Читать книгу Brugerperspektiver - Группа авторов - Страница 5

Det fremgår allerede, at betegnelsen »bruger« er flertydig. Begrebet får dog en yderligere drejning i forbindelse med brugen af (illegale) stoffer. I denne bog anvendes »bruger« i begge betydninger. »Bruger« forstået som »systembruger« erstatter »klient« eller »patient« og henviser til den enkeltes relationer til sundhedsvæsenets og socialforsorgens service- og hjælpesystemer og dermed brugerens placering i forhold til velfærdsstatens orden. »Bruger« i betydningen »stofbruger« henviser til vedkommendes relationer til bestemte ting – nemlig de substanser, han eller hun benytter for at opnå rus og/eller undgå abstinenser – og undertiden til en særlig identitet, til stofbrugernes relationer til hinanden og til de fællesskaber, hvor stofferne kan skaffes og bliver anvendt. I denne betydning er »bruger« eller »stofbruger« en erstatning for det klart negativt vurderende »stofmisbruger« og det mere forkætrede udtryk »narkoman«.

Det er et vilkår for begrebet »bruger« i alle de nævnte betydninger, at man fokuserer på ét eller nogle få bestemte aspekter af et menneskes liv, som fremhæves på bekostning af andre sider og identiteter, som vedkommende også har (Wright 1994: 161). Det er dog et vilkår ved enhver identitet eller person-karakteristik, at den reducerer kompleksiteten af menneskelivet til de træk, der i sammenhængen synes mest betydningsfulde og relevante. Det giver fx ret god mening at kalde en person for »passager«, så længe hun sidder i toget. Der kan imidlertid opstå konflikter, når en identitet – som man bliver tillagt og/eller selv tager på sig – opleves som entydigt negativ, stigmatiserende eller begrænsende, især når den samtidig klæber til én som en dominerende beskrivelse af ens person også i sammenhænge, hvor den ret beset er irrelevant. »Stofmisbruger« – og især »narkoman« – er klare eksempler på en sådan negativt ladet og dominerende identitet, fordi den i praksis har tilbøjelighed til at udgrænse andre sider af, hvordan personen bliver opfattet: Hvordan man opfører sig som forælder, bror, nabo, medarbejder, kollega eller ven kan hurtigt blive vurderet i et nyt lys, hvis det kommer frem, at man er »misbruger«, dvs. indtager visse illegale stoffer. Det kan ske, uanset om ens stofbrug i øvrigt har påvirket ens adfærd i de nævnte relationer eller ej, fordi bestemte forestillinger om gruppen (fx om tyvagtighed og løgnagtighed) knyttes til hver enkelt stofbruger. Den enkelte vil have svært ved at blive bedømt for sig, fordi karakteristikken stofmisbruger vil have tilbøjelighed til at overskygge alt andet, som vedkommende også er. Betegnelsen og kategorien rummer allerede-paratliggende forestillinger om, at stofmisbrugere besidder visse særlige, fælles, fundamentale, problematiske og personlige karakteristika (fx tilbøjeligheden til »afhængighed« og hvad deraf følger), der gør dem anderledes end andre mennesker.

På den baggrund kan man betragte betegnelsen »stofbruger« som en muligvis mere neutral beskrivelse, der ikke tager stilling til, om brugen af stoffer er et misbrug. Betegnelsen kan ses som led i et forsøg på at afstigmatisere og gøre det muligt at få øje for, at brugere af stoffer er lige så forskellige som alle andre mennesker, og at et stofbrug kan spænde fra et lejlighedsvist forbrug til et afhængigt – og måske endda behandlingskrævende – misbrug. Betegnelsen stofbruger skal således ikke nødvendigvis ses som en nedtoning eller negligering af, at stofbrug kan være og ofte er problematisk for den enkelte og for hans/hendes omgivelser. Den peger derimod på, at stofbrug kan komme til udtryk på mange forskellige måder, ligesom vurderinger af stofbrugets positive sider og negative konsekvenser vil variere mellem brugerne. Der findes ingen betegnelser, der er helt uden forskellige bibetydninger og tolkningsmuligheder (tilsigtede eller ej), men af alle tilgængelige foretrækkes i denne bog gennemgående »stofbruger«.

Mens bruger forstået som »bruger af det offentlige hjælpesystem« er blevet almindeligt sprogbrug, er bruger som synonym for stofbruger klart nok mere indforstået. Det er også givet, at mens systembrugerne nu skal tillægges en troværdighed og autenticitet, som hele ideen om kvalitetsudvikling gennem brugerinddragelse bygger på, er denne værdsættelse endnu ikke blevet stofbrugere til del. Stofbrugere skal altså som systembrugere tages alvorligt, når de udtaler sig som brugere af offentlige hjælpetilbud, men når de samme mennesker som borgere har en mening om andre sider af samfundet, fx den generelle narkotikapolitik, regnes de ikke for troværdige. Til gengæld giver flertydigheden af »bruger« her en anden mulighed: BrugerForeningen for Aktive Stofbrugere i København, der præsenteres i Jørgen Jepsens artikel i denne bog, har opnået en vis gennemslagskraft, som ud over at være udtryk for foreningens politiske tæft, også må ses som et eksempel på en sideeffekt af diskursen om brugere. Når foreningen tillægges betydning, er det, fordi man ikke længere kan sidde brugerne overhørig. Bruger-begrebet er fleksibelt og ved at påberåbe sig denne status, kan man indtage en position, hvorfra ens synspunkt får større vægt og legitimitet.

Skiftet i sprogbrug fra stofmisbruger til stofbruger kan som nævnt ses som et udtryk for et ønske om at gå imod stigmatisering og negative kategoriseringer af brugerne. Som sådan er det tydeligvis en betegnelse, der vinder frem også i den offentlige terminologi – fx valgte man efter en omlægning af tilbuddene i Københavns Amt i 2001 at bruge betegnelsen »Behandlingssystem for Stofbrugere«. Fra et andet perspektiv, der kommer til udtryk fra visse stofbrugere selv, er pointen ikke så meget at lade ét udtryk afløse af et andet, som det er et forsøg på at opretholde en skelnen. I artiklen af Vibeke Asmussen & Cecilie Moesby-Johansen i denne bog fortæller unge hash-brugere, at de ser sig som brugere – nærmest i betydningen forbrugere – af hash til forskel fra misbrugere, som de mener både bruger farligere stoffer end hash og har et afhængigt og ukontrolleret brug af disse stoffer. Brug og misbrug er for dem altså ikke blot en strid om ord, men er to helt forskellige måder at forholde sig til stofferne på, og følgelig er brugere og misbrugere for dem to helt forskellige kategorier af mennesker. Dette knytter sig også til en skelnen mellem »hårde« og »bløde«, eller farlige og mindre farlige, stoffer.

I deres forsøg på at almindeliggøre hashbrug og fjerne sig fra kategorien »misbrugere« går brugerne imidlertid op imod en stærk mekanisme i rusmiddelpolitikken. Hvorvidt man betragtes som forbruger eller misbruger, er nemlig ikke kun et spørgsmål om, hvordan man bruger et rusmiddel, eller hvilke virkninger stoffet har: Om man taler om et forbrug eller et misbrug, er først og fremmest udtryk for, hvilken status et rusmiddel har i forhold til lovgivningen. Al brug af ulovlige euforiserende stoffer – herunder hash – henregnes officielt til misbrug. Lovlige stoffer – som fx alkohol og tobak – kan man derimod have et forbrug af. Kun overdrevent eller skadevoldende alkohol-forbrug henregnes til misbrug, mens ingen os bekendt taler om et »tobaksmisbrug« uanset dets omfang: Ikke just fordi tobak ikke regnes for skadeligt, men fordi det er lovligt. Når hashbrugere forsøger at ryste misbruger-etiketten af sig ved at pege på, hvor udbredt og efter deres mening uskadeligt hashbrug er, har det således kun begrænset effekt, så længe stoffet er ulovligt.

Fremkomsten og betydningen af kategorierne misbrug og misbruger er udtryk for et kompliceret samspil mellem de virkninger, man anser et stof for at have, stoffets lovgivningsmæssige status, dets måder at blive anvendt på (fx moderat eller overdrevet) og dets brugeres sociale status. Det indebærer, at et rusmiddelbrug bliver karakteriseret som et misbrug ud fra forskellige kriterier, alt efter hvilket stof der er tale om – herunder især om det er lovligt eller ej. Begrebet misbrug er derimod ikke i udgangspunktet knyttet til spørgsmål om afhængighed og skadelighed, hvad forskellen mellem tobak og hash gør tydelig: Tobaksbrug regnes for skadeligt og kan skabe afhængighed, men er ikke et misbrug. Hash har en vis udbredelse i den danske befolkning, men langtfra alle de mange, der har prøvet det, er blevet afhængige, skadede og behandlingskrævende af det. Ikke desto mindre henregnes et forbrug af hash til kategorien misbrug.

Denne mekanisme, hvorved forskellige grupper af brugere og misbrugere og forskellige stoffer får forskellig placering i lovgivningen og i samfundslivet, foreslår vi at kalde politisk farmakologi. Med dette begreb vil vi pege på, at den betydning og status forskellige psykoaktive stoffer får i samfundet, ikke er nogen direkte afspejling af stoffernes kemiske sammensætning og virkning på den menneskelige organisme. Biokemi dikterer ikke lovgivningen. Det gør derimod politiske fortolkninger af forskellige stoffers farlighed – og her kommer spørgsmålet om, hvem der bruger stofferne, og hvordan og hvorfor de gør det, ind i billedet. Nogle grupper (fx unge) og nogle måder at bruge stoffer på (fx til grænseoverskridende adfærd) giver i højere grad end andre anledning til sociale, moralske og politiske bekymringer: En uordentlig og ukendt verden, samfundet må frygte. I vurderingen af stoffers farlighed spiller biokemisk viden ofte (men ikke altid) en rolle, især på den måde at undersøgelser af et stofs eventuelle fysiologiske og psykiske skadevirkninger som regel følger, efter at det er blevet udpeget som et socialt og moralsk problem, ellers ville det slet ikke påkalde sig denne interesse. Farlighed, forstået som fysiske og psykiske risici for brugerne, er en bekymring, der er afledt af den primære bekymring for de samfundsmæssige konsekvenser. Stoffers farlighed er altså i første omgang en samfundsmæssig farlighed, dvs. uforenelighed med dominerende sociale normer og værdier samt politiske vurderinger af befolkningens ve og vel. Det er ikke isoleret set stoffernes effekter, der afgør, hvad der er ulovligt misbrug, og hvad der er acceptabelt forbrug, men derimod politiske fortolkninger og beslutninger, der henviser til samfundets samlede interesse. Disse fortolkninger har imidlertid brug for at sikre sig videnskabelig opbakning fra fx læger og psykologer, så de fremstår som faktuelle, neutrale og nødvendige.

Faglig viden og politiske bekymringer forenes således i den politiske farmakologi. Jacob H. Winsløws bog »Narreskibet« (1984), der efter 20 år fortsat er en af de væsentligste udgivelser på dansk om emnet, beskriver, hvordan den problemforståelse, der kendetegner det danske samfunds forhold til stoffer og stofbrugere, er vokset frem. I vores perspektiv er bogen netop en analyse af politisk farmakologi: Winsløw viser, hvordan interessebetingede begrebsliggørelser af stoffer hos politikere, politi og andre professioner, snarere end træk ved stofferne i sig selv, har været afgørende for udviklingen.

I artiklen, der følger efter denne indledning, præsenterer Helle Vibeke Dahl en række etnografiske undersøgelser af stofbrug, og som helhed illustrerer artiklen både direkte og indirekte, hvordan den politiske farmakologi fungerer. Det er et særligt tydeligt træk heri, hvordan stoffer historisk set ændrer status og betydning efter skiftende politiske bekymringer, ligesom det er tydeligt, at spørgsmålet om, hvem brugerne er, og hvordan de anvender stoffer, spiller en større rolle end stoffernes egenskaber i sig selv (se også Musto 1973, Courtwright 1997). Også artiklerne af Johanne Korsholm Sørensen og af Asmussen & Moesby-Johansen rummer eksempler på centrale mekanismer i politisk farmakologi, sådan som vi her har defineret det.