Читать книгу Det strategiske Miljoforskningsprogram 1992-2004 - Claus Bjorn - Страница 5

Det begyndte med renligheden. Det var måske også det umiddelbart mest iøjnefaldende, når man forestiller sig Pebringegårdens indre. Og hvor der kun var få skridt fra den beklumrede og stinkende stue på gården til den “frie natur”, så var der i byerne og først og fremmest i København en sammenstuvning af mennesker, der oven i købet øgedes i løbet af 1800-tallet. Inden for den videnskabelige medicin blev hygiejnen ved 1800-tallets midte et centralt indsatsområde, hvor fremtrædende skikkelser som C.E. Fenger, E. Hornemann og P.L. Panum gennemførte epokegørende undersøgelser over sammenhængen mellem sygdom og samfund. Hvad, der blev bedrevet af miljøvidenskabelig forskning i 1800-tallet, henhørte med meget få undtagelser under det medicinske fakultet ved Københavns Universitet eller blev bedrevet af interesserede læger, der søgte at systematisere deres praktiske erfaringer.

Resultaterne udmøntedes som oven for nævnt i forskellige tiltag – oftest i kommunalt regi. Man kan betegne denne første miljøindsats som en form for sundhedspoliti, der i øvrigt ofte udvikledes i en stadig magtkamp mellem tre centrale aktører – de folkevalgte (kommunal)politikere i byråd, sogneråd og på Rigsdagen, de jurist-dominerede traditionelle politimyndigheder og endelig den nyetablerede medicinske sagkundskab, der på det sundhedspolitiske område fik udtryk i etableringen og udbygningen af embedslægeinstitutionen. Udviklingen i det danske samfund skabte nye miljømæssige problemer, som man fra sundhedsmyndighedernes side tog op og søgte at regulere med den stadige afvejning af hensynet til ejendomsretten, produktionens heldige udvikling og de mulige skadevoldende konsekvenser.

Det var naturligvis først og fremmest den industrielle udvikling, der skabte miljø- eller som det dengang blev betegnet forureningsproblemer, men også omstillingen af det danske landbrug hen mod en eksportorienteret animalsk produktion med høj grad af forædling belastede miljøet. Et af de synlige tegn på landbrugets omlægning var oprettelsen af de mange – da de var flest omkring 1400 – andelsmejerier rundt om på landet. De producerede smør til det britiske marked, men de udledte også spildevand. I 1880 blev vandløbsloven, der var revideret i 1846, på ny forandret med henblik på at effektivisere den i forhold til landbrugets behov for at komme af med det skadelige – dvs. det overflødige – vand. Ved fornyede revisioner i 1897 og 1907 blev der i stigende grad lagt vægt på at regulere det skadelige vand, der kom fra bebyggelsers og virksomheders udledning af “brugt” vand. Den første revision skyldtes især klager fra nogle lollandske landmænd over bortledningen af spildevand fra en af øens sukkerfabrikker.

Gård fra 1700-tallet fra Kirkerup mellem Slagelse og Skelskør. Foto: Nationalmuseet.

Spildevandet fra større industrielle virksomheder – ofte anlagt ved vandløb netop for at kunne bruge og atter slippe af med vand – berørte også en erhvervsgruppe, der hen mod slutningen af 1800-tallet begyndte at organisere sig, nemlig fiskerne. De kunne umiddelbart konstatere, at deres udkomme blev truet af industrien.

Johs. V. Jensen skriver i et smukt digt om sin fader, dyrlægen i Farsø, at han “heste vasked’ med arsenik”. Vask med arsenik var en udbredt og effektiv kur mod husdyrenes hudsygdomme, og det var den udbredte anvendelse af dette giftstof, der i 1870’erne fik Sundhedskollegiet – det øverste medicinske myndighed – til at stille forslag om en opstramning af giftloven fra 1796. Kollegiets initiativ førte dog ikke til nogen ny lovgivning, da man på Rigsdagen ikke fandt, at hensynet til at forebygge ulykker og kriminelle handlinger stod i forhold til de gener, en mere restriktiv lovgivning ville medføre.

Til gengæld gav den første danske jagtlov fra 1871 bestemmelser om fredning af bestemte dyrearter i bestemte tidsrum.

Oldtidsminderne og de markante historiske bygningsværker vakte romantikkens interesse. Rokkestenene på Bornholm blev fredet i 1821, og senere fulgte andre bemærkelsesværdige sten, som man sikrede mod at blive slået til skærver. På Bornholm blev også den første historiske fredning gennemført – ikke overraskende Hammershus i 1822. Den stærke turisttilstrømning til netop denne ø omkring forrige århundredskifte førte i 1906 til stiftelsen af en forening, hvis opgave det var at bevare den bornholmske natur, bl.a. gennem fredning – og forebygge, at særlig naturskønne steder kom i udlændinges eje. Danmarks Naturfredningsforening blev oprettet i 1911, og ikke mindst på grund af foreningens lobbyarbejde blev den første naturfredningslov gennemført i 1917. Danmarks Naturfredningsforening pressede videre på og fik sat sit afgørende præg på den reviderede fredningslov af 1937, der ydermere gav Danmarks Naturfredningsforening en institutionaliseret plads i fredningsinitiativer og -forvaltning. Foreningens forsøg på at inddrage forureningen af de ferske vande – søer og åer – blev dog ikke kronet med held. Parallelt hermed indledtes der bestræbelser på at få etableret egentlige fredningsplaner omfattende større – ikke mindst bynære – områder. Her var juristen Fr. Vinding Kruse en central skikkelse, og i hans udkast til fredningslove, hvoraf flere ikke blev vedtaget dengang, er det muligt at skimte forudsætningerne for den senere overordnede miljølovgivning.

Det er i det historiske bakspejl et paradoks, at selve inkarnationen af fremskridtet, Poul Henningsen, tidligt udvalgte sig naturfredningssagen som et permanent hadeobjekt. Det er ham, der er blevet citeret for den nedladende bemærkning – naturen, det billige skidt. Poul Henningsens aversion mod naturfredningen var utvivlsomt forbundet med en person. lig betinget modvilje mod Erik Struckmann, der mere end nogen anden enkeltperson tegnede naturfredningssagen. Struckmanns skikkelse og hans kunst var for Poul Henningsen indbegrebet af den borgerligt-romantiske ånd, der måtte bekæmpes med den kulturradikale cigaret dinglende i mund. vigen. Til gengæld vandt Struckmann statsminister Thorvald Stauning for naturfredningssagen, og det var ikke mindst på hans autoritet, at den reviderede lov af 1937 blev gennemført.

Kampagne mod strandsvineri i 1960’erne. Foto: Fotografisk Atelier, Det Kongelige Bibliotek.

Hvad der i dag falder ind under begrebet miljø var langt op i tiden adskilte emner. Forurening og fredning havde ikke meget med hinanden at gøre. Dog havde Danmarks Naturfredningsforening netop i forbindelse med 1937-revisionen forgæves forsøgt at få medtaget en beskyttelse af de ferske vande mod forurening. Og engang i 1960’erne kunne Indenrigsministeriet i en skrivelse til et andet ministerium konstatere, at

Forureningsspørgsmålet er et kompleks af indbyrdes ret forskellige problemer, og det kan være tvivlsomt, om det vil være muligt at opstille generelle retningslinjer for behandlingen af forskellige forureningsområder.

Udviklingen i det danske samfund efter 2. verdenskrig satte gang i industrialiseringen. Virksomhederne blev flere og større. Byerne voksede, og infrastrukturen blev udbygget. Landbruget kom ind i en stadig mere intensiv drift med en begyndende koncentration på færre og større enheder, mere udstrakt brug af handelsgødning og brug af pesticider til bekæmpelse af plantesygdomme. Danmark brugte stadig mere energi, og storstrejken i 1956 viste, hvor afhængigt samfundet var blevet af olie og benzin. Atomkraften præsenterede sig som et muligt alternativ til de traditionelle energikilder. Vi blev flere – og blev mere støjende. Vi forbrugte mere energi – og udledte derfor mere affald i form af røg og udstødninger. Vi producerede meget mere, og det danske samfund smed mere væk. Røg, støj og møg var den treklang, der i bred almindelighed var det, det handlede om, da forureningen i løbet af 1960’erne blev til miljøet.