Читать книгу Lyd, litteratur og musik - Birgitte Stougaard Pedersen - Страница 6

Den franske lingvist Émile Benveniste skelner i artiklen “Ur Språkets Semiologi” (1995) mellem semiotiske og semantiske betydningssystemer. Her introduceres den semantiske handling i forståelsen af sproget som forskelligt fra andre typer af semiologiske systemer, heriblandt musikken.

Ifølge Benveniste defineres ethvert betydningssystem ud fra sin måde at betyde på; ethvert sådant system må udpege de enheder, det sætter i spil for at skabe mening (1995, p. 25). Sproget består af grundenheder, som er tegn, mens musikken tilsvarende består af grundenheder, der er kendetegnet ved ikke at være tegn. Toner kan således identificeres inden for en skala, men lyden bærer ikke referentiel mening. For Benveniste er musikken altså et semiologisk system af lydkombinationer og lydfølger, der ikke er semantiske, dvs. at de ikke henviser til en identisk konvention, som de involverede er blevet enige om. Musikken består således ifølge Benveniste af ikke-betydningsbærende grundenheder; musikkens orden fungerer ikke referentielt, men muligvis kontrasteres manglen på semantik af en musikalsk intentionalitet, der findes i musikkens udtryksmæssige kvaliteter.

Sproget har tegnet som grundenhed, og dets betydningsproces er i Benvenistes optik grundlæggende, idet sproget bl.a. muliggør kommunikation og civilisation. Benveniste opererer med den antagelse, at sproget, som det eneste semiologiske system, er i stand til at fortolke andre typer af systemer; sproget er således semiologisk, både hvad angår struktur og funktion (1995, p. 32-33).

Man kan ifølge Benveniste tale om musik via metaforer*, altså i og med sproget. Benveniste går her uden om andre typer af formidling af musikalsk forståelse, f.eks. den kropslige eller gestiske. En gestus udgør muligvis et bedre middel til at forklare eller videregive musikken, hvor sprogets metaforer ikke kan udtømme den musikalske artikulations karakter og egenart. Denne type af transporter mellem systemer er dog ikke fraværende hos Benveniste, men de hører til en anden type af relationer, nemlig en homologirelation. Relationen optræder i en forbindelse mellem delene i to forskellige semiotiske systemer, som f.eks. musikken over for sproget eller sproget over for den visuelle kunst. Benveniste påpeger hermed, at alene det sproget iboende rummer en dobbelt betydningsproces, og han begrunder denne tolkningsrelation ved at udpege arten af andre typer af relationer (ibid.).

Tegnet udgør sprogets byggesten, det er udsigelsens materiale, men er i sig selv uberoende på reference – der er ikke nogen logisk sammenhæng mellem ordet hest og dyret hest. Det semantiske skabes af diskursen eller sætningen, semantikken står altså i forbindelse med referenterne. Semantikken har således at gøre med udsigelsens verden, med sproget som medvirkende ved meddelelsen, som betydningshandling.

Der er ifølge Benveniste her tale om to adskilte begrebsordninger eller universer. “Med det semantiska träder vi ind i den särskilda betydelsesvärld som skapas av diskursen. De problem som uppstår beror av språket som tillverkare av meddelanden” (1995, p. 34). Tegnet kan således ikke ophøjes til det eneste princip for sproget i dets diskursive, samtalende funktion. Heri foreligger der en eksplicit kritik af den schweiziske sprogforsker Ferdinand de Saussure, som grundlagde den moderne strukturelle lingvistik. I Benvenistes optik kendetegnes det semiotiske tegn ved, at det indbefatter genkendelse og medvirker til at opfatte identitet mellem det foregående og det nærværende. Heroverfor virker den semantiske funktion ved, at den indbefatter forståelse og er i stand til at generere et nyt udsagns betydning. Det diskursive sprog bygger på en sådan semantisk handling, på en udsigelse.

Musikkens lyde og deres betydning må overvejes hver gang; i og med at musikken ikke semantisk henviser til en given referent, fornyes grundlaget for hvert nyt værk. En sådan indkapsling kan hos Benveniste siges at gælde for kunsten som sådan, idet et værks betydningsrelationer opstår inden for en komposition. Hos Benveniste henviser enhederne i kompositionen aldrig til en identisk konvention; i stedet må betydningsproduktionen anses for ny ved hvert værks artikulation. Omvendt må man dog sige, at den kulturelt betingede konvention for al den musik, der er skrevet forud for værket, klinger med. Denne kan ikke fastlægges semantisk, men er dog konventionelt funderet, som sproget er det. Tilsvarende kunne man måske pege på, at den gestiske, intentionelle betydningshandling har en funktion, der er lige så vigtig som den diskursive, semantiske funktion i sproget.

Kunstens “sprog” er således semiotisk funderet men uden en semantisk funktion, der kan fastlægges endeligt. Man kunne i den anledning spørge, hvad Benveniste stiller op med litteraturen som kunstart, der netop er kendetegnet ved at være både sprog og kunstnerisk ytring. Dette må afstedkomme spændinger i kunstartens grundlag. I modsætning til Benveniste vil jeg fremføre, at den gestiske relation mellem værk og modtager hele tiden spiller mellem en semiotisk, en semantisk og en kropsligt igangsat betydningsgenerering.

Således tolker ikke blot sproget som system de andre typer af systemer, bevægelsen går også den anden vej i en fortsat undersøgelse og udfordring af sprogets grænser. Som en form for gestus leverer denne type af fortolkning ikke forklaringer i hermeneutisk forstand, men etablerer en anden type af forståelse, end den semantiske evner. Benvenistes indføjelse af den semantiske funktion har dog den helt centrale funktion i relation til dette arbejdes betydningsbegreb, at han udpeger en betydningshandling, udsigelsen, der i en bevægelse skaber forståelsen.