Читать книгу K&K 115 - Группа авторов - Страница 7

Spørgsmålet om kommunikation står selvfølgelig centralt i forholdet mellem fiktionalitet og sproghandlingsteori. Den sidstnævntes standardredegørelse for litterær diskurs, som den først blev udarbejdet af Richard Ohmann og Joh n Searle, er imitations-talehandlingens model, hvor den autoriale tale ikke er seriøst ment, men fingeret, hvilket effektivt suspenderer betingelserne for hensigtsmæssighed [the appropriateness conditions] (eller betingelserne for vellykkethed [felicity conditions]), som normalt forbindes med den givne talehandlings performance. Men imitationsmodellen undermineres af det faktum, at tredjepersonsromaner rutinemæssigt afviger fra normer, der gør sig gældende i enhver ikke-fiktional talehandling i den virkelige verden, for eksempel i noget så almindeligt som en alvidende narrations strategier. Den fingerede talehandlings ramme redegør ikke for fiktionalitet, for fiktionalitetens retorik er ofte selve narrationen iboende. Den første sætning i mit citat fra Processen, for eksempel, yder modstand mod at blive restitueret som en fingeret ikke-fiktional sproghandling, både hvad gælder dens indhold (adgang til en andens tanker) og dens form (den indre fokaliserings dobbelte tidslighed, manifesteret i det ellers anomale ”nu”).⁶

Et mere lovende alternativ, fremsat af Mary Louise Pratt, bruger i stedet H. P. Grices model for konversationel implikatur. Grice argumenterede, at betingelser for hensigtsmæssighed, der er anvendelige på talehandlinger, bedst kan forstås, ikke som forbundne med specifikke sætningers semantik, men i relation til et lille antal generelle maksimer. Samlet danner disse maksimer et Kooperativt Princip, der er fundamentet for en vellykket kommunikation. For mine formål er de afgørende maksimer de følgende: Relationsmaksimen: ”Vær relevant”, og den første Kvalitetsmaksime: ”Sig ikke, hvad du tror er usandt” (27). Grices tilgang åbner for en ganske stor fleksibilitet i fortolkningen af talehandlinger, fordi det, der faktisk bliver sagt, kan suppleres af slutninger eller implikaturer for at opretholde antagelsen om, at det Kooperative Princip er på plads. Pratt foreslår, at en måde, som talehandlinger kan være relevante på, er ved at være ”fortælbare” [”tellable”], hvormed hun mener, at de har en interesse i sig selv eller er værd at vise frem. En fortælbar talehandling er en invitation til overvejelse, fortolkning, evaluering. Hun argumenterer, at betingelserne for hensigtsmæssighed, når det drejer sig om fortælbarhed, gælder for diskurser, der er mange sætninger lange, og ikke bare for enkeltsætninger: dette træk tillader hende at foreslå en distinkt kategori af talehandlinger, som hun kalder ”narrativ display-tekst”, og som omfatter så vel fiktionale fortællinger som de ikke-fiktionale ”naturlige fortællinger”, som hun citerer (132-136) fra William Labovs sociolingvistiske studier. Narrative display-tekster kan, sammen med udråbssætninger, klassificeres som talehandlinger, der overholder Grices Relationsmaksime, og de tilfredsstiller relevansens hensigtsmæssighedsbetingelser, ikke ved at være informative, men ved at være egnet til at blive vist – ved at være fortælbare.

Pratt går imidlertid ikke så langt som til at adressere spørgsmålet om fiktionalitet, og hun undersøger ikke den hierarkiske relation mellem Grices Kvalitets- og Relationsmaksimer, sandhed og relevans. For at give plads til fiktion falder Pratt i sidste ende tilbage på talehandlingsteoriens standardredegørelse, som hun oprindeligt havde afvist, og tilslutter sig, at fiktiv diskurs, fra forfatterens side, er en narrativ display-tekst, som tilskrives en fortæller inden for fiktionens ramme (173, 207-208). Pratts relevanskriterium for fortælbarhed er suggestivt, men fordi det i hendes fremstilling i sidste ende underordnes modellen for fingeret tale, kollapser det i fiktionens ramme og giver afkald på den forklaringskraft, det kan have i relation til fiktionalitet. Dette gælder ligeledes for en alternativ tilgang, fremsat af Michael Kearns (Rhetorical Narratology, ”Relevance”), som bruger Pratts begreb om den narrative display-tekst, idet han forbinder det med en generel narrativitetsmodel, hvor fiktionalitet ikke bliver kategorisk differentieret. Et sådant træk ville gøre det muligt at afstå fra den indrammede sproghandlingsteoris imitationsmodel for fiktion, men med den omkostning, at den intet har at sige om det specifikke ved fiktion. Kearns er imidlertid bemærkelsesværdig ved sin anerkendelse af, at i udviklingen af denne position vil en retorisk redegørelse for fortællingen, om ikke for fiktion, have meget at vinde ved at anvende relevansteori.

En anden suggestiv ledetråd, der rejser sig i konteksten af Grices implikatur, stammer fra Gérard Genette, som foreslår at supplere den fingerede tales model med en appel til ideen om indirekte sproghandlinger. Genettes mål er at syntetisere den gængse sproghandlingsmodel med perspektivet i teorien om fiktionale verdener, og den indirekte sproghandling han intenderer tilhører kategorien af ”deklarative illokutioner med en instituerende funktion”, i dette tilfælde den funktion at etablere eksistensen af fiktionale verdener (”Pragmatic status” 64). Påkaldelsen af indirekte sproghandlinger er vigtig i en bredere kontekst, for den fremhæver den kendsgerning, at en ytrings bogstavelige mening kan spotte Grices maksimer – den kan være påfaldende usand, den kan være påfaldende irrelevant – og alligevel kan ytringen forblive vellykket, fordi disse flagrante overskridelser trækker vor fortolkende opmærksomhed hen imod passende implikaturer. Genette kommer ikke videre, og det af to grunde. Den ene er, at hans tiltro til den fingerede tales model faktisk blokerer enhver mulighed for indirekte sproghandlinger. Hvis den fiktive talehandling er useriøs, da er betingelserne for dens hensigtsmæssighed, og Grices maksimer, suspenderet, og derfor kan de ikke blive genstande for spot. I så fald er der ingen anledning til at generere implikaturer og udlede en indirekte talehandling. Den anden grund er, at den indirekte talehandling, som Genette forestiller sig, altså deklarative handlinger, der instituerer den fiktionale verden, ikke har mere at bidrage med til den ydre relevans af fiktiv diskurs, og faktisk efterlader de deres egen status (inden for eller uden for den fiktionale ramme) som en radikalt tvetydig. Modellen for fiktionale verdener tillader selv to forskellige tilgange til den narrative diskurs’ status. Ryan giver plads til den fingerede tales model ved at udstyre den fiktionale fortælling med en intrafiktional fortæller. For hende er det aksiomatisk, at ”tekstens implicitte taler altid findes i TRW [Textual Reference World]” (25). Pavel, på den anden side, er langt mere afvisende over for imitationstalehandlingens dissocierende ramme og foretrækker en modal ontologi, der gør det muligt, at den virkelige verdens diskurs direkte kan referere til fiktionale verdener. Genettes forslag indtager en tvetydig position mellem de to: Imitationstalehandlinger implicerer en intrafiktional fortæller, og dog kan en fortæller i den fiktionale verden ikke siges at instituere denne. (Jeg har mere at sige om forholdet mellem Genettes forslag og fortællerbegrebet i kapitel 4).

Så vel Pratt som Genette kunne, uden at bruge den fingerede tales model, have tilbudt redegørelser for fiktiv diskurs. En tilgang via ideen om indirekte talehandlinger kræver faktisk en seriøs autorial talehandling for overhovedet at blive operativ; men Genette overvejer slet ikke den mulighed, at indirekte relevans kan bidrage til at gøre rede for den autoriale talehandling i fiktion, for han er mere interesseret i at sørge for den referentielle sandhed inden for den fiktionale ramme. Pratt har faktisk med ideen om fortælbarhed en plausibel basis for relevansen af den autoriale talehandling, og i den proces at skelne mellem fortælbarhed og informativ relevans (med dennes afhængighed af kvalitetsmaksimerne) kommer hun meget tæt på at se fortælbarhed som tilstrækkelig for en vellykket autorial talehandling hinsides sandhedskriterier. Både Pratt og Genette gør altså fremskridt med de aspekter af Grices model, der lægger vægt på relevans, men begge blokeres af en antagelse om, at relevansspørgsmålet i sidste ende er sekundært i forhold til spørgsmålet om sandhed, som udelukker enhver direkte autorial model for fiktiv diskurs. Antagelsen er fuldt ud retfærdiggjort ved Grices egen underordning af implikaturens kontekstuelle, pragmatiske og inferentielle mekanismer under en guldstandard for bogstavelig, propositional sandhed. Grices synspunkt viser sig ved den privilegerede status, han giver den første Kvalitetsmaksime, ”sig ikke, hvad du tror er usandt”, som han tøvede med at placere ved siden af de andre generelle maksimer: ”det kan føles, som om vigtigheden af i alt fald den første Kvalitetsmaksime er så stor, at den ikke burde inkluderes i et skema af den slags, jeg konstruerer; andre maksimer bliver kun operative under antagelse af, at den første er opfyldt” (27). Det latente hierarki i Grices syn på maksimerne blev konsolideret ved den måde, som hans model blev absorberet i talehandlingsteoriens generelle ramme: Mens slutningernes rolle for Grice var fundamental for kommunikation, blev den i talehandlingsteorien generelt underordnet den bogstavelige mening. Ideen om indirekte talehandlinger er selv et eksempel: Implikatur bliver indlemmet i en kodemodel for kommunikation, hvorfor dens funktion reduceres til en mekanisme til at oversætte problematiske talehandlingers bogstavelige udtryk til en vellykket propositional form.