Читать книгу Montbrug - Gitte Tarnow Ingvardson - Страница 6

1.3. Tidlig middelalders økonomi og pengebegreb

Оглавление

Mønter er penge, men penge er ikke nødvendigvis mønter. Det er vigtigt at være bevidst om budskabet i denne sætning, når man bevæger sig ind i en diskussion omkring sen vikingetids og tidlig middelalders økonomi. Perioden er kendetegnet ved et ungt møntvæsen i udvikling. Datidens økonomiske mekanismer kan derfor ikke sammenholdes med nutidens markedsøkonomiske principper. Målet med nedenstående diskussion er en nærmere forståelse af periodens økonomi- og pengebegreb.

Gennem forhistorien og historien er der blevet benyttet et væld af forskellige former for penge/betalingsmidler; som eksempler kan nævnes kvæg, muslingeskaller og rav.15 Et afgørende kriterium for en succesfuld handel er, at de involverede parter kan nå til enighed om værdien af de genstande, der bliver udvekslet. Muslingeskaller eller rav kan med succes bruges inden for et lokalt økonomisk system, men bringes formuen uden for dette afgrænsede område, mister den måske sin værdi.

Skal penge kunne benyttes til alle former for transaktioner: Lokal- og fjernhandel, betaling for ydelser, betaling til stat og betaling på det lokale marked, skal de besidde følgende egenskaber, som det er formuleret af antropologen M. Harris og diskuteret af R. Hodges: Portability, Divisibility, Convertibility, Generality, Anonymity, Legality.16

Grundprincippet i mønter imødeser disse kriterier. De kan dog kun appliceres på mønter i samfund med nutidige stabile markedsøkonomiske forhold. I tidlig middelalder kunne flere af disse faktorer betragtes som variable størrelser, der ændredes i takt med den skiftende møntøkonomi.17 Devaluering, tvangsombytning og falskmøntneri har således i varierende grad påvirket de monetære forhold.

Tilstedeværelsen af mønter er ikke ensbetydende med møntøkonomi. Et eksempel på en udmøntning, der formentlig ikke har haft økonomisk betydning, men snarere blev præget i propagandistisk øjemed, er Svend Tveskægs udmøntninger umiddelbart før år 1000.18 Møntøkonomi kan defineres ved, at andelen af transaktioner betalt med penge overstiger andelen af transaktioner betalt i naturalier.19 En række parametre skal være opfyldt for, at der kan implementeres en fuldt udviklet møntøkonomi. Først og fremmest skal der være tilstrækkeligt med mønter i omløb, så selv de mindste erhvervelser kan betales i mønter. En anden afgørende faktor er en stærk central magt, der kan stå for udmøntningen, garantere mønternes værdi, fremme den handels- og håndværksmæssige udvikling samt udvikle infrastrukturen og den bymæssige bebyggelse.20

En analyse af den monetære situation i middelalderen skal derfor være bredt favnende, idet monetariseringsprocessen er tæt forbundet med den generelle udvikling i samfundet.

J. Bolton har formuleret og diskuteret en række af de forhold og kriterier, der ligger til grund for ovenstående definition af mønter og møntøkonomi. Boltons teoretiske overvejelser tager udgangspunkt i ønsket om at fastsætte tidspunktet for, hvornår England går fra naturaløkonomi til møntøkonomi. Man må dog være varsom med at fokusere for meget på denne “magiske” grænse mellem to økonomiske systemer. Linjerne bliver derved nemt trukket for skarpt op, og der er risiko for at nuancer og variationer i udviklingen forsvinder.

Graden af monetarisering er naturligvis et interessant spørgsmål. Indførelsen af et møntvæsen i Danmark var en langvarig og kompliceret proces, hvor mønternes rolle i det økonomiske system skiftede karakter i løbet af perioden. I begyndelsen optræder de danske udmøntninger på lige fod med udenlandske mønter (både nye og gamle) samt brudsølv i skattefundene. Mønterne kan dermed betegnes som værdimønter, dvs. deres værdi svarer udelukkende til deres metalindhold. I slutningen af perioden har centralmagten opnået kontrol over den cirkulerende møntmasse og har dermed monopol på udmøntningerne.21 Der vil i nærværende arbejde blive fokuseret på selve monetariseringsprocessen. På linje med Klackenberg22 defineres monetarisering bredt til, at mønter har cirkuleret i samfundet.

Montbrug

Подняться наверх