Читать книгу Moderne dannelse - Birgit Eriksson - Страница 9

Den danske receptionshistorie kan illustrere de problemer, som den meget eksklusive genredefinition har givet. I dansk sammenhæng er Diltheys trefasede model blevet oversat til strukturmodellen hjemme–ude–hjem, inspireret af titlerne på de tre dele i Meïr Aron Goldschmidts roman Hjemløs fra 1853: “Hjemme”, “Hjemløs” og “Hjem”. Hjemløs har dermed for læsningen af de følgende dannelsesromaner fået en normsættende funktion parallel med den, Læreår fik i Tyskland, blot med den vigtige forskel, at Hjemløs og den danske tradition er mere lukket end Læreår og den tyske. Mens dannelsesprocessen hos Goethe retter sig mod en endnu ikke realiseret personlig og samfundsmæssig tilstand, synes den danske dannelsesroman fra midten af 1800-tallet optaget af at forsvare og bevare nogle truede positioner (jf. de Mylius 1982, Schwab 1989, Andersen og Schwab 1990). Hos Goldschmidt handler det om at genvinde en enhed eller en identitet, som nok er tabt, men har været og kan blive igen. Her er det ønskværdigt og muligt igen at komme hjem til det allerede kendte, til traditionen. Slutningen gentager begyndelsens hjemlighed, hvilket i forhold til Diltheys bestemmelser er en afgørende yderligere fastlåsning af den trefasede struktur og dermed af genrekravene.

I nyere studier af den danske tradition er der bred enighed om, at Goldschmidts variant af dannelsesromanen er uheldig som paradigme for alle de øvrige, idet Hjemløs er den måske mest ekstreme gennemspilning af hjemme–ude–hjem-modellen. Som det gælder i forholdet mellem den tyske genrekonvention og Læreår, kan man endda også argumentere for, at den danske model er endnu mere fokuseret på lukning og harmoni end selv Goldschmidts romaner. Også i disse er der en række elementer, der ikke går op i en enhedslig dannelse.

Hvis Hjemløs har medvirket til at låse genreforventningerne fast, vil det dog være misvisende at give den hele ansvaret. Efter alt at dømme hænger fastlåsningen også sammen med den banalitet, at dannelsesromanerne tematiserer en dannelse, der i mange år har fremstået så ladet med betydning og ofte også så belastet, at det let har fået ideologiske og politiske præferencer til at skygge for en mere snæver litteraturfaglighed. Går man fx til Vilhelm Andersens Illustreret Dansk Litteraturhistorie (1924-1934), så bruges dannelsesbegrebet ikke som en genrekonstituerende term, men indgår i en ideologisk konstruktion, hvor det harmoniske dannelsesideal prises. Man kan da også konstatere, at dannelsesromanen som forskningsfelt har været skueplads for en polarisering af positionerne, så man i mange år enten måtte være dannelsestilhænger eller -modstander. Denne polarisering har både levet af og selv fremmet en fast og snæver genrekonvention, idet den ville have haft langt sværere ved at fungere i forhold til en mindre entydig gruppering af romaner.

Fra 1960’erne og frem var det polariseringen, der bestemte beskæftigelsen med dannelsesromanen i Danmark. På den ene side videreførte Aage Henriksen og hans elever en dannelsestænkning, der nedtonede konflikterne til fordel for deres harmoniske løsning. På den anden side stod Johan Fjord Jensen og en heterogen gruppe af ny- og ideologikritikere, som forholdt sig særdeles kritisk til dannelsestanken og forskød fokus fra slutningens harmoni til forløbets interne konflikter. I denne polarisering var det karakteristisk, at Henriksen, som gerne ville arve humanismen og dannelsestænkningen, koncentrerede sig om Goethe, hvorimod Fjord Jensen, som ville gøre op med den, mere rettede blikket og skytset mod Hjemløs. Kanoniseringen af Goldschmidts roman, som blev foregrebet af Vilhelm Andersen, slog således for alvor igennem i 60’erne, hvor Fjord Jensen og kredsen omkring ham publicerede en række artikler om dannelsesromanen i bl.a. tidsskriftet Kritik.

Når hverken den ene eller den anden pol for alvor fik ændret genrekonventionerne, skyldes det formentlig, at det var de ideologiske modsætninger, der satte dagsordenen for beskæftigelsen med genren. Ny- og ideologikritikernes analyser af dannelsesromanernes konflikter åbnede således ikke feltet. Snarere end en udvidelse af genrekonventionerne førte de til en udskilning, hvor naturalismens udviklingsromaner blev skilt fra guldalderens dannelsesromaner. Dannelsesromanerne skulle stadig være finale og orienterede mod individets integration i totaliteten, mens forløbet i udviklings- eller sammenbrudsromanerne var styret af en kausalitet, hvor individets løbebane var underlagt arv og miljø og ikke endte i en samfundspagt, men en isolation fra det sociale.

Jeg skal ikke her gå nærmere ind i en diskussion af denne udskilning, som oftest sætter en mere eller mindre skarp grænse omkring 1870 og fx adskiller Goldschmidts Hjemløs og Hans Egede Schacks Phantasterne (1857) fra J.P. Jacobsens Niels Lyhne (1880) og Henrik Pontoppidans Lykke-Per (1898-1904). Men det er ikke vanskeligt at finde sammenhænge, der overskrider skellet mellem de såkaldte dannelsesromaner og udviklingsromaner. Man kan fx påvise, hvordan danske dannelsesromaner efter 1870 har mere til fælles med Læreår, end romanerne før 1870 havde (de Mylius 1982: 163-164).⁵ Yderligere kan man indvende, at det historiske skel ikke løser genrens åbenlyse problemer: En række af de ældre romaner, der også efter udskilningen angiveligt burde være dannelsesromaner, har stadig meget svært ved at leve op til de eksklusive genrekrav, som ikke synes gavnlige for meget andet end de ideologiske polariseringer af feltet.

Kredsen omkring Henriksen greb sagen helt anderledes an, men heller ikke den ændrede genrekonventionerne. Den interesserede sig nemlig ikke specielt for dannelsesromanen som genre, men fokuserede i stedet på det personligt-biografiske og på dannelsestænkningen. Henriksen og flere af hans elever har således skrevet store forfatterbiografier, der ofte fremstår som ret finaldeterministiske og idealistiske udgaver af dannelsesromanen. I disse biografier ser man i højere grad end i mange kanoniserede dannelsesromaner, hvordan alle detaljer underordnes en fremgangs- eller sammenbrudshistorie, og hvordan et inderliggjort individ placeres i et dualistisk modsætningsforhold til omgivelserne.

Disse biografier har ikke bidraget til en åbning af dannelsesromangenren, men snarere til det modsatte, og det samme synes trods alle gode hensigter at gælde den Goethe-inspirerede dannelsestænkning, som Henriksen gennem hele sit forfatterskab understregede vigtigheden af. I et livsfilosofisk og åndshistorisk perspektiv fremhævede Henriksen igen og igen Goethes hele personlighed og suveræne “ånd”, uden at det dermed lykkedes at aktualisere hverken ham eller dannelsestænkningen. Tværtimod forekommer det at være et problem for Goethe-receptionen i Danmark, at Henriksen længe optrådte som hans arvtager, idet dannelsestænkningen dermed fremstod som et alternativ til materialisme, formalisme og andre moderne onder og som bundet til uhåndgribelige og metafysiske kategorier som indlevelse, intuition, harmoni, ånd osv. I Henriksens udgave blev Goethe kontraintentionelt et dannelsesideal fjernt fra realitetens og modernitetens verden, og det samme skete med Læreår, som han – senest i den stærkt esoteriske Litterært testamente fra 1998 – læste som en gennemført frimurerroman fuld af mystisk visdom. Vakte denne læsning aldrig genklang, gav den næppe heller mindre esoterisk indstillede læsere lyst til at kaste sig over romanen.

Henriksens og Fjord Jensens positioner kan på godt og ondt personificere den ideologiske og metodiske polarisering, der i dansk sammenhæng i mange år var bestemmende for beskæftigelsen og ikke mindst manglen på beskæftigelse med dannelsesromanen. Da Fjord Jensen i den seneste del af sit forfatterskab nærmede sig dannelsestænkningen,⁶ havde han forladt litteraturen og dermed også dannelsesromanen, som han senest beskæftigede sig med i “Sisyfos i labyrinten – dannelsesromanen og det postmoderne” fra 1986. I forhold til polariseringen er dette essay interessant ved, at Fjord Jensen i forlængelse af bl.a. Jean-François Lyotards teorier om det postmoderne ser en række ligheder mellem kritikken og dannelsestænkningen: Begge er de børn af det moderne og deltager i Vestens store legitimeringsdiskurser, kritikken i oplysningens, og dannelsestænkningen i humanismens diskurs. Yderligere er de begge dualistiske og søger noget mere sandt under fremtrædelserne.

Opbløder Fjord Jensen den teoretisk-ideologiske polarisering, fastholder han dog en meget ensidig genreopfattelse. For ham er den underliggende mening i dannelsesromanens dualisme den livsoverskuende identitetsdannelse, hvor alle elementer forstås som en del af helheden, og hvor de forskellige udviklingstrin til slut går op i identitetens enhed. Mens Dilthey nuancerede finaliteten ved at understrege, at de enkelte oplevelser havde en egenværdi uafhængig af målet, vender Fjord Jensen ganske enkelt om på fortegnene mellem del og helhed og gør livsforløbets helhed til “mere-end-summen-af-alle-livsforløbets-enkeltheder” (Jensen 1986: 20). I hans hurtige fremstilling af den traditionelle dannelsesroman foreligger forløbet

som en relativt afsluttet helhed, der lader sig fortolke som en helhed, og som ved at blive fortolket som en helhed leder frem til, at det, der ikke forstås som del af helheden, derved afslører sig som fremtrædelse (Jensen 1986: 220-221).

Er dannelsesromanen ifølge Fjord Jensen altså dualistisk, detaljeundertrykkende og synteseorienteret, så er alternativet ikke en glad postmodernisme, som fejlagtigt tror at kunne undgå den vertikale dualisme ved at se jeg’et ikke som en fast personlighed, men som et spektrum af roller. Dualismen er nemlig indeholdt i enhver fortolkning, der sætter noget ind i en sammenhæng, og disse sammenhænge foreligger, hvad enten vi fortolker dem eller ej. Hans positive modbillede bliver i stedet Hans-Jørgen Nielsens Fodboldenglen (1979), som prøver at gøre op med centralperspektivismen, samtidig med at den udtrykker en dualistisk livsforståelse. Den ved, at “selv opgør med dualismen finder sted i en dualistisk form” (Jensen 1986: 34), og er dermed langt klogere end både den traditionelle dannelsesromans detaljeundertrykkende vertikalitet og postmodernismens sammenhængsfornægtelse. Det vil de færreste sikkert være uenige i, men problemet er, at både postmodernismen og dannelsesromanen næsten karikeres til ukendelighed. Den radikale modsætning mellem Fodboldenglen og den traditionelle dannelsesroman kan kun etableres, fordi Fjord Jensen bruger en meget rigid genreopfattelse.

At det er særdeles vanskeligt at finde den så udskældte helhed og harmoni i konkrete romaner, var også en af konklusionerne i Thomas Jensen og Carsten Nicolaisens antologi Udviklingsromanen – en genres historie (1982). Ved valget af betegnelsen “udviklingsroman” frem for “dannelsesroman” markerer de en bredde, som også afspejler sig i de behandlede romaner. Alligevel er det så svært at finde bare en enkelt roman, der lever op til genrekonventionerne, at redaktørerne selvkritisk må konstatere,

at vi med en sådan tillid til genren så godt som udelukkende møder op med værker, hvor dens normale signalement gør meget dårlig fyldest, idet værk efter værk mere eller mindre klart udtrykt kommer til kort, når det gælder genrens formentlige optimistiske postulat: Den effektive integration af individ og social virkelighed som resultat af menneskets frie udfoldelse i en meningsfuld række af erfaringer. Ja, til tider kan det se ud, som står kun Goethes Wilhelm Meisters Lehrjahre tilbage som en respektabel udviklingsroman, medens resten af familien er sorte får. Og selv den (Jensen og Nicolaisen 1982: 7-8).

Ja, selv den. Som det senere skal udfoldes, er det på ingen måde entydigt, hvor optimistisk og syntetiserende Goethes roman er. Der er meget, der tyder på, at genrekonventionen simpelthen er misvisende, og i nyere dansk litteraturforskning har de væsentligste behandlinger af Læreår kun i begrænset omfang tematiseret genreproblematikken. Per Øhrgaard kommer ganske vist ind på den i Goethe. Et essay fra 1999, hvor han giver et komplekst, moderne og livskraftigt billede af Goethe og hans dannelsesroman. I modsætning til Henriksen, som under tekstens overflade så mystiske korrespondancer og dybe årsager, beskriver Øhrgaard ud fra læsninger i hele forfatterskabet, hvordan Goethe opgav at finde kernen i, hvad der holder verden sammen. Som karakteren Faust i hans drama af samme navn affandt Goethe sig også selv med, at “ved den farvede afglans har vi livet” (Øhrgaard 1999: 12-13).

Øhrgaards pointe er, at denne resignation, hvad angår muligheden for at finde den store årsag, også var en enorm gevinst for Goethes liv og forfatterskab. Fordi han gav afkald på både religiøse og utopiske forestillinger om en anden verden og på videnskabelige forestillinger om en total erkendelse, kunne han med så meget større kraft kaste sig over verdens mangfoldige fysiske former: over de videnskabelige studier af farverne og planternes metamorfoser, over digtningens konkrete anskuelighed og over romanernes indoptagelse af alverdens realistiske miljøer og litterære traditioner. I og med at han opgav at se lyset, var afglansen ikke så meget en afglans som en farverig afglans.

Mens Henriksen insisterede på ånd og indlevelse, gør Øhrgaard på én gang tingene mere enkle og mere komplekse. Han viser, hvordan en helt central problematik i Goethes forfatterskab er forholdet mellem distance og indlevelse og mellem objektivitet og subjektivitet. Det gælder også i dannelsesromanen, som netop udforsker rummet mellem objektive begivenheder og subjektive fortolkninger. Mens udviklingsromanen ifølge Øhrgaard beretter om stadige sammenstød mellem helt og verden, “så handler dannelsesromanen mere udtrykkeligt om, hvorledes helten lærer at fortolke de ting, han udsættes for” (ibid.: 234). Grænsen mellem de to romantyper er dog flydende, og det samme er romanernes egne adskillelser mellem objektive kendsgerninger og subjektive tolkninger. Hvad enten tolkningerne er rigtige eller forkerte, medvirker de nemlig til at skabe objektive begivenheder i det videre forløb. Betydning er ikke bare noget, en hændelse har, men noget den får, når den i heltens fortolkninger gøres til en betydningsfuld begivenhed, både for plottet og ham selv.

Dette er en ganske anden og på alle måder mere opdateret opfattelse af dannelsesromanen end den, vi kender fra Dilthey og hans efterfølgere, og den medvirker til at aktualisere Goethes forfatterskab og dannelsestænkning. Da dannelsesromanen langtfra er et hovedanliggende i Øhrgaards bog, er det dog nok tvivlsomt, hvor stor betydning den vil få for genreopfattelsen.

Lidt anderledes forholder det sig med Frederik Tygstrup, som har skrevet om dannelsesproblematikker, men stort set uden at tematisere dannelsesromangenren. Han har udforsket forholdet mellem den moderne romans form og menneskets erfaringsdannelse: hvordan den moderne europæiske roman har været med til at konstruere vores forestillinger om selvet (Tygstrup 1992, 2000). Ifølge ham giver de analyserede romaner et dynamisk menneskebillede, der prioriterer erfaringsdannelsen som proces og viser, hvordan de enkelte oplevelser syntetiseres og bliver til erfaringer i fortolkningen. Til forskel fra Fjord Jensens mistænksomhed over for den detaljeundertrykkende helhed er der i hans optik at være en lykkelig alliance mellem menneskebillede og den dramatiske kronologisk-biografiske form:

Der eksisterer en sjælden overensstemmelse mellem den traditionelle romanfortællings logisk fremadskridende form og forestillingen om den menneskelige erfaringsdannelse som en fortløbende proces, der bestandig opsamler og organiserer det, som skabes i mødet med verden (Tygstrup 2000: 11).

Især i Erfaringens fiktion (1992) møder man dog alligevel en vis mistænksomhed over for de “traditionelle” romaners litterære formsprog og humanismens tro på harmonisk identitetsdannelse og sammenhæng. Tygstrups præferencer er karakteristisk nok de store modernistiske romaner, der bryder med de traditionelle fortælleformers logisk fremadskridende handling, psykologisk realisme etc. Som læser med mange års avantgardistisk, modernistisk og postmodernistisk litteratur i bagagen kan troen på identitet og sammenhæng da også virke mærkeligt utidssvarende. I den forstand synes kritikken at have “vundet” over dannelsen i Danmark. Det er dén, som har været bestemmende for den aktuelle opfattelse af dannelsesromanen, og det ændres ikke af, at kritikken bedre rammer den Hjemløs-inspirerede genrekonvention end mange af de romaner, der almindeligvis opfattes som tilhørende genren. I fraværet af en samlet og udfoldet diskussion af genren kaster polariseringen mellem dannelse og kritik stadig skygger. Skal man ud over den, skal man således uden for Danmarks grænser.