Читать книгу Det strategiske Miljoforskningsprogram 1992-2004 - Claus Bjorn - Страница 7

Miljølovgivningens oprindelige genstandsfelt var første og fremmest industrien og den forurening, der var konsekvensen af en stadig mere udbredt (også geografisk set) industrialisering af Danmark og et stadigt mere omfattende energiforbrug og dermed også påvirkning af omgivelserne og affaldsproblemer. Landbruget blev oprindelig ikke opfattet som et væsentligt miljøproblem, og det kunne således i 1980 i en vejledning fra Miljøministeriet fastslås, at folk, der flyttede ud på landet, måtte acceptere de ulemper, der traditionelt var forbundet med at bo på landet – herunder griselugten og flueplagen. Dette ændrede sig med NPO-redegørelsen fra 1984, der dokumenterede, at landbruget bidrog markant med nitratforurening af grund- og havvand. Konstateringen af iltsvind i de indre danske farvande og de herostratisk berømte “døde hummere” førte til Vandmiljøplan 1 af 1987, der senere blev fulgt op af nr. 2 fra 1998.

Miljøpolitikkens udstrækning til også at omfatte det åbne produktive landskab var et meget afgørende skridt i dansk miljøpolitik. Dels drejede det sig om meget omfattende indgreb – Vandmiljøplan 1 kan således opfattes som det hidtil mest omfattende enkeltindgreb i dansk miljøpolitik – dels blev der grebet ganske gennemgribende ind på et område, hvor selvforvaltning og den enkelte landmands suveræne dispositionsret over anlæg, husdyr og areal fra gammel tid havde været holdt i hævd af erhvervet selv og stort set accepteret af myndighederne. Hvor industrien i Danmark var “vokset op” med tradition for offentlig kontrol med fx arbejderbeskyttelse, så havde den særlige stærkt udviklede organisationskultur inden for dansk landbrug i det historiske forløb fået lagt mange kontrolfunktioner over i eget regi. Forfatteren til disse linjer oplevede en gang midt i 1980’erne en ældre jysk landmands spontane frustration over at skulle kigges over skulderen af nogen uden for hans egen bedrift, når det drejede sig om, hvordan og hvor meget han gødede sine marker. Her var der virkelig tale om et kultursammenstød mellem en traditionel livsform og det moderne overvågningssamfund.

Det siger videre sig selv, at det meget store antal landbrugsvirksomheder, der endnu i 1980’erne udgjorde ca. 60.000, helt praktisk stillede myndighederne over for meget omfattende opgaver. Vandmiljøplan 1 indebar således en betydelig personalemæssig udvidelse af de kommunale miljøafdelinger, men i en årrække var det ganske enkelt et åbent spørgsmål, hvor vidt man fra myndighedernes side var i stand til effektivt at håndhæve de påbudte reguleringer. Kontrollen med de gødningsplaner, man pålagde erhvervets udøvere, blev først ført ud i livet hen ad vejen. Hertil kom, at hvor hedeopdyrkning, udretning af vandløb og afledning af skadeligt – dvs. overflødigt vand – havde været plus-faktorer i landbrugets selvforståelse gennem generationer, så gik de offentlige bestræbelser nu i den modsatte retning. Drænrørene blev i ordets egentlige forstand stoppet til. Der skulle genskabes våde enge, rejses mere skov og indføres miljørigtige dyrkningsformer – økologisk landbrug. Disse tiltag var dog afhængige af de støttemuligheder, der var til rådighed.

Direkte følelig for hundredvis af landbrugere og synlig i det åbne landskab var den ændring af vandløblovgivningens sigte, som var en konsekvens af vandløbsloven af 1982, hvor miljøhensynet blev indføjet i lovgivningen. Hvor der tidligere har været tale om regulering, kan man nu landet over møde eksempler på restaurerede vandløb. Markant og medieombrust har været genopretningen af en 20 km lang strækning af Skjern Å. Og forandringen i vandløbslovens § 69 fra 1992, der indførte en to meter bred dyrkningsfri bræmme langs alle væsentligere vandløb – i alt ca. 30.000 km i hele landet. Man havde hidtil opereret med en bræmme på en meter, og udvidelsen til de to meter blev i landbruget opfattet som et overgreb mod ejendomsretten. Indgrebet blev prøvet ved domstolene, hvor en Højesteretsdom i 1998 fastslog, at udvidelsen af rådighedsbegrænsningen fra en til to meter vedrørte alle, der havde bredder til et vandløb, var begrænset i sit omfang og endelig var begrundet i væsentlige samfundsmæssige hensyn, herunder ønsket om at mindske risikoen for forurening af vandløb.

Det var en afgørende domstolskendelse, der sanktionerede, at en omfattende lovgivnings- og forvaltningsmæssig tradition i Danmark, der hidtil havde været dikteret af hensynet til produktionens effektivisering og forøgelse, nu havde fået – og ikke mindst fremover kunne få – en anden drejning, hvor hensynet til miljøet fik en højere prioritet. Med en stramning af gødningskravene i Vandmiljøplan 2, der indebar en reduktion af kvælstofforbruget med ca. 10 % i forhold til, hvad der blev vurderet som det økonomisk optimale, blev denne tendens yderligere understreget.

Både industrien og landbruget har siden 1980’erne oplevet en kontinuitet i miljøindgrebene, der er blevet stadig mere forgrenede og detaljerede, og erhvervene oplever utvivlsomt miljømyndighederne som særdeles magtfulde. I landbrugets eget sprogbrug ofte sammenlignet med fortidens ridefogeder!