Читать книгу Lyd, litteratur og musik - Birgitte Stougaard Pedersen - Страница 7

Litteraturen har i sagens natur det kendetegn, at den både er sprog, lyd og kunstnerisk artefakt. Sproget har en kommunikativ, en henvisende og en semantisk funktion, mens litteraturens sprog er et æstetisk udtryk og produkt, som samtidig er konstrueret på grundlag af en diskursiv, semantisk sprogbrug. Lige præcis denne splittelse i selve litteraturen er interessant, idet man heri kan påpege en sammenhæng med musikken. Litteraturen er afhængig af at blive forstået, men den strækker sig samtidig mod sin egen lyd, dér hvor den overgår fra referentielt tegn til materialitet; den pendulerer i bevægelsen fra mening til lyd.

I sin lingvistiske forståelse af sproget synes Benveniste at forbigå f.eks. musikforståelsens karakter, der ikke nødvendigvis kan gengives adækvat via en sproglig forklaring. Som Wittgenstein skriver:

Musikforståelsen er en af menneskets livsytringer. Hvordan skulle man beskrive den for nogen? Vel, først og fremmest måtte man antagelig beskrive musikken. Så kunne man derefter beskrive, hvordan menneskene forholder sig til den. Men er det alt, som kræves, eller hører det også med, at vi bibringer ham selv forståelse? Vel, at bibringe ham forståelse vil i en anden forstand lære ham, hvad forståelse er, end en forklaring, der ikke gør dette.

(1998, p. 81-82)

Musikken har ifølge Wittgenstein karakter af livsytring og smitter herved af på sproget. Ifølge Wittgenstein findes sprogets, tænkningens og sansningens paradigme rundt om musikken; disse står således i en kontinuerlig udveksling, ikke via metaforiske gengivelser, men via gestisk betingede betydningshandlinger: “I verbalsproget er der et stærkt musikalsk element (et suk, spørgsmålets, forkyndelsens, længslens tonefald, alle tonefaldets utallige gestus)” (Wittgenstein, 1998, p. 157). Sproget er hos Wittgenstein, som musikken, tæt forbundet med en livspraksis og en social kontekst. Den diskursive funktion er ikke forbeholdt sprogets semantiske funktion, der kan tolke andre typer af systemer. En musikoplevelse gengives bedst gennem en gestus.

Søren Kjørup beskriver i Æstetiske problemer (1971), hvorledes dagligsproget beskriver en virkelighed, der eksisterer uafhængigt af sprogets beskrivelser. Altså opererer med kendsgerninger om eller fortolkninger af verden. I litteratur handler sproget omvendt om personer, steder, begivenheder, der alene har fiktiv eksistens skabt af den litterære tekst. Det er således ikke nødvendigt for et sprogligt udtryk, der har mening, at det handler om kendsgerninger, der eksisterer; sproget behøver her ikke en virkelig reference. Kjørup mener således, at sproglig mening kun er afhængig af, om det sproglige udtryk efterlever det pågældende sprogs regler (1971, p. 117). Det litterære sprog er en type sprog, hvor de anvendte sætninger ytres, men ikke som påstande, der hævdes; om de er sande eller falske, er i denne optik irrelevant. Litterært sprog er således en særlig, kunstnerisk, fiktiv, men fortsat sproglig modus.

Kjørup etablerer her et semiotisk system, der er litteraturens; et system, der principielt kun er forpligtet på overholdelsen af de regler, det opstiller for sig selv. Denne fjernelse af litteraturen fra sprogets diskursive funktion har det problem, at den ikke medregner modtagerens kontekst. Litteraturens sprog næres, mener jeg, præcist ved dets karakter af transport fra de kropslige intentioner og emotioner, som det virkelige liv sætter. Fascinationen af litteraturen opstår således netop dér, hvor den specifikke modtager vækker værkets emotionelle potentiale til live.

Når sproget bruges poetisk, sker det ofte, at det gen- eller opfinder sig selv. Hvor sproget i daglig tale synes at dække verden, peger det i poetisk orienteret litteratur i stedet på sig selv som udtryk; den måde, ordene organiseres på, afhænger her ikke af referentielle eller konventionelle sammenhænge, men ordnes i stedet via allitteration*, rim, rytme etc. Dette kan bl.a. ses som en ordning af sproget, der fungerer via sideordnethed frem for via hierarkiske strukturer, hvor gentagelser og kontrasteringer implementeres, hvilket mimer musikkens bestanddele. Det enkelte element er ikke bærer af betydning, det opnår betydning gennem sin position i syntagmet – gennem det Roman Jacobson har kaldt den poetiske funktion (1995).

Den modernistiske digtning søger at transcendere sproget i retning af dets grænser og orienterer sig i den forstand mod musik. Den stræber således efter noget, der tilhører musikken, altså befrielsen fra tegnenes magt i sproget. Tilhørsforholdet til musik bliver på den vis tydeligst, når virkelighedsbesøget i litteraturen bliver mest tvivlsomt, hvilket dog ikke nødvendigvis skaber bortvendthed, men i stedet indstifter en nærværsrelation med læseren. Dette er dog ikke forbeholdt poesien; også prosa kan italesætte denne poetiske funktion i sproget.

Kunstarternes bevægelser mod hinanden har karakter af en stræben: De nærmer sig hinanden, men forbliver adskilte. Det afgørende i den forbindelse, mener jeg, er den funktionelle udveksling, der foregår mellem dagligsprogets kommunikative niveau og det kunstneriske, kompositoriske og poetiske niveau. Der pågår herimellem en dynamik, som både spiller med kunsten som system, med sproget som social handling og med musikken forstået som livsytring. Hverken Benveniste eller Kjørup synes at pointere denne dynamik tilstrækkeligt.

Musik betegner ikke, men den betyder. Ifølge Benveniste må udsagnet i musik være abstrakt, idet lyd ikke er semantisk begrundet. Det er dette træk, der gør musik interessant for det litterært moderne. Musikken synes her at synliggøre en totalitet, den viser mere end summen af sine dele. Hvor sproget som lyd eller klang ifølge K.E. Løgstrup hele tiden stræber efter at blive til mening og derved opløses og mister denne totalitet, kan den i musikken stå uberørt og hel (1976, p. 14). Forskellen mellem musik og sprog kan i denne forbindelse påpeges dér, hvor sprogets fiktive rum opsluges af meningen, mens musikkens får lov til at stå uberørt.

Sproget kan kun vanskeligt fiksere en klanglig og rytmisk skabelse af et fiktivt rum, men det er den bevægelse, jeg her vil søge at iværksætte og “holde fast”. Her synes særligt litteraturen at besidde en evne til frem for sproget at favne denne betydningsbevægelighed – en immanent spænding, der i et vist omfang kan relateres til musik.