Читать книгу Det strategiske Miljoforskningsprogram 1992-2004 - Claus Bjorn - Страница 6

Det var SF, der i 1964 fremsatte det første forslag i Folketinget til en mere markant indsats mod forureningen, men på trods af en generelt venlig modtagelse fra alle sider, skete der foreløbig intet. Emnet var imidlertid kommet på dagordenen, og over hele det politiske spektrum tog man forureningsbekæmpelsen op som emne på landsmøder og punkt på partiprogrammerne. Det var ikke noget isoleret dansk fænomen. I den vestlige verdens stærkt industrialiserede lande skete det samme. Den vesttyske socialdemokratiske politiker Willy Brandt gjorde det i slutningen af 1960’erne til et programpunkt, at “himlen over Ruhr atter skulle blive blå”. Det var VKR-regeringens konservative indenrigsminister Poul Sørensen, der i 1968 iværksatte en undersøgelse om støj- og forureningsproblemer. Året efter fulgte nedsættelsen af et udvalg til at få overblik over forureningsproblematikken set fra den lovgivningsmæssige side, og i september 1969 blev der etableret et Forureningsråd, der skulle skaffe sig overblik over problemets omfang og vurdere, hvor der var behov for en hurtig indsats, og hvorledes arbejdet med forureningsbekæmpelsen skulle organiseres. Forureningsrådet blev senere på året suppleret med en række tekniske ekspertudvalg og indledte en meget omfattende kortlægning af forureningsproblemerne.

9. juni 1971 kunne Forureningsrådet aflevere en rapport til statsminister Hilmar Baunsgaard. Rapporten anbefalede en investering på 4 mio. kr. i forureningsbekæmpelse over en 5-7-årig periode. Administrationen af denne indsats burde samles i et statsligt organ, der skulle fremkomme med forslag til den nødvendige lovgivning og overvåge, at samme lovgivning blev overholdt. Danmark kunne ved denne indsats få en førerstilling som et “rent” land – industrien ville få et forspring med hensyn til at fremstille anlæg til forureningsbekæmpelse, og landbrugseksporten ville have fordel af det renere miljø. Statsministeren erklærede på et pressemøde, at regeringen nok måtte indstille sig på at tage hurtigere og mere effektivt fat, end man tidligere havde anset det for nødvendigt.

Valget i september 1971 førte til dannelsen af en socialdemokratisk mindretalsregering med Jens Otto Krag som statsminister. Den kun 34-årige Jens Kampmann blev udnævnt til trafikminister, men fik også miljøproblemerne som sit ressortområde og kort efter regeringsdannelsen blev han formand for et særligt forureningsudvalg under regeringen. Ministeriet for Forureningsbekæmpelse blev oprettet med Jens Kampmann som minister og Holger Lavesen, hidtidig fuldmægtig i Indenrigsministeriet, som departementschef. Personale og sagområder kom fra Indenrigsministeriet (sundhedskommissionerne, vandforsyning og giftstoffer), Landbrugsministeriet (vandløbslovgivning og giftstoffer), Handelsministeriet (olie- og kemikalieforurening af havene) og fra Fiskeriministeriet (beskyttelse af ferske og salte vande). Det nye ministerium og dets chef kom kort efter etableringen i ilden i en forespørgsel fra SF i en allerede verserende sag om Grindstedværkets udledning af spildevand.

Ministeren for Forureningsbekæmpelse kunne i forbindelse med fremsættelsen af et lovforslag om begrænsning af svovlindhold i brændsel erklære, at det ikke ville være muligt at bekæmpe forureningen gennem særlove. Hans ministerium arbejdede derfor med at forberede en generel miljølovgivning. Umiddelbart før folketingsårets afslutning kunne Jens Kampmann 29. maj 1972 forelægge et forslag om en lov om miljøbeskyttelse. Det var, ifølge lovforslagets § 1, formålet at forebygge og bekæmpe forurening af luft, vand og jord, at forebygge og bekæmpe støjulemper, at tilvejebringe hygiejnisk begrundede regler af betydning for miljøet og endelig at skabe det nødvendige administrative grundlag for planlægningen og indsatsen mod forurening. Mere overordnet var formålet:

Loven skal særlig anvendes til at sikre de kvaliteter i de ydre omgivelser, som er af betydning for menneskers hygiejniske og rekreative levevilkår og for bevarelsen af et alsidigt dyre- og planteliv.

Lovforslaget hyldede den opfattelse, der har været gennemgående i al miljølovgivning i de vestlige lande, at det var den, der forurenede, der skulle betale for afhjælpningen af den påførte skade – på engelsk udtrykt som Polluter-Pays Principle eller blot PPP.

Lovforslaget var i sin helhed en meget vidtgående ramme- eller bemyndigelseslov. Ikke mindre end 27 paragraffer i lovforslaget indledtes med ordene “Ministeren kan …”, hvad der naturligvis ikke var ensbetydende med, hvad en minister for forureningsbekæmpelse ville gøre. Eller videre ville undlade at gøre. Den lagde op til at afvikle de lokale sundhedskommissioner, der siden 1850’erne i praksis havde håndteret miljøspørgsmål.

Den kortvarige førstebehandling var præget af principiel tilslutning fra alle sider til lovforslagets intentioner, men med betydelig kritik af de enkelte bestemmelser og overhovedet af de meget vidtgående bemyndigelser til ministeren. De radikale efterlyste en konkretisering og præcisering af det egentlige indhold, Venstre var bekymret for de byrder, loven ville pålægge erhvervslivet med konsekvens for konkurrenceevnen og beskæftigelsen, mens de konservative nok var enig i princippet om, at forureneren skulle betale, men i praksis ønskede statslig medvirken i form af skattefradrag og afskrivningsregler. Ministeren besvarede kritikken med, at lovforslaget i den foreliggende form nærmest var at betragte som et debatoplæg, og at det ville blive genfremsat efter forhandlinger med de berørte parter.

Det havde været hensigten med det erkendt ufærdige lovforslag at give offentligheden en mulighed for at øve indflydelse på den endelige udformning. Det kom ikke til en egentlig folkelig debat om lovforslaget, men der blev ført omfattende forhandlinger med både Amtsrådsforeningen og Kommunernes Landsforening samt industriens og landbrugets organisationer. Disse forhandlinger fandt sted i løbet af sommeren og efteråret 1972. Det blev i særlig grad mellem ministeriet og industrien, at de afgørende forhandlinger fandt sted. Landbrugsorganisationerne sluttede i alt væsentligt op om de synspunkter, som industrien gav udtryk for. De væsentligste resultater af disse meget indgående drøftelser mellem Ministeriet for Forureningsbekæmpelse og Dansk Industri var indføjelsen af følgende elementer:

1 Der skulle oprettes et uafhængigt miljøklagenævn som sidste klageinstans

2 Miljøgodkendte virksomheder skulle være beskyttet mod yderligere miljøkrav

3 Afgørelser i henhold til den kommende lovs bemyndigelser skulle træffes efter afvejning af de berørte virksomheders økonomi og samfundsnytte.

Jens Kampmann kunne i januar 1973 fremsætte det reviderede forslag til en miljøbeskyttelseslov. Også i den reviderede form ville loven blive en rammelov med store beføjelser til ministeren, der imidlertid i forbindelse med fremlæggelsen afgav en erklæring, der begrænsede disse beføjelser ved at love, at mere indgribende foranstaltninger ville blive forelagt Folketinget i form af lovforslag, og at Folketingets Miljøudvalg ville blive holdt orienteret om mere vidtgående initiativer. Loven blev derefter vedtaget 29. maj 1973 med 98 stemmer for, ingen imod, mens 72 undlod at stemme. Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti, der havde indgået forlig, der indebar et løfte om nedsættelsen af et udvalg til at undersøge mulighederne for afskrivninger i miljøbekæmpelse, stemte for loven. Venstre undlod at stemme, og det samme gjorde Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti med varierende begrundelser. Loven om Miljøbeskyttelse skulle være trådt i kraft 1. april 1974, men af hensyn til de berørte virksomheder, amterne og kommunerne blev ikrafttrædelsesdatoen udskudt til 1. oktober 1974.

Lov om Miljøbeskyttelse af 1973 har siden været miljøpolitikkens grundlov. Miljøbeskyttelsesloven er siden blevet ændret hen ved 30 gange og da oftest med overdragelse af mere eller mindre vidtgående beføjelser til ministeren. I Mogens Moes 4. udgave af bogen Miljøret hedder det opsummerende:

Brede beføjelser for ministeren og vide rammer for de lokale miljømyndigheders skøn har medvirket til, at industriens virksomheder i dag opfatter miljømyndighederne som meget magtfulde.

Trods de mange ændringer og bemyndigelser har forløbet siden 1973 været præget af stor kontinuitet, navnlig i den forstand, at en gang indførte reguleringer ikke forsvinder igen. Men på mange felter er der sket en forgrening og detaljering af reguleringerne.