Читать книгу K&K 115 - Группа авторов - Страница 10

Et mere udviklet eksempel fra Kafkas roman kan måske kaste et lidt skarpere lys over det syn på fiktionalitet, som jeg foreslår. I det følgende fremlægger jeg imidlertid ikke en kritisk metodologi, men illustrerer kun en teoretisk model. Relevansteori kan hjælpe til med at forklare de principper, der ligger til grund for oplevelsen af fiktiv kommunikation, men den egner sig ikke til veltalende artikulationer af sådanne oplevelsers sofistikerede øjeblikke, og endnu mindre til at producere slående nye fortolkninger. I min Penguin Classics-udgave lyder Processens første sætning sådan: ”Nogen måtte have bagtalt Joseph K., for uden at han havde gjort noget slemt, blev han en morgen arresteret” (The Trial 1).⁸ Ved at udvikle de slutningsprocesser, som denne sætning inviterer til, skal jeg kun behandle mulige antagelser vedrørende K., som klart nok er sætningens fokus, om ikke dens subjekt. Uden at prætendere analytisk præcision eller fuldstændighed, altså, finder vi her, at fire antagelser umiddelbart præsenterer sig selv:

(1) Josef K. eksisterede.

(2) Josef K. blev arresteret.

(3) Josef K. havde ikke gjort noget slemt.

(4) Nogen havde bagtalt ham.

Også en kontekstuel antagelse om fiktionalitet informerer receptionen af denne sætning (for vi fandt bogen i boghandelens romansektion, eller vi læser den i forbindelse med et kursus om den moderne roman, eller vi har på forhånd en generel viden om Kafka). Hvordan påvirker det vor reception af bogen?

For det første formindsker det relevansen af antagelse (1). Den er en eksistentiel antagelse, betinget af muligheden for at løse referencen til ”Josef K.” i den virkelige verden. Antagelsen om fiktionalitet udelukker ikke en sådan reference, men den skaber en formodning om, at dens relevans er til at overse, og at det derfor – i rammerne af den økonomi af bestræbelse og effekt, der driver forståelsesprocessen – ikke er værd at tage notits af den.⁹ Bemærk, at dette er et helt andet spørgsmål end det om K.s ”eksistens” i hans verden, som enten er et begreb fra teorien om fiktionale verdener, eller (i en mere generel og løsere brug af ordet) en form for deltagende samarbejde mellem kritisk og fiktiv diskurs. En eksistentiel antagelse tilføjer intet til det sidste perspektiv, for eksistens er ikke et prædikat (vi følger her Kant): Eksistens er i sig selv ikke en kvalitet ved noget begreb (her begrebet ”K.”). Der er andre slags karakterer, selvfølgelig, for hvem den eksistentielle antagelse virkelig ville være relevant: Det ville være en ussel læsning af Krig og fred, hvis man i karakteren Napoleon ikke fandt nogen reference til en historisk figur. Med antagelserne (2) og (4) forholder det sig anderledes, for de leverer en information om K., der forudsætter, men ikke påstår, hvad der er indeholdt i antagelse (1); deres kohærens hviler på en koreference, ikke på en reference-løsning, og derfor befinder de sig ikke i nogen direkte konflikt med antagelsen om fiktionalitet. Alligevel er det klart, at skønt de ikke opnår relevans alene som information om K., kan de hjælpe til at konkretisere flere mulige narrative skemata, hvor hvert af dem tilbyder en potentiel forklarende ramme for information af denne slags. At bearbejde disse antagelser i overensstemmelse med vore bedømmelser af deres relative styrke, og i relation til sådanne skemata, indebærer en testning og udvikling af vor narrative forståelse; allerede i denne forstand tilbyder antagelsen om fiktionalitet en grad af relevans, som vel kan være den fornødne indsats værd.

Dette prospekt forstærkes af en anden effekt af antagelsen om fiktionalitet, nemlig den at tillade imaginære udvidelser af vor viden – her i særdeleshed i form af indre fokalisering. Repræsentationen af en andens mentale perspektiv er ikke i sig selv en kategorisk indikator for fiktionalitet, men den er sikkert en mulighed, som fiktionalitet gør langt mere færdig og tilgængelig for fortolkning. Så her, i en fiktion, er ”Nogen måtte have …” unødvendigt konjekturalt, medmindre det reflekterer K.s perspektiv (eller det er en repræsenteret fortællers stemme – men intet i teksten støtter den slutning). Dette er tilstrækkelig til at gøre yderligere et par antagelser manifeste:

(5) Josef K. tænkte, at nogen måtte have bagtalt ham.

Og, på samme basis:

(6) Josef K. mente ikke, at han havde gjort noget slemt.

Den interpretative basis for at antage (6) er mere eksplicit i den tyske originaltekst end i denne engelske oversættelse, men den er ikke desto mindre tilgængelig her (og den indre fokalisering er desuden bekræftet i den følgende sætning, i hvilken den kok, som normalt bragte K.s frokost, ikke kom ”denne gang” – det deiktiske fokus leverer K.s oplevelsesperspektiv og ikke narrationens.

Disse antagelser kvalificerer manifestheden af antagelser [3] og [4] og indfører en fundamental tvetydighed. Indre fokaliseringer tilhører den klasse af ytringer, som Sperber og Wilson kalder ”ekko-agtige”, ytringer, der fortolker andre personers tanker eller tale (denne klasse omfatter også direkte tale og førstepersons-narration). De får relevans, ikke alene gennem at levere information om andre personers tanker, som i antagelse (5) og (6), men også ved at indtage en holdning til dem (Sperber & Wilson 238). Men hvilken holdning? Indre fokaliseringer omfatter mange afskygninger af ironi og sympati, og under forskellige fortolkninger kan denne særlige ekkolignende ytring tillade, at der sluttes til så vel den ene som den anden af de følgende antagelser:

(7) Josef K. var offer for en uretfærdighed.

(8) Josef K. var uvidende om den lov, under hvilken han blev arresteret.

Og selvfølgelig bliver yderligere antagelser manifeste i lys af læserens vurdering af disse to: at K. var blevet bagtalt, eller var et paranoidt offer (7), eller at han var blevet uretfærdigt anmeldt, eller var en paranoid og uvidende lovbryder (8). I en eller anden grad vil den dømmende natur af disse slutninger medføre affektive investeringer, der strækker sig fra dømmende distance til sympatisk engagement, og som tager form efter læserens emotionelle og ideologiske prædispositioner, hvad gælder forholdet mellem individ, selv eller subjekt og loven, med alt hvad det indebærer af konnotationer. Givet, at sagens tvetydighed forhindrer en klar præference for bare en af de tilgængelige konkurrerende antagelser, vil den affektive investering (i en hvilken som helst ikke-reduktiv fortolkning) blive kompleks. Dette er selvfølgelig fundamentalt for effekten af den fortælling, der lige er begyndt, ikke mindst fordi Kafkas egen holdning til K.s penible situation er kompleks. I en vidunderlig passage nogle sider senere lader Kafka ham ”forsøge at se det ud fra sin synsvinkel” (7)¹⁰. Der er en fin ligevægt mellem dømmende distance og imaginært engagement her: Læserens usikkerhed over for, hvordan den indre fokaliserings evalueringer skal opfattes, producerer en distancerende effekt, men samtidig producerer ligheden mellem læserusikkerhed og K.s egen ængstelighed ved tanken om at stå foran loven en investering, der får kvalitet af et affektivt engagement.

Som den indledende sætning i en fiktion vinder denne sine effekter i en relativt enkel kontekst. Ikke desto mindre tenderer (nødvendigvis) de her tilgængelige slutninger mod narrativt at ekstrapolere fra ytringen selv, og den efterfølgende narrative udvikling vil fastholde det allerede udførte fortolkningsarbejde sammen med de effekter, der sikrede fornemmelsen af relevans, så at efterfølgende ytringers kontekst vil levere mange flere mulige slutninger af enhver art. De slutninger, der faktisk drages, vil variere fra læsning til læsning alt efter kognitiv omgivelse og fortolkningsmål, for disse kontekstuelle faktorer vil kvalificere de specifikke relevansforventninger i hvert enkelt tilfælde. Men i alle tilfælde vil opfyldelsen af disse forventninger kræve en vis prioritering af slutningslinjer: Forståelsesprocessens pragmatiske natur dikterer, at den næsten aldrig er udtømmende logisk. Relevansmålet har ikke behov for en sådan udtømmelighed, hvilket er godt det samme – ikke fordi det tillader antagelsen om fiktionalitet (hvilket faktisk sikrer den fiktive ytrings logik) – men fordi det indebærer, at de mange mulige slutninger, som kan udledes af de fleste fiktionale fortællinger og skabe uorden i deres repræsentationelle logik, bliver meningsløse.

I modsætning til eksisterende fremstillinger kræver en pragmatisk teori om fiktionalitet ikke, at fiktiv diskurs holdes adskilt fra den virkelige verdens kontekst. Der er intet behov for et princip om minimal afvigelse for at supplere en baggrund for de narrative enkeltheder, for denne rolle bliver overtaget af kontekstuelle antagelser. Disse er ikke en del af en fiktional verden, men af en kommunikativ situation. I denne henseende som i andre er pointen, at fiktionalitet bedst forstås som en kommunikativ ressource, snarere end en ontologisk kategori. Fiktionalitet er hverken en grænse mellem verdener eller en ramme, der adskiller forfatteren fra diskursen, men en kontekstuel antagelse hos læseren, tilskyndet af den manifeste information, at den autoriale diskurs tilbydes som fiktion. Denne kontekstuelle antagelse er et præliminært træk i læserens forsøg på at maksimere relevans. Den er det samme som en retorisk orientering, en forventning om, at diskursens relevans mest fordelagtig kan findes, ikke ved at udlede stærkt informative implikaturer, som afhænger af vellykkede referenceløsninger, men ved at udlede en bred vifte af svagere implikaturer. Disse svagere implikaturer producerer kumulativt affektive og evaluative effekter, som ikke bliver ødelagt af nogen grad af bogstaveligt referencesvigt, men som faktisk i sidste ende leverer en kognitiv nytte og en vidensforbedring. Intet i denne model udelukker muligheden af at hente faktuel information fra fiktion: Som retorisk sæt kender fiktion ikke grader, men fiktioner som repræsentationer gør. Denne distinktion – mellem gensidigt hinanden udelukkende kommunikative intentioner (det fiktive og det assertive) og relativiteten af informative intentioner – kan akkommodere den lange række af grænsetilfælde, som sætter definitioner af fiktion i forlegenhed: den historiske roman, nøgleromanen, fiktionaliserede erindringer, historiografisk metafiktion, røverhistorier etc. Den viden, som fiktion tilbyder, er imidlertid ikke primært en specifik viden om det, der er (eller var), men om, hvordan menneskelige forhold arter sig, eller mere præcist: om hvordan man kan finde mening i dem – logisk, evaluativt, emotionelt. Den er viden om, hvordan sådanne spørgsmål kan bringes ind i imaginationens sfære og i den forstand blive forstået. En pragmatisk teori om fiktionalitet begrænser ikke fiktionens værdi til vidensforbedring, selv ikke i den videste betydning, som jeg har antydet; men den hævder, at fiktioner tilbyder direkte kommunikerede gevinster, der stilles i forgrunden ved selve den kontekstuelle antagelse om fiktion.

Der er rum for at diskutere rækkevidden af det egentligt kognitive i vor oplevelse af fiktioner, men jeg forsøger ikke at karakterisere denne oplevelse eller dens værdi i fuldstændigt kognitive termer. Jeg tror heller ikke, at det kognitive syn på kommunikation her implicerer et restriktivt syn på autorial intention i fiktion (det perspektiv på autorial kreativitet, som jeg skitserer i kapitel 7, kunne nemt give plads til en relevansteoretisk fremstilling). Mit argument er i særdeleshed rettet mod den indgroede idé om, at fiktiv diskurs medfører en formal, intentional eller ontologisk ramme. Alle aktuelle tilgange til fiktionalitet påberåber sig en eller anden ramme af denne art, og litteraturkritikken behandler dette faktum med en slags tvetydighed, dobbeltsnak eller sniksnak; så selvom der kan argumenteres, at dens raison d’être er at bygge bro over kløften mellem fiktion og virkelighed, så oscillerer den mellem synsmåder fra begge sider. Den samarbejder, deltager i fiktionen, eller også distancerer den sig, hvorved den ofte åbner en afgrund mellem den oplyste kritiker og den naive, vildledte læser. Det første, det indre synspunkt dominerer i de fleste nærlæsninger og i repræsentations-orienteret kritik (hermed mener jeg kritik, der fokuserer på narrative enkeltheder); det andet, det ydre synspunkt, gør sig ofte gældende i formalistisk og læserrespons-orienteret kritik (i det mindste for så vidt som de projicerer historier om læsning) og symptomatiske kritikmåder, der trækker (for eksempel) marxistiske, feministiske, psykoanalytiske, queer eller postkoloniale perspektiver ind over teksten. Skønt jeg ikke mener, at der er noget fundamentalt forkert ved nogen af disse tilgange, er der ingen af dem, der faktisk forklarer, hvad der foregår i en fiktiv diskurs. Den første ser det som givet, at vi allerede er bekendte med fiktion (hvilket vi selvfølgelig er), og den anden er tilbøjelig til at sætte fiktionaliteten i parentes for at jagte andre interesser, som den fiktionale tekst giver anledning til. Ved at afvise dualismen af indre og ydre, identificerer en pragmatisk tilgang til fiktionalitet det spørgsmål, som dualismen udvisker. Den står ikke, og bør ikke stå, i modsætning til, hvad vi nu for tiden gør som læsere eller kritikere, men den identificerer noget, som vi ikke gør, og som jeg mener ville være umagen værd. Den udfordrer os til at forklare fiktionalitetens kraft og effekt i vor oplevelse og forståelse af fiktion.