Читать книгу Lyd, litteratur og musik - Birgitte Stougaard Pedersen - Страница 5

Inden vi bevæger os længere ind i værkernes oplevelsespotentiale, er det nødvendigt med nogle generelle overvejelser omkring sammenligningen af to kunstarter, der består af forskelligt materiale og strukturer.

Musik og litteratur har ikke det samme semiotiske grundlag, og det rejser nogle spørgsmål, som må besvares, hvis man vil sammenligne de to kunstarters betydningsdannelse:

1 Hvordan skaber musik betydning set i forhold til sproget? Kan musik generere betydning uden direkte at korrespondere med en fiksérbar mening, klare syntaktiske regler og semantiske egenskaber?

2 Hvordan fungerer litteratur som henholdsvis et sprogsystem i funktion og som et kunstnerisk funderet udtryk? Det litterære værk rummer i sig selv en interessant dobbelthed mellem at være sprogligt systemisk funderet samt et artefakt.

Helt overordnet kan man om feltet mellem musik og litteratur sige, at det primært er betydningsspørgsmålet, der gør sammenligningen vanskelig. Vi beskriver musik og sprog som semiotiske systemer, dvs. at der opereres inden for læren om foranderlige, menneskelige tegn.

Musik kan betyde, men den betegner ikke (Gruber, 1995). Den tyske æstetikteoretiker Theodor W. Adorno anfører herom i fragmentet “Musik og Sprog”:

Musik ligner sprog. Udtryk som musikalsk idiom, musikalsk tonefald er ikke metaforer. Men musik er ikke sprog. Dens sproglignende karakter er på én gang af central og perifer betydning. Den, der bogstaveligt opfatter musik som sprog er på vildspor. Musik ligner sprog for så vidt som den er en tidsmæssigt ordnet følge af artikulerede lyde som er mere end blot lyd. De siger noget, ofte noget menneskeligt. De siger det desto mere indtrængende, jo højere det kompositoriske niveau er. Den musikalske følge af lyde er beslægtet med musikken: Der gives rigtigt og forkert. Men det der siges kan ikke løsnes fra musikken selv. Musik er ikke noget tegnsystem.

(1978, p. 13)

Sproget derimod, forstås i lingvistikken som et semiotisk system med en nøje sammenhæng mellem tegn og referent. At musikken ikke betegner, synes ikke umiddelbart til diskussion. Men man kan spørge, om det er muligt at vende problemstillingen på hovedet og undersøge, om ikke sprogbegrebet, i særdeleshed i dets litterære kunstneriske iklædning, befinder sig i en for snæver ramme i den lingvistiske definition. Betydning betragtes i denne spørgen som noget, der bliver til i mødet med et værk. En sådan betydningsdefinition er afhængig af, at man undersøger, hvad værker gør, og ikke kun hvad de siger.

Det synes altså helt afgørende at få præciseret og besvaret betydningsspørgsmålet, dets kontur-svaghed til trods. Den måde, hvorpå begrebet betydning anvendes i det følgende, er i vid udstrækning inspireret af Mark Turner, der i artiklen “Design for a theory of meaning” definerer betydning ikke som en statisk egenskab uden for mennesket, men snarere som et dynamisk aspekt af al menneskelig tankevirksomhed begrundet i den menneskelige natur (1994, p. 91).