Читать книгу Som dig selv - Svend Andersen - Страница 48

Paulus’ breve er ikke teologiske afhandlinger eller lærebøger, der handler om etikkens begrundelse. De er lejlighedsskrifter, der kommenterer konkrete konflikter i de enkelte menigheder. I Galater-menigheden har der åbenbart været medlemmer, som mente, at de kristne skulle efterleve jødernes lov. I Korinth har man nærmest haft den modsatte opfattelse: netop fordi Kristus har befriet de troende fra lovens pålæg, kan de gøre hvad som helst.

Paulus’ konkrete formaninger – hans såkaldte parænese – afspejler den allerede nævnte kendsgerning, at de kristne menigheder begynder at etablere sig som nye former for fælleskaber (gr. koinonia) inden for det romerske rige. De kristne, som Paulus taler til, befinder sig i en slags mellemposition. På den ene side lever de af en forkyndelse om et menneske, der gør op med alle sociale bindinger, og de forventer alle sociale ordningers ophør med Kristi genkomst. På den anden side udgør de faktisk selv et socialt fællesskab og de lever i en velordnet stat.

Hvad forholdet til det omgivende samfund angår, forventer Paulus, at de kristne på visse punkter har en afvigende livsførelse. I de såkaldte lastekataloger opregner han diverse handlinger, som ikke bør forekomme i menigheden som f.eks. »utugt« og »urenhed« (Kol 3,5). Man må regne med, at hans formaninger var nødvendige, fordi disse handlinger netop var udbredte i den omgivende kultur.

De kristne er imidlertid ikke et element, der truer statens sikkerhed. I en berømt passage i Romerbrevet fastslår Paulus, at alle skal »underordne sig myndighederne«. Begrundelsen er, at øvrigheden er »af Gud«. Dens magt til at straffe er Guds middel til at bekæmpe menneskelig ondskab (Rom 13,1-7). Vi ser her antydningen af en statsopfattelse, der afviger markant fra Aristoteles’, og som afgørende har præget synet på forholdet mellem kristendom og politik i teologiens historie.

En af statens opgaver er at håndhæve retten. Paulus indskærper imidlertid, at kristne indbyrdes ikke skal gøre brug af øvrighedens retsvæsen. Den kristne skal hellere lide uret end føre sag mod en trosfælle. En retssag er jo udtryk for, at en af parterne har handlet uretfærdigt. Og det er i modstrid med selve kristentroen: »uretfærdige (ádikoi) skal ikke arve Guds rige« (1 Kor 6,9).

De kristne, som Paulus skriver til, er altså ikke uden videre integrerede i polis’ koinonía for at tale med Aristoteles. Men nogle af de former for fællesskab, som Aristoteles omtaler, genfinder vi hos Paulus. En særlig form for formaninger er de såkaldte hustavler, hvor han udtaler sig om netop de relationer, der hos Aristoteles hører husstanden til: mand-kvinde, fader-børn, herre-slave. Paulus er hos nogle særligt berygtet for sine udtalelser om kvinder: de skal »tie stille i menighederne« (1 Kor 14,34) og »at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde« (1 Tim 2,12). Det er konkrete udtryk for, at kvinder skal underordne sig (1 Kor 14,34). Men som vi har set hos Aristoteles, er det jo en selvfølgelig tanke i det antikke samfund. Det særlige hos Paulus er hans begrundelse for dette underordningsforhold: »manden er kvindens hoved«, kvinden er det nederste led i rangstigen Gud-Kristus-mand-kvinde (1 Kor 11,3).

Paulus’ stilling til den over/underordning, der præger de grundlæggende forhold mellem mennesker er dog ikke entydig. I den netop omtalte passage kan han også sige »ligesom kvinden kom fra manden, bliver manden til ved kvinden« (1 Kor 11,12). Og der er steder, hvor Paulus tilsyneladende gør radikalt op med tanken om rangforskelle mellem mennesker:

Her kommer det ikke an på at være jøde og græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus. (Gal 3,28).

»Her« må betyde blandt de troende. Ved siden af betoningen af forskellene mellem mennesker finder vi altså hos Paulus det motiv, at på grund af fællesskabet om den samme frelser hersker der en fundamental lighed mellem de kristne.

Men grundlæggende skal Paulus’ formaninger forstås som opfordringer til konkret at virkeliggøre den næstekærlighed, mennesker drives til som konsekvens af troen på Guds frelseshandling i Kristus. Som antydet virker det, som om Paulus i første række tænker på menigheden som næstekærlighedens virkefelt.