Читать книгу 50 ideer - Группа авторов - Страница 5

Asfaltarbejdere sælger deres arbejdskraft og asfalterer Københavns stræder og gader i 1930’erne.

”Arbejde synes at være en ganske enkel kategori. Også forestillingen om samme – som arbejde overhovedet – er urgammel. Ikke desto mindre er ‘arbejde’, forstået økonomisk i denne enkelthed, en lige så moderne kategori som de forhold, der skaber denne enkle abstraktion.”

Karl Marx, 1857

Det ligger fast, og det gælder universalhistorisk, at mennesker – om ikke alle så dog de fleste – siden tidernes morgen har måttet arbejde for at leve og overleve. Subsistensmidler er aldrig kommet flyvende direkte ind i munden fra naturens hånd, bortset fra da Adam og Eva var i Paradis. Et af de træk, der adskiller mennesker fra dyr, er, at mennesker ikke bare er i verden, men forholder sig med bevidsthed til verden, og i dette forhold omformer de verden ved at beherske naturen. Også dyr må udfolde aktiviteter for at overleve, men menneskene er de eneste, der har sproglig bevidsthed om, hvad de gør, og i distance til naturen. Det kan mennesket, fordi det er et sprogligt væsen.

Men et er, at vi bagudskuende kan se, at der altid har måttet arbejdes. Noget andet er, hvilke ord og udtryk der er blevet anvendt for aktiviteterne. Og Marx havde nok ret i, at for at der kan dannes et ord som arbejde slet og ret, et ord, der peger på noget fælles ved vidt forskellige aktiviteter, da må der være to historisk fremkomne forudsætninger: Dels at der er opstået en gennemgribende arbejdsdeling med stor specialisering, dels at mennesker kan cirkulere fra den ene aktivitet til den anden uden større problemer.

Først i en sådan historisk frembragt situation – og det vil i Vesten sige fra 1700-tallet – begyndte ordet arbejde at vinde indpas i sprogbrugen som et udtryk for alle aktiviteter, der på den ene eller anden måde er med til at sikre overlevelse. Dette sproglige fænomen er helt parallelt med (og i øvrigt også tidsmæssigt sammenfaldende med) ordet fremskridt: Frem til 1700-tallet kunne ordet fremskridt ikke stå alene, men kun relateret til et eller andet, fx fremskridt i lægekunsten, krigskunsten eller kogekunsten. Men i 1700-tallet begyndte man at tale om fremskridtet som sådan. Denne abstraktion af ordet fremskridt er helt den samme, som skete med ordet arbejde.

Vi skal således et godt stykke op i historien, før sprogbrugen fokuserede på selve udfoldelsen af den menneskelige aktivitet i forbindelse med sikringen af subsistensen og således drejede bort fra selve genstanden, der formedes. Tidligere talte man om pottemagerkunsten eller stenhuggerkunsten, men fra 1700-tallet begyndte man at karakterisere begge typer aktivitet som arbejde. Det vil sige, at arbejde ikke længere sprogligt var bestemt ved den genstand, der blev frembragt, men ved selve den menneskelige aktivitet.

Siden da har ordet arbejde indgået i et utal af bestemmelser som fx arbejdshest, arbejdsløs, arbejdsgiver, arbejdsplads, arbejdsfelt, arbejdsnarkoman og arbejdssky. At ordet optræder i så mange forskellige sammenhænge og med så mange forskellige betydninger, siger noget om arbejdets betydning for nutidens mennesker.

Det var i øvrigt også i 1700-tallet, at økonomi opstod som en selvstændig videnskab. Tidligere havde man også talt om det økonomiske, men altid som en underafdeling af politikken, når man talte om større enheder, fx et land. Det økonomiske var ikke noget selvstændigt og rummede heller ingen selvstændige lovmæssigheder. Men i 1700-tallet begyndte man at tænke økonomien som noget, der kunne stå alene. Noget, der havde særegne og selvstændige love. Det skete første gang i den såkaldte fysiokratisme. Ordet betyder naturherredømme, og læren gik ud på, at dersom man overlod det økonomiske til sig selv (og ikke greb kunstigt politisk ind, deraf navnet fysiokratisme), ville det ud af sig selv skabe love. Lovene sikrede dels, at det ikke brød sammen eller kørte i sænk, dels ville de økonomiske lovmæssigheder sørge for, at hele systemet skabte sine egne forudsætninger for at kunne gentage sig selv. Det var med andre ord selvreproducerende. Vigtigt i denne sammenhæng er, at det just var arbejdsbegrebet, som kom i centrum for disse økonomiteoretiske betragtninger. Da arbejde begyndte at kunne tænkes i abstraktion (fra alle mulige typer genstande, det frembragte), kunne der opstå en økonomisk videnskab. Og den opstod prompte. Dens grundtræk er de samme i dag, uagtet det ofte kan se anderledes ud, fordi de arbejdsrelaterede udtryk hyppigt er blevet skubbet i baggrunden til fordel for en formalisering og matematisering af det økonomiske område.

Da arbejde som lønarbejde fra 1800-tallet og med tiltagende styrke i Vesten blev den afgørende måde at overleve på, tog abstraktionen af ordet endnu et ordentligt hop fremad. I dag er langt hovedparten af voksne mennesker (der ikke er pensionister) i Vesten lønarbejdere. Navnet minder os om, at de får en løn for at arbejde et vist tidsrum – eller sagt på en anden måde: De sælger deres arbejdskraft i et givet tidsrum og får en betaling i form af løn.

I dag er det ikke længere sådan – hvis det nogensinde har været tilfældet – at arbejde udelukkende er relateret til lønarbejde. I økonomiteorierne er der en klar skelnen mellem lønarbejde og alle andre former for arbejdsaktiviteter. Det kommer af, at økonomiteorier næsten altid handler om bytteværdi og næsten aldrig om brugsværdi. Og kun lønarbejdet er direkte bytteværdirelateret. Andre former for arbejde, der ikke er lønarbejde, frembringer først og fremmest brugsværdier. Det gør lønarbejdet ganske vist også, men her er fokus på bytteværdien.

I hverdagssproget skelner vi i bestemte sammenhænge mellem lønarbejde og arbejde. Spørger man en person, om han eller hun har et arbejde, er det her underforstået, at det drejer sig om et lønarbejde (at man ikke er arbejdsløs). Men i andre sammenhænge gælder denne skelnen ikke, og da vil spørgsmålet gå på, om man laver noget eller ej. Sjovt nok er der faktisk store forskelle på dette med at lave noget. Ringer man til en dansker, der ser tv, og spørger, om han laver noget, vil han måske svare: “Nej, jeg ser tv”. Når det derimod er en nordmand i samme situation, man ringer til, vil svaret som regel være: “Nej, ingenting”. Hvordan forskellen er opstået, er vanskeligt at forklare.

Historisk og kulturelt har der været store uensartetheder i den måde, man har set på arbejdet. Generelt var det sådan i antikken, at der var en meget klar adskillelse mellem åndens og håndens arbejde. Håndens arbejde blev ikke anset for noget værdifuldt eller kulturelt prisværdigt, snarere tværtimod. Der knyttede sig ingen prestige til at arbejde med kroppen. Det var jo også i mange henseender i bogstaveligste forstand slavearbejde. At det forholdt sig sådan, kommer klart til udtryk i det forhold, at skønt stort set alle antikke tænkere (der ikke var kristne) mente, at målet med livet var lykke (eudaimonia på græsk og beatitudo på latin), blev ordet arbejde aldrig nævnt i denne sammenhæng. Arbejde og lykke tilhørte to forskellige planer. Som Aristoteles (384-322 f.v.t.) sagde: “Et menneske, der lever af håndens arbejde eller som hyret arbejder, kan ikke praktisere et lykkeligt liv”. Derimod blev åndsarbejde set som noget nærmest ophøjet og respektabelt, men det blev til gengæld aldrig omtalt som arbejde, endsige åndsarbejde. Med kristendommens indflydelse på kulturen ændrede dette sig efterhånden. Og her fik denne skelnen, der jo egentlig er urgammel, sit eget udtryk, da distinktionen mellem åndens og håndens arbejde udtrykkeligt fremkom i middelalderen.

I kristendommen blev arbejdet tillagt hidtil ukendte kvaliteter. Det skulle nu være med til at fuldende Guds værk. Endvidere blev det opfattet som et bodsmiddel og havde også en funktion ved at afskaffe lediggang, der var kilden til store synder – lediggang var roden til alt ondt. Og endelig skulle der arbejdes, så der kunne gives almisse til de nødlidende. Det blev der ikke ændret på under reformationen i 1500-tallet, snarere tværtimod. Mest udtalt i calvinismen, hvor succes i livet ofte blev set som et udtryk for, at man var en af de heldige, som ikke på forhånd var dømt til evig pinsel i Helvede efter døden. I calvinismen blev prædestinationen understreget: Gud havde på forhånd afgjort, hvem der skulle frelses, og hvem der skulle fortabes. Man mente at kunne se et tegn på en mulig frelse ved, at man havde succes i livet. Og den blev målt økonomisk og var vanskelig at opnå uden arbejde og især det forhold, at arbejdets overskud blev investeret produktivt i stedet for at blive ædt op i vellevned.

Den store tyske sociolog Max Weber (1864-1920) stillede spørgsmålet om, hvilket økonomisk udviklingspotentiale de forskellige verdensreligioner historisk har rummet. Udgangspunktet var selvfølgelig en fornemmelse af, at verdensreligionerne langtfra har været ens på dette punkt. Webers nøglebegreber til denne undersøgelse var arbejde og interesse for reinvestering eller produktiv investering. Han mente at kunne vise, at kristendommen og især den reformerte kristendom var bærer af langt stærkere incitamenter til økonomisk udvikling end de andre verdensreligioner. Hvilket han så i øvrigt så som en afgørende grund til Vestens ekstreme udvikling efter 1500-tallet. Meget tyder på, at Weber ikke bare stillede originale spørgsmål, men at han også gav plausible svar.

Retten til dovenskab: Homer og familie insisterer på at dovne den med en fast rutine foran fjernsynet i Matt Groenings satiriske tv-serie The Simpsons.

En anden, der tænkte yderst originalt omkring arbejde, var den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt (1906-1975). I sit hovedværk fra 1958, The Human Condition, gjorde hun op med en meget lang filosofisk tradition vedrørende arbejdsbegrebet. I bogen beskæftiger hun sig med de afgørende processer i menneskenes aktive liv. Og hun peger på, at der er tre forskellige grundlæggende procestyper: arbejde, fremstilling og handling. Arbejde definerer hun som de processer, hvorved menneskene reproducerer livet og slægten. Det er processer, der hele tiden skal gentages, og de efterlader ikke nogen selvstændig genstand efter udførelsen. Det drejer sig om yngelpleje og omsorg i videste forstand: rengøring, madlavning, opvask, vask osv. En anden procestype er fremstilling. Her bygges en varig verden op omkring menneskene: huse, veje, kirker, hospitaler osv. Altså en tingsverden, der eksisterer, efter fremstillingsprocessen er afsluttet, og som har lang varighed – som regel længere end et enkelt menneskeliv. Det karakteriserer de to forskellige procestyper, at ved arbejdet er menneskene umiddelbart i verden, mens der med fremstillingsprocesserne opbygges en selvstændig verden, som tillader distanceret omgang med verden og dermed kultur. Den tredje procestype kaldte hun handling. Herved forstod hun, at mennesker spontant går sammen og forsøger at sætte noget nyt og ikke rent nytteorienteret i verden. Men ikke enhver aktivitet, der ikke er arbejde eller fremstilling, er handling. For det meste af tiden er de menneskelige aktiviteter præget af rutine, og sådanne aktiviteter har ikke noget med handling at gøre.

Pointen i denne tredelte distinktion var til at føle på: Dels angreb hun traditionen for ikke at skelne mellem arbejde og fremstilling, dels angreb hun den – endnu heftigere – for ikke at se den afgørende forskel på handling og de to andre procestyper. Handling var i princippet altid en intersubjektiv proces, altid noget, der foregår mellem mennesker, hvorimod de to andre havde det til fælles, at de var subjekt-objektprocesser. Altså processer, hvor menneskene behersker naturen. Og det kan de i princippet gøre alene. Hun tilføjede som kronen på værket, at kun handling havde noget med frihed at gøre – det havde og har hverken arbejde eller fremstilling. Ja, at handle og at være fri var det samme.

Hendes tænkning gav således bolden op til flere nydannelser: dels en skelnen i det, vi normalt kalder arbejde, dels en understregning af, hvor menneskelig frihed kunne være, nemlig i handlingen og aldrig i “arbejdet”, hvad enten det havde form af arbejde eller fremstilling. Hendes tænkning var både vendt mod socialister og liberalister. Ingen af disse ideologier rummede disse adskillelser.

Siden arbejderbevægelserne i 1800-tallet dukkede op og blev politiske og faglige magtpositioner, har der ofte været fremført en parole om retten til arbejde. Denne ret er også søgt indflettet i menneskerettighederne – dog uden større held. Men der har også lydt et helt andet krav – som regel i periferien af arbejderbevægelserne, nemlig retten til dovenskab. Et krav, som i Danmark i 1970’erne gav anledning til dannelsen af grupperingen SABAE i Aarhus: Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer. En af parolerne lød: “Hvis arbejde er sundt, så giv det til de syge!” Formentlig er grupperingen nedlagt, da det kræver arbejde at opretholde en sådan. Nogenlunde samtidigt var der folk, som mente, at samtiden og den umiddelbare fremtid kunne karakteriseres som fritidssamfundet. Altså et samfund, hvor ikke arbejdet, men fritiden var det dominerende og karakteristiske. Mens SABAE var et festligt og provokerende indslag, må talen om fritidssamfundet i dag – efter den intense globalisering – nærmest betegnes som helt hen i skoven.

Hans-Jørgen Schanz

Se også | 19. Markedet | 29. Penge |