Читать книгу Moderne dannelse - Birgit Eriksson - Страница 11

Dannelsesromanens dobbelthed af stædig tilstedeværelse og tilsyneladende ikke-eksistens kan være en torn i øjet på litterater, og Jørn Erslev Andersen og Hans Henrik Schwab står langtfra alene, når de i forbindelse med en læsning af H.C. Andersens Improvisatoren (1835) med åbenlys irritation skriver om det stærke receptionshistoriske filter, som det velkendte og allestedsnærværende begreb “dannelsesromanen” udgør:

hvorfor er det blevet det begreb, som stort set alle episke tekster af – i det mindste – romanlængde fra 1830’erne og frem i dansk litteraturhistorie skal filtreres igennem, hvis ellers man vil være en respektabel læser? Hvorfor skal det gøre en ligefrem og i al sin enkelhed genial improvisation som Improvisatoren til en (mislykket) repræsentant for en genremæssig lov, hvis gyldighed er af en ganske abstrakt og meget lidt ‘tekstlig’ karakter? (Andersen og Schwab 1990: 15-16).

Irritationen er forståelig, hvis påstanden holder – hvis det altså passer, at dannelsesromanen som begreb og konvention er så imperialistisk og naturaliseret, at det er den, der bestemmer, hvordan vi læser romaner, og vel at mærke også de romaner, der åbenlyst er noget andet. Er det virkelig forestillingen om dannelsesromanen, “dette insisterende, olympiske begreb” (ibid.: 15), der har skylden, hvis vi i vores læsninger ikke værdsætter det improviserende, situationsspecifikke og fabulerende, men læser efter psykologi, udvikling, samlet perspektiv etc.? Og passer det i det hele taget, at vi læser på denne måde? Hvordan lader det sig overhovedet gøre, hvis ikke engang de kanoniserede dannelsesromaner er så finalistiske, centralperspektiviske og opbyggelige?

Problemet ligger formentlig et andet sted, og for at vise det må jeg gå en lille omvej over Paul de Mans The Resistance to Theory (1986). Her konstaterer de Man med glæde, hvordan litteraturteorien er blevet til filologi, retorik og poetik, og hvordan teoretikerne nu undersøger sprogets strukturer i stedet for den mening, som sproget producerer. For de Man er denne videnskabeliggørelse en frigørelse fra den ideologisk belastede humanistiske tradition. Hans problem er imidlertid den udbredte modstand mod teori, som han udpeger i bogens titel. Denne modstand må ifølge de Man dække over bekymring og frygt. Teoriens modstandere må være bange for, at den vil ødelægge eller afsløre deres måde at læse på, når de uanfægtet af teoretiske erkendelser fortsætter med at læse biografisk og realistisk. På baggrund af denne mistænksomme læsning af motiverne bag modstanden indvender han, at man ikke uden videre kan oversætte mellem litteratur og virkelighed:

Litteratur er fiktion, ikke fordi den på en eller anden måde nægter at anerkende “virkeligheden”, men fordi det ikke a priori er sikkert, at sproget fungerer efter principper, der er eller er ligesom fænomenverdenens. Det er derfor ikke apriorisk sikkert, at litteratur er en pålidelig kilde til information om noget som helst andet end sit eget sprog (de Man 1986: 11).

Det er svært at være uenig, men spørgsmålet er, hvor meget den manglende sikkerhed betyder. Har vi overhovedet brug for disse aprioriske sikkerheder? Litteraturteoretikeren har, og for de Man er det åbenlyst et problem, at

det er meget svært ikke at opfatte mønstret i ens fortidige og fremtidige eksistens som værende i overensstemmelse med temporale og spatiale skemaer, der hører til fiktionens narrationer og ikke til verden (ibid.).

Problemet er altså, at vi forveksler “sproglig og naturlig virkelighed, reference og fænomenalisme” (ibid.). Igen er det svært at være uenig. Spørgsmålet er bare, om det nødvendigvis gør så meget, at læsere på denne måde oversætter mellem litteratur og liv. For de Man er forvekslingen lig ideologi, og han sætter ideologikritisk sin lid til, at de retoriske læsninger kan afsløre fejltagelserne.⁹ Fra et mere pragmatisk perspektiv er forvekslingen imidlertid ikke et problem, men tværtimod en central og temmelig enestående kvalitet ved fiktionen.

Hvis man vender de Mans mistænksomme læsning mod ham selv, kan man se hans reduktion af litteratur til sprog som udtryk for en positivistisk trang til det sikre: til afkodning frem for interpretation. Denne sikkerhed kan litteraturen ikke give; dertil har den alt for mange usikre relationer, til historien, til biografien, til læsningen. Det forekommer imidlertid indlysende, at mange læsere ikke har brug for en apriorisk sikkerhed. De behøver ikke at forudsætte, at litteraturen er en direkte gengivelse af virkeligheden, men de vil muligvis læse den som sådan og dermed i praksis få litteraturen og livet, fiktionen og realiteten til at hænge sammen. Med andre ord vil mange læsninger ikke primært dreje sig om ontologiske spørgsmål, men mere beskedent om pragmatiske, idet de ikke forankrer, men forbinder.

De Man har formentlig ret i, at mange af “teorimodstanderne” ikke er klar over de teoretiske og epistemologiske problemer, der er i at læse, som de gør. Det er imidlertid tvivlsomt, om en sådan problembevidsthed ville forhindre dem i at give efter for den biografiske og realistiske fristelse til at oversætte. Selv om man på ingen måde kan være sikker på, at der er en overensstemmelse mellem fiktionens og virkelighedens verden, så er det jo, som de Man selv peger på, og Tygstrup også påpeger, svært ikke at se en forbindelse. Uden at være sikker på noget kan man derfor sagtens foretrække at læse på en måde, der tager tekst for virkelighed og litteratur for liv. Man kan fx, som litteraten Harold Bloom gør det i sine stærkt personlige læsninger i The Western Canon (1994), vælge at sammenligne forfattere og litterære figurer, Friedrich Nietzsche og Hamlet, og i det hele taget skrive om de fiktive karakterer, som om de er virkelige personer. Er en sådan læsemåde ugleset blandt litterater, forekommer den meget udbredt blandt ikke-professionelle læsere. Mod alle teoretiske erkendelser af litteraturens og sprogets autonomi er der mange, der insisterer på at læse litteraturen ud fra biografiske og realistiske perspektiver: at lade litteratur og liv gøre en forskel for hinanden. Sådanne læsemåder er, som de Man påpeger, naturligvis uden sikker grund. Man kan også godt kalde dem “naive”, men må da medtænke, at en bestemt naiv læsemåde muligvis også praktiseres, fordi den er frugtbar og giver mening til både liv og litteratur.

Hvis en biografisk og realistisk naivitet findes som en produktiv og evt. bevidst læsestrategi, så kaster det nyt lys over den ikke-eksisterende dannelsesromans paradoksale nærvær. Der er ingen tvivl om, at Moretti og andre har ret, når de udpeger dannelsesromanen som en meget stærk forventningshorisont for mange læsninger. Men spørgsmålet er, om det kun er dens “skyld”, at der bliver læst på denne måde. Det handler jo om, hvad der “kommer først”, og om dannelsesromanen virkelig er den store undertrykker af andre litterære genrer.

En anden forklaring kan være, at dannelsesromanen i højere grad end andre litterære former ækvivalerer med eller belønner en læsning, der gerne vil koble mellem tekst, liv og virkelighed. Eller mere generelt: at vi opfatter og kalder dét for dannelsesromaner, som på en kvalificeret måde har kunnet møde en bestemt “naiv” læsestrategi, der har eksisteret de sidste par hundrede år. Mit forslag er altså, at man ser romanreceptionens dannelsestænkning som en strategi, der af gode grunde installeres igen og igen, og ikke som et receptionsæstetisk filter, der dækker for noget mere sandt. Det forekommer at være en forudsætning for at overvinde en række af genrens paradokser, for at forstå dens styrke og for at åbne for nogle andre, mere produktive spørgsmål. Det interessante vil da ikke være oprindelsen, whodunit, men gentagelsen: Hvorfor har denne læsestrategi, der gør alt muligt til dannelsesromaner, kunnet gøre sig gældende i en grad, som langt overskrider enhver essentialistisk afgrænsning af genren? Og hvad er det i romanerne, der kalder på denne læsestrategi? Ironisk nok fører disse spørgsmål, der drejer sig om en gentagen læsestrategi, netop tilbage til genrens oprindelse.