Читать книгу Smerte - Troels Staehelin Jensen - Страница 4

I samme sekund min finger blev lemlæstet i havedøren, mærkede jeg en intens smerte, som skar gennem marv og ben og øjeblikkeligt fortalte mig, at det gjorde ondt. Smerten var skarp, skærende, og jeg kunne præcist lokalisere den, ikke til langfingeren eller tommelfingeren, men netop til pegefingerens yderste spids. Lige der, hvor havedøren satte sit angreb ind.

Først cirka et sekund senere blev denne øjeblikkelige smerte afløst af en langt mere ubehagelig brændende, sviende smerte – næsten kvalmende i sin natur. I modsætning til den første form for smerte så var denne nye smerte mere diffus, og jeg kunne ikke bestemme den mere præcist end til hånden.

Det var den svenske fysiolog Yngve Zotterman, der fandt forklaringen på dette besynderlige fænomen. I 1933 offentliggjorde han sine resultater om ledningshastigheder i nerver, der sender impulser fra huden via kroppens nerver til rygmarven.

Under et ophold i begyndelsen af 1920’erne hos neuroforskere i Cambridge havde Zotterman lært at måle aktiviteten i nervefibre, og det fortsatte han med at gøre i både katte og mennesker, da han i 1925 vendte tilbage til Karolinska Institutet i Stockholm. Zotterman udviklede i det følgende årti et apparatur, der satte ham i stand til at vise, at der var to typer nervefibre: de hurtige, hvor impulserne løber med over 100 kilometer i timen gennem nerven, og de langsomme fibre, hvor impulserne lunter bagefter med hastigheder på 2-3 kilometer i timen, altså cirka samme hastighed som en gammel mands trav.

Aha, her var så forklaringen på, at jeg med min læderede pegefinger fik et øjeblikkeligt varsel om, at der var noget grueligt galt. Det var først, som om min finger skreg til mig: ”Så gør dog noget, træk mig til dig, inden jeg falder af, skrig om hjælp”. Og et eller to sekunder senere oplevede jeg så en mere langsom ubehagelig smerte, der varede ved i flere timer, og som ovenikøbet satte et tydeligt spor i min hukommelse. Men så kan jeg lære at tage mig i agt næste gang, at en havedør eller noget tilsvarende farligt er på spil.

Det var et stort fremskridt for videnskaben, men desværre også et tilbageskridt for den unge Zotterman. For den unge Zottermans opdagelse var ikke populær hos datidens store svenske fysiolog Torsten Thunberg, som et par år tidligere havde lanceret en anden – og forkert – teori om smertefibrene og deres funktion. Men smerten ved at blive overgået af den fremadstormende Zotterman fik Thunberg til at sætte Zotterman på standby, så han kom nederst på listen til forfremmelse. Ak, ja, ærgerrighed og smålig æresfølelse havde kronede dage dengang. Godt at vide, at det ikke er sådan nu om dage … eller hvordan er det lige, det er?