Читать книгу Moderne dannelse - Birgit Eriksson - Страница 7

Som genre er dannelsesromanen paradoksal. Søger man at afgrænse den historisk og omfangsmæssigt, støder man allerede på problemer. I forhold til genrens historie er paradokset, at nogle definerer den som et vigtigt, men snævert og for længst tilbagelagt fænomen i tysk litteraturhistorie; andre hævder, at den aldrig har eksisteret; og endnu andre ser den som en særdeles livskraftig genre, der trods aflivningsforsøgene bliver ved med at sætte sig igennem også i aktuelle romaner, romanteorier og læserforventninger. Ser man på dannelsesromanens udbredelse eller omfang, er paradokset, at mens der er udbredt enighed om genrens betydning, så er der stor uenighed om, hvilke romaner der tilhører den. De mest gængse genredefinitioner synes ikke at passe på selv de mest kanoniserede dannelsesromaner, og konklusionerne spænder vidt, fra at der ikke findes nogen eller evt. kun én rigtig dannelsesroman, til at genredefinitionen gøres så bred, at dannelsesromanen bliver svær at skelne fra den moderne roman i al almindelighed.

Paradokserne er besværlige, men også interessante. De skyldes nemlig ikke kun det almene vilkår, at generelle genredefinitioner aldrig kan omfatte værkernes individuelle specialiteter. Der er tydeligvis andet og mere på spil end almindelige klassifikationsproblemer. Uoverensstemmelserne er så omfattende, at man må spørge, både hvad vi overhovedet skal med betegnelsen “dannelsesroman”, og hvorfor genren tilsyneladende overlever alle paradokser og aflivningsforsøg. Hvordan kan det være, at “dannelsesromanen” som genrebetegnelse lever i bedste velgående, hvis vi ikke litteraturhistorisk kan blive enige om at give den et substantielt indhold af romaner?

To forklaringer byder sig til: Den ene er den enkle, at kritikkens og litteraturvidenskabens forventninger til dannelsesromangenren er og muligvis altid har været forkerte. Det forekommer fx oplagt, at det er hensigtsmæssigt at modificere et genrekrav om, at heltens dannelse skal ende i optimisme og harmoni, hvis stort set ingen romaner kan leve op til det.

En anden mulig forklaring er, at genrens paradokser er specifikke og skyldes, at vi har at gøre med dannelsesromaner og dermed dannelsesforhold, som rækker langt ud over romanerne selv. Her er det ikke blot romanerne, men også læsningerne, der skaber paradokserne. I denne forklaring er udgangspunktet, at hvis forestillingen om dannelsesromanen ikke umiddelbart svarer til “teksten selv”, så skyldes det måske, at denne forestilling siger mindst lige så meget om nogle bestemte læsestrategier som om konkrete værker. I det følgende behandles de to mulige forklaringer en ad gangen. Først undersøges genrens opkomst og senere forvaltning og dernæst spørgsmålet om læserens dannelse.