Читать книгу Det strategiske Miljoforskningsprogram 1992-2004 - Claus Bjorn - Страница 8

Med etableringen af Miljøministeriet, gennemførelsen af Miljøbeskyttelsesloven og ikke mindst de adskillige tiltag, der som konsekvens af loven blev vedtaget løbende i Folketinget, var der skabt et administrativt apparat, der skulle beskytte miljøet. Meget i den løbende politiske debat i disse år angik håndhævelsen af lovgivningen i praksis, herunder sanktionerne for overtrædelse af miljølovgivningens bestemmelser. Fra miljøforkæmpernes side rettedes der en stadig kritik mod den manglende indsats fra myndighedernes side.

Det kunne ikke undgås, at man på mange områder måtte arbejde uden at have den omfattende erfaring og sikre viden. En planlagt revision af miljøbeskyttelsesloven til 1977-78 blev udskudt til 1981 netop med henvisning til behovet for et større erfaringsmateriale. I foråret 1984 måtte Folketinget erklære, at man endnu ikke var klædt på til at drøfte indførelsen af atomkraft i Danmark. Man savnede viden om sikkerhed, om de økonomiske konsekvenser og om følgerne for miljøet. Der var gennemgående en ret bred politisk enighed om de miljøpolitiske tiltag; dog var Fremskridtspartiet som regel imod at give Miljøministeriet yderligere beføjelser og afviste de mere detaljerede indgreb, der oftest var tale om. På den anden side tegnede Socialistisk Folkeparti en stadig mere “grøn” profil med krav om skærpede indgreb og ikke mindst kraftigere sanktioner over for overtrædelser af lovgivningen. 1980’ernes politik opererede ikke blot med et alternativt flertal på det militær- og sikkerhedspolitiske område, men det samme flertal bestående af Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre markerede sig også i miljøpolitikken. Partiet De Grønne, der så at sige udelukkende koncentrerede sig om miljøet, opstod i 1985 og opnåede i løbet af foråret de nødvendige 20.000 underskrifter for at kunne opstille til folketingsvalg. Ind i 1980’erne begyndte miljøpolitikkens fokus at svinge fra industrien og den traditionelle forureningsbekæmpelse over mod landbruget, hvis stadigt stigende anvendelse af handelsgødning og pesticider kom i søgelyset.

Miljøet gav i stigende grad anledning til sager, der optog medierne. I foråret 1985 idømtes fabrikken Cheminova på Harboøre Tange en bøde for ulovlig udledning af fem tons insektgift – og bødens størrelse blev indgående debatteret. 28. april 1986 indtraf Tjernobyl-katastrofen. Forøgelsen af nedfaldet af radioaktivt materiale kunne spores i Danmark, selvom stigningen ikke var af et sådant omfang, at den herhjemme rummede en sundhedsrisiko. Men katastrofen satte fokus på de risici, der var forbundet med anvendelsen af atomkraft, ikke alene for nærområderne, men også i grænseoverskridende forstand. Den danske kritik af det svenske Barsebäckværks fortsatte virksomhed inden for synsvidde af den danske hovedstad blev et stadigt mere belastende indslag i det dansk-svenske forhold.

9. oktober 1986 kunne tv-avisen bringe et indslag fra havnen i Gilleleje, hvor nogle fiskere kunne fremvise en kurv med døde jomfruhummere, som var resultatet af deres fiskeri på de sædvanlige fangstpladser. De tilføjede, at Kattegat de seneste år var plaget af fiskedød på grund af forureningen, der gjorde bundvandet iltfattigt. Iltindholdet i store dele af Kattegat var reduceret til 1/3 af det normale. Danmarks Naturfredningsforening opfordrede kort efter miljøminister Chr. Christensen til sammen med de relevante myndigheder i amter og kommuner at sikre, at livet fortsat kunne bevares i de danske farvande – “Red havet omkring Danmark nu”, hed det i foreningens appel. Den debat, der fulgte, blev snart taget op på det politiske plan, hvor fiskeriministeren ikke var afvisende over for Danmarks Naturfredningsforenings forslag, mens miljøministeren var mere afventende. Det alternative grønne flertal tog spørgsmålet op. Miljøministeren fremkom sidst i oktober med en aktionsplan for havet omkring Danmark. Forhandlinger med landbruget førte ikke til en frivillig aftale om formindskelse af landbrugets forbrug af kunstgødning, og 18. november kunne regeringen og Det Radikale Venstre efter en mere generel miljødebat i Folketinget enes om en miljølovgivning over for landbruget, der imødekom Det Radikale Venstres ønsker, men splittede det alternative grønne flertal. Med en dagsordensvedtagelse opfordredes regeringen til at sikre, at alle ulovlige udledninger blev bragt til ophør inden 1. maj 1987 og til at fremlægge en samlet plan for en reduktion af udledning af kvælstof med 50 % og for udledning af fosfor med 80 % over en 3-årig periode – det blev til Vandmiljøplan 1, der blev vedtaget i juni det følgende år.

Miljøspørgsmålet fik i egentlig forstand sit blå stempel, da Dronning Margrethe i sin tale nytårsaften 1986 konstaterede, at det forgangne år for alvor havde vist os, hvor katastrofalt mennesket kan komme til at gribe ind i naturen. Forureningen var rykket tæt ind på vores liv, og konsekvenserne kunne blive uoverskuelige. Et år senere kunne Socialdemokratiets Svend Auken kritisere, at statsminister Poul Schlüters nytårstale 1. januar 1988 ikke havde indeholdt et ord om miljøet!

I Politiken 15. april 1985 gjorde daværende miljøminister Chr. Christensen en slags status. Man havde fået et Miljøministerium, et administrativt apparat og en lovgivning, der skulle “fyldes ud” med kvalitetskrav, normer og vejledninger. Det var indlysende, at gennemførelsen, af hvad ministeren betegnede som miljøreformen, ville medføre store krav til investeringer både i den offentlige sektor og i det private erhvervsliv:

Derfor er det nødvendigt – og det er det stadigvæk – at krav og vejledninger om miljøbeskyttelsen bliver udformet på et videnskabeligt fagligt grundlag.

I debatten om etablering af rammerne om dette faglige grundlag indgik det i overvejelserne, om denne bistand kunne fås fra universitetsverdenen eller på allerede eksisterende offentlige institutioner under andre ministerier eller ved udbygning af Miljøministeriets egne laboratorier og institutioner.

Resultatet blev en udbygning af ministeriets administrative apparat til også at omfattende en egentlig videnskabelig kompetence i form af egne laboratorier. Ministeriets sektorforskning blev organisatorisk opbygget således, at den muliggjorde et tæt samarbejde mellem brugere og forskere. Sektorforskningsinstitutioner var imidlertid i en stadig klemme mellem den langsigtede grundforskning og så behovet for

at kunne trække på disse institutioner i løsningen af aktuelle og ofte akutte miljøspørgsmål. Spørgsmål, der kræver et hurtigt, men videnskabeligt velbegrundet svar.

Planlægningsrådet for Forskningen havde peget på, at det var nødvendigt at sikre sektorforskningsinstitutionernes videnskabelige niveau. Heri var ministeren helt enig. Der måtte være en balance mellem de kortsigtede og de langsigtede opgaver, hvis ikke sektorforskningsinstitutionerne skulle blive vidensmæssigt forarmede. Der var derfor behov for at udbygge det allerede eksisterende samarbejde mellem sektorforskningsinstitutionerne og universiteterne, og det var, med de begrænsede midler der var til rådighed, nødvendigt at sikre, at man fik det fulde udbytte af den videnskabelige indsats, som det danske samfund under et kunne yde på miljøforskningens område.

Den socialdemokratiske fhv. statsminister Anker Jørgensen, kritiserede på Nordisk Råds parlamentarikerkonference i Stockholm 9. september 1985 om den grænseoverskridende luftforurening videnskaben for at analysere og analysere, men ikke komme med nogen konkrete bud på, hvad politikerne skulle gøre ved luftforureningen. På et møde med landbruget et par dage efter vedtagelsen af vandmiljøplanen besluttede miljøministeren, at en kreds af miljøeksperter skulle forsøge at finde frem til en løsning af, hvorledes landbruget kunne nedbringe den forurening, der var en følge af erhvervets brug af kunstgødning.

Chr. Christensens indlæg i Politiken, Anker Jørgensens udtalelse i Stockholm, og miljøministerens beslutning sammen med landbruget og for så vidt også dronningens nytårstale kredsede alle om det samme problem – det uoverskuelige ved miljøproblematikken, således som den nu tegnede sig her i 1980’erne. Man kunne være enige om, at det stod galt til med miljøet, og at der skulle gøres noget ved det – men hvordan sikrede man, at der bag Miljøministeriets og de lokale miljømyndigheders afgørelser og vejledninger lå en saglig indsigt i og en videnskabelig holdbar begrundelse for de afgørelser, der i kraft af den særlige udvikling på området, måtte udstrækkes over stadig bredere områder? Hvordan fik man tilvejebragt en egentlig miljøforskning, der ikke blot – som Chr. Christensen havde beskrevet det i Politiken – gav her og nu svar, men som kunne tilvejebringe en mere tilgrundliggende indsigt i de faktorer, der spillede sammen i miljøbelastningen og kunne give en overordnet viden om rammerne, inden for hvilke de relevante myndigheder kunne foretage indgreb og gennemføre reguleringer.

Den efterspurgte nødvendige kobling mellem miljøpolitik og miljøforskning blev yderligere aktualiseret i begyndelsen af 1987. Der udviklede sig ikke blot en konflikt mellem Miljøministeriet og landbrugets organisationer, der kritiserede, at man nu krævede milliardinvesteringer på grundlag af mangelfuld indsigt og på ufuldstændigt grundlag, men også med landbrugsminister Britta Schall-Holberg. Her viste der sig at være kommunikationsproblemer mellem miljøministeren og en forskningsafdeling under Miljøstyrelsen. Nøgletal fra en delrapport om konsekvenserne af landbrugets kunstgødningsforbrug kom i stedet landbrugsministeren i hænde. Hele sagen udviklede sig til et internt opgør i regeringen, der sluttelig kaldte statsministeren på banen med en erklæring om, at regeringens handlingsplan uforandret var regeringens udspil, at han, samt landbrugs- og miljøministeren, stod 110 % bag planen og blev stående der, og at affæren beroede på “dels mangel på konduite hos en embedsmand i Miljøstyrelsen, dels på at en klaptorsk i en interesseorganisation havde fået materialet og følt sig inspireret til at lege stor-intrigator”.

Kort efter nytår 1988 foreslog formanden for Folketingets Miljøudvalg, Hans Engell, at regeringen udarbejdede en samlet miljøhandlingsplan, der omfattede alle forureningsområderne luft, land og vand. Det var ifølge Hans Engell vigtigt at prioritere og tilrettelægge indsatsen langsigtet. Kort efter bad statsminister Poul Schlüter sine ministre udarbejde en prioriteret liste over nuværende og kommende års miljøforbedringer. Formålet skulle være at undgå fejlinvesteringer og “følelsesladede hovsa-beslutninger” på miljøområdet. Samme år kunne man konstatere omfattende iltsvind i Kattegat, stigende koncentration af alger i de danske farvande og en så dårlig vandkvalitet, at badning mange steder måtte frarådes.

Miljøspørgsmålet var i slutningen af 1980’erne sat på dagsordenen – oven i købet meget højt på denne. En meningsmåling i foråret 1989 viste, at danskerne bekymrede sig mere om forurening og miljøproblemer end om truslen om arbejdsløshed, udlandsgældens foruroligende størrelse og kriminaliteten. På sin 1. maj-tale i 1990 kunne en af miljøpolitikkens markante profiler, socialdemokraten Ritt Bjerregaard, hævde, at efter at arbejderklassen i 100 år havde kæmpet for velfærd, så var det nu kampen for et rent miljø, det først og fremmest gjaldt. Miljøet var ikke blot et nationalt anliggende. Havmiljøets problematiske tilstand betød netop i 1980’erne en revitalisering af det ellers på mange måder noget hensygnende nordiske samarbejde, og Danmarks indsats mod miljøproblemerne måtte og skulle til stadighed samstemmes med EF’s bestræbelser og bestemmelser på samme område. Det var en almen vedtaget holdning, at Danmark skulle være et foregangsland, når det gjaldt miljøpolitikken – dog var der en standende strid mellem de politiske partier om, hvorledes denne førende indsats skulle udmøntes – og i efteråret 1988 kunne Miljøstyrelsen endda fremkomme med den forventning til fremtiden, at eksport af dansk miljøviden kunne blive en indbringende forretning for danske virksomheder!

Miljøet havde ændret sig i den lille snes år, der var forløbet siden forureningsbekæmpelsen blev et vigtigt politisk anliggende. Fra “møg, støj og røg” havde miljøet undergået et hamskifte til at omfatte hele den måde, hvorpå man producerede – ikke mindst vore fødevarer.