Читать книгу K&K 115 - Группа авторов - Страница 6

Spørgsmålet om relevans opstår i teorien om fiktionale verdener i to forskellige sammenhænge: Den første og snævreste drejer sig om en given fiktional verdens indre forhold og vedrører problemet om ufuldstændighed. Den anden drejer sig om et ydre forhold: spørgsmålet om fiktionale verdeners pertinens for læseren. Ufuldstændighed er et problem for teorien om fiktionale verdener, fordi fiktionens tekst ikke kan forventes at levere en fuldt specificeret verden, og end ikke at levere en basis for en omfattende inferentiel proces. Der vil altid være huller og ubestemmeligheder i den interpretative konstruktion af fiktionale verdener, hvilket er en betydelig afvigelse fra den filosofiske model for mulige verdener, som teorien om fiktionale verdener baserer sig på, eftersom det her er et aksiom, at mulige verdener er logisk fuldstændige verdener. Den teoretiske respons har været at kalde på to komplementære restituerende strategier. Den første, foreslået af Marie-Laure Ryan, er at bringe fiktionale verdener i overensstemmelse med teorien om mulige verdener ved at antage et ”princip om minimal afvigelse”. Princippet dikterer, at tekstens verden skal forstås som fuldstændig og identisk med den aktuelle verden, dog bortset fra de aspekter af den tekstuelle verden, som implicit eller eksplicit afviger fra den aktuelle, hvad enten afvigelsen skyldes den tekstuelle verdens form eller de genrekonventioner, den kalder på (51). Så i dette tilfælde er den fiktionale verden trods alt fuldstændig, selv-om læserens aktualisering af den ikke er det.

Jeg vil gerne skelne mellem to funktioner af Ryans princip, og det er kun en af dem, der virkelig optager mig her. På en måde har princippet en integrerende rolle i fortolkningen af fiktion, som når hun siger, at ”minimal afvigelse forklarer selve muligheden af at producere sandhedsfunktionelle påstande om fiktion” (56). Denne påstand synes at kalde på en uundværlig præmis for at forstå fiktion: Vi kan ikke engang begynde at evaluere selv det mest eksplicitte og bogstavelige niveau af en fiktional diskurs uden at antage, at den verden, vi kender, er dens kontekst, uanset hvor meget denne antagelse måtte blive modificeret med henblik på visse enkeltheder. På en anden måde er princippet et slags supplement med henblik på at behandle problemet om ufuldstændighed. Hun siger: ”Det er i kraft af princippet om minimal afvigelse, at læsere formår at danne en rimelig omfattende repræsentation af de fremmede verdener, der skabes gennem diskursen, selvom den verbale repræsentation af disse verdener altid er ufuldstændig” (52). Hvis problemet imidlertid virkelig er logisk ufuldstændighed, vil princippet om minimal afvigelse ikke være til nogen hjælp. I enhver fiktion er der, hvad angår narrative enkeltheder, ubestemmeligheder, som den aktuelle verdens model ikke kan levere en afgørende vejledning for (nøjagtigt hvor mange gange overvejede K. ideen om at forberede en kort redegørelse for sit liv?) På den anden side, hvis princippet om minimal afvigelse kun antages at sørge for en ”rimelig omfattende” verden, rejser det et spørgsmål: Hvor langt går læseren for at udfylde de huller, som princippet tillader? Hvilket kriterium begrænser dette interpretative forehavende? Uanset hvordan vi definerer fortolkningens mål, vil det krævede kriterium være et kriterium for relevansen af disse mål.

Ryans svar på problemet om fiktionale verdeners ufuldstændighed citeres af Thomas Pavel, hvis alternative løsning er at opfatte dem som verdener af varierende størrelse, bestemt af de tekster, ud fra hvilke de bliver konstrueret, og åbne for ekstratekstuel information, som princippet om minimal afvigelse muliggør, uden at det derfor bliver ”maksimalt” (107-108). Eftersom der ikke er noget i teksten, der forhindrer det, kunne vi lige så godt slutte os til, at K. har en blindtarm, men undlade at slutte os til, at hans oldefar på moderens side havde en blindtarm – skønt den sidste slutning, på basis af den minimale afvigelse, ville være bedre funderet, eftersom blindtarmsoperationer dengang ikke var en mulighed. Pavel spørger:

”Burde vi skelne mellem, hvad der ’faktisk’ er en del af en fiktional verden, og så de dele af den, der er af interesse for læseren? Eller burde vi i stedet antage, at fiktionale verdener, som indre modeller, må begrænse sig til, hvad der er af betydning for læseren? Hvis vi vælger det sidste, vil vi klart nok ikke ønske, at fiktionale verdener bliver maksimale, for vi er ikke interesseret i, hvad der lurer uden for en begrænset lyskreds og den halvskygge, der omgiver den” (95).

Pavels respons introducerer et nøglebegreb om relevans:

”En eller anden form for gradvis ugennemtrængelighed for slutninger, en øgende modstand mod maksimale strukturer, må gøre sig gældende i de fleste fiktionale verdener for at forhindre en uendelig ekspansion i irrelevante retninger” (95).

Men når først ideen om relevans gør sig gældende, gør den ideen om fuldstændighed ganske overflødig. Det gør ingen praktisk forskel, om en fiktional verdens ”fakta” bliver forstået maksimalt, uafhængig af en fortolkning af teksten, eller afhængig af hvad der er muligt at slutte sig til ud fra teksten, for i begge tilfælde er omfanget af slutninger, i princippet, ikke-begrænset. Horisonten for en læsers møde med en fiktion bestemmes ikke af, hvad der er muligt at slutte sig til, men af, hvad der er værd at slutte sig til. Læseren vil ikke drage slutninger ud over det punkt, hvor det i en specifik fortolknings kontekst synes relevant for fortællingens enkeltheder. Dette er en pragmatisk grænse, men kun en sådan grænse kan tage højde for det faktum, at fiktionale repræsentationer ikke alene eksisterer (på en eller anden kvalificeret måde), men også bliver kommunikeret.

Sådanne overvejelser kalder på den anden sammenhæng, i hvilken ideen om relevans gør sig gældende i teorien om fiktionale verdener. Pavel erklærer et ”relevansprincip som det ene af kun to fundamentale principper for fiktional reference” (145), men den slags relevans, han tænker på her, er helt forskellig fra den indre relevans, der er blevet forudsat i diskussionen indtil nu. I stedet artikulerer den en ydre, global relation i den forstand, siger han, at ”litterære artefakter ofte ikke projiceres ind i en fiktional distance for blot at blive betragtet neutralt, men [for] at de livagtigt [kan] forbindes med betragterens verden” (145). Pavel har øje for, at relationen mellem verdener kan antage forskellige former fra illustrationen af logiske konklusioner eller moralske generaliseringer til den mimetisk rapporterede information om ukendte perioder eller kulturer, lige så vel som en moderne slags ironisk relevans, der består i en pointeret afvisning af forenklede konklusioner af moralsk eller anden art (146). Hvad der er slående er, at alle disse manifestationer af relevans er afhængige af læserens realisering af den fiktionale verden. Imidlertid må, som vi allerede har set, denne realisering selv være afhængig af relevanskriterier af en helt anden orden, hvis den ikke skal blive et uendeligt projekt. Så denne relation mellem verdener er en mærkelig, uhåndterbar reprise af læserens antaget oprindelige bestræbelse på en verdenskonstruktion, som (under titlen ”minimal afvigelse”) netop skulle foregå i difference-termer. Er disse to slags relevans, den indre og den ydre, i sidste ende distinkte? Eller vil de under en nærmere betragtning kollapse ind i hinanden, i en proces, som udsletter det begreb, som intervenerer imellem dem, selve begrebet om fiktionale verdener?

Selv hvis den slags relevans, jeg har været på sporet af, forstås som en, der befinder sig inden for fiktionens ramme, indebærer den ikke desto mindre med nødvendighed et andet fortolkningsfokus end det, der er forudsat i konstruktionen af fiktionens referentielle verden. For Ryan drejer det sig om narrativ pointe, hvor hun skelner mellem to brede kategorier, indre og ydre, præcis som Pavel skelner mellem to slags relevans. Det vil sige, at en fortællings pointe kan forstås globalt og udvendigt som et enhedsligt kommunikativt formål, eller den kan forstås lokalt og indvendigt som visse narrative begivenheders iboende kvalitet. Narrativ pointe, hos Ryan, forstås som en hvilken som helst kvalitet, der tilfredsstiller relevanskriteriet fortælbarhed, og fortælbarhed forstås selv i opposition til begrebet om performance, hvilket betyder, at det drejer sig om mulig narrativ appel, som kan eller ikke kan realiseres i en given fortælling. Og af denne beskrivelse bliver det klart, som Ryan noterer, at relationen mellem fortælbarhed og performance udledes af oppositionen mellem story og diskurs (149).

Jeg skal i kapitel 3 argumentere for, at dette begreb om story ikke kan forstås i referentielle termer: det er et irreduktibelt fortolkningsbegreb, som kun giver mening som en måde, hvormed diskursens fremtrædende træk kan identificeres. Ryan behandler story/diskurs-modsætningen uproblematisk gennem det meste af sin bog, men hun adresserer den direkte i sin konklusion, hvor hun når frem til en betragtning, som i det store og hele kan sammenlignes med den vægtning af det interpretative, som jeg lige har beskrevet: ”det begreb, som henholdsvis kaldes story, plot, fabula eller narrativ struktur, bliver en mental repræsentation, der fungerer […] som ’en menneskelig forståelsesform’. Som sådant er begrebet forskelligt fra både de materielle tegn, der kommunikerer det, og den verden, det antages at repræsentere. I dette perspektiv er plot […] en fortolkningsmodel, som konstrueres af læseren, idet han forsøger at forstå begivenheder – hvad enten de er virkelige eller imaginære” (264). Ryans reevaluering af story er et vigtigt skridt i retning af at forstå fiktionale fortællinger i kommunikative termer, men hendes sidste sætning lader endnu en gang denne mulighed underordnes en referentiel model, idet hun antager, at fiktionale begivenheder eksisterer uafhængig af deres narrative repræsentation, præcis som virkelige begivenheder gør. Mens jeg ville argumentere for, at begrebet story er evaluerende i forhold til diskurs, ser Ryan det som evaluerende i forhold til begivenheder, hvorfor hun fjerner disse begivenheder fra deres afhængighed af kommunikationsakten. I Ryans version forbliver story (og derfor fortælbarhed, og derfor relevans) betinget af en a priori referentiel verden, mens mit argument har været, at relevanskriterier med nødvendighed præger definitionen af denne verden. Fortælbarhed er i dette perspektiv aldrig en egentlig del af en ”konfiguration af fakta”, som Ryan (148) vil have det, for den er et aspekt af narrativ kommunikation: Den er det fundament, på hvilket disse fakta bliver konfigureret. Ryan fremhæver aspektet af potentialitet, der ligger i suffikset ”-barhed”, men dette må forstås som en kommunikativ overvejelse, en anticipation af fortolkerens interesser, snarere end en objektiv bundlinje for fortællerens performance. Fortælbarhed implicerer snarere tekstens tilgængelighed for fortolkning end en eller anden iboende, prædiskursiv egnethed til at blive fortalt.

I teorien om fiktionale verdener er relevansbegrebet knyttet til to antagelser, som jeg ønsker at modsætte mig: den ene er, at fiktionens ”fakta” er meningsfuldt uafhængige af relevansbetragtninger; den anden er, at relevans er noget, der findes inden i den fiktionale verden, at den altid kan betyde noget uafhængigt af den kommunikative akt. Min modsatte påstand er, at læserens interpretative dagsorden ikke kan forstås inden for en afgrænset fiktional verden, og da slet ikke i relation til dens fiktionale eksistens frem for dens aktuelle kommunikation, og at relevans – selv når den beskrives som et indre forhold, i hvilket det handler om relevans for historien – altid, og gensidigt, er relevans for læseren.