Читать книгу Montbrug - Gitte Tarnow Ingvardson - Страница 5

1.2. Metodik

Оглавление

I analysen har jeg valgt at lægge hovedvægten på de enkeltfundne mønter. Hovedparten af enkeltfundsmaterialet er fremkommet uden for daterbar kontekst. Det er derfor nødvendigt at indlede med en analyse af skattefundsmaterialet for derved at opstille en tolkningsmæssig ramme for enkeltfundene. Af tidsmæssige årsager har det ikke været muligt af foretage en nyregistrering af skattefundsmaterialet fra perioden ca. 1020-1241. Analysen af skattefundene bygger derfor udelukkende på numismatisk bearbejdet og publicerede skattefund inden for Danmarks nuværende grænse. Det samlede skattefundsmateriale fra perioden ca. 1050-1550 blev i 1992 publiceret i korpusværket “Danmarks middelalderlige skattefund c. 1050-1550”.10 For tidsrummet ca. 1020-50 er den eneste samlede udgivelse af en noget ældre dato: “De danske Skattefund fra Vikingetiden og den ældste Middelalder indtil omkring 1150”.11 Denne er suppleret af kataloget i “Särpräglat. Vikingatida och tidigmedeltida myntfynd från Danmark, Skåne, Blekinge och Halland (ca. 800-1130)”12, der er af nyere dato, men som ikke indeholder detaljerede beskrivelser af møntsammensætningen i fundene. Disse hovedværker er suppleret med relevante artikler.

Analysen af enkeltfundsmaterialet vil foregå i flere tempi. Udgangspunktet vil være en detaljeret analyse af møntmaterialet fra Roskilde og omegn. Grundlaget herfor er samtlige lokaliteter i området (både med og uden mønter) fra ca. 1000-1250. Dataindsamlingen i dette detailstudie er baseret på en gennemgang af Roskilde Museums beretningsarkiv.13 Endvidere er Den kgl. Mønt- og Medaillesamlings fundprotokoller gennemgået, og der er foretaget en nøje registrering af det enkeltfundne møntmateriale.

Efter dette detaljerede studie vil det samlede enkeltfundne møntmateriale fra Sjælland, Lolland og Falster blive inddraget i analysen. Det empiriske grundlag for denne del af arbejdet bygger udelukkende på oplysninger registreret i Den Kgl. Mønt og Medaillesamlings protokoller.14

I registreringen af enkeltfund har jeg valgt at sætte grænsen ved mønter, hvis dateringsramme slutter ved 1000 eller senere. Dette vel vidende, at ældre mønter optræder i visse af skattefundene og derfor stadig har cirkuleret i et vist omfang. Jeg har dog vurderet, at deres andel i skattefundene er så begrænset, at de udgør en ubetydelig del af den cirkulerende møntmasse.

Den økonomiske udvikling i sen vikingetid og tidlig middelalder er et emne, der trækker tråde ud til stort set alle dele af samfundet. Det er derfor afgørende at inddrage andre parametre end de numismatiske. Med udgangspunkt i den eksisterende litteratur vil jeg diskutere tre emner, der har afgørende betydning for den økonomiske udvikling:

• Statsdannelsesprocessen og etableringen af den kirkelige institution

• Urbaniseringen og effektiviseringen af landbrugsdriften

• Udviklingen inden for handel og håndværk

Afslutningsvis vil jeg foretage en perspektivering af resultaterne fra analysen af det numismatiske materiale med den generelle samfundsudvikling.

Montbrug

Подняться наверх