Читать книгу 50 ideer - Группа авторов - Страница 11

Frans af Assisi er nok den mest populære af de katolske kirkefædre. Hans budskab er en begejstret lovprisning af livets godhed. Alt indgår i den guddommelige skabelsesorden. Mennesket er ikke sat i verden for at klare sig selv, men for at hjælpe andre. En af hans kernesætninger er: ”Det er, når vi giver, at vi modtager.”

Googler man ordet godhed, får man ca. 140.000 hits. Prøver man det samme med ondskab, ryger man op på 340.000 hits. Det er åbenbart mere end dobbelt så populært at tale om ondskab som om godhed. Betragtningen er nok overfladisk, men den peger på noget nærliggende: Ondskab er lettere at forholde sig til end godhed.

Ondskab rummer sin egen dramatik. Den påkalder sig opmærksomhed og er mere attraktiv og spændende end godheden. Enhver skuespiller vil foretrække rollen som skurken eller kæltringen frem for en person, der inkarnerer den skinbarlige godhed. Den onde karakter, fx Jago i William Shakespeares tragedie Othello (ca. 1603), kræver psykologisk indlevelse og forståelse. Man skal ind til det smertepunkt, der afføder ressentimentet og den hævngerrighed, der forhærdet og med ubønhørlig konsekvens fører ondskaben ud i livet. I Jagos tilfælde er det måske følelsen af at være forbigået, da vennen Cassio bliver forfremmet for næsen af ham. Det får ham til at udtænke en satanisk intrige, der nådesløst rydder bordet og river de involverede med sig i faldet.

Ondskaben er mere taknemmelig at forholde sig til end godheden. Man ved, at den ligger på spring. Den skal bare fremkaldes. Den kristne trosbekendelse indledes med forsagelsen: “Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.” På samme måde hedder det i Fadervor: “Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde.” Det er, som om ondskaben fylder meget mere end godheden. Ondskaben er noget, man skal holde sig fra livet og værge sig mod, for den lurer alle vegne.

Egentlig er det bemærkelsesværdigt. I middelalderen var det lige modsat. I den middelalderlige skolastik eksisterede ondskaben overhovedet ikke. Selvfølgelig kendte man til ondskab, men ondskaben var ikke noget, man positivt kunne identificere. Ondskaben var ikke noget i sig selv. Den var dybest set slet ikke til. Den havde ingen værensfylde eller mere filosofisk udtrykt: ingen ontologisk karakter. Den var bestemt gennem fraværet af godheden på akkurat samme måde, som mørket er defineret som fraværet af lys. Ondskaben er en såkaldt privativ bestemmelse, en bestemmelse af ikke-væren. Er en person umusikalsk eller uretfærdig, er det meningsløst at spørge om, hvad vedkommende så er. Det eneste, der karakteriserer personen, er manglen på egenskaben musikalitet eller retfærdighed. Ikke at være noget udtrykker ikke en egenskab, men netop fraværet af en egenskab. Sådan forholder det sig også med ondskaben. Den er slet og ret mangel på godhed.

Indfaldet af lyset på billedet fra Peterskirken i Rom er resultatet af en mesterlig arkitektonisk kalkulation. Her er skabt en scene for det guddommeliges tilsynekomst. Solens stråler skærer sig igennem rummet som et vidnesbyrd om den guddommelige almagt, der udbredes til menigheden. Lyset symboliserer den almægtige og gode Guds tilstedeværelse.

I den skolastiske tænkning var godheden allestedsnærværende. Hele universet udgør her en ontologisk orden (ordo) af værenshierarkier med Gud i toppen som den højeste og mægtigste værensform. Gud er bestemt som det “højeste gode” eller godheden selv (summum bonum). Allerede i skabelsesberetningen hedder det meget sigende: “Gud så, at det var godt.” Virkeligheden var Guds skaberværk og som sådan indbegrebet af det sande, det gode og det skønne. I 1225 skrev prædikanten Frans af Assisi (1182-1226) hymnen “Solsangen”, der begynder med ordene: “Almægtige og kære Gud, / nu folder skabningen sig ud, / i lys og sang, i blomst og frugt, / for du gør alting godt og smukt.”

Her er virkeligheden simpelthen imprægneret med godhed: Gud gør alting godt og smukt. De steder, hvor godheden mangler, og hvor ondskaben udfolder sig, er i dybeste forstand slet ikke til – og dermed heller ikke værd at tale om.

Frans’ tankegang betød selvfølgelig også, at det var omsonst at indkredse og udpege, hvor godheden befandt sig i det middelalderlige verdensbillede. Den var jo netop over det hele. Renæssancen bød til gengæld på en dramatisk omvæltning i godhedens idehistorie. Der sker en afsakralisering af verdensbilledet. Himlen trækkes så at sige ned på jorden. Verdensbilledet henter nu ikke længere sin ultimative begrundelse i middelalderens kristne ordo-tanke og dens vertikale top-down perspektiv på virkeligheden. Gud troner ikke mere på toppen i sin almagtsposition som summum bonum. Perspektivet er nu horisontalt orienteret. Mennesket bringer verden i øjenhøjde med sig selv og giver sig til at undersøge og udforske naturen og verden i en hidtil uhørt grad. Det udløser den naturvidenskabelige revolution med dens lavine af opdagelser, opfindelser og nytænkning, repræsenteret ved personer som Johannes Gutenberg (1400-1468), Christopher Columbus (1451-1506), Niccolò Machiavelli (1469-1527), Martin Luther (1483-1546) og Galileo Galilei (1564-1642). Og frem for alt bliver mennesket selv det nye orienteringspunkt for forståelsen af verden, der ikke længere er en sammenhængende guddommelig orden, som inkarnerer godheden. Mennesket er trådt ind som aktør på den historiske scene, og det bliver for alvor åbenbart, at mennesket rummer alt andet end godheden i sig. Det er et sammensat væsen, fyldt til randen af lidenskab, begær og selviske motiver.

For fænomenet godhed betyder det, at det forvandles fra en substantiel og statisk størrelse – et grundvilkår – til at blive en dynamisk og fluktuerende størrelse. Det optræder ikke længere som en ontologisk forankret dimension i virkeligheden, men viser sig som noget, der optræder sporadisk og glimtvis. Godheden indskriver sig i menneskets handlingsverden. Det betyder ikke, at godheden slet og ret er forsvundet, men at den har mistet sin metafysiske fundering. Godheden er blevet menneskeværk på godt og ondt. Godheden er detroniseret som en grundlæggende ontologisk dimension i virkeligheden. Man er ikke længere online med godheden. Den optræder ikke som et trådløst metafysisk netværk, man kan koble sig på. I modssætning til middelalderen er den moderne verden præget af sammenhængsløshed og mangel på en grundfæstet orden. Tilsvarende er det enkelte menneske overladt til selv at skabe sig mening og sammenhæng i sit liv. Det betyder dog ikke, at orden er afløst af tilfældighedernes spil. Lyt fx til den franske forfatter Etienne de Grellets (1773-1855) bemærkning: “Jeg vandrer kun denne ene gang gennem denne verden. Derfor, er der nogen venlighed, jeg kan vise, eller en god gerning, jeg kan øve, lad mig øve den nu, lad mig ikke opsætte den, eller overse den, thi jeg skal aldrig mere vandre denne vej.”

Etienne de Grellet drager ikke pessimistiske konsekvenser af tilværelsens engangskarakter. Han siger ikke: Hvor er det synd for mig, at det kun sker denne ene gang, hvor er det meningsløst, hvor er tilværelsen absurd. Han fortvivler ikke, han kapitulerer ikke, og han beklager sig ikke. Han vender det til noget positivt. Hvis jeg kun vandrer gennem verden denne ene gang, må det betyde, at jeg ikke må forpasse muligheden for at vise den venlighed, der kan vises – eller gøre den gode gerning, jeg kan gøre. Konklusionen er ikke slukøret resignation, men en åben stillen sig ansigt til ansigt med sin skæbne. Når man nu er her så kort, gælder det om at huske sine replikker og gøre sin indsats, mens man er på scenen. Man kunne tale om, at godheden nu knytter sig til menneskets oprejste gang på jorden. Godheden findes som noget, der manifesterer sig – ofte på forunderlig og overraskende vis og i situationer, hvor man mindst skulle forvente det. Og det allermest frapperende er, at den har en tendens til at vise sig i omgivelser, der har meget lidt med godheden at gøre. Akkurat som en lysende flamme bedst ses i mørke omgivelser.

Et berømt eksempel er en episode, der indtraf på vestfronten under 1. Verdenskrig. Krigen kostede 9 millioner unge soldater livet. De fleste faldt i skyttegravene, der pløjede sig igennem Europa fra Den Engelske Kanal til den schweiziske grænse i et zigzagforløb på 800 km. Mange var draget i felten med den overbevisning, at krigen ville være kortvarig. Men virkeligheden blev en helt anden. Krigen udartede til en opslidende stillingskrig, hvor parterne gravede sig ned og beskød hinanden fra skyttegravene. Det meste af tiden gik med en håbløs venten, og den daglige kost bestod af myrderier, mudder, gasangreb, granatnedslag, ligstank, rotter og udmattende sygdomme. De soldater, der skulle løbe op fra deres stillinger for at foretage stormangreb, faldt som fluer for fjendens spærreild i et mudret ingenmandsland af granathuller og døde soldater. Stanken fra de døde var ulidelig. Det var helvede på jorden.

Ved juletid i 1914 havde krigen stået på i 5 måneder og allerede nået et dødstal på 1 million. Vi befinder os i krigslandskabet i Flandern. Regnen havde ubønhørligt heglet ned i dagevis, og soldaterne stod i mudder til knæene. Men pludselig ændrer scenen sig. Den 24. december hører regnen op og afløses af en let frost. Stilheden indfinder sig og afbrydes kun af spredte skudsalver. Og her i stilheden hører man fra de tyske skyttegrave tonerne fra julesalmen “Stille Nacht, heilige Nacht”. Sangen trænger ubesværet gennem ingenmandsland og høres af briterne et par hundrede meter borte. Englænderne genkender naturligvis sangen som “Silent Night, holy Night”. De klapper begejstret, da tyskerne har sunget sangen til ende. Man råber julehilsner til hinanden hen over ingenmandsland, og man enes om at indstille skydningen. Menige soldater på begge sider har spontant gennemtvunget en uofficiel våbenstilstand, bistået af de lavere officerer. Parterne garanterer tilmed hinanden våbenhvile julen over. Derefter stiger soldaterne op af skyttegravene for at møde hinanden i ingenmandsland. De hilser på hinanden, udveksler cigaretter og viser fotografier af familierne og kæresterne derhjemme. Samtidig tager de billeder af hinanden. De enes også om at begrave de faldne og ender med at spise sammen, og de mødes tilmed i en fodboldkamp i ingenmandsland – sandsynligvis verdenshistoriens mest aparte fodboldkamp.

Derefter vender alt tilbage til krigens absurde normaltilstand. Året efter forsøgte man at etablere en genoplivning af julefreden ved fronten, men uden det store held. Og da enkelte tyske soldater i julen 1916 håbefuldt dristede sig op af skyttegravene for at ønske briterne en glædelig jul, gjorde den kommanderende officer fra 5th King’s Liverpool Regiment kort proces. Han befalede nogle af regimentets snigskytter at nedlægge de selvbestaltede fredsapostle.

Selv under de mest forfærdelige betingelser skabes der rum for, at godheden kan indfinde sig. Midt i krigshelvedet under 1. Verdenskrig steg soldater op af skyttegravene og mødte hinanden – ikke som fjender, men som medmennesker. Julefreden havde indfundet sig for en stund.

Hvordan man end vender og drejer beretningen om julefreden ved fronten i Flandern i 1914, så står den som et lysende eksempel på, at godheden findes. Her ser vi godhedens emergens. Det er, som om der rejser sig en lodret søjle af overjordisk transcendens her under de mest kummerlige livsvilkår. Al denne godhed virker drømmeagtig og uvirkelig. Ikke desto mindre var den skinbarlig virkelighed for 100 år siden. Det er blandt andet de fotografier, soldaterne tog af hinanden, et vidnesbyrd om. Godheden findes.

Jørgen Carlsen

Se også | 11. Håb |