Читать книгу K&K 115 - Группа авторов - Страница 9

Idet jeg nu vender mig mod spørgsmålet om fiktionalitet, lad mig allerførst citere Sperber og Wilson om dette emne. Deres mest elaborerede redegørelse for fiktion er, så vidt jeg ved, den følgende: ”Når du hører en parabel, eller læser Krig og fred, vil du via en eller anden form af analogisk tænkning kunne opnå en indsigt i dig selv, dit liv og verden som de er. Hvis kun sande inputs var relevante, ville vi måtte sige, at sådanne fiktioner ville være irrelevante. Hvis det er outputtets sandhed, det drejer sig om, da kan fiktioner trods alt være relevante” (265). Hovedpointen med denne bemærkning er, at den forstærker hævdelsen af, at relevans kun afhænger af sandhedsværdien af den kommunikative proces’ outputs. Imidlertid synes den at behandle den fiktionale tekst globalt, som et enkelt input til kognitivt arbejde. Her har den ikke meget at tilføje til de tilgange til fiktionens relevans, som vi kender fra teorien om fiktionale verdener. Historien [the story] bliver som helhed kanaliseret gennem den ret vage idé om ”en eller anden form for analogisk tænkning” og således en bloc oversat til den kognitive nytte af øgende forståelse.

De begrænsede betingelser for en beskæftigelse med fiktionalitet her bliver i hvert fald delvist bekræftet af en anden reference til fiktion i en helt anden kontekst: ”en stimulus, som har lille relevans i sig selv, kan ved at blive præsenteret på det rigtige tidspunkt forøge relevansen af efterfølgende stimuli således, at en større grad af samlet relevans opnås med den end uden den. Dette er i almindelighed sandt om den første sætning i en roman: skønt af lille relevans i sig selv, hjælper den til at skabe en kontekst, hvor efterfølgende sætninger bliver mere relevante. Den er derfor relevant nok til at fortjene læserens opmærksomhed” (160-161). En fortolkning af denne bemærkning er ganske uproblematisk: fortællinger er trods alt opbygget efter principper om en udskudt løsning, så det er rimeligt, at historier bliver modtaget med forventning om en substantiel samlet eller endelig relevans. Men dette er snarere en kvalitet ved fortællinger end ved fiktion. En mere specifik konsekvens af fiktionalitet synes her at fremkomme i antagelsen om, at en fiktional sætning er af ”lille relevans i sig selv”, med andre ord, at næsten hele relevansens tyngde tænkes overført til en samlet fortolkningsprocedure i tråd med det tidligere citats ”analogiske tænkning”. Hvis dette var alt, hvad relevansteorien kunne levere med henblik på spørgsmålet om fiktionalitet, ville det næppe have været anstrengelsen værd at arbejde med den sammentrængte fremstilling, som jeg lige har udsat jer for. Fiktionale sætninger er netop ikke særlig relevante, for de er ikke særlig informative, bortset fra deres forhold til den fortælling eller den verden, de producerer, hvilket i sig selv i sidste ende kan vise sig at have en indirekte global relevans.

Jeg vil gerne sige noget om, hvorfor relevansteori har mere at tilbyde end dette. Mest fundamentalt tillader den mig at sige, at fiktionalitetens problem trods alt ikke er et spørgsmål om sandfærdighed, men et spørgsmål om relevans. Det er formodningen om relevans, ikke en forventning om bogstavelig sandfærdighed, som driver læserens søgen efter en passende fortolkningskontekst. Relevansteori tillader inferens, og der genereres implikaturer: At gå fra en åbenbart usand ytring på samme direkte måde, som man går fra en, der antages at være sand. Vurdering af sandhed kommer kun i spil som en konsekvens af den proces. Så en fortællings fiktionalitet kompromitterer kun relevansen af antagelser, der er betinget af dens bogstavelige sandhed. Relevansteoriens model tillader et syn på fiktionalitet, hvor fiktionalitet ikke er en ramme, der adskiller fiktiv diskurs fra ”seriøs” kommunikation, men en kontekstuel antagelse: det vil sige, at i forståelsen af en fiktiv ytring er den antagelse, at den er fiktiv, selv manifest. Den vigtigste kontekstuelle effekt af denne antagelse er, at implikaturer, der afhænger af bogstavelig sandhed, underordnes implikaturer, som får relevans på mere diffuse og kumulative måder. Fiktion får ikke relevans på en global måde, på et skridts afstand, ved en eller anden slags analogisk tænkning, men gradvist gennem at implicere forskellige kognitive interesser og værdier, som ikke er betinget af en accept af en ytrings propositionale sandhed – og gennem anvendelsen, investeringen og gennemarbejdningen af disse interesser i narrativ form.

Der findes ganske givet en måde, hvorpå fortællinger kan forstås som en suspension af relevans hen ad handlingslinjen, og hvor den narrative slutning optræder mindre som en løsning af plottet i sig selv (skønt det er en effekt, som sædvanligvis opnås gennem plottet), end en løsning af suspenderede vurderinger af relevans. I denne ligefremme forstand, og uden hensyn til spørgsmål om fiktionalitet, er narrativ form i sig selv en respons på visse forventninger om relevans. K.s død ved slutningen af Processen er ikke kun en meget emfatisk terminal begivenhed, men også ”svaret” på flere slags spørgsmål, som fortællingen rejser, og i den forstand giver den anledning til en række mulige generelle relevansafgørelser hos læseren (som for eksempel handler om K.s moralske fortjenester og modeller af retfærdighed, hvad enten de er juridiske, kosmiske eller poetiske; om magtbalancen mellem stat og individ, eller mellem struktur og handling; om skyldens psykologiske mekanismer, og overjegets autoritet og så videre). En sådan global tematisk relevans er på ingen måde den eneste slags, som fortællinger tilbyder, ej heller er den nødvendigvis den vigtigste; men i fiktion er det sandsynligt, at en sådan fortolkningslogik vil være dominerende i forhold til den slags faktuelle berigelse af læserens kognitive omgivelse, som fortællinger egner sig bedre til. Alligevel kræver det fortolkningsarbejde, der investeres i læseprocessen, når det gælder fiktion, at relevans opleves kontinuerligt. Der er grænser for enhvers tolerance over for udskudt tilfredsstillelse, og ingen endelig løsning vil med sandsynlighed alene kunne retfærdiggøre den indsats, det kræver at læse Prousts Recherche, eller Krig og fred, eller Clarissa. Fiktionens narrative kraft afhænger af antagelser, der bliver opretholdt, beriget, modificeret, revurderet eller vendt på hovedet i læseprocessen: Selv i fiktion er narrativ udvikling kun mulig på basis af en etableret fornemmelse af relevans.

Relevant information bliver i fiktion leveret af antagelser, der har kapacitet til at informere en kognitiv omgivelse, der omfatter selve antagelsen om fiktionalitet, så vel som et sæt af generelle antagelser, som samlet kunne kaldes ”narrativ forståelse” (den ville omfatte logiske, evaluerende og affektive delsæt), og mere specifikke antagelser vedrørende for eksempel generiske forklaringer af en given tekst og dens indholds særegenheder. I denne kognitive omgivelse kan de kontekstuelle effekter, som udgør relevansen, være produceret af nye antagelser, der informerer den narrative forståelses projekt i almindelighed (og andre slags forståelser, som dette kan gøre nemmere), eller ved antagelser, der muliggør yderligere slutninger fra de narrative enkeltheder, som selv vil bidrage til en vedvarende, kumulativ oplevelse af relevans (sådanne kumulative effekter vil være analoge med dem, som Sperber og Wilson – i deres diskussion af hvordan indtryk kan kommunikeres – kalder ”poetiske effekter”). Således kan en læser af Processen finde det relevant at konstruere nogle af de subtile hypoteser om psykologisk motivation, der er påkrævet for at forstå K.s adfærd; eller en sådan forståelse kan bidrage til, at en emotionel interesse investeres i K. som vehikel. I begge tilfælde hviler den narrative kohærens, der sørger for disse effekter, på mere manifeste antagelser af en art, der er forbundet med den velkendte idé om, hvad der ”er sandt i fiktionen”. Sådanne antagelser har status af information uafhængig af ytringens bogstavelige sandhedsværdi, for deres validitet, det, at de er ”om noget”, er en kontekstuel og ikke en referentiel validitet (skønt dette ikke udelukker muligheden af, at nogle af de antagelser, der bliver tilgængelige gennem en fiktiv diskurs, faktisk kan være referentielle: som for eksempel i en nøgleroman, eller en historisk roman eller i de mange moderne former for dokumentarisk fiktion).

Ideen om sandhed ”i fiktionen” indebærer ikke en ontologisk ramme, men en kontekstuel kvalificering: antagelser af denne art leverer information relativt til en kontekst af tidligere antagelser. Vi gør almindeligvis ikke forsøg på at løse fiktive ytringers reference, for vi ved på forhånd, at i fraværet af ethvert bevis på det modsatte vil deres bogstavelige sandhedsværdi være af for lille relevans til at være en bestemmelse værd. Men det kompromitterer ikke fiktionernes narrative kohærens, for en vellykket referenceløsning er ikke nødvendig for, at koreferencer kan finde sted (tænk på algebra: Vi behøver ikke kende værdien af x for at vide, at i x² = 2xy refererer hver forekomst af x til den samme værdi, som også er to gange værdien af y). Den kommunikative effektivitet af mangfoldige referencer til fiktionale karakterer, steder og begivenheder er et pragmatisk spørgsmål, ikke et semantisk. Når en fiktional fortælling udfolder sig, bliver yderligere antagelser manifeste, ikke fordi tidligere antagelser har projiceret en fiktional verden, som den fiktionale sandhed af nye antagelser kan etableres i, men fordi den opnåede relevans af tidligere antagelser selv bliver en kontekstuel basis for at maksimere relevansen af efterfølgende, relaterede antagelser.

En relevans-dreven, pragmatisk fremstilling af inferens i fiktioner behøver ikke udfoldes via en referentiel verden hinsides diskursen eller en denotativ ”de re”-semantik hinsides de attributive ”de dicto”-relationer mellem refererende udtryk. Alt, hvad vi kan forklare ved at opfatte fiktioner som referentielle konstrukter, der projicerer fiktionale verdener, kan vi forklare lige så godt uden brydsomme omveje, restriktive normer, paradokser eller redundans, idet vi forstår fiktion som en seriøs brug af sprogets repræsentationelle kapacitet for fiktive – imaginære, ikke bogstaveligt assertive – formål (og det siger sig selv, at relevansteoriens inklusive model for kommunikation som ostensiv adfærd uden vanskeligheder leverer en måde at omfavne fiktioner i ikke-lingvistiske medier). Det kommunikative relevanskriterium er snarere primært end udskudt eller indirekte, og mere samlende [unitary] end det er indre eller ydre i forhold til en fiktional ramme. Vi er nødt til at tænke i termer om fiktionalitetens pragmatik snarere end i termer om dens semantik.