Читать книгу Lyd, litteratur og musik - Birgitte Stougaard Pedersen - Страница 4

Intro

It don’t mean a thing if it ain’t got that swing

Musik kan skabe rum, hvor den, der lytter, oplever at være helt omsluttet af bevægelige lyde, toner og ord. Følelsen af, at her sker noget, opstår, og man mærker, at summen af dette noget er større end de enkelte dele. Denne erfaring opstår mellem et værk og en modtager; den produceres i relationen – altså i oplevelsen.

Også i den mere diskrete oplevelse af at læse kan man instinktivt fornemme, at noget afgørende indtræffer; at tiden i øjeblikke kan synes at stå stille, åbne sig og give plads til en stemning eller fornemmelse, der er intens og vanskelig at beskrive. En sådan oplevelse kan foranlediges eller forstærkes af litteraturens ekspressive kvaliteter – rytme, tonefald og intonation – eller i særdeleshed ved arbejdet med pauser, stilhed og intensitet. Den udfoldes altså i relationen mellem læser og tekst.

I sangen findes et mødested for sprog og musik; også dette møde kan gnistre. Musikken kan sætte en tekst i svingninger på ny – man får øje på og øre for nye og ubrugte kvaliteter ved en tekst, når den synges, idet intonation og stemmeføring forandres. Også budskabet i teksten ændrer sig med denne bevægelse. Musikken kan åbne døre til et betydningsunivers, hvor rytme og stemmeføring gestikulerer på linje med en teksts indhold, og kan både understrege og punktere dette indhold.

Som Duke Ellingtons evergreen fra 1932 præcist formulerer det: It don’t mean a thing if it ain’t got that swing. Titlen vedrører oplevelse og betydning. Én læsning af citatet siger: Hvad der ikke “swinger”, er uvæsentligt. Det er med andre ord rytmen eller swinget, der er afgørende for, om vi gribes af musikken. En anden læsning stiller spørgsmålet: Hvad er egentlig betydning? Den betydningsdannelse, der opstår i en frase, der swinger – eller den overførsel af betydning, der fremkommer i en sætning forlenet med et særligt tonefald, en inciterende rytme eller en speciel stemmeføring – vedrører således noget andet end det, der bliver sagt. Denne betydning er virksom som noget ud over meddelelsen, men er samtidig afgørende for, hvordan samme meddelelse fungerer og virker. Hvis swinget er fraværende, er betydningens tonefald det også.

I såvel det litterære som det musikalske værk findes et særligt tonefald eller en bestemt stemmeføring. Denne særlige feeling er, hvad vi instinktivt forstår som den vigtigste betydning overhovedet, når vi oplever god kunst. En stemning værket sætter (os i). Men har vi ord for den, og kan den sættes på begreb? Hvis ja – så hvordan? Tydeligst og oftest forekommende er en sådan oplevelse, når vi lytter til musik. Musikken har den fordel, at den ikke kan forpligtes på en referentiel sammenhæng, at den ikke henviser til noget bestemt – nogle teoretikere ville hævde, at den er udtryk for følelser i ren form.

Ideen med denne bog er dog, at også litteratur, og i princippet alle kunstarter, på forskellige niveauer rummer og lever af disse oplevelsespotentialer. De udfoldes hele tiden – kunsten er blot at beskrive dem. Men vi har ikke et præcist sprog at indramme en sådan oplevelse med. Det er bogens primære sigte at formulere et sådant vokabular.

Herudover vil jeg gerne pege på en forbindelse mellem kunstarterne musik og litteratur. Bogen omhandler altså musik og litteratur – og bevægelsen imellem kunstarterne; dér hvor de rækker ud efter hinanden. Den omhandler også gestik som en særlig form for betydningsdannelse mellem kunstværk og modtager. En sådan betydningsdannelse undersøger jeg gennem analyser af musikalske og litterære værker af henholdsvis John Cage og Gunnar Björling, Maurice Ravel og Virginia Woolf.

Min interesse for relationen mellem kunstarterne opstod først som et krav fra værkerne selv; musikkens udtryk og musikoplevelsen bragte mig på sporet af en anden litteraturtilgang end den strukturelle eller repræsentationsorienterede. Denne læsemåde viste sig siden at få erkendelsesteoretiske og metodiske konsekvenser, der ledte mig på sporet af begrebet gestus, som det optræder hos filosofferne Maurice Merleau-Ponty og Ludwig Wittgenstein. Gestus er en del af den sene Wittgensteins grundlæggende idé om sprogspillet som social aktivitet og som livsform.

Den prosodiske, sprogmelodiske forståelse af sprog, som disse bemærkninger allerede peger i retning af, tilskrives almindeligvis højre hjernehalvdel, mens den semantiske sprogforståelse, altså den der vedrører betydning, tilskrives venstre hjernehalvdel. Min tese er, i forlængelse af bl.a. Wittgensteins teorier, at gestus sætter grundlæggende spørgsmålstegn ved en sådan sondring. Denne type af udveksling rokker altså ved forestillingen om betydningsdannelsen som sikker og entydig, og den demonstrerer samtidig, at sproget er langt rigere på udtryksfuldhed, nuancer og en tonens rettethed, end vi i daglig tale forestiller os. I mit arbejde undersøges karakteren af denne udveksling mellem semantiske og prosodiske træk i det litterære sprog samt denne udvekslings relation til musik. Det er også mit forehavende at undersøge den transport, der sker i det tværæstetiske felt mellem musik og litteratur, såvel som den bevægelse, der foregår mellem æstetisk værk og modtager, begge dele forstået som en form for gestik.

Hvad er en gestus?

Ifølge Fremmedordbogen er gestus en udtryksfuld bevægelse, især med hænderne. I daglig tale forstås en gestus som at slå ud med armene i overført betydning – altså en flot, udfordrende handling.

Gestik er traditionelt læren om de legemlige kunstneriske udtryk; mimik og plastik. At gestikulere er at gebærde sig, dvs. en handling, der har at gøre med ekspressivitet. Gestus kan altså på forskellige niveauer betragtes som noget, der har del i det udtryksmæssige – og dermed også har at gøre med æstetisk sensibilitet i bred forstand. Jeg forstår gestikken som delagtig i den sansemæssige, æstetiske relation imellem værk og modtager, men samtidig som knyttet til måden, denne sansemæssige relation fungerer på. Gestik rummer en bevægelse, en handling – en gestus er at bevæge sig fra et punkt til et andet, når vi f.eks. løfter hånden for at vinke eller nejer dybt for dronningen. En gestus er dog kun en gestus, idet den bliver forstået som sådan – den forudsætter et forhold mellem en afsender og en modtager. En flot, fejende handling er kun flot, fordi den forstås som sådan, ligesom en gestus bedst fungerer inden for sin egen kultur. En gestus kan forstås umiddelbart; den får mig ikke til at tænke på vreden, den er selve vreden, siger fænomenologen Merleau-Ponty, men vi skal på den anden side forstå netop denne gestus som vrede, for at den fungerer som gestus. En gestus er altså på samme tid et kropsligt og et konventionelt tegn (Merleau-Ponty, 1994, p. 151).

En gestus er på helt afgørende vis en medialitet – den er et middel, hvormed vi kan understøtte eller spørge til sprogets mening. Det dybe buk for dronningen kan udføres med ironi, og gesten kan herved indføje en merbetydning eller en flertydighed i udsagnet. Den italienske filosof Giorgio Agamben betegner gestus som “kommunikationens kommunikabilitet”, en kommunikationens evne til at kommunikere (1996, p. 58). På den måde indgår gestik i et betydningssystem, men dens betydning kan ikke fastlægges på samme måde som sprogets; den er en betydningsfunktion.

Gestik som betydningshandling kan iagttages ved brugen af emfase. Emfase betyder et eftertryk eller en særlig betoning og kan fungere ved, at en bevægelses tyngdepunkt ligger enten først, sidst eller midt i bevægelsen. Det kan være en kropslig, en sproglig eller en musikalsk bevægelse. Emfasen kan således være gestikkens signatur.

Man kan også tale om gestik som en drift fremad eller en opbremsning – hvilket peger i retning af tempo og rytme. Progression i en bevægelse kan have relevans både i rummet, i sproget og i musikken. Både progression og emfase relaterer sig til en retningsfornemmelse. Gestus har således en intention i den betydning, at den peger et sted hen – den understøtter, spørger til eller udfordrer en betydning.

Den gestiske betydningsdannelse er således bogens fællesnævner, og det gælder også for analyseparametrene rytme og stemmeføring. Gestus sætter sig igennem i bl.a. stemmen og rytmen, der udgør bogens analytiske fokuspunkter. Disse analytiske parametre er vigtige for både musikken og litteraturen, idet begge arbejder med lydlige aspekter. Fra stemmen og rytmen opstår bogens tværæstetiske sigte. Læsningerne og lytningerne udføres således analytisk med gestik som samlebegreb. Gestik udgør et fælles referencepunkt for mange niveauer i bogen, men diskuteres fra forskellige positioner og med skiftende afsæt.

Musik har ligesom dramaet det kendetegn, at der er to fortolkningslag. Udøveren af nedskrevet musik yder i sin fremførelse en fortolkning af partituret, mens lytterens fortolkning føjer endnu en dimension til.

I en analyse, hvor det gestiske ses som grundlæggende for musikkens og litteraturens udtryk, forstås udøverens fortolkning som en unik artikulation, der danner grundlag for analysen. En sådan strategi er af fænomenologisk karakter, og bogens teoretiske afsæt vil således være til stede både i analysernes form og indhold – såvel som i bogens skrivemåde og stil, idet jeg vil gengive og arbejde med værkerne som oplevede størrelser og reflektere over dem som sådanne.

Jeg medtænker altså både den enkelte musikalske artikulation og lytterens bearbejdning heraf. Dette gør sig også gældende for litteraturen, med den indbyggede forskel, at artikulationen af et litterært værk ikke har to niveauer, men primært foregår i recipientens indre “lytning”.

Bogens kapitler

Bogens første kapitel angår grundlaget for overhovedet at sammenstille så forskellige kunstarter som musik og litteratur – og de problemer og muligheder en sådan sammenstilling giver anledning til. Herunder diskuteres det, hvordan musik og sprog danner betydning, og hvordan forskellen gør sammenligningen vanskelig. Semiotik og semantik, tegn- og betydningslære, er således nøgleord i diskussionen af de to kunstarters samspil.

Kapitel 2 og 3 etablerer en analytisk position gennem stemmen som fænomen. For både litteraturen og (vokal)musikken er stemmen et centralt anliggende, ikke mindst via, som mine analyser pointerer, stemmens kraft. Stemmen skaber nærvær og bidrager dermed væsentligt til oplevelsen af litteraturen og musikken. Både en forfatter og en tekst kan have en særlig stemmeføring, der skaber en unik artikulation. Ligeledes er sangstemmen kendetegnet ved fysisk og emotionelt at bevæge lytteren. Stemmen som fænomen undersøges i vokalmusik af John Cage og i digte af den finlandssvenske digter Gunnar Björling.

Kapitel 4 begrunder begreberne oplevelse og gestik teoretisk. Dette sker via en indføring i fænomenologien som henholdsvis filosofisk og metodisk anliggende. De teoretiske overvejelser danner klangbund for de analytiske pointer i bogens øvrige kapitler.

Kapitel 5 vender tilbage til musikken. Gennem en analyse af Maurice Ravels Klavertrio i a-mol, 1. sats, diskuteres musikanalysens muligheder for at reflektere musikalske udtryk som f.eks. intensitet og frasering* (asterisken markerer, at ordet findes forklaret i bogens leksikon p. 173). Kapitlet blander således en konkret lytning med metodiske overvejelser over lytteanalysens betingelser og muligheder.

Kapitel 6 rummer læsninger af to noveller af Virginia Woolf. Læsningerne fokuserer på rytmens betydning for både værket selv og for relationen mellem værk og læser. Min pointe er her i korte træk, at de rytmiske træk ved Woolfs litterære strategi ikke kan og skal adskilles fra litteraturens semantiske niveau – lyd og betydning, rytme og semantik interagerer på en yderst kompleks vis hos Woolf.