Читать книгу Det strategiske Miljoforskningsprogram 1992-2004 - Claus Bjorn - Страница 3

Det Strategiske Miljøforskningsprogram (SMP) er med udgangen af 2004 afsluttet. SMP blev sat i gang af KVR-regeringen i 1992, og de samlede bevillinger har været ca. 700 mio. kr.

I forbindelse med SMP’s afslutning er der blevet udarbejdet en evaluering af forskningsresultaterne for en række af programmets forskningscentre. Denne citationsbaserede evaluering blev udarbejdet af forskningsprofessor Peter Ingwersen, som viser, at de videnskabelige resultater fra programmet har haft stor international gennemslagskraft. Det er således blevet bevist, at strategisk forskning kan være af den allerhøjeste karat, hvis vilkårene er dertil. Generelt har miljøforskningscentrene markeret sig rigtig flot – flere endda væsentligt bedre end forventet – både når det gælder antallet af publikationer og international gennemslagskraft, og set som en helhed betegner Peter Ingwersen programmet som intet mindre end “en klar succes!”

I oktober 2004 fulgte Huset Mandag Morgen op med sin egen analyse, der ligeledes finder pæne ord frem i “Miljøviden i verdensklasse?”; der er opbygget en dansk ressourcebase og uddannet mange unge forskere. Kort sagt, der er masser af ny viden, som kan formidles videre til brugerne af miljøviden til gavn for samfundets udvikling. Dansk strategisk miljøforskning har således i høj grad evnet at markere sig stærkt internationalt – og i forhold til midtvejsevalueringen har programmet som helhed haft en større international gennemslagskraft end forventet. Regeringen, Det Strategiske Miljøforskningsprograms opdragsgiver, kan godt være tilfreds med det resultat.

Ved programmets start udtrykte en del forskere ellers en bekymring for et strategisk forskningsprogram, hvor forskningen havde for specifikke mål: SMP var anvendelsesorienteret, det stillede øgede krav til formidling og blev styret i højere grad, end man var vant til. Det ville gå ud over forskernes frihed, mente mange: Man ville skulle bruge oceaner af tid på møder og koordination, og man ville blive tvunget til tværfaglighed, hvilket mange frygtede ville påvirke dybden i forskningen – og derved netop modarbejde den høje videnskabelige kvalitet, som kræves i den åbne internationale konkurrence.

Men det gik omvendt: Forskningsresultaternes gennemslagskraft er faktisk steget til trods for de ovennævnte indvendinger og omkostninger. Strategisk forskning kan bidrage med samfundsrelevant forskning, der giver lovgiverne og befolkningen den viden, der er så nødvendig for at kunne træffe velfunderede beslutninger – og samtidig give forskningen mulighed for at udvikle sig og opnå resultater på et meget højt niveau.

Hvordan det er gået til, har forfatteren Claus Bjørn skildret i denne bog, der, håber jeg, kan give inspiration til andre.

Lauritz B. Holm-Nielsen

Formand for Det Strategiske Miljøforskningsprograms ledelsesgruppe