Читать книгу K&K 115 - Группа авторов - Страница 11

Abbot, H. Porter. The Cambridge Introduction to Narrative. Cambridge: Cambridge University Press, 2002.

Auerbach, Erich. Mimesis: The Representation of Reality in Western Literature. Princeton: Princeton University Press, 1953.

Genette, Gérard. Narrative Discourse. Oxford: Basil Blackwell, 1980.

—. ”The Pragmatic Status of Narrative Fiction”. Style 24.1 (1990): 59-72.

Grice, H.P. Studies in the Ways of Words. Cambridge, MA: Harvard University Press, 1989.

Kafka, Franz. The Trial, Harmondsworth: Penguin, 1994.

— Processen. Oversat af Per Øhrgaard, u. st.: Gyldendals Tranebøger, 1996.

— Der Process. Roman. In der Fassung der Handschrift. Frankfurt am Main: Fischer Taschenbuch Verlag, 2000.

Kearns, Michael. Rhetorical Narratology. Lincoln: University of Nebraska Press, 1999.

— ”Relevance, Rhetoric, Narrative”. Rhetoric Society Quarterly 31 (2001): 73-92.

Ohman, R. ”Speech Acts and the Definition of Literature”. Philosophy and Rhetoric 4 (1971): 1-19.

Pavel, Thomas G. Fictional Worlds, Cambridge, MA: Cambridge University Press, 1986.

Pratt, Mary Louise. Toward a Speech Act Theory of Literary Discourse. Bloomington: Indiana University Press, 1977.

Ryan, Marie-Laure. Possible Worlds, Artificial Intelligence and Narrative Theory. Bloomington: Indiana University Press, 1991.

Searle, Joh n R. (1975) ”The Logical Status of Fictional Discourse”. New Literary History 6.2: 319-32.

Sperber, Dan & Deirdre Wilson. ”Rhetoric and Relevance”. The Ends of Rhetoric: History, Theory, Practice. Red. David Wellberg og Joh n Bender. Stanford: Stanford University Press, 1990. 140-155.

Sperber, Dan & Deirdre Wilson. Relevance: Communication and Cognition. 2. udg., Oxford: Blackwell, 1995.

Walton, Kendall L. Mimesis as Make-Believe: On the Foundations of the Representational Arts. Cambridge, MA: Harvard University Press, 1990.

Wilson, Deirdre & Dan Sperber. ”Truthfulness and Relevance”. Mind 111 (2002): 583-632.

1 [Oversat efter ”The Pragmatics of Narrative Fictionality”, 1. kapitel af The Rhetoric of Fictionality. Narrative Theory and the Idea of Fiction. Columbus: Ohio State University, 2007.]

2 [Her oversat efter Der Process (118). (En lidt anden oversættelse i Processen (112).)]

3 [Udtrykket alluderer til Kendall L. Waltons Mimesis as Make-Believe (1990).]

4 [Joh n R. Searles ”standardforklaring” på litterær diskurs. Jf. kapitlet ”Relevans og sproghandlinger” nedenfor.]

5 [Grice skelner mellem implikationer, som er logiske følgeslutninger, og implikaturer, som er (et sæt af) mulige, men ikke logisk nødvendige følgeslutninger i en læsning eller fortolkning af en sætning eller en tekst.]

6 [Det anomale ”nu” skyldes den engelske oversættelse, der gengiver citatets første sætning sådan: ”Thoughts about his case never left him now”.]

7 Bemærk, at denne models intentionalitet ikke behøver være reduktiv. En informativ intention er en intention om at gøre et sæt informationer manifeste eller mere manifeste for publikum; men ”for at have en repræsentation af et sæt af antagelser [i hovedet, som en forudgående betingelse for denne intention] er det ikke nødvendigt at have en repræsentation af hver enkelt antagelse i sættet. En hvilken som helst individualiserende beskrivelse kan gøre det” (58). Denne kommentar fører os direkte til Sperber og Wilsons diskussion af ”vage” kommunikationsformer, eksemplificeret ved det at dele et indtryk: den narrative display-tekst ville passe godt i denne klasse.

8 [Her oversat efter Kafka, Der Process, Suhrkamp, 2000. (Jf. Per Øhrgaards oversættelse i Kafka 1996: 7.)]

9 Dette er ikke altid tilfældet. Der er den mulighed – med visse karakterer for eksempel – at de bliver assimileret til en eksisterende vidensramme (som i eksemplet med Napoleon nedenfor); der findes også ikke-litterære medieringsformer (for eksempel i en psykobiografisk læsning af Kafka) og partielle løsninger (som for eksempel i en nøgleroman).

10 [Her oversat efter den engelske Kafka-oversættelse. Oversat direkte fra tysk lyder Kafkas sætning sådan: ”Samtidig spurgte han rigtignok sig selv, denne gang ud fra sin egen tankegang, …” (Kafka 2000: 16).]