Читать книгу Som dig selv - Svend Andersen - Страница 46

Paulus’ antropologi er kendetegnet af en spænding mellem den gamle tilværelse under loven – og den nye tilværelse i tro. Denne spænding udtrykker han bl.a. med begreberne kød og ånd. Man kan ligefrem sige, at mennesket ifølge Paulus er spaltet. Det gælder netop mennesket som etisk subjekt: »det gode, jeg vil, gør jeg ikke – det onde, jeg ikke vil, gør jeg« (Rom 7).²¹

Tro på Kristus er ensbetydende med at få givet muligheden for at leve på en fuldstændig anden måde; gennem tro får man sit liv forvandlet. Det nye liv er som allerede nævnt kendetegnet af befrielse (fra loven) eller frihed (gr. eleuthería). Endvidere er det kendetegnet som et liv i ånd (gr. pnéuma): man modtager ånden i og med troen (konkret i dåben, jf. Rom 6). Mennesket drives af ånden, dvs. den bestemmer dets liv og handlinger.

Livet i ånden er »virksomt i kærligheden« (Gal 5,6). Nærmere bestemt kærlighed til næsten. Næstekærligheden er – som hos Jesus – opfyldelsen af loven (Gal 5,13-15; Rom 13,8-10). Det vil sige, at det, som loven efter sin intention kræver, kun kan virkeliggøres på grundlag af Kristi frelsesgerning og gennem tilegnelsen af den i tro. Man kan altså om næstekærligheden hos Jesus og Paulus sige: den grundlæggende påstand er den samme – loven opfyldes gennem kærlighed til næsten. Men forudsætningerne for, at et menneske kan vise næstekærlighed er forskellige:

– hos Jesus: »Gudsriget er nær, derfor kan du!«

– hos Paulus: »Kristus er død for vore synders skyld; tro på det, så kan du øve næstekærlighed!«

Spørgsmålet er, om næsten er den samme hos Paulus som hos Jesus. Der er noget, der tyder på, at begrebet igen bliver indsnævret. Det virker, som om næstekærlighed hos Paulus primært er kærlighed inden for menigheden. Inden vi ser nærmere på den sag, skal vi imidlertid kort omtale et motiv, som går lidt på tværs af hans kristologiske begrundelse af etikken.