Читать книгу Smerte - Troels Staehelin Jensen - Страница 6

Den franske filosof René Descartes var en af de første videnskabsmænd til at give en præcis beskrivelse af smertens vej fra kroppens forskellige dele til hjernen. Men han sprang behændigt rygmarven over og mente, at informationer om smerter løb uaf brudt fra huden og til hjernen.

I sin bog L’Homme eller på dansk Mennesket fra 1649 viste Descartes billedet af en lille dreng, der brænder sin fod på et bål. Smerten, mente Descartes, skyldtes små partikler, som efter at være blevet sat i hurtig bevægelse af for eksempel ild fra et bål løb uaf brudt fra foden op til en lille uanseelig struktur i midten af hjernen. Mere præcist den del, som vi i dag kender som corpus pineale eller på dansk koglehjernen. Det var ifølge Descartes lige her, at centret for smerte måtte sidde, da koglehjernen var arnestedet for sjælen. I dag ved vi lidt bedre. Nemlig at koglehjernen i kraft af sin produktion af hormonet melatonin primært regulerer vores døgnrytme.

Descartes sammenlignede også vores opfattelse af smerte med klokkeren i en kirke, dog ikke ham den pukkelryggede Quasimodo fra Notre-Dame. Descartes forestillede sig, at kroppen giver hjernen besked om, at en smerte er på vej, på samme måde, som når klokkeren står for neden af et kirketårn og trækker i tovet til klokken. Når smerteimpulsen er nået helt op i toppen, så ringer klokken. Denne simple enstrengede – og forkerte – opfattelse af smerte kender vi smerteforskere i dag som specificitetsteorien. Besynderligt nok fik den lov at florere næsten frit blandt mange medicinkyndige helt op i det 20. århundrede.

Først i 1965 lykkedes det den canadiske neuropsykolog Ronald Melzack og den engelske neurofysiolog Patrick Wall at tilbagevise Descartes’ påstand. De lancerede en teori, som forskere kender som Gate Control Theory eller på dansk smerteportsteorien. Den gik kort sagt ud på, at de sensoriske impulser, der løber som elektriske signaler i tykke nervefibre til rygmarven, hæmmede aktiviteten i de tynde nervefibre, der fører smerten gennem kroppen.

Melzack og Wall mente for eksempel, at en let berøring eller et tryk på huden kunne nedsætte antallet af smerteimpulser, der fik lov at slippe igennem porten og ind i rygmarven og dermed videre op til hjernen. Det var måske derfor, at jeg efter havedørens angreb et øjeblik overvejede at trykke på pegefingeren, pakke den ind i et klæde eller sågar putte den i munden med det lille håb om, at det kunne lette på smerten.

Teorien er i al sin enkelhed tiltalende – omend ikke helt rigtig i detaljen. Men den har på helt radikal vis ændret den måde, som forskere opfatter smerter på. For det er takket være især Patrick Wall, at videnskabsfolk i dag betragter smerte som en langt mere dynamisk og foranderlig proces end den passive og statiske beskrivelse, som Descartes præsenterede.

Det næste stop i smertebanen er hjernen, og nu bliver det for alvor vanskeligt – for der er langtfra tale om nogen letbane. Fra netværket i rygmarven er der forbindelser til flere områder i hjernen: både til den nederste del, som hedder hjernestammen, til mellemhjernen i midten og øverst til hjernebarken, der med sin puklede overflade ligner en kæmpe valnød.

Langt op i det 20. århundrede mente smerteforskere, at der måtte være ét stort smertecenter i hjernen. For når jeg nu skreg så højlydt, efter at fingeren var blevet så ubarmhjertigt mast i en havedør, så må der da også være et center i hjernen, der gav mig signal om at udbasunere mit uheld. Ganske som Descartes havde forestillet sig det 350 år tidligere.

Om der virkelig eksisterer et smertecenter i hjernen, fandt den canadiske neurokirurg Wilder Penfield allerede i 1930’erne og 40’erne en del af svaret på ved at foretage en enestående kortlægning af hjernebarkens funktioner. Penfield havde forinden fået fremstillet små platinelektroder, der som små nåle stak ud fra et glashåndtag, og med dette Storm P-lignende arrangement kunne han give strømstød til små punkter på hjernens bølgede overflade. På den måde fik han et overblik over, hvor i hjernevævet han kunne skære, og hvilke områder han skulle undgå for ikke at forårsage alvorlige lammelser og sprogforstyrrelser hos sine patienter.

Penfields epilepsipatienter passede perfekt til opgaven, fordi han skulle vide nøjagtigt, hvor og hvordan han skulle fjerne det sygelige væv, der forårsagede patienternes anfald. Under operationerne udnyttede Penfield desuden den ejendommelighed, at det kun er kraniekassen og hjernehinderne, der har smertefibre og ikke selve hjernevævet. Derfor kunne han operere både i selve hjernen og på dens overflade, mens patienterne var vågne, uden at de følte smerte.

Penfield kunne altså nøjes med at bedøve patienten, inden han åbnede kraniekassen og trak hjernehinderne til side. Nu lå hjernens puklede overflade blottet, og Penfield vækkede patienten fra bedøvelsen og kunne så med sine elektroder bevæge sig hen over hjernens overflade og stimulere hundredvis af punkter.

Ved hvert punkt holdt Penfield øje med, om patienterne bevægede en finger, en hånd, et ben eller anden legemsdel, når han satte strøm til. Undervejs spurgte han patienterne, hvad de følte, når han stimulerede et bestemt sted: Var det et prik? Et stik? Føltes det varmt eller koldt? Gjorde det ondt?

Under sin kortlægning af hjernen opdagede Penfield to såkaldte homunculi eller ’to små mænd’ på hjernens overflade. Den ene viste sig at styre vores motoriske bevægelser og lå lige foran den store centralfure på hjernen, mens den anden lille mand, der tog sig af berøring, befandt sig lige bag centralfuren.

De var dog ikke helt almindelige, de to mænd: De havde et grotesk udseende, et alt for stort ansigt, en gigantisk mund med voluminøse læber, en kæmpe tunge og hånd og så en lille bitte krop med små ben. Deres størrelse og udseende svarer meget godt til, at vores evne til at mærke og bevæge mund, læber og fingre er uhyre præcis og veludviklet, men temmelig dårlig, når det drejer sig om ryggen og benene.

Men hvor gemte sig de områder, der havde med smerte at gøre? Penfield kunne stort set ikke finde nogen. Og dog – gemt i en dyb grøft nedadtil i hjernens puklede overflade fandt Penfield en lille ø af hjernevindinger, den såkaldte insula. Hver gang han stimulerede lige præcis dette punkt, gav de elektriske stød hans patienter en ubehagelig smerte.

Siden Penfields pionerarbejde er vi blevet en del klogere. Takket være nye scanningsteknikker såsom PET, CT og MR har forskere de sidste årtier gravet dybere ind i hjernens ’sorte boks’ og afdækket endnu flere af de områder, der bestemmer, hvordan vi oplever smerte. Det er et sindrigt netværk, der forbinder min ømme pegefinger med ikke bare den lille mand bag centralfuren, men også med urgamle områder af hjernen, der styrer vores følelser: både de ubehagelige som vrede, angst, væmmelse og de mere behagelige som glæde og lyst.

Vores to hjernehalvdele, der tilsammen udgør den såkaldte storhjerne, spiller også en stor rolle for, hvordan vi opfatter og bearbejder smerter. Det er for eksempel takket være storhjernens kolossalt udviklede pandelapper, at jeg kan planlægge, hvordan jeg fremover vil undgå, at havedøren næste gang laver samme nummer. Måske jeg bare vil huske oplevelsen, hver gang jeg går ud ad havedøren – eller sætte en krog på døren, så den ikke smækker i næste gang. Som en Pandoras æske åbner hjernens sorte boks sig lidt mere: Smerte er ikke bare en simpel sans. Vores følelser og evnen til at kontrollere dem er også altafgørende for, hvordan vi opfatter et så komplekst fænomen som smerte.