Читать книгу Brugerperspektiver - Группа авторов - Страница 4

Vibeke Asmussen & Steffen Jöhncke

Der er faret en bruger i os alle. Fra at have været patienter i sundhedsvæsenet, lånere på biblioteket, lyttere til radioen og passagerer hos DSB bliver vi i stigende grad tilskyndet til at se os selv som »brugere« af disse forskellige former for »service«. Det kommer bl.a. til udtryk ved, at vores ønsker og vurderinger stadig hyppigere bliver udlagt – ikke som borgernes holdninger til samfundets indretning, men som kundernes retmæssige krav til serviceudbyderne. Og disse udbydere kan for deres del ikke længere nøjes med at påberåbe sig, at de som professionelle bedst ved, hvordan sygdomme skal kureres eller togdrift organiseres. Hvad enten servicen betales direkte eller over skatten, kan man i dag komme af sted med at hævde, at kunden – brugeren – altid har ret, ja endda viser vejen i udviklingen af den offentlige sektor (Brydensholt 1993). Således er markedsadfærd ved at blive en dominerende model for statens forvaltning (Bourdieu 1998, Liep 1999). I forskningen er det efterhånden velbelyst, at brugerbegrebet – med dets forestillinger om kundens frie valg på samfundets hylder – knytter sig til tidens nyliberale politiske tendenser (Barry, Osborne & Rose 1996).

Få steder er den sproglige og begrebsmæssige forskydning til brugere og service slået så kraftigt igennem som på det socialpolitiske område. Det er vel i sig selv paradoksalt, eftersom det endnu er undtagelsen, at sociale foranstaltninger i velfærdsstaten direkte forhandles til de befolkningsgrupper, der skal hjælpes. Ikke desto mindre er inspirationen klar nok, og det er karakteristisk, at Bistandsloven i 1997 tog navneforandring til Lov om Social Service, og at det samtidig blev fastslået som et grundlæggende princip, at brugeren har ret til at blive hørt og inddraget. Uanset om man er førtidspensionist, arbejdsløs, misbruger eller hjemløs, er man blevet bruger af den offentlige hjælpeservice.

I socialpolitikken er brugerbegrebet imidlertid ikke kun forbundet med rettigheder, men også med forpligtelser og krav, man skal leve op til. Der har været bred politisk enighed om, at man med »brugerinddragelse« kan og skal bekæmpe »passiv forsørgelse« og »klientgørelse«.¹ Der er skabt en forventning om, at den enkelte bruger tager aktiv del i opstillingen af mål for indsatsen og i det hele taget bliver gjort medansvarlig. Der er ingen tvivl om, at denne orientering mod brugernes perspektiver og kravet om brugerdeltagelse generelt opfattes som et fremskridt og en øget demokratisering. Det anses ikke kun for at være et spørgsmål om rimelighed, at brugerne får indflydelse, men også om at man hermed »kvalitetssikrer« indsatserne, som det hedder. Hermed forstås, at sociale indsatser skal etableres på »brugernes præmisser«, ved at indsatserne tilpasses de mennesker, der har behov for hjælpen, og gerne ved at disse giver deres besyv med. Det gælder ikke mindst i indsatsen over for samfundets dårligst stillede. Det fremgår fx af indledningen til Socialministeriets redegørelse (2002) med den sigende titel »De udsatte grupper. Fra kanten af samfundet til kernen i socialpolitikken – socialpolitik på brugernes præmisser«. Her giver daværende socialminister Henriette Kjær bl.a. udtryk for det synspunkt,² at det er vigtigt at inddrage brugerne: »Mange gange ved de i virkeligheden godt selv, hvad der skal til«, og videre: »Vi skal bryde vanetænkningen og hjælpe de udsatte, der hvor de er og på deres egne vilkår … Indsatsen skal tilpasses de mennesker, der har behov for hjælpen – ikke omvendt« (2002: 3). »Brugernes præmisser« betyder her tilsyneladende først og fremmest, at vi skal søge og finde både problemer og løsninger hos brugerne selv. Socialpolitik har således ikke noget med indretningen af samfundet som helhed at gøre, men derimod med de formodede, særlige karakteristika hos dem, der har klaret sig mindre godt i tilværelsen. Det er over for deres aktuelle problemer, at servicebehov og indsats skal defineres. Denne specifikke sammenkædning af at inddrage brugerne og at udvikle kvaliteten af social service fremstår i dag som aldeles selvfølgelig, som to sider af samme sag (se fx Socialministeriet 1997).

Men hvordan er det nu blevet så selvfølgeligt? Hvad indebærer det, at klient i dag er udskiftet med bruger i den socialpolitiske diskurs? Er vi vidne til en af-professionalisering af socialt arbejde, eller er det snarere (eller også) andre forskydninger, der er på spil? I de seneste år er en kritisk diskussion af brugerbegrebet – såvel som af de ændringer af det sociale arbejdes indhold og placering i samfundet, som begrebet hænger sammen med – taget til i den samfundsvidenskabelige forskning. Vi præsenterer og diskuterer flere af disse kritikpunkter i løbet af denne indledning, ligesom de på forskellig vis ligger til grund for analyserne i de efterfølgende artikler. Et par væsentlige pointer skal dog fremhæves allerede nu, da det kan give os anledning til at pege på, hvor vi mener at kunne bidrage med nye vinkler på den eksisterende debat.

Én form for kritik af bruger-fokuseringen går på, at ønsket om at inddrage og servicere brugerne på deres egne præmisser er en prisværdig, men urealistisk ambition, fordi de sociale institutioners arbejde nødvendigvis må tage afsæt i generelle problemkategorier og professionelle løsningsmodeller og ikke individuel hensyntagen (Järvinen & Mik-Meyer 2003: 12). Dette ses dog kun som et udtryk for det mere overordnede forhold, at sociale indsatser altid bygger på et asymmetrisk magtforhold mellem de professionelle hjælpere og de hjælpsøgende brugere (Järvinen & Mortensen 2003). Det er i sidste ende de sociale instanser og disses repræsentanter, der definerer og beslutter, hvad der er muligt i indsatsen og dermed for brugerne. De to parters stemmer har således ikke den samme gennemslagskraft, idet den ene – brugerens – altid er underlagt den anden. Dette er et strukturelt, men ofte skjult og fornægtet, vilkår for kontakten mellem brugere og professionelle i den nu fremherskende socialpolitiske diskurs, hvor brugernes inddragelse er en væsentlig del af, hvordan indsatserne forstår og legitimerer sig selv (Cruikshank 1999, Foucault 1991, Rose 1999, Villadsen 2000). En central pointe er da, at den megen snak om brugere og brugerinddragelse på denne måde snarere bidrager til at tilsløre end til at ændre de rådende magtforhold i socialt arbejde: Hvad der ligner en imødekommelse af brugerne, fratager dem snarere muligheden for at distancere sig og være kritiske, fordi de allerede er inddragede og dermed gjort medansvarlige.

Denne diskussion om vilkårene for sociale indsatser og dermed for socialt arbejde generelt og analyser af de strukturelle træk af den socialpolitiske diskurs er også en del af afsættet for artiklerne i denne bog. Der er ingen tvivl om, at forskningens kritiske blik på tidens diskurser er både vigtig og nyttig – men den har også sine begrænsninger. Vi som redaktører og de fleste af forfatterne til artiklerne er etnografer eller antropologer. I vores faglige perspektiv er det ikke kun de strukturelle og diskursive træk af den socialpolitiske udvikling, og hvordan disse træk udtrykker sig i praksis, der interesserer os. Vi er i lige så høj grad optaget af, hvordan forskellige mennesker – brugere såvel som professionelle hjælpere – lever forskelligt med disse strukturelle og diskursive betingelser. Vi er optaget af, hvordan de på forskellige måder reagerer og handler med og imod disse betingelser (Jöhncke, Svendsen & Whyte 2004), og hvordan de er med til at både videreføre, udfordre og forandre dem. Det er for os at se en af de væsentligste vinkler i analyserne i denne antologi.

Forfatterne fokuserer generelt på at analysere menneskers handlinger inden for en bred ramme af social og kulturel mangfoldighed. Udgangspunktet er, at de strukturelle og diskursive rammer definerer brugernes såvel som de professionelles mulighedsbetingelser, men trods alt ikke determinerer alle deres handlinger og dermed kan forudsige, hvordan de reagerer i bestemte sammenhænge. Hertil er mennesker og menneskers handlinger alt for uforudsigelige eller kreative, som den danske antropolog John Liep har beskrevet det (2001: 12). Han ser på handlinger som kulturel kreativitet på to niveauer. Det ene er de hverdagslivets variationer, der i større eller mindre grad levnes plads til inden for rammerne af de gældende regler og strukturer. I den forstand er menneskelivet altid skabende og nyskabende og ikke blot en mekanisk gentagende udlevelse af strukturelle krav. Det andet niveau angår mere vidtgående kreative forandringer af rammerne selv og en reorganisering af erfaring – dvs. at alternative forståelser og begrebsliggørelser af ens forhold til verden og andre mennesker bliver mulige. Det forudsætter, at forskellige værdisæt og verdenssyn kommer i berøring med hinanden, men det forudsætter også en »åbenhed eller slækkelse af social kontrol, der tillader en gensidig og produktiv fremvækst af perspektiver« (ibid.).

Set i dette lys kan en opmærksomhed over for brugernes perspektiver have praktiske betydninger og konsekvenser, der ikke blot er udtryk for eksisterende magtforhold eller en tilsløring af samme, men også kan give anledning til værdimæssige brud og forandringer, der er uforudsigelige. Inddragelsen af brugerperspektiver kan medføre, at forskellige værdisæt og verdenssyn kommer i berøring med hinanden, hvis man er åben over for det. Den praktiske anvendelse af »bruger« kan meget vel vise sig at være langt mere nuanceret og forskelligartet end den, der kommer til udtryk i den officielle socialpolitiske diskurs om brugere og brugerinddragelse. Den amerikanske antropolog Marshall Sahlins (1985) har peget på, hvordan kulturelle begreber og kategorier – i vores tilfælde bl.a. »bruger« – gradvist ændres, når mennesker anvender dem: » … brugen af konventionelle begreber i empiriske sammenhænge udsætter de kulturelle betydninger for praktiske omvurderinger« (Sahlins 1985: 145). Med andre ord: Det handler ikke kun om, hvordan nye magtfulde diskurser præger og ændrer vores opfattelse af verden, men lige så meget om, hvordan mennesker ændrer de magtfulde diskurser ved at bruge dem.

Hvis omverdenen er i stand til at slække kontrollen og lytte til, hvad brugerne siger og dermed lade sig udfordre af andre værdisæt og verdenssyn, er der mulighed for at reorganisere erfaringen – i dette tilfælde at udvikle både vores forståelse af, hvad stofbrug er, og hvad det vil sige som stofbruger at indgå i offentlige hjælpesystemer. Hermed etableres der – for os at se – en mulighed for at opdage nogle af de antagelser og begrænsninger, vi ligger under for i vores forståelse af sociale problemer og deres løsninger, deriblandt den politik, der føres på narkotikaområdet, den måde, forebyggelse foregår på, eller den måde, behandling af stofmisbrug er etableret på i vores samfund. Denne bog er tænkt som et beskedent bidrag i den retning.