikke komme herop på skolen engang i eftermiddag?