Читать книгу K&K 115 - Группа авторов - Страница 5

OVERSAT AF ROLF REITAN

THE PRAGMATICS OF NARRATIVE FICTIONALITY | “The Pragmatics of Narrative Fictionality” is chapter 1 of Richard Walsh’ book The Rhetoric of Fictionality. Narrative Theory and the Idea of Fiction. Columbus: Ohio State University, 2007.

KEYWORDS | Fiction, fictionality, rhetoric, narratology, pragmatics, relevance, implicature, speech acts, cognition, reference, communication.

”Tanken om processen forlod ham ikke mere. Allerede flere gange havde han overvejet, om det ikke ville være godt at udarbejde et forsvarsskrift og indlevere det til domstolen. Deri ville han fremlægge en kort levnedsbeskrivelse og ved enhver på en eller anden måde vigtigere begivenhed forklare, af hvilke grunde han havde handlet således, om denne handlemåde efter hans nuværende mening burde forkastes eller billiges, og hvilke grunde han kunne anføre for dette eller hint.” (Kafka, The Trial)²

Josef K., protagonisten i Kafkas Processen, befinder sig i en situation, hvor hans bestræbelser på at forklare sig og etablere sin uskyld mangler fokus og grænser: Han kan kun forestille sig et forsvar i form af en fortælling om hele sit liv. Vore egne bestræbelser på at finde mening i de ekstraordinære omstændigheder, der omgiver K.s forestillede narrative handling, er afgørende relateret til et bestemt faktum vedrørende Kafkas fortællen: Mens K. overvejer sin selvbiografi, er Kafka i gang med en fiktion. Fiktion forstås almindeligvis som noget, der via en fiktional repræsentations logik har en andenordens relation til den virkelige verden: Den repræsenterer begivenheder eller imiterer diskurser, som vi assimilerer gennem ikke-fiktionale modi af narrativ forståelse. Selv hvor fiktionen (som her) på visse måder er urealistisk, er den begribelig i begreber om dens relation til velkendte narrative former: ikke kun den anklagedes bestræbelser på at retfærdiggøre sig selv og den selvbiografiske morale, men også psykologiske fortællinger om skyld og de mange slags juridiske fortællinger, der giver Processens globale referenceramme dens form.

På den anden side har fortællingers betydning i ikke-fiktionale kontekster, som for eksempel juridiske studier, selv været genstand for en hel del opmærksomhed i de seneste år. H. Porter Abbotts Introduction to Narrative bruger et helt kapitel (138-155) på ”narrativ argumentation”. Abbotts paradigmatiske eksempel er anklagers og forsvarers konkurrerende narrative bestræbelser i den berømte sag fra 1893 mod Lizzie Borden, som blev anklaget (og frikendt) for at myrde sin far og stedmoder. Abbott fremhæver den måde, hvorpå anklager og forsvarer – i denne som i alle retssager – søger at etablere narrativ troværdighed ved at bringe deres fremstilling af begivenhederne i overensstemmelse med retorisk fordelagtige ”masterplots”. Disse forstår han som velkendte narrative grundrids med en etableret kulturel autoritet. Så Lizzie Bordens tilsyneladende ”mangel på affekt”, idet hun konfronteres med drabene, bliver af den ene side narrativiseret som den dydige datters choktilstand, og af den anden som lady Macbeths koldblodige ondskab (147-149). I en juridisk kontekst er spørgsmålet om narrativ sandhed særdeles markant (Lizzie Borden risikerede trods alt at få en dødsdom). Alligevel afhænger fortællingernes forklaringskraft mindre af deres forhold til kendsgerninger end af deres forhold til andre fortællinger, og sådan blev sagen ført fra begge sider. Faktisk kunne de ikke gøre andet, selv i disse selvrefleksive øjeblikke, hvor de beskyldte hinanden for at gøre det.

Den generelle pointe her er, at alle fortællinger, både fiktionale og ikke-fiktionale, er artefakter [artifice]. Fortællinger er konstrukter, og deres betydninger [meanings] er en indre del af det narrative system. For nogle teoretikere indebærer denne generelle egenskab ved narrativitet, at begrebet om fiktionalitet bliver fuldstændigt underordnet begrebet om narrativitet: Hvis alle fortællinger får deres mening fra deres relation til andre fortællinger og ikke fra et fodfæste i virkeligheden, da giver det ikke længere mening at bruge netop denne andenordens-relation til at karakterisere fiktion. Alligevel står det kedelige faktum tilbage, at anklagers og forsvarers fortællinger i processen mod Lizzie Borden gør krav på sandhed, hvilket Kafkas roman ikke gør. Fiktional og ikke-fiktional fortællen er to kulturelle fortællemåder, som kalder på helt forskellige interpretative antagelser. I denne forstand har opkomsten af et generelt begreb om narrativitet, så langt fra at overflødiggøre spørgsmålet om fiktionalitet faktisk udstillet det som et teoretisk problem. Hvis den narrative repræsentations logik ikke leverer en forsvarlig distinktion mellem fiktion og ikke-fiktion, da forskydes den teoretiske opmærksomheds fokus med nødvendighed fra den fiktionale fortællings substans til den fiktive fortælleakt, fra fiktionsproduktet til produktionen af fiktion. Hvordan skal vi forstå fiktiv narration som en referentiel akt eller som en kommunikationsakt? Det er i denne kontekst, jeg gerne vil advokere for en pragmatisk tilgang til spørgsmålet om fiktionalitet, en tilgang, som trækker på filosofiske og lingvistiske undersøgelser af kommunikativ sprogbrug, og som i særdeleshed kalder på relevansteoriens begrebslige ramme.

Moderne redegørelser for fiktionalitet drejer sig generelt om et eller flere i et lille repertoire af teoretiske åbningstræk, som samlet kan forstås som fornægtelsesgestus, der er resultater af flere slags forskydninger. Det vil sige, at disse redegørelser på forskellige måder ser fiktionalitetsproblemet som et spørgsmål om sandfærdighed og løser det ved at afkoble den fiktive akt fra sandhedens område, det vil sige: sproget. Jeg tænker på den følgende slags teoretiske træk: Institueringen af en fortæller som kilden til den fiktive diskurs; genbeskrivelsen af fiktionale kunstgreb som elementer i et illusionsspil [a game of make-believe³]; ideen om fingerede talehandlinger [pretended speech acts⁴]; og genopfriskningen af fiktional reference som aktuel reference til fiktionale verdener. De to første træk placerer selve fiktionens sprog i den fiktionale ramme; det tredje træk diskvalificerer det som ikke-seriøst sprog og frakender det ansvar for kommunikationen; og det fjerde træk tillader fiktionens sprog at være bogstaveligt og seriøst, men ikke helt præcist fiktivt (nemlig i den grad fiktivt sprog ikke er underlagt referentielle forpligtelser), eftersom fiktionalitet er blevet omdefineret til en ontologisk modalitet. Fiktionalitetens knude viser sig altid at være et andet sted, det er som om fiktionalitet ikke skulle være et problem bortset fra dens forhold til sproget. Det er mærkeligt, eftersom sprog, antager jeg, er det, som gør fiktion mulig – og her forstår jeg med sprog ethvert kodificeret repræsentationssystem (i ethvert medium er fiktion afhængig af et sprog, en repræsentationskode, og ikke kun af en kognitiv illusion).

Fiktionalitet, vil jeg foreslå, fungerer i et kommunikativt netværk; den findes i en måde at bruge sprog på, og dens særegenhed består i det genkendelige retoriske sæt, som denne sprogbrug kalder på. Jeg antager, at narrativ fiktionalitet er værd at skelne fra narrativitet i almindelighed. Det vil sige, jeg ønsker at anerkende den fulde kraft i hævdelsen af, at enhver fortælling forudsætter kunstfærdighed, og at den i denne meget begrænsede forstand er fiktiv; men jeg mener ikke desto mindre, at fiktional fortælling har en kohærent og distinkt kulturel rolle, og at der kræves et distinkt begreb om fiktionalitet for at gøre rede for denne rolle. Det forklares bedst i funktionelle og retoriske termer, og ikke i formale termer: Sandt nok, der er formale kvaliteter, der er stærkt associeret med fiktion, men disse leverer ikke nødvendige eller tilstrækkelige betingelser for fiktion. Siger man i stedet, at fiktionalitet er en funktionel egenskab, indebærer det, at den er en sprogbrug; at sige, at den er retorisk vil sige, at denne sprogbrug udskiller sig ved den måde, hvorpå den appellerer til læserens (eller publikums) fortolkende opmærksomhed. Ingen model, der behandler fiktiv diskurs som indrammet af en formal, intentional eller ontologisk fornægtelse [disavowal], kan tilfredsstille disse kriterier for et begreb om fiktionalitet. Hvis fiktionalitet består i en distinkt måde at bruge sprog på, bliver den ikke forklaret ved at sammenkoble denne distinkthed med en eller anden karantæne-mekanisme, hvis formål netop er at opretholde en konformitet med ikke-fiktional sprogbrug, men med den omkostning, at den på den ene eller anden måde afkobles fra sin aktuelle kommunikative kontekst. Så det retorisk distinkte ved fiktion er konsistent med en kommunikativ kontinuitet mellem fiktional og ikke-fiktional sprogbrug. Fiktionalitet er en retorisk ressource, en integrerende del af direkte og seriøs sprogbrug inden for den virkelige verdens kommunikative rammer.

Jeg vil gerne reformulere det ældgamle spørgsmål om fiktionens krav på vor opmærksomhed – en udfordring, som gennem århundrederne har givet anledning til en række forsvar for digtningen, eller udvisning fra republikker – som et problem om at forlige fiktionalitet med relevans. Begrebet om relevans optræder, i flere helt specifikke betydninger, inden for to distinkte, velafgrænsede teoretiske domæner, som har været vigtige for de seneste diskussioner om fiktionalitet: Det ene er teorien om fiktionale verdener, der fokuserer på den referentielle akt; det andet er sproghandlingsteorien, i særdeleshed de redegørelser, der giver sig i kast med Grices ”konversationelle implikatur”,⁵ hvor fokus er på den kommunikative akt. Selve relevansteorien er en beslægtet tilgang til kommunikation ud fra en pragmatisk og kognitiv lingvistiks perspektiv, og skønt dette undersøgelsesfelt ikke har leveret detaljerede overvejelser om fiktionalitet, skal jeg argumentere for, at det rummer en uvurderlig konceptuel basis for en pragmatisk teori om fiktion funderet på et relevansprincip og ikke på et sandhedsprincip.