Читать книгу 50 ideer - Группа авторов - Страница 12

Historie som en livets læremester på titelsiden til Sir Walter Raleighs The History of the World fra 1614.

Ordet historie har et væld af betydninger, selv om vi, når vi anvender det i ental, oftest vil være tilbøjelige til at mene noget i retning af den akademiske disciplin historieskrivning, altså historiografi. Selve ordets oprindelse kommer fra det græske, hvor historie kan betyde beretning, viden om fortiden og fortælling, der i en eller anden forstand refererer til fortiden. Allerede her er betydningsaspektet ganske bredt.

I dag indgår ordet i så mange alliancer, at det nærmest er umuligt at opremse alle, men her skal dog kort nævnes et par af dem. Der fortælles og skrives historier, fiktive og non-fiktive, der er levnedshistorie, krigshistorie, kvindernes historie, bilhistorie, seksualitetens historie, oceanernes historie, ja, der er stort set ikke det fænomen, der ikke har historie. Selv det eventuelt historieløse, fx Gud, har historie i den forstand, at alt, hvad mennesker har med at gøre, allerede herved er i historien. Vi beretter og fortæller historier, men disse er selv indrulleret i en historie, som er den tid, der forløber, når og mens vi beretter og fortæller. Ordet indgår således i mange forskellige sammenhænge. Hertil kommer, at det også spænder over en vid bue, hvad angår sandhed, nemlig fra at ville berette sandt til at være ren fantasi, som når man siger til børn, at det, du der fortalte, ikke er andet end en historie, altså løgn og latin.

Vi vil oftest tænke på den akademiske disciplin historie, når vi anvender ordet i ental. Det må komme af, at de fleste endnu har haft et fag i skolen, som hedder historie eller noget lignende. Vi kan skelne mellem genren historie, der er meget bred og omfatter al form for mundtlig og skriftlig overlevering om fortiden plus en mængde fiktion og så disciplinen historie, der blev grundlagt i antikken. Den har sandhedsprætention, og den har standarder for, hvad det er tilladt at gøre, og hvad man ikke må gøre. Altså rationelle standarder, der bl.a. angår kildekritik. Det er da også den art historie, der skal være i fokus her.

Alle skriftlige kulturer har fra tidernes morgen haft en eller anden form for historienedskrivning, altså opremsninger af årstal for krige, herskere, høstudbytte og en del mere. Altså en art “statistisk historie”, der, når den drejede sig om herskere, som regel var forherligende, panegyrisk, og kortfattet. Det kender vi fx fra kinesisk historieskrivning, der er meget ældre end den vestlige. Men der skete noget helt nyt, da den græske historiker Herodot (ca. 485-430 f.v.t.) skrev værket Historier, der primært handlede om grækernes krige mod Persien. Han indledte værket med ordene: “Herodot fra Halikarnassos fremlægger i det følgende sin forskning, for at hverken det gennem menneskene skete med tiden skal forsvinde i glemsel, eller at store og beundringsværdige værker – der dels er frembragt af grækere, dels af barbarer – skal være uden eftermæle. Men frem for alt for at man kan forstå, hvorfor de kom i krig med hinanden, og hvordan de førte den”.

Det er i enhver henseende en original programerklæring, der her gives. Herodot var for det første en selvstændig forsker, ikke en eller anden, der skrev et bestillingsarbejde evt. til forherligelse af en tyran. Det er hans egne og frie undersøgelser, det drejer sig om. For det andet er det mennesker, der berettes om, ikke guder eller ophøjede kræfter. Vi har her den første klart antropocentriske historieskrivning. For det tredje drejer det sig om at forstå, hvormed der udtrykkes en tillid til den menneskelige tanke, som i øvrigt havde sin parallel i den samtidige filosofi, der også var ved at opstå. Nu kunne menneskelig tænkning gøre sig fri af myter, religion og tradition og stå på egne ben. For det fjerde er der en vished om, at mennesker kan lære af historien, for når der berettes om store begivenheder, der ikke må gå til grunde i glemslen, er det jo ikke bare, fordi de er beundringsværdige, men primært fordi de på eksemplarisk vis rummer noget vigtigt at forstå.

Endelig er krigene i centrum. Hvorfor? I dag er vi på grund af oplysningstiden og en generel humanisering af kulturen tilbøjelige til ikke at ville gøre krige til det centrale i historien. I al præmoderne historieskrivning er krige imidlertid som regel det centrale tema – fordi krig var den største kulturforandrende faktor. Krige var det, som i masseskala bragte mennesker fra vidt forskellige kulturer sammen, ganske vist i strid, men på en måde, så man opdagede de forskellige kulturer og vaner. Det var også krige, der fik riger til at opstå og gå til grunde, ligesom krige prægede økonomien blandt folkeslagene. Og endelig var det i krigene, at de store teknologiske nydannelser for alvor blev taget i brug. Og det var også her, at kommunikation og organisation skulle stå prøven. Så ideen med at sætte krige i fokus var ingenlunde barbarisk, men ganske enkelt realistisk. Og her er der nok mindre, der har ændret sig, end vi går rundt og tror.

Med Herodot blev historiografien grundlagt som disciplin. Den blev yderligere cementeret med efterfølgeren, historikeren Thukydid (ca. 460-400 f.v.t.), der var den første, der satte kildekritikken i højsædet og i øvrigt totalrensede historien for overnaturlige kræfter, endog forsynet gled ud. Måske skal det også tilføjes, at den antikke historieskrivning i høj grad var samtidshistorisk orienteret: Der var stort set ingen skriftlige kilder, så man byggede på egne observationer og overleveringer af mundtlig art.

Pablo Picassos fortolkende maleri fra 1951 over Sinchonmassakren, der var et massemord på civile i Nordkorea i 1950.

Efter den græske periode fulgte romersk historieskrivning. Også den havde meget ofte krige i centrum, men den adskilte sig ved at være patriotisk og havde ofte Roms grundlæggelse som udgangspunkt og reference. Senere, da Europa opstod i middelalderen og fra begyndelsen var kristnet, kom den fra antikken sekulariserede historiografi ofte under et voldsomt pres fra den nu kristent styrede og strukturerede historieopfattelse. Kristendommen rummede helt andre ideer om tid end den græske kultur, hvor historiografien var opstået. I det græske betød tiden egentlig ikke ret meget, for grækernes opfattelse af tid var ofte – i myterne – cyklisk. Men frem for alt gjaldt det, at grækerne ikke forventede sig noget af fremtiden – højst og bedst, at den bare var som samtiden. Deres erfaringsrum faldt stort set sammen med deres forventningshorisont. Det var helt anderledes i kristendommen, for her forventede man noget nyt, ja, helt nyt af fremtiden, nemlig dommens dag efterfulgt af genoprettelsen af et herlighedsrige.

Den kristne tidsopfattelse og dermed historieforståelse var i ekstrem grad fremtidsorienteret. Tiden fik retning, hvad den ikke havde haft i det græske. Hertil kom – selvfølgelig – at Gud eller det guddommelige forsyn stedse greb ind i historiens gang – om ikke på anden måde så som en trussel ved dommens dag eller eventuelt som en forjættelsesinstans, der gav håb.

Efter middelalderen og den kristne tænkning kom der i oplysningstiden en tilbagevenden til den sekulariserede historieskrivning. Det var allerede i gang i begyndelsen af 1700-tallet, men det blev understreget af især den franske forfatter Voltaire (1694-1778), der ganske enkelt strøg forsynets (og Guds) indgribende rolle. Historie var nu atter menneskenes historie, men også her uden forsyn og Gud. Dyrene fik først historie efter naturforskeren Charles Darwins (1809-1882) Arternes oprindelse fra 1859.

I øvrigt blev især romersk historieskrivning dyrket med stor entusiasme i netop oplysningstiden. Mange af tidens store filosoffer var tillige historikere. Nok strøg man Guds og forsynets indgribende betydning og sekulariserede således historieskrivningen, men på forunderlig vis fastholdt man den kristne ide om, at historien havde retning. Nu ikke længere frem mod dommens dag og herlighedsriget, men derimod hen imod større og større fremskridt. For første gang talte man om fremskridt som sådan, ikke kun fremskridt i fx lægekunsten, krigskunsten eller retstilstanden.

Historiografien blev for alvor “videnskabeliggjort”, da Leopold von Ranke (1795-1886) i 1820’ernes Berlin markerede en ny videnskabelig standard for historiografien ved i det store og hele at overføre filologiens metoder til den historiske kildekritik. Siden er det – set med omvendt kikkert – faktisk dette grundlag, som udgør den akademiske disciplins fundament.

Siden romersk historieskrivning har historiografien meget ofte haft betydning i forbindelse med opbygning af national eller etnisk identitet. Det gled ganske vist i baggrunden i middelalderen, men forsvandt ikke helt. Dog efter renæssancen og fra 1600-tallet fik denne nationale (og til dels etniske) funktion tiltagende betydning. Det hang bl.a. sammen med fremkomsten af absolutistiske stater, som havde brug for nationale myter eller historie for at opbygge identitet. Faktisk var det først nu, at der blev oprettet lærestole ved universiteterne i historiografi. Tidligere mente man – ud fra en aristotelisk opfattelse af de forskellige vidensformer og områder, at historiografi ikke kunne være en videnskab, fordi den handlede om det særegne (og ikke almene), og fordi den beskæftigede sig med skæbneforhold, der lå uden for videnskabens felt. Men i 1600-tallet blev historie pludselig noget, der krævede lærestole og professorater. Sverige lå helt i front i denne udvikling, der dog hurtigt blev spredt til resten af Europa. Alliancen mellem historiografien og staten blev yderligere udbygget i 1800-tallet.

I mere end 100 år har det stedse lydt, at vi er blevet historieløse, at ungdommen og i øvrigt flere og flere ikke kender noget som helst til historien – ofte underforstået nationalhistorien. Dette råb har været kronisk i meget lang tid. Man kunne uden vanskelighed i dag skrive historieløshedens historie.

Historie, historieskrivning og nationalstaten: Danmarks store nederlag i 1864 fortolkes og rekonstrueres 150 år efter i tv-serien 1864.

I forbindelse med denne klagesang, der sikkert rummer en sandhed, lyder det så også, at hvis vi ikke forstår fortiden, kan vi ikke forstå og orientere os i nutiden. Måske er det heller ikke helt forkert. Det underlige er bare, at meget ofte, ja næsten hele tiden, kan vi i dag se, at det, man har ment, var historie og sanddru historie, og som man altså har orienteret sig ud fra, stort set ikke har været andet end myter og selvforblændelse. Ofte har det været regelret selvforherligelse tilsat store doser løgn og latin. I Danmark skulle tiden op til 1864 og i øvrigt også derefter kunne gå som et paradeeksempel – der lader sig generalisere frem i tiden og også uden for Danmark.

Et andet underligt træk i vores samtid – der altså skulle være historieløshedens triumf – er, at aldrig nogensinde før har vi omgivet os med så megen “historie”. Aldrig før har der været så mange historisk orienterede museer og institutioner, og aldrig før har den akademiske videnskab rummet så mange felter og genstandsområder, hvor fænomenernes historie er blevet udforsket og kortlagt. Aldrig før er der så bredt og omfangsrigt skrevet historie – midt i en påstået historieløs tid. Nok hedder det, at det kan være svært at spå – især om fremtiden, men faktisk kan det være endnu vanskeligere at spå om fortiden. Og som det viste sig – under de totalitære styreformer, hvor historien hele tiden skulle skrives om – også farligere.

Hans-Jørgen Schanz

Se også | 10. Historiefilosofi | 39. Sekularisering |