Читать книгу K&K 115 - Группа авторов - Страница 8

Denne ufremkommelighed fører mig til relevansteorien, som jeg gerne vil introducere i forhold til Grice. Grices model for ”konversationel implikatur” blev udviklet i anerkendelse af den kendsgerning, at kodemodellen for sprog ofte ikke var tilstrækkelig til at redegøre for kommunikation og derfor havde behov for at blive suppleret med en inferentiel model. Relevansteoriens fornyelse, som forklaret af Dan Sperber og Deirdre Wilson, består i at forstå, at inferens ikke er en supplementær komponent af kommunikation, men dens kerne. De argumenterer for en generel model for menneskelig kommunikation som ”ostensiv-inferentiel kommunikation”: ostensiv fra kommunikatorens synspunkt, og inferentiel fra publikums synspunkt (54). ”Ostension”, eller ”ostensiv adfærd”, vil sige adfærd, der ”manifesterer en intention om at gøre noget manifest” (49). Noget er manifest, hvis det er tilgængeligt for perception eller inferens (39), og det sæt af fakta eller antagelser, der er manifest for et individ på et givet tidspunkt, udgør individets kognitive omgivelse (39). For at kommunikation skal være mulig, må kommunikator og publikum være fælles om en vis kognitiv omgivelse, og det, at denne omgivelse er noget, de er fælles om, må selv være manifest. Med andre ord: hver manifeste antagelse i den fælles kognitive omgivelse bliver forstået som ”gensidigt manifest” (41-42). Så Sperber og Wilson definerer ostensiv-inferentiel kommunikation som en proces, hvorved ”kommunikator producerer en stimulus, som gør det gensidigt manifest for kommunikator og publikum, at kommunikator intenderer, ved hjælp af denne stimulus, at gøre et sæt antagelser manifest eller mere manifest for publikum {I}” (63). Kommunikation er – i denne model – en lagdelt proces, der sørger for anerkendelsen af både en vis information og en vis hensigt om at informere; eller, som formuleret af Sperber og Wilson, kommunikation indebærer en informativ intention om ”at informere publikum om noget”, og en kommunikativ intention om ”at informere publikum om ens informative intention” (29). Den kommunikative intention er realiseret, når først den informative intention er blevet anerkendt som sådan.

Så langt er relevansteoriens kommunikationsmodel fuldstændig betinget af slutningsprocesser og ikke af afkodningsprocesser; kodemodellen for sprog er slet ikke kommet i spil. Sperber og Wilson giver ikke fuldstændig afkald på den, men de insisterer på, at den hverken er nødvendig eller tilstrækkelig for kommunikation. Grices model for konversationel implikatur blev udviklet i anerkendelse af den kendsgerning, at kodemodellen ofte ikke var tilstrækkelig, men han beholdt den antagelse, at implikaturens rolle var supplerende og kun tjente til at udfylde, hvor det var nødvendigt, begrænsninger i det eksplicitte sprog eller ”hvad der siges”, for således at opretholde det Kooperative Princip. I den ostensivt-inferentielle model sigter kommunikation imidlertid ikke direkte på publikums tanker, men på dets kognitive omgivelse, og derfor omfavner den et kontinuum af tilfælde fra ”at vise” til ”at sige, at” (53). Tilfælde af ”visning” kan være kommunikative, uden hjælp fra nogen som helst kodning; og selv ved den yderste grænse af ”at sige” er eksplicit sprog ikke kategorisk privilegeret; faktisk er det heller ikke kategorisk distinkt. Sperber og Wilson argumenterer, at distinktionen mellem en ytrings eksplicitte og implicitte ”indhold”, konventionelt forstået som en distinktion mellem afkodede antagelser og antagelser, man slutter sig til, faktisk er ret relativ. De hævder, ”at ingen påstand ganske enkelt er afkodet, og at afdækningen af en hvilken som helst antagelse kræver et element af inferens” (182). Følgelig går deres distinktion mellem eksplikatur og implikatur på tværs af den konventionelle distinktion mellem det eks- og det implicitte: ”en kommunikeret antagelse er enten en eksplikatur eller en implikatur, men en eksplikatur er eksplicit i større eller mindre grad” (182).

Så inferens er altså ikke kun begrænset til udledningen af implikaturer: den er ureducerbart en del af en eksplikatur, ikke kun fordi den gør den lingvistiske kode entydig ved at løse referentielle spørgsmål, men også i en langt videre betydning, idet den beriger og fintuner den kodede betydning ved at evaluere så relative kvaliteter som sløset brug af ord eller omfanget af sammenlignende termer. En sådan synsvinkel har vigtige konsekvenser for relevansbegrebet, for under disse omstændigheder er det ikke muligt at forstå relevans under en konventionel maksime, som i Grices model. For Grice kan en ytring overholde Relationsmaksimen ved at være bogstaveligt relevant, eller den kan spotte maksimen for at generere implikaturer. Relevans kan ikke have en sådan dobbeltrolle, når slutninger er en integrerende del af al ytringsforståelse, ej heller kan relevans indkapsles i en maksime eller en konventionel norm, som kommunikator og publikum må være vidende om for at kommunikere effektivt. For Sperber og Wilson opererer relevansprincippet på et langt mere automatisk og fundamentalt niveau end det, som vor sædvanlige idé om en relevant ytring kan give anledning til at tro: ”Kommunikatorer og publikum behøver lige så lidt have viden om relevansprincippet for at kommunikere, som de behøver viden om genetikkens princip for at formere sig. Kommunikatorer ”følger” ikke relevansprincippet, og de kan ikke gøre vold på det, selvom de ville. Relevansprincippet gælder uden undtagelse (162).

Relevansprincippet – eller mere nøjagtigt, det andet (kommunikative) princip om relevans – defineres sådan: ”Enhver ostensiv kommunikationshandling kommunikerer antagelsen om sin egen optimale relevans” (158). Graden af relevans antages at være optimal i den forstand, at den opnår den bedst mulige balance mellem kommunikatorens interesser og publikums interesser: Hvis dette er givet, vil publikums interesser være at maksimere relevansen af den givne information. På basis af dette syn på relevans argumenterer Sperber og Wilson for, at begivenhedernes rækkefølge i den konventionelle opfattelse af forståelse bør byttes om: ”Det er ikke sådan, at først bestemmes konteksten, og at relevansen derefter afgøres. Tværtimod, folk håber, at en given antagelse er relevant (ellers ville de ikke gide behandle den overhovedet), og de forsøger derefter at vælge en kontekst, som kan retfærdiggøre dette håb: en kontekst, som kan maksimere relevans” (142). For at forklare noget af denne lidt tekniske terminologi: en kontekst er her et sæt af antagelser, der er overtaget af et individ, en delmængde af individets kognitive omgivelse, som igen består af alle manifeste – tilgængelige for perception eller inferens – antagelser på et givet tidspunkt (15, 39). En antagelse er en tanke (en konceptuel repræsentation), som individet behandler som en sandhed om den aktuelle verden (2). Relevansen for et individ af en ny antagelse maksimeres, når processen finder en optimal balance mellem den involverede anstrengelse og den afledte kontekstuelle effekt (eller mere præcist: de positive kognitive effekter) (144, 265). En kontekstuel effekt er en modifikation af den kontekst, der opstår af interaktionen mellem gamle antagelser og nye antagelser; den er en positiv kognitiv effekt, hvis den gavner individets funktioner eller mål (109, 265). For at illustrere (om end lidt forenklende), tag en situation, hvor Dan fortæller Deirdre, at kedlen er sat over. Deirdres kognitive omgivelse på dette tidspunkt omfatter alle sansbare fysiske fænomener i det kontor, hvor hun er ved at skrive en artikel, den viden om relevansteori, som hun anvender i artiklen, den forståelse, som hun henter fra tidligere erfaring med brug af kedler, hendes vurdering af Dans venlige disposition og hans viden om hendes præferencer, hvad gælder varme drikke etc., så vel som de nye antagelser manifesteret ved de ord, han lige har udtalt (at han taler til hende, at han giver hende den information, at han lige har sat kedlen over, og så videre). Hun trækker på en delmængde af sine gamle antagelser (kedler bruges til at lave te; Dan ved, at hun godt kan lide te, mælk, men ikke sukker etc.). For at maksimere relevansen af de nye antagelser, finder hun en balance mellem den anstrengelse, det kræver at uddrage disse implikationer (og genfinde gamle antagelser) og så den kognitive nytte af at gøre det. Visse stærkt manifeste og derfor nemt tilgængelige slutninger gider hun måske ikke drage (Dan er inden for hørevidde, Dan taler engelsk), for disse har lille eller ingen kognitiv effekt (hun ved det allerede). På den anden side kan det være, at hun ser en nytte i at drage enkelte svagt manifeste slutninger (Dan forklejner hendes intellektuelle udholdenhed), for den kognitive effekt er her stor (han er nok ikke så venlig, når det kommer til stykket). Ihærdigt bliver hun ved med at skrive.

Den for mine formål vigtigste konsekvens af relevansteorien er den nye relation, som den foreslår mellem relevansfunktioner og sandfærdighed i kommunikationen. Wilson og Sperber har formuleret dette, med reference til Grice, i følgende erklæring: ”Et af vore mål er at vise, at den funktion, som Grice tilskriver Kvalitetsmaksimerne – at sikre kvaliteten af talerens samlede bidrag – mest effektivt kan opnås i en ramme helt uden en sandfærdighedsmaksime” (585-586). Relevansteorien fremsætter den idé, at for kommunikative formål er det propositionale sandhedskriterium underordnet relevansens kontekstuelle, pragmatiske kriterium. Det betyder ikke, at antagelsers sandhed eller usandhed er et ligegyldigt spørgsmål, og heller ikke, at det under visse omstændigheder er ligegyldigt (som man, lidt forhastet, kunne være fristet til at sige om fiktion): snarere er det for beslutsomt at holde disse kriterier med hensyn til antagelser fri af enhver nødvendig direkte relation til en ytrings kodede form. Så når Grice i sin retrospektive epilog til Studies in the Way of Words (1989) genfremsætter sit syn på Kvalitetsmaksimens privilegerede status, bliver det imødegået af dette svar fra Wilson og Sperber:

”Vi er enige med Grice om, at ’usand information ikke er en mindreværdig slags information; den er netop ikke information’. Så ja, tilhørere forventer at få sand information. Men der er en ubegrænset mængde sand information, som det ikke er værd at beskæftige sig med. Faktiske forventninger drejer sig om relevant information, som (fordi den er information) også er sand. Vi har imidlertid argumenteret, at der bare ikke er nogen forventning om, at den sande information kommunikeret af en ytring skulle være bogstaveligt eller konventionelt udtrykt til forskel fra at blive ekspliceret eller impliceret, sådan som vi har diskuteret det” (627-628).

Så for relevansteorien er bogstavelighed ikke en norm, men et grænsetilfælde; ideen om en bogstavelig betydning er holdt fri af enhver antagelse om bogstavelighed i kommunikationen (1990: 143). En ytring, som et fortolkende udtryk for en talers tanke, defineres som bogstavelig, hvis den har den samme propositionale form som tanken; men der er ingen grund til at tro, at det optimalt relevante fortolkende udtryk for en tanke altid er det mest bogstavelige udtryk. Taleren antages at sigte mod optimal relevans, ikke mod bogstavelig sandhed” (Sperber & Wilson 233). En antagelse, for overhovedet at være en antagelse, må opfattes som sand. Men alle antagelser er, i større eller mindre grad, produkter af slutningsprocesser, som er pragmatiske, relevansdrevne, og en antagelses sandhed behøver ikke være betinget af sandheden i en ytrings kodede form, eller dens bogstavelige mening. Sperber og Wilson tilbyder en udvidet redegørelse for metafor og ironi, som med talehandlingsteorien deler den antagelse, at vellykket kommunikation i sådanne tilfælde er betinget af en inferentiel søgen efter kontekstuel relevans. Den præsenterer imidlertid ikke denne søgen som en proces, der ender med en dikotomi mellem den bogstavelige betydning af ”hvad der bliver sagt”, som er usand, og en genvunden implicit betydning, som er sand (242). I en relevansteoris perspektiv opfattes forståelsen af figurativt sprog (ligesom af ethvert sprog) som en inferentiel proces, der udfylder den lingvistiske kode, indtil en maksimal relevans opnås (det vil sige, op til det punkt, hvor processens omkostninger overskrider den kontekstuelle effekts gevinst for den pågældende læser). I denne proces indgår sandhedskriterier kun i det omfang, som sandfærdighed er en betingelse for den involverede kontekstuelle effekt, og de angår kun de antagelser, der producerer disse effekter (som ikke behøver omfatte den bogstavelige ytring eller nogen oversættelse af den) som en proposition.

Med ”forståelse” mener Sperber og Wilson i almindelighed en proces, der identificerer kommunikatorens kommunikative intention og påvirker kommunikationsparternes fælles kognitive omgivelse.⁷ Følgelig er, som de siger, ”lingvistisk afkodning ikke så meget en del af forståelsesprocessen, men mere noget, der foregår før det virkelige forståelsesarbejde” (177). Sandhedskriterier gælder for vellykket kommunikation kun i den forstand, at slutningsprocessens output, dens kognitive effekter, må være kvalificeret som information. Relevans for et individ er per definition et mål for kognitivt udbytte, hvilket Sperber og Wilson generelt fortolker som en ”vidensforbedring” [”improvement in knowledge”] (2002: 601), skønt de udtrykkeligt ønsker at lade den mulighed stå åben, at der kan tages højde for andet, der gavner den kognitive fungeren, for eksempel en reorganisering af eksisterende viden og udviklingen af rationelle ønsker (Sperber & Wilson 226). Men selv under titlen vidensforbedring indbefatter de forskellige slags gavn (forbedret hukommelse eller forbedret forestillingsevne, for eksempel), som de ser som indirekte vidensforbedringer.

Også på en mere specifik måde kan ”vidensforbedring” omfavne et bredt område af kognitive effekter. For eksempel forklarer Sperber og Wilson muligheden af at kommunikere et indtryk ved at beskrive denne slags effekt som ”en bemærkelsesværdig forandring i vor kognitive omgivelse, en forandring, der mere skyldes relativt små ændringer af mange antagelsers manifesthed, end den kendsgerning, at en enkelt antagelse eller ganske få nye antagelser pludseligt er blevet meget manifeste” (59). De beskriver den generelle kategori af sådanne kognitive forandringer som ”poetiske effekter”. Betegnelsen er lidt misvisende fra et litterært synspunkt, men dens forklaring betyder en kraftig forøgelse af det subtile i relevansteoriens model. En ytring har i deres forstand poetiske effekter, hvis den opnår sin relevans gennem en bred vifte af svage implikaturer (222). Poetiske effekter forandrer ikke kommunikators og publikums fælles kognitive omgivelse ved at tilføje nye, stærkt manifeste antagelser. I stedet ”forøger de marginalt en større mængde svagt manifeste antagelsers manifesthed. Med andre ord: Poetiske effekter skaber fælles indtryk i stedet for fælles viden. Ytringer med poetiske effekter kan bruges til netop at skabe denne fornemmelse af et tilsyneladende affektivt snarere end et kognitivt fællesskab. Hvad vi foreslår, er, at hvis du kigger på disse affektive effekter gennem relevansteoriens mikroskop, vil du se en bred vifte af svagt manifeste antagelser” (224). Så den vidensforbedring, der kræves for en positiv kognitiv effekt, og derfor relevans, kan være det kumulative produkt af mange bittesmå kognitive effekter, mange svagt manifeste antagelser, hvor alle er resultater af forståelsesprocessen, og ingen nødvendigvis er afhængig af den propositionale sandhed af det, der indgår i processen.