Читать книгу Smerte - Troels Staehelin Jensen - Страница 5

Men lad os nu tage på en rejse og følge smerteimpulserne fra pegefingeren til hjernen. Første stoppested er rygmarven. Vejen til den destination går gennem de impulser, som smertereceptorerne i fingeren sendte af sted, lige så snart min finger kom i klemme.

I rygmarven møder smerteimpulserne andre elektriske signaler, der har med helt andre sensoriske funktioner at gøre som for eksempel balanceevne og berøring. Alle disse impulser løber på kryds og tværs i rygmarven; det ser kaotisk ud, og vi kan bedst sammenligne dette enorme netværk med et kort over Londons undergrundsbane. Kun for specialister er det muligt at finde rundt i dette virvars utallige forbindelser.

Men hvordan kommer smerteimpulserne så fra rygmarven til hjernen? Støder de ind i signalerne for almindelig berøring? Skal smerten så at sige først stå af ved Paddington Station, give besked til andre signalerende baner om det kommende ubehag for så først derefter at tage Circle Line, gentage beskeden, køre videre til King’s Cross og derfra til Covent Garden? Eller skal den blot snuppe Central Line lige op til hjernen uden mellemstationer?

Svarene kan variere. Nogle gange passerer smerten direkte op til hjernen, og andre gange bliver smertetrafikken bremset af for eksempel berøringsimpulser, der kommer med andre nervebaner gennem rygmarven. Så ligesom Londons undergrundsbane har vi altså at gøre med en ganske kompleks og uforudsigelig dynamik.